søndag den 8. juni 2008

Kunstnerspirer på vingerne


Det Hemmelige Galleri i Herning viser udstillingen HOT WINGS med unge kunstneriske talenter fra de tre jyske Billedkunstneriske Grundkurser (BGK) i Esbjerg, Holstebro og Ålborg.

Lad det være sagt med det samme: Maleriet dominerer på HOT WINGS, som viser hvad unge, vordende kunstnere fra De Billedkunstneriske Grundkurser repræsenterer. Og i forlængelse heraf er det også ret tydeligt hvorfra inspirationen stammer. Det virker naturligt, at de unge kunstnere finder udtryk og virkemidler i deres egen samtid. Dette bevirker at man oplever det indholdsmæssige i de mange værker, som noget man har set andetsteds.

På opdagelse
Dermed ikke være sagt, at grundkursuseleverne gebærder sig som epigoner af deres mere eller mindre anerkendte og langt mere erfarne kollegaer i kunstverdenen. Samtidskunstens sprog er universelt – og det ville ikke være oplagt, hvis tidens billedsprog ikke også blev talt på denne bredtfavnende udstilling.

Det er et sympatisk sats, som indehaveren af Det Hemmelige Galleri i Herning, Ole Sejersen, har gjort ved at præsentere et antal unge kunstnere, som endnu ikke har manifesteret sig i en overordnet forstand. Af samme årsag er det derfor meget spændende at gå på opdagelse i den omfattende udstilling. Man bliver bogstaveligt bombarderet af helt ukendte indtryk, som nødvendigvis giver anledning til et par grundige iagttagelser.

Seværdig kuratering
Kuratering er som bekendt en del af tidens udstillingsvirksomhed og HOT WINGS er da også blevet kurateret af billedkunstner Thomas Wolsing og kunsthistoriker – og leder af Kunstpakhuset i Ikast – Bente Jensen. De har bestræbt sig på at skabe en tæt og seværdig udstilling uden gennemgående tematik. Mange kunstnere er repræsenteret. Alene af dén grund burde det være vanskeligt at skabe harmoni i et ellers velindrettet galleri. At det så et lang stykke hen ad vejen er lykkes, kunne måske tilskrives udstillernes fælles referencer?

Det oplagte talent
Når man går på opdagelse i et sådant univers, har man naturligvis fokus på ”det oplagte talent”. Det vil være indlysende at en del af disse unge om få år vil være at finde på kunstakademierne. Nogle vil brænde igennem her og andre vil måske brænde ud? Men hvis man skal anlægge et forholdsvist objektivt fremsyn, vil der bestemt være navne her, som man vil se igen. Der er masser af talent… Ingen nævnt og ingen glemt!
Udstillingen på Det Hemmelige Galleri, Bredgade 5A i Herning varer indtil 28. juni 2008.