onsdag den 25. december 2024

På falderebet - mens et år går på hæld

 

Isaac Julien: 'Once Again... (Statues Never Die)', 2022. Installationsview. To-skærms filminstallation i sort-hvid (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

»Disse værker er nøje udvalgt for deres kunstneriske kvalitet og relevans i forhold til samtidskunsten og underbygger vores vision om at opbygge en samling med dybde og betydning for vores publikum«.


Kunstmuseet ARoS’ direktør Rebecca Matthews’ kommentar til en kritisk artikel i Weekendavisen af Pernille Albrethsen om tre væsentlige kunstmuseers indkøb i det næsten forgangne år. Her undrer skribenten sig over, at netop ARoS kun har tilført to nye værker – multimedieinstallationer af Sarah Sze og Sir Isaac Julien – til museets samling, hvor Statens Museum for Kunst og Louisiana har erhvervet sig langt flere værker med en vis variation i indkøbene.

 

»På såvel større landsdækkende aviser som mindre lokalaviser er kunstanmeldelser blevet sparet væk. 

Argumentationen for det er tidens svøbe: antallet af clicks. Får et stofområde ikke nok clicks, er det ud af vagten. 

Problemet er, at de mennesker, der rent faktisk køber eller abonnerer på den fysiske avis, og som gerne vil læse kulturanmeldelserne,”det grå guld”, ikke tæller med i clickoversigten

I stedet for at gøre noget godt for de mangeårige trofaste læsere, straffer man dem for at tilfredsstille Business School-folkenes maniske afhængighed af tåbelige buzz word-overskrifter

Ikke at det hjælper på antallet af solgte aviser i øvrigt«.


Kunstavisens redaktør, Tom Jørgensen, i årets sidste leder. Her kan man passende tilføje, at dagbladene har lakeret sig selv op i et hjørne, hvor de kan befinde sig, inden de endeligt graver deres egen grav. Så galt går det nok ikke i min levetid; men branchen er under et stadigt pres, som man prøver at navigere sig ud af ved at følge de ødelæggende strategier, som Tom Jørgensen antyder.