Sommeren 2003. Jeg havde lejet kunstnerhuset på Fanø i en uge. Vi vidste ikke hvordan vejret ville blive, så jeg havde allieret mig med akvarelfarver, papir, oliepasteller og diverse skitseblokke til arbejde on location, hvis vejret skulle arte sig.
Det var første gang, vi besøgte stedet, så jeg var naturligvis spændt på, hvad huset havde at byde på. Jeg gik omgående på opdagelse efter at vi havde låst os ind og erfaret at den tidligere gæst havde efterladt en flaske rødvin og en lille velkomst. I sydenden af huset er der et lille arbejdsværelse, som i princippet var udmærket til at arbejde i. Huset er stort, så der var lige nogle ting, der skulle falde på plads inden jeg "fandt" det store, smukke atelier i husets nordlige ende. Nordvendte høje vinduer, masser af lys samt en unik stemning fandt jeg i dette atelier, som fremstod stofligt og med spor fra skiftende brugere. Med andre ord: Et sted, der lagde op til at blive brugt, som var det blevet brugt af andre over tid. Over år!
Heldigvis var der dage, hvor vi kunne tage til stranden. I forhold til Sønder Ho kunne man cykle til Fanø Vesterhavsbad og det ørkenlignende Søren Jessens Sand på en lille halv time. Her åbner horisonten sig i et formidabelt panorama. Et syn, der gav næring til de akvareller, der næsten malede sig selv i det fantastiske atelier. De var ikke naturalistiske. Og dog! Nogle var… Meget, endda!
Det blev til 30 akvareller på de seks dage. Fem i snit pr. dag. Ikke så dårligt. Der var hele tiden rødvin, ost og musik til arbejdet. Jeg burde måske også nævne de mange skitser, der blev lavet ude ved stranden? Jo, men det var akvarellerne, der styrede i de dage.