”Jeg er i gang med en Muhammed-tegning”, sagde jeg i telefonen til min dejlige veninde Anne fra Albertslund. Hun blev omgående meget bekymret. ”Du må ikke lægge den ud! Der er ingen grund til at puste yderligere til ilden!!”
Nu har jeg ikke noget grundlag for at forholde mig satirisk eller kritisk til Profeten. Jeg kan måske godt føle en vis undren over, hvordan man tolker Koranen i visse islamiske communities, og i forlængelse heraf spekulere over et udtryk som f.eks. ”æresdrab”. Det er i min optik ikke forbundet med megen ”ære” at likvidere sine egne børn, blot fordi de ikke efterlever nogle antikverede, patriarkalske principper.
Nej, min tegning skal ses som en hyldest til alle de Muhammed’er, der hver dag passer deres dont som buschauffører, professorer, grønthandlere, læger og kustoder samt dem, som langer en dürum-rulle over disken til en smaddersulten billedkunstner fra tid til anden. Og vi kan udmærket tælle Hassan’erne og Ahmed’erne med. At jeg kun nævner hankønsnavne skyldes udelukkende at jeg ikke i skrivende stund er i stand til at huske et typisk kvindenavn, som kunne rumme en signalværdi, der modsvarer Muhammed.
Det er væsentligt at påpege, at Muhammed’erne er med til at præge det danske samfund og gøre det mangfoldigt. Man kalder dem – en smule nedladende – for ”danskere af anden etnisk herkomst”. Om nogle generationer, når de mest forstokkede muslimer og de mest konservative danskere vænnet sig til hinandens særegenheder, er der grobund for et samfund, der tilgodeser, netop, denne mangfoldighed.
I øvrigt er Muhammed et ganske udbredt navn i verden. Det er faktisk langt mere udbredt end Jesus, hvis historie jeg faktisk har det lidt svært med. Her tænker jeg på al påstyret omkring genopstandelsen. Dén har jeg en helt anden og meget mere logisk teori omkring; men dét vil jeg vende tilbage med på et senere tidspunkt.
Nu har jeg ikke noget grundlag for at forholde mig satirisk eller kritisk til Profeten. Jeg kan måske godt føle en vis undren over, hvordan man tolker Koranen i visse islamiske communities, og i forlængelse heraf spekulere over et udtryk som f.eks. ”æresdrab”. Det er i min optik ikke forbundet med megen ”ære” at likvidere sine egne børn, blot fordi de ikke efterlever nogle antikverede, patriarkalske principper.
Nej, min tegning skal ses som en hyldest til alle de Muhammed’er, der hver dag passer deres dont som buschauffører, professorer, grønthandlere, læger og kustoder samt dem, som langer en dürum-rulle over disken til en smaddersulten billedkunstner fra tid til anden. Og vi kan udmærket tælle Hassan’erne og Ahmed’erne med. At jeg kun nævner hankønsnavne skyldes udelukkende at jeg ikke i skrivende stund er i stand til at huske et typisk kvindenavn, som kunne rumme en signalværdi, der modsvarer Muhammed.
Det er væsentligt at påpege, at Muhammed’erne er med til at præge det danske samfund og gøre det mangfoldigt. Man kalder dem – en smule nedladende – for ”danskere af anden etnisk herkomst”. Om nogle generationer, når de mest forstokkede muslimer og de mest konservative danskere vænnet sig til hinandens særegenheder, er der grobund for et samfund, der tilgodeser, netop, denne mangfoldighed.
I øvrigt er Muhammed et ganske udbredt navn i verden. Det er faktisk langt mere udbredt end Jesus, hvis historie jeg faktisk har det lidt svært med. Her tænker jeg på al påstyret omkring genopstandelsen. Dén har jeg en helt anden og meget mere logisk teori omkring; men dét vil jeg vende tilbage med på et senere tidspunkt.