ARoS, her i en nutidig version med Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ på toppen
For tiden kan man på ARoS se den store udstilling ’Richard Mortensen – Mellem Linierne’. Her illustreret med det aflange ’Opus Normandie’ fra 1955.
Man besidder betegnelsen ”teenager” indtil man fylder 20 år, og dermed er kunstmuseet ARoS i Aarhus snart ude over den alder.
Om få dage fejrer kunstmuseet 20 år på toppen af bakken ved Vestre Allé.
Mit første deciderede pressemøde som kunstskribent fandt sted på netop ARoS, og jeg var faktisk ganske spændt på, hvad der ventede mig under besøget i april 2004.
Først og fremmest henvendte en herre i uniform sig til mig med spørgsmålet »har du et pressekort«, da jeg entrede museet.
Det havde jeg ikke, men til gengæld havde museets daværende kommunikationschef sørget for, at jeg var akkrediteret til pressemødet.
Jeg blev lidt stakåndet, da jeg oplevede ARoS indvendigt, da jeg havde fulgt opførelsen af bygningen udvendigt i købet af byggeperioden, og her var jeg alt andet end ekstatisk.
Faktisk fandt jeg arkitekturen klodset og kedelig, hvilket blev underbygget af, at man ved et uheld havde brugt forkert brændte mursten på en del af facaden, hvilket jeg opfattede som et ironisk skæbnebillede på en mislykket arkitektur.
Hvad museet til gengæld ikke besad udvendigt, kunne sagtens kompenseres i bygningens indvendige del, hvor helt andre organiske virkemidler er bragt i spil.
I 2011 blev ”Regnbuen” - Olafur Eliassons installation ’Your Rainbow Panorama’ tilføjet som en cirkulær enhed på toppen af bygningen, og jeg tror, at mange finder det besynderligt, at ARoS en gang i en del år har eksisteret uden dette supplement.
Jeg stillede i min sidste anmeldelse i et landsdækkende dagblad spørgsmålet »Hvor er ARoS på vej hen?« og det kan kun tiden besvare; men aktuelt har museet det fint, og markeringen af de første 20 år bliver sikkert fejret behørigt - dog uden min medvirken denne gang.