tirsdag den 12. september 2023

Arrogance uden grænser

 

Visualiseringen her af Sophia Kalkaus skulptur ’Zygote’ er foretaget af Københavns Kommune

»Det er kunst, når den er allermest arrogant«


I Politiken har avisens kunstanmelder Mathias Kryger anmeldt en skulptur, som er placeret på Christmas Møllers Plads på Amager i København. 


Skulpturen har titlen ’Zygote’ og er skabt af billedkunstneren Sophia Kalkau med økonomisk støtte fra Ny Carlsbergfondet


Kryger er ikke begejstret og bruger blandt andet betegnelsen ”analkugler” om værket, som han tildeler to ud af seks hjerter i Politiken. 


Jeg blev nødt til at google analkugler/buttplugs (det lyder ikke rart, vel?), inden jeg fandt en notifikation på det sociale medie Facebook, hvor en bruger - en akademiuddannet billedkunstner - gik i rette med Kryger og dennes anmeldelse, som han ironisk nok kalder ”arrogant”. 


Der er naturligvis mange elementer i denne kommentar til anmeldelsen, men det mest pudsige er, at mange fra det akademiske miljø som kommentar til indlægget er røget i tastaturet. 


Blandt andet hedder det fra en professor emeritus fra Akademiet, at »Mathias Kryger skriver som han har forstand«. 


En kunstner, som faktisk selv har beskæftiget sig med kunstkritik anfører følgende: »Han er altid ufattelig vulgær og seksualiserende«. 


Jeg er selvfølgelig ikke sat i verden for hverken at forsvare anmelderkollegaer eller de kunstværker, som disse har valgt at beskrive/kritisere, men det må være ret interessant for Kryger, at nogle fra de akademiske miljøer gider forholde sig til hans mening om Sophia Kalkaus værk. 


Jeg er på det rene med, at kunstanmeldelse er et alvorligt anliggende, men det er kunst i det offentlige rum bestemt også. Værket vil stå længe efter, at diskussionen om Mathias Krygers mening er udspillet.