Det er måske ikke helt politisk korrekt, at være så ubeskeden, at påstå at dén udstilling, vi åbnede i Mia Lundquist’s galleri i Cetus i Second Life ved årsskiftet er én af de bedste af slagsen, som jeg i hvert fald endnu har set i Lindenland.
Naturligvis skal afsættet til en sådan påstand findes i de ting, der vises på væggene; men ikke mindst Mia’s sans for rummet og fornemmelse for galleriets indretning har spillet en ganske afgørende rolle.
Det føles ikke særligt vanskeligt, at være en god billedkunstner på Second Life. Universets udøvende kunstnere er mildest talt en sammenbragt flok, og man oplever ofte en kolossal stilforvirring hos de enkelte kunstnere. Her har jeg klart en oplagt fordel i kraft af, at jeg præsenterer værker, der udgør resultatet af flere års intens afsøgning af maleriet som medie. Dermed opstår en vis kontinuritet i det samlede sortiment af billeder.
Jeg har ofte iagttaget, at når man skaber udstillingssteder i Seconnd Life, har man svært ved at underspille de mange effekter, som mediet giver mulighed for at bruge. Derved fremstår de fleste udstillingsrum som futuristiske indslag, der rammer langt forbi virkelighedens miljøer. Hos Mia Lundquist er det imidlertid anderledes. Her får tingene på væggene lov til at leve på egne betingelser. Rummet er hvidt, klart og neutralt – på en ganske eksklusiv måde.
Ferniseringen på min udstilling, som Mia Lundquist opfindsomt har døbt ’Life in Through the Back Door’ blev et tilløbsstykke. Det var samtidigt en kosmopolitisk event, der samlede kunstinteresserede fra hele verden. Israel, USA, Italien og naturligvis lille kolde Danmark var blot nogle af de nationaliteter, der var repræsenteret blandt de vel ca. halvt hundrede, der indfandt sig d. 2. januar.