søndag den 7. juni 2026

Finn Have solidt placeret i landskabet

 

En af Finn Haves karakteristiske landskabsgengivelser pryder forsiden på bogen ’Finn Have i naturen’

»Den vestlige del af Odder Kommune består af et kuperet bakkelandskab, der hæver sig over det fladere og lavere terræn mod øst. Grænsen mellem de to løber fra Norsminde Fjord gennem Odder til Amstrup og udgøres af ådale og moseområder, hvor vandet mod nord løber til Norsminde Fjord og mod syd til Horsens Fjord«


Dette geografiske lærestykke er en del af Klaus Markmann Jensens indledende tekst i bogen ’Finn Have i naturen’, som jeg netop har fået leveret. 


Bogen består af adskillige gengivelser af værker, som Finn Have har foretaget i et stort område omkring hjembyen Odder. 


Bogen ledsager en udstilling på Odder Museum med samme titel som bogen, og som kan ses indtil d. 18. oktober. 


Jeg har dog valgt at tage afsæt i publikationen i relation til en anmeldelse, som vil kunne læses på en førende dansk kulturportal om forhåbentlig kort tid. Bogen er på 122 rigt illustrerede sider.