fredag den 30. august 2024

Efterårsauktioner hos Bruun Rasmussen

 

P.S. Krøyer: ’Måneskin over Skagen Strand med hjulspor i sandet og optrukne både på stranden’, 1883. 44 x 64 cm. Olie på lærred monteret på lærred (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Her ved indgangen til september, er der tradition for, at auktionshuset Bruun Rasmussen i Lyngby publicerer programmet for efterårsauktionerne, der finder sted i netop september. 

Først drejer det sig om auktionen over ældre malerier, og her er det ikke så usædvanligt, at skagensmalerne fylder pænt i billedet, og det er da også en af dem, man har den højeste forventning til, kan ramme et godt hammerslag. 

Det overrasker sikkert ikke nogen, at der er tale om P.S. Krøyer med et stemningsfuldt maleri, der viser stranden ved Skagen, hvor månelyset spejler sig i vandet. 

Maleriet er vurderet til 1.000.000-1.200.000 kr. og det er immervæk en sjat. 

Auktionen finder sted d. 16. september og senere afholder Bruun Rasmussen auktioner over moderne kunst og design. 

Dem vender jeg naturligvis tilbage til.