Claus Carstensen deltager i udstillingen ’Painting is Dead’ med dette værk: ’Dukke’, 2015. Litografi (foto: Kunstpakhuset)
Der ligger en stor del ironi i, at en af udstillerne på grafikudstillingen ’Painting is Dead’ i Kunstpakhuset i Ikast er den islandske superstjerne Ragnar Kjartansson, der netop nu er hovedpersonen i en udstilling på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, hvor man ikke alene kan se ganske komplekse videoværker af kunstneren, men også et kæmpemæssigt antal malerier, der optræder som en form for installation fra gulv til loft.
Som grafiker er Kjartansson til gengæld ny og ung, og det må siges at være lidt af et scoop, at man fra d. 12. august kan opleve islændingen som grafiker på udstillingen, som kan ses i Kunstpakhuset frem til d. 17. september.