torsdag den 20. februar 2025

Nye anmeldelser (4)

 

Der var kun gået få dage af 2025, inden meddelelsen om, at maleren, grafikeren og billedhuggeren Peter Brandes var død. Han skildrede i levende live generøst åndens epos. ⭐⭐⭐⭐⭐

Billedkunstneren Michael Kvium lod et besøg på Panuminstituttet inspirere sig til organiske kompositioner for mere end 30 år siden. Værkerne vises nu på Kunsten i Aalborg. ⭐⭐⭐⭐



Kvium på Kunsten

 























Jeg har netop besøgt Aalborg med henblik på at se nogle udstillinger, jeg har bestemt mig for at anmelde. 

Først og fremmest har jeg udarbejdet en tekst om Michael Kvium-udstillingen ’Knudepunkt’, som er en udstilling med værker fra kunstmuseet Kunstens samling, og min anmeldelse af udstillingen kan læses HER>

'Vidunderlig Vild Villa' på Utzon Center

 

De 12 fotografier på gengivelsen her er taget af fotografen Torben Eskerod og i forgrunden ses en montre med en gipsmodel af ’Can Lis’.

Det er næsten en åbenbaring at se og opleve en udstilling på Utzon Center i Aalborg med omdrejningspunkt i Jørn Utzons sommerresidens på Mallorca. 

Jeg var kun i forvejen sporadisk bekendt med dette byggeri af stjernearkitekten, som er mest berømt for det ikoniske operahus i Sydney. 

Can Lis’, som huset på middelhavsøen er navngivet, kan imidlertid også noget, hvilket jeg i skrivende stund arbejder på en beskrivelse af. 

’Vidunderlig Vild Villa’ kan ses på Utzon Center frem til d. 20. april.

onsdag den 19. februar 2025

Næsten forår i Aalborg

 

Jeg havde under besøget på Kunsten i Aalborg fornøjelsen af at se udstillingen ’Hvis du kan se det jeg ser’, som er en samlingsudstilling kurateret af modedesigneren Stine Goya. På billedet ses tre portrætter af Anette Harbo Flensburg og en installation ’A Bed/Narcissus’ fra 1994 af Peter Neuchs.

Akvarellen her er en del af Michael Kvium-udstillingen ’Knudepunkt’ på Kunsten. Den er en del af et koncept fra begyndelsen af 1990’erne med titlen ’Akademi’

Jeg har netop besøgt Aalborg med henblik på at se nogle udstillinger, jeg har bestemt mig for at anmelde. 

Først og fremmest arbejder jeg i skrivende stund på en tekst om Michael Kvium-udstillingen ’Knudepunkt’, som er en udstilling med værker fra kunstmuseet Kunstens samling. 

Der er flere ting på programmet, og i samme moment besøgte jeg Utzon Center – også i Aalborg, hvor man for tiden viser en udstilling, der beskriver Jørn Utzons refugium på Mallorca. 

Denne udstilling har fået den lystige titel ’Vidunderlig, vild villa’, og den kan I naturligvis læse mere om på et senere tidspunkt – dels på blog'en her og dels på portalen KULTURINFORMATION.

søndag den 16. februar 2025

Fra Herodes til Pilatus

 

Michael Kvium: ’Akademi’, 1991. Olie på lærred (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg)

Jeg har lige tilbragt en lille uge i København, og hvis jeg boede der fast, ville jeg i raketfart stjærve fra den ene kunstudstilling til den anden. 

Nu befinder jeg mig i Jylland, hvor afstandene er lidt længere, men ikke desto mindre vil jeg bevæge mig til Aalborg en af dagene primært for at kigge på udstillinger med den næsten alt for velkendte danske maler Michael Kvium, der vises i et koncept, der har afsæt i 1990’erne, da Kvium tilbragte tid på Panum Instituttet, hvor han studerede kroppens inde organer og brugte det sete som oplæg for en række kunstværker. 

Udstillingen ’Knudepunkt’ viser udkommet af denne proces. 

Udstillingen finder sted på kunstmuseet Kunsten, der også viser en udstilling med den i Johannesburg fødte men i Berlin bosiddende videokunstner Candice Breitz. Så det går fra Herodes til Pilatus, men mere om de nævnte udstillinger senere på blog'en her.

lørdag den 15. februar 2025

Udstillingen ’Mensch’ med værker af Käthe Kollwitz kan stadig ses på Statens Museum for Kunst

 

















Jeg vil vove at påstå, at hvis man befinder sig i Danmarks hovedstad København, og man i øvrigt har en interesse i kunst, bør man – hvis ikke det allerede er sket – aflægge vores nationalgalleri et besøg med henblik på at se en både bevægende og smuk udstilling med værker af grafikeren, tegneren og billedhuggeren Käthe Kollwitz, der blev født i Köningsberg, det nuværende Kaliningrad, i 1867 og døde i Moritzberg ved Dresden i 1945. 

Udstillingen ’Mensch’ har i bogstavelig forstand mennesket i en hovedrolle og viser et overordentlig stærkt billede af en kompromisløs kunstner, der skildrer krige samt moder- og kvinderoller helt fantastisk. 

Hvis man har været i Berlin og besøgt kunstnerens museum i byen, vil man vide, hvad det drejer sig om – og ellers kan man læse et kort essay, jeg skrev om Käthe Kollwitz under et af mine besøg i byen. Det har jeg lagt ud HER> 

Udstillingen ’Mensch’ kan ses frem til d. 23. februar.

torsdag den 13. februar 2025

Grotesk newzealænder på Kunsthal Charlottenborg

 














Man skal være hurtig, hvis man skal nå at se den newzealandske billedhugger Francis Upritchards udstilling ’Any Noise Annoys an Oyster’. 

Bag denne titel kan man finde et stort antal groteske skulpturer primært udført i naturgummi, som holdes sammen af stålkonstruktioner. 

Værkernes udtryk, kan man sige, rammer et punkt, hvor Alberto Giacometti blander sig med Jens Galschiøt, og hvis det lyder besynderligt, kan man lige præcis – hvis ikke man allerede har gjort det – nå at besøge udstillingen på Kunsthal Charlottenborg inden d. 16. februar.