Installationsfoto fra udstillingen ’Flow of Change’ med værker af Malene Landgreen på Trapholt.
Her ved udgangen til 2023 kan jeg blot bekræfte, at min rolle som kunstanmelder er ved at finde sin afslutning.
Ikke desto mindre skaber jeg lige et tilbageblik på nogle af de udstillinger, jeg har set og oplevet i året, der snart rinder ud, og af disse udstillinger er der faktisk ikke så få, jeg blot har set for min fornøjelses skyld.
Til en indledning dog Malene Landgreens udstilling ’Flow of Change’ på Trapholt, hvor hun lod det konkrete maleri flyde ud i udstillingsrummene.
Om udstillingen skrev jeg blandt andet: »Med den aktuelle udstilling, hvor kunstneren har udviklet et smukt kalejdoskopisk rum, holder Trapholt endnu en gang fanen højt ved at præsentere en nutidskunstner i et udstillingsprogram, der samtidigt viser, at kunstnerne fra denne generation besidder et usvækket behov for at eksperimentere, og det må man anerkende«.
Jeg tildelte Malene Landgreen-udstillingen fem stjerner ud af seks mulige.