lørdag den 16. november 2024

Vinterauktioner hos Bruun Rasmussen byder på store forventninger

 

Martinus Rørbye: ’Pergola ved kapucinerklostret i Amalfi’, 1835. Olie på papir. 35 x 50 cmVurd.: 800.000-1.000.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det er altid interessant, når auktionshuset Bruun Rasmussen publicerer indholdet til de fysiske årstidsbetingede auktioner, der ret naturligt løber af stablen fire gange om året. 


Nu har man offentliggjort vinterauktionens emner, og jeg vil begynde med at omtale auktionen over ’Dansk guldalder og ældre malerier’, som der holdes auktion over d. 2. december. 


Her er det ikke overraskende kunstnere som P.S. Krøyer, C.W. Eckersberg og Martinus Rørbye, man har høje forventninger til. Førstnævnte med et mindre maleri ’Fru Marie Krøyer i Haven på Skaget’ måler 23 x 33 cm. og måske derfor er det overraskende, at værket er vurderet til hele 4-6 millioner kr. 


Et marinemaleri af Eckersberg er vurderet til 2-3 millioner og en lille perle af Martinus Rørbye er gengivet herover. 


Jeg blev dog mest overrasket over, at se et stort maleri af en blomsterbuket i en vase på et bord af den russiske senromantiker Alexandr Mikhailovich Gerasinov (1881-1963) fra 1955 ramme en vurdering på 1.500.000-2.000.000 kr. – og så er det vel svært at forsvare kategoriseringen af værket under ”ældre malerier”? 


Jeg vender tilbage med moderne maleri herunder et afsnit, der bringer en masse Cobra-kunst under hammeren, senere.