Hvis man for et år siden spurgte mig, hvor Albertslund ligger, ville jeg sandsynligvis blot kunnet konstatere, at det var én af adskillige forstæder i det storkøbenhavnske område. Egentligt er jeg ganske godt velbevandret i dén del af den nationale topografi; men Albertslund kunne jeg ikke umiddelbart placere, da jeg begyndte en ret omfattende kommunikation med en interessefælle fra området.
Min interessefælle blev i løbet af forbavsende kort tid til en ret god bekendt på Internettet – og senere, skulle det vise sig – en meget god ven i livet uden for cyberspace. Jeg vil ikke gå i detaljer vedrørende denne hjertelige person; blot konstatere at der er tale om en kvinde, som altså er bosiddende i netop – Albertslund.
Jeg bliver nødt til at fastslå venskabets karakter over for en måske undrende bloglæser. Der er tale om et forhold baseret på fælles interesser af intellektuel karakter. Vi er begge modne mennesker, som efterhånden har lært at sætte pris på venskaber, der er forankret i det platoniske. Fællesnævnerne er bl.a. musik, litteratur, kunst – og mad. Det ene udelukker som bekendt ikke det andet.
Men det handler altså om Albertslund! Første gang jeg besøgte lokaliteten i selskab med min veninde, var jeg meget forvirret. Min ellers forholdsvist solide stedsans havde fået én ordentlig én på sinkadusen. Mønstret var præget af en kolossal ensartethed. Min temporære bopæl bestod således i et par dage af et lille hyggeligt gårdhus, som lignede et hav af andre gårdhuse i området til forveksling. Alt placeret i et ordentligt og tilsyneladende velfungerende arkitektonisk system.
Umiddelbart var jeg ikke imponeret. Al den ensartethed er ikke noget, jeg kender fra mit eget miljø, som består af en gade i en større midtjysk provinsby, hvor sammenhængen mellem husenes indbyrdes karakter vel bedst kan karakteriseres som – usammenhængende. Men dette var altså Albertslund… Eller ”Albertsslum”, som min veninde på et tidspunkt lettere lakonisk udtalte det.
Jeg skulle ikke tilbringe mange minutter i Albertslund, før jeg blev inviteret på sight-seeing i lokalområdet. Vi havde ikke gået mange skridt, inden dette sammensatte univers – så at sige – begyndte at ”åbne” sig for mig. Min veninde og jeg, som nu var i selskab med min venindes 11-årige datter og hendes energiske gårdhund Klunte, trissede rundt i det komplicerede stisystem, som binder de forskellige kvarterer sammen i Albertslunds sydlige del. ”Derinde bor Gert Petersen”, sagde min veninde på et tidspunkt, da vi gik forbi et af de små gårdhuse. Jeg mærkede straks et sus fra Christiansborgs korridorer. Et behageligt sus, da jeg altid har næret en stor beundring for denne begavede og menneskelige politiker.
Vi endte i et meget hyggeligt lille miljø omkring et sted, som blev kaldt Bakkehuset. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bakkehuset har fået sit navn. I et stort naturområde i nærheden har man i tidernes morgen placeret al den jord, som var til overs, da man gravede ud til bebyggelsen i Albertslund. Der er faktisk tale om temmelig meget jord. Faktisk går bunken, som i dag er beplantet, under betegnelsen ”bjerget”. Vi besteg da også bjerget på vores færd rundt i noget, som jeg til min venindes store forargelse betegnede som ”anlægget”. Jeg har taget hævn sidenhen, da både hun og datteren senere er blevet præsenteret for nogle af knoldene i Det Jyske Søhøjland.
Der sker mange ting på sådan en spadseretur. Pludseligt kom en lille hund løbende med fuldt firspring. En lille pige råbte fortvivlet på den lille tæppetisser: ”KING!” Jeg ved ikke? Måske er det bare mig, der har nogle fordomme vedrørende hunde med navnet King. De bør i al fald indeholde et vist fysisk format for at blive begavet med dette majestætelige navn. Men lille King var altså stukket fra sin ledsagerske; men det lykkedes dog os ved fælles hjælp at få King indfanget og overbragt den til rette vedkommende, blot for at iagttage samme scenarie udspille sig sekunder senere. Den lille pige bar rundt på King, når den ellers var under kontrol. En hundesnor kunne måske være løsningen?
Jeg er blevet overbevist om, at Albertslund er et område med et kæmpestort potentiale. I området er der et mangesidigt kulturliv, som er forankret fysisk i et meget fint og stort kulturhus. Der er allehånde forretninger med store parkeringsanlæg, som faktisk er så omfattende, at man meget nemt kan tage fejl af sin egen bil og en tilsvarende model, hvis ikke man har øje for en detalje, som eksempelvis kunne være antallet af nakkestøtter på bagsædet. Det er ikke nemt når model og farve ellers er den samme. På en gigantisk parkeringsplads er det nemt at tage fejl.
I morgen skal jeg til Albertslund. Og denne gang vil jeg lære at finde rundt i kvartererne. Jeg vil prøve at finde mit eget system, således at jeg kan klare mig selv i denne forstad, der tilsyneladende hviler i sig selv derude syd for Vridsløselille. Jeg ved blot, at når jeg når til Albertslund, så går snakken om store filosofiske emner – og så er det jo meget muligt, at geografien også får lov at hvile?
Min interessefælle blev i løbet af forbavsende kort tid til en ret god bekendt på Internettet – og senere, skulle det vise sig – en meget god ven i livet uden for cyberspace. Jeg vil ikke gå i detaljer vedrørende denne hjertelige person; blot konstatere at der er tale om en kvinde, som altså er bosiddende i netop – Albertslund.
Jeg bliver nødt til at fastslå venskabets karakter over for en måske undrende bloglæser. Der er tale om et forhold baseret på fælles interesser af intellektuel karakter. Vi er begge modne mennesker, som efterhånden har lært at sætte pris på venskaber, der er forankret i det platoniske. Fællesnævnerne er bl.a. musik, litteratur, kunst – og mad. Det ene udelukker som bekendt ikke det andet.
Men det handler altså om Albertslund! Første gang jeg besøgte lokaliteten i selskab med min veninde, var jeg meget forvirret. Min ellers forholdsvist solide stedsans havde fået én ordentlig én på sinkadusen. Mønstret var præget af en kolossal ensartethed. Min temporære bopæl bestod således i et par dage af et lille hyggeligt gårdhus, som lignede et hav af andre gårdhuse i området til forveksling. Alt placeret i et ordentligt og tilsyneladende velfungerende arkitektonisk system.
Umiddelbart var jeg ikke imponeret. Al den ensartethed er ikke noget, jeg kender fra mit eget miljø, som består af en gade i en større midtjysk provinsby, hvor sammenhængen mellem husenes indbyrdes karakter vel bedst kan karakteriseres som – usammenhængende. Men dette var altså Albertslund… Eller ”Albertsslum”, som min veninde på et tidspunkt lettere lakonisk udtalte det.
Jeg skulle ikke tilbringe mange minutter i Albertslund, før jeg blev inviteret på sight-seeing i lokalområdet. Vi havde ikke gået mange skridt, inden dette sammensatte univers – så at sige – begyndte at ”åbne” sig for mig. Min veninde og jeg, som nu var i selskab med min venindes 11-årige datter og hendes energiske gårdhund Klunte, trissede rundt i det komplicerede stisystem, som binder de forskellige kvarterer sammen i Albertslunds sydlige del. ”Derinde bor Gert Petersen”, sagde min veninde på et tidspunkt, da vi gik forbi et af de små gårdhuse. Jeg mærkede straks et sus fra Christiansborgs korridorer. Et behageligt sus, da jeg altid har næret en stor beundring for denne begavede og menneskelige politiker.
Vi endte i et meget hyggeligt lille miljø omkring et sted, som blev kaldt Bakkehuset. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bakkehuset har fået sit navn. I et stort naturområde i nærheden har man i tidernes morgen placeret al den jord, som var til overs, da man gravede ud til bebyggelsen i Albertslund. Der er faktisk tale om temmelig meget jord. Faktisk går bunken, som i dag er beplantet, under betegnelsen ”bjerget”. Vi besteg da også bjerget på vores færd rundt i noget, som jeg til min venindes store forargelse betegnede som ”anlægget”. Jeg har taget hævn sidenhen, da både hun og datteren senere er blevet præsenteret for nogle af knoldene i Det Jyske Søhøjland.
Der sker mange ting på sådan en spadseretur. Pludseligt kom en lille hund løbende med fuldt firspring. En lille pige råbte fortvivlet på den lille tæppetisser: ”KING!” Jeg ved ikke? Måske er det bare mig, der har nogle fordomme vedrørende hunde med navnet King. De bør i al fald indeholde et vist fysisk format for at blive begavet med dette majestætelige navn. Men lille King var altså stukket fra sin ledsagerske; men det lykkedes dog os ved fælles hjælp at få King indfanget og overbragt den til rette vedkommende, blot for at iagttage samme scenarie udspille sig sekunder senere. Den lille pige bar rundt på King, når den ellers var under kontrol. En hundesnor kunne måske være løsningen?
Jeg er blevet overbevist om, at Albertslund er et område med et kæmpestort potentiale. I området er der et mangesidigt kulturliv, som er forankret fysisk i et meget fint og stort kulturhus. Der er allehånde forretninger med store parkeringsanlæg, som faktisk er så omfattende, at man meget nemt kan tage fejl af sin egen bil og en tilsvarende model, hvis ikke man har øje for en detalje, som eksempelvis kunne være antallet af nakkestøtter på bagsædet. Det er ikke nemt når model og farve ellers er den samme. På en gigantisk parkeringsplads er det nemt at tage fejl.
I morgen skal jeg til Albertslund. Og denne gang vil jeg lære at finde rundt i kvartererne. Jeg vil prøve at finde mit eget system, således at jeg kan klare mig selv i denne forstad, der tilsyneladende hviler i sig selv derude syd for Vridsløselille. Jeg ved blot, at når jeg når til Albertslund, så går snakken om store filosofiske emner – og så er det jo meget muligt, at geografien også får lov at hvile?