Der er varmt og behageligt på værkstedet. Udenfor det nødtørftigt reparerede vindue blæser og regner det stik imod enhver årstidsfundamenteret norm.Jeg føler en indvendig tomhed i disse dage! Denne er afstedkommet af, at jeg langt om længe har turdet give slip på alt, hvad jeg hidtil har følt ansvar over for. Et resultat af, at jeg ikke finder det nødvendigt længere at holde fast i livet med det yderste af neglene. Livet, vel at mærke... Ikke tilværelsen, for dén fortsætter ufortrødent indtil en dag om forhåbentligt mange år.
Livet udgør vel alt dét, der giver mening og når alt dét, der gør det, ikke længere kan opildne til engagement, må man prøve at få visket tavlen ren, så man kan opbygge et nyt fundament at skabe en mening ud fra.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over for det store ubearbejdede lærred, der er placeret på et staffeli på værkstedet. Heller ikke over for det halvfyldte krus med kaffe, som har stået i dagevis og som fremstod med nogle blågrønne vækster på kaffens overflade. Jeg føler ingenting i relation til rodet på skrivebordet, de henkastede forlængerledninger, som håndværkerne brugte, da de lagde nyt tag på udestuen eller de måske knapt så gennemarbejdede gouacher, der ligger som alibier på arbejdsbordet.