Anmeldelse i Kunstavisen af 'Oh Danmark'

Fra åbningen af ’Oh Danmark’. Billedet snyder. Der var MANGE mennesker til ferniseringen… Se flere billeder HER>

Tom Jørgensen har anmeldt ’Oh Danmark’ på CopenhART Gallery en smule lunkent i Kunstavisen: ”Problemet her er imidlertid, at nogle kunstnere i stedet for at forholde sig til det tematiske udgangspunkt, kører på sommerligt frihjul”, hedder det bl.a. i anmeldelsen.

Længere nede kan man dog læse følgende: ”malere som Anne Juul Christoffersen, Jonna Pedersen, Solveig Kjær, Lars Svanholm og Peter Rothmeier Ravn kommer med komplekse og tankevækkende kommentarer til begrebet ”danskhed”.” Så alt i alt udmærket – isoleret set fra de nævnte kunstneres udsigtsposter.

Ætsninger

Jeg er allerede i gang med radérnålen, alt imens Ben Webster’s tågehorn fylder rummet med vibrerende toner.

Jeg må ikke glemme grafikken! For nogen tid siden fik jeg noget overskudszink fra et byggeri hos mine næsten-naboer. Zinken var ganske vist lidt anløben af vind og vejr; men alligevel har jeg prøvet at slibe og polere det. Den kræver lidt mere knofedt end normalt – og desværre er knofedt jo ikke noget, man kan købe i byggemarkeder.

Jeg er, som det kan ses på billedet, begyndt at tænke i motiver – og her er udgangspunktet, naturligvis, ord og forskellige bogstaver.

Grafikken er ét af få medier, jeg ikke har afprøvet i ordbilleder. Pudsigt nok, da jeg altid har haft en vis forkærlighed for den sort-hvide grafik. I særdeleshed når akvatinten kombineres med stregætsning og koldnål.

Hardy Brix, klimaet og kunsten

”Alle taler om vejret – ingen gør noget ved det”. Denne sandhed burde modificeres – og et langt stykke hen ad vejen kunne man erstatte ”vejret” med ”klimaet”. Ganske vist har man på de politiske fronter fået øjnene op for klimaforandringerne og der udvises i disse år skiftende vilje til at minimere problemerne.

Hardy Brix er billedkunstner. Hans motivverden har i mange år haft afsæt i dén natur, man ikke nødvendigvis finder i den danske bøgeskov eller på en bølgende kornmark. Som maler har Hardy Brix i mange år fundet kølige egne fascinerende. Rejser til polaregnene har afstedkommet en motivisk dagsorden hos Brix, som næsten er analog med klimaernes skiftende karakterer.

Når en gletcher på adskillige kvadratkilometer river sig løs fra sit faste holdepunkt og driver til havs blot for over tid at smelte langsomt, er et element af Hardy Brix’ motivverden forsvundet og blevet til en del af et frådende ocean.

Hvordan man som relativt abstrakt kunstner – dog alligevel med naturen som reference – har det med, at den globale temperaturkurve stiger, kan man kun spekulere over; men der er ingen tvivl om, at en person, for hvem badesæsonen begynder om efteråret, er det intet mindre end, næsten, katastrofalt, at Nordpolen om kort tid blot er et hav, hvor man ikke længere kan finde fast grund under fødderne.

Maleriet fortæller og dokumenterer om tider, der var og epoker, der svandt hen i en tågebanke af kølig luft. Nogle historier bliver husket og fortalt, andre bliver glemt; men heldigvis fortæller Hardy Brix til stadighed historien om Arktis og isen.

Steinicke, bl.a., i Viborg

Fernisering på Galleri NB i Viborg 23. august – hovedsageligt for at se Frode Steinickes 2008-udgave af ”The never ending exhibition Tour”. Denne har jeg skildret i en undergrundsdokumentar, som kan ses HER>

På udstillingen deltager også Gregers Albrechtsen, en yngre samtidskunstner med et tidstypisk udtryk i sit maleri, og i galleriets eksperimentarium unge Rosa Marie Frang, der i sin udstilling ’The Genetic Goddess says ”This is the answer”’ arbejder med guddommeligheden i relation til det endeløse rum. Rosa Marie Frang har en bred vifte af uddannelser bag sig.

Samtid, epigoneri og en "glad" formidler

”Hvad fanden er det I beskæftiger jer med derude på redaktionen?”

Jeg glor måbende på kunstneren. Måske glor jeg måbende på galleristen eller museumsmanden. ”I”? Altså forstået på dén måde, at den redaktionelle linie er en del af mit ansvarsområde? Christ, den er slem!

”Der er tale om redaktionelle beslutninger”, forsvarer jeg mig. Samtidigt ved jeg jo udmærket, hvad man hentyder til. Man antyder, at portalen udelukkende beskæftiger sig med en kunstscene, der er forankret i dét man kalder ”samtidskunsten”. Ja, kære læser. Allerede nu begynder det at blive ret dødssygt, så jeg må gøre ét eller andet for at bibeholde Deres opmærksomhed.

Men hvad? Hvad skal jeg gøre for at den alment kunstinteresserede læser ikke allerede nu klikker på det lille kryds oppe i højre hjørne? Jo, jeg kunne naturligvis blot begynde at sværte hele kunstscenen til, som den tager sig ud i dagens Danmark; men et sådant initiativ vil blot vende i luften som en boomerang og ramme mig selv med en mangedobbelt effekt. Som hvis man kaster sten imod ordensmagten, får man af kniplen!

Jeg prøver at fange signalet og give igen med de midler, som jeg med min mangelfulde uddannelse er i stand til. Jeg har ikke læst kunsthistorie! Med stor tilfredshed, har jeg til gengæld erfaret, at de skribenter og museumsdirektører, jeg respekterer dybt, enten har en helt anden baggrund eller – ganske enkelt – er sprunget fra! Fint nok; men hvad har det med mig, og min tilgang til kunstscenen at gøre? Ikke så lidt, vil jeg vove at påstå.

Det handler om at vide, og det handler om at kunne. Nå, jo! Det kan enhver idiot vel komme og sige! Hvad kan du egentligt? Jeg skrev en gang en artikel, hvori jeg brugte ordet ”epigon”. Jeg havde ikke regnet med at et ord, som er en væsentlig del af kunstverdenen, kunne være ukendt i redaktionen, som gennemgår mine artikler, og efterfølgende skiller dem ad og samler dem igen, lægger til og – i særdeleshed – trækker fra. Tre ud af tre, vidste ikke hvad ordet ”epigon” betyder!

Jeg kiggede mig omkring! Hvor er det, du befinder dig? Er du gået forkert!? Er det et forkert kontor, du har frekventeret? OK! Nej, den er god nok… Der sidder et antal kunsthistoriestuderende – kommende cand. mag’er – der ikke aner hvad ordet ”epigon” betyder. Jeg skal gerne skære det ud i pap for Dem, kære læser. Det er et synonym for en person, der efterligner. Det er en benævnelse for én, der laver plagiater! I virkelighedens originale verden en etiket påsat en kunstner, der benytter sig af forlængst brugte og forslidte udtryksfomer. Jojo! Dét er de fleste klar over, så dét vil jeg ikke gå yderligere i dybden med.

Det her kan jeg sagtens sige. Der står ikke noget på spil! Hverken penge eller noget som helst af jordisk betydning. Jeg er, hvad man kan betegne, som frivillig kulturel formidler. Ulønnet. Og hvorfor? Fordi jeg synes det er morsomt og udviklende. Indtil mine artikler skal igennem den studentikose mølle. Selv om det er irriterende, at skulle rettes af nogle, som ved mindre end jeg og som har et mere begrænset ordforråd, end jeg er forsynet med, bliver jeg ved. Også selv om jeg ikke engang er blevet fundet værdig til en plads i kolofonen

Dum? Jo, men glad… Og epigoneriet, har jeg observeret, har en ganske fremtrædende plads på samtidskunstscenen.

Surrealismen op af den høje hat

Det er svært at sige med hvilken begrundelse, at tre store udstillingsinstitutioner nu hver især inden for den næste tid har valgt at sætte fokus på surrealismen og dens udøvere. Den surrealistiske bevægelse opstod i 20’erne og havde sin tid i årtiet efter. Så kom 2. Verdenskrig og underbevidsthedens kunstnere fik en smule åndenød på verdensscenen. Efter krigen fik den abstrakte ekspressionisme som bekendt et boom, som blev eksemplificeret i Europa af bl.a. den legendariske CoBrA- bevægelse, der dog kun eksisterede i tre år fra 1948 til 1951.

Surrealismen har ikke desto mindre hele tiden været der og ligget som en understrøm med mere eller mindre synlighed op gennem efterkrigsårene. Wilhelm Freddies mange kontroverser med myndighederne skabte herhjemme i flere år en vis opmærksomhed på stilarten og det er da også Wilhelm Freddie, der optræder som den berømte kanin, der trækkes op af hatten med henblik på at udstille surrealismen. Men først til næste år – i 2009 – åbner Statens Museum for Kunst en stor udstilling med denne, den mest outstanding repræsentant for surrealismen herhjemme.

Udstillingen ’Wilhelm Freddie’ udstilles så godt som samtidigt med, at kunstmuseet Louisiana blænder op for én af den internationale surrealismes store koryfæer Max Ernst, som bliver udstillet i en større sammenhæng for første gang i Danmark ved dén lejlighed. Begge udstillinger er retrospektivt anlagte og tæller blandt deres mange værker, både absolutte hovedværker samt sjældent sete værker fra museer og private samlinger i ind- og udland.

Allerede nu kan man imidlertid se surrealisme på kunstmuseet Arken ved Ishøj: Her er temaet netop dialogen mellem dansk og international surrealisme i 30’erne. Tiden var stærkt påvirket af freudiansk tankegang. Og det var kunstnerne også. Det ubevidste og ikke mindst seksualdriften var i centrum. Arkens udstilling fokuserer derfor på det erotiske og sanselige i både naturens verden og i hverdagsgenstande. Denne udstilling åbner 6. september og varer frem til 11. januar.

Mit eget forhold til surrealismen er forankret i Salvador Dali og hans kolossale selviscenesættelse, som jeg var meget begejstret for i mine unge år, da jeg selv var begyndt at foretage de første forsøg med oliemaleriet og dets muligheder. Jeg arbejdede meget kontrolleret med maleriet og ret hurtigt begyndte de første mærkværdige genstande at finde vej ind i noget, der ellers var startet med en ret traditionel form for naturalisme som tema.

I nogle år prøvede jeg at finde ind til det underbevidste i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at belyse forskellige emner i et massivt, symbolladet billedsprog. Om det var tidernes skiften eller min egen trang til at udforske nye veje med afsæt i dén epokes – vi befinder og i 70’erne – samtidskunst, er jeg faktisk ikke helt i stand til at redegøre for; men et besøg på Tate Gallery i London på det tidspunkt, og hvor jeg som noget af det første opsøgte Dali, Magritte, Ernst og de Chirico, overbeviste mig om, at kunstscenen, også dengang, rummede langt mere interessante aspekter end hvad surrealisterne kunne byde ind med.

Farvel til en institution

Når han sad inde på sit kontor med sin cigar og sin avis, fornemmede man en vis ro hos den store mand. Han kiggede op, når man gik forbi, hilste altid og fordybede sig derefter i dagens nyheder fuldstændigt bevidst om, at han havde skabt en forretning, der viste sig at være mere end overlevelsesdygtig. Galleriet blev en succes, og måske en større succes end den unge vaskemaskinehandler Willy Omme havde turdet drømme om, da han startede Galerie Moderne helt tilbage i 1962.

På dét tidspunkt var der kun ganske få gallerier i Danmark og disse fungerede i høj grad som kunsthandler med udgangspunkt i den moderne kunst. Derfor var det nærliggende for Willy Omme at kalde sit galleri for Galerie Moderne. Et navn, der måske kan virke en anelse utidigt i dag; men som ikke desto mindre repræsenterer soliditet og ikke mindst seriøsitet.

Willy Omme lagde aldrig skjul på, at formålet med denne virksomhed var at skabe overskud på det økonomiske plan. Derfor fik han, som det ”kære barn” også mange tilnavne i en mere og mere vidtfavnende kunstbranche, bl.a var han i en periode kendt som ”Willy Omsætning”. Det lod ikke til at røre Omme, som altid var til stede, hvor tingene skete. Til de store kunstmesser i Danmark og rundt i verden repræsenterede han sin forretning. Altid med en ulastelighed i bagagen og med den karakteristiske ro.

Nu er Willy Omme død og dermed er én af de sidste klassiske kunsthandlere væk. Han har sat et gedigent aftryk på de skiftende kunstscener og det aftryk vil præge branchen i mange, mange år fremover. Willy Omme blev 76 år.

Du gamle måne

Jeg er pjattet med sol- og måneformørkelser – og denne delvise måneformørkelse prøvede jeg at hive ned på gårdspladsen med alt hvad den kunne trække af optisk og digitalt zoom. 16. august kl. 23.10.

At være "direktør"

Kunstmuseerne skifter ud på lederposterne i disse år. Der en tendens til at de forskellige inspektører, kunstnerske ledere eller ligefrem direktører besidder en rastløshed, når det gælder om at få nye stillinger.

Der er alligevel en forklaring på dette fænomen. Hvis vi i første ombæring tager afsæt i dronningerigets nationalgalleri, afgik den hidtidige chef Allis Helleland sidste år. Og naturligvis skulle stillingen genbesættes – og det blev så Karsten Ohrt, som hidtil havde ledet Kunsthallen Brandts i Odense, der fik dén post. Alt i alt en naturlig og logisk udvikling.

Samme tendens har man set andre steder, hvor man dog også ser eksempler på, at ledere af store kunst- og udstillingsinstitutioner bliver hængende i på deres stole indtil kvalmepunktet næsten indtræder. Jeg vil ikke nævne navne i dén forbindelse.

For nyligt har Silkeborg Kunstmuseum ansat en ny direktør. Ikke fordi den gamle ikke gjorde et godt job; men ganske enkelt fordi museet udvidede aktiviterne med en forskningsafdeling, som den hidtidige direktør er blevet leder af. Som ny direktør har man så ansat tidligere leder af kunsthallen Gl. Holtegaard, Jacob Thage, som allerede har indtaget chefstolen på museet med den store Asger Jorn-samling i Silkeborg.

Jeg har haft den store fornøjelse at lave et interview med Jacob Thage og én af de ting, han fremhævede i vores i øvrigt meget inspirerende samtale, var at ledere af store kunstinstitutioner måske allerhøjst skulle sidde fem år – og så skiftes ud. Der bør med andre ord være et decideret flow i de processer. Man kunne evt., hvis den siddende direktør har gjort det godt, forlænge ansættelsen, men ikke så den bliver så lang som Thages engagement på Gl. Holtegaard, som strakte sig over 13 år.

Der er ingen tvivl om, at kunstmuseet i Søhøjlandet har fået en engageret og begejstret chef. Han er ”Asger Jorn-fan” over en kam og han undlader ikke at nævne Jorns store interesse for det menneskelige i sin kunst under den lange samtale, som vi havde.

Det er klart, hvilket Jacob Thage også påpeger, at der er stor forskel på at lede en kunsthal, hvor synlighed og mediebevidsthed er kernepunkter, og et kunstmuseum med en fast samling som udgangspunkt. Thage er dog sit ansvar bevidst vedrørende de skiftende udstillinger. Her har han en naturlig styrke qua sit tidligere engagement i en kunsthal.

Jeg skulle lige foretage en opringning til museets nye direktør efterfølgende for at spørge om det også var dét, han var på Gl. Holtegaard. ”Jeg hader den titel… Direktør; men det var dét, jeg var – også på Gl. Holtegaard”.

Men som sagt, hvor der er en stilling ledig, må denne jo besættes. Gl. Holtegaard har ansat den 32-årige kunsthistorker Mads Damsbo som ny direktør.

Det strammer

”Stramt”… Sig ordet og få en association! Jeg havde besøg af en arkitekt på værkstedet den anden dag – og vedkommende udtrykte stor entusiasme omkring et ikke endnu færdigt maleri på grundlag af, hvad det pågældende billede allerede på dét tidspunkt signalerede. Ét af de ord, der blev sat på kompositionen var ”stramt” – og det var såmænd nok en kvalificeret beskrivelse, i hvert fald set i relation til hvad jeg ellers har lavet gennem tiden.

Der er tale om en kompsitorisk styring, som jeg i den sidste tid har været meget optaget af; men angående ”det stramme” er jeg ikke helt overbevist om, at det nødvendigvis behøver, at være en kvalitet. I det mindste ikke hvis denne såkaldte stramhed ikke spiller op imod noget organisk. Nu arbejder jeg med ord og bogstaver i mine nuværende kompositioner og disse tegn kan rumme forskellige grafiske udtryk alt efter hvilke typografier, man vælger. Så problemet vedrørende stram/organisk er til at løse ud fra disse principper.

Fænomenet stramhed i en billedkunstnerisk kontekst forbinder jeg med malere som Piet Mondrian og Barnett Newman. Fælles for disse to kunstnere er, at deres værker samtidigt besidder et kolossalt element af raffinement. I andre tilfælde oplever man kunstnere, der har samme tilgang til det visuelle udtryk, og som forsøger at fremstille det stramme, ender op i klodsede, rektagulære og vinkelrette kompositioner, som ikke indeholder andet end – geometri.

Nu blev jeg ikke hverden indigneret eller mellemfornøjet over arkitektens udsagn – og jeg har da også ladet kompositionen stå i en overordnet forstand. Om den så i sin nuværende form er så stram, at rummet er blevet lidt snævert, kan jeg ikke rigtigt sige; men konsekvensen af al den stramhed skulle vel nødigt resultere i, at man maler sig op i et hjørne? Så strammer det i hvert fald for alvor til!

Balance, overblik og intuition

En balance mellem intuition og præcision er et vigtigt element i mit maleri. Jeg tror ikke rigtigt på den "rene" spontanitet, som ofte får et præg af noget tilfældigt. Hvis man mister styringen fra første sekund, så mister man nemt det samlede overblik. På den anden side er det jo lidt forudsigeligt, hvis man har en gennemført dagsorden i hele forløbet. Der må godt opstå tilstande, hvor billedet, så at sige, maler sig selv. Efterfølgende må man så selv tage stilling til, om dét var så hensigtsmæssigt?

Når jeg beskriver en maleproces, der går ud på at et billede maler sig selv, har det naturligvis afsæt i mine egne erfaringer med malemediet. F.eks. maler jeg lige nu på et billede, som har den eminente egenskab, at uanset, hvad jeg gør, lykkes det! Her kan man sige at maleriet indeholder en autonom power, som gør alt i processen så indlysende, at det næsten er som at sætte en motor i gang. Man kunne forestille sig det samme som at køre bil ud af en lige vej med en fast marchhastighed. Man skal intet gøre, blot sørge for at holde køretøjet på sporet. Sådan en fornemmelse er det!

Det er klart, at ofte lægger jeg en forudgående slagplan mht. hvordan jeg skal gribe det an - om så dét lykkes, er der bestemt ikke er nogen garanti for; men hvis balancen mellem det intuitive og det stoflige plus det konkrete er til stede, er der taget solide skridt i den rigtige retning.

Jeg har søgt netop dén balance længe og i dette aktuelle tilfælde tror jeg oven i købet, det har flasket sig ret godt; men nu skal jeg lige tilbage på værkstedet og glo igen. Man kan hurtigt komme på andre tanker!

Kontant

I CopenhART Gallerys netop udgivne nyhedsbrev kan læses følgende i forbindelse med udstillingen ’Oh Danmark’:

”Nydanskernes indtogsmarch kommenteres af flere kunstnere på ’OH DANMARK’. Mest kontant måske af Lars Svanholm, som priser fire af slagsen i hvert sit oliemaleri. For tiden er Lars til bogstaver på lærred, så det er ikke ansigterne, han gengiver, men deres navne: ”Özlem” for et anstændigt medlem af Folketinget. ”Billy” for den virtuose blues-rockguitarist, som ramte Danmark under Dylans Never Ending Tour i 70’erne, og stadig musicerer flittigt på københavnske spillesteder. ”Dexter” for den store jazzmusiker, som slog sig ned i ”Nordens Paris” allerede i 60’erne, og nu ligefrem har fået en vej opkaldt efter sig. Samt ”Wilson” for den store atlet, som løb ædle medaljer hjem til lille Danmark”.

Film 2

Jeg fik en mail på Youtube fra Skrollan Alwert fra Hamburg, som bestemt mente at jeg skulle holde mig til maleriet og ikke bruge så meget energi til at lave film. Kort tid efter kom der endnu en mail fra samme Skrollan, hvor hun beklagede, hvis hun havde fornærmet mig; men dét var ingenlunde tilfældet. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at smile lidt højlydt af hendes tilkendegivelse. Skrollan Alwert laver TV-indslag til Feuerloescher TV.

For at anskueliggøre, at Skrollans kommentar har prellet af på mig, kan jeg hermed præsentere 2. del af den lille kortfilm 'Words on Canvas', der beskriver tilblivelsen af et maleri. Den kan ses HER>

Film

Filmmediet er jo på mange måder interessant! I den sidste tid har jeg således eksperimenteret med små filmsekvenser, som jeg har optaget med mit digitalkamera.

Én af mine malerkollegaer spurgte mig her for nyligt, om jeg bruger mobiltelefon; og spørgsmålet er såmænd relevant nok, da moderne mobiler også har dén feature. Men jeg bruger altså blot digitalkameraet.

Lige nu er jeg i gang med at dokumentere tilblivelsen af et maleri. Filmen bliver færdig, når billedet er det – og dét kan som bekendt godt trække ud. Til gengæld har jeg været nødsaget til at dele filmen, så allerede nu kan første del ses HER>

Air performance

Man kan vel ret relevant spørge sig selv, hvad en flyvetur til Kabul i en lille sportsflyver har med kunst at gøre. Når piloten er Simone Aaberg Kærn, bliver et sådant halsbrækkende projekt altså til en performance, som rummer en kunstnerisk vinkel. Eller gør det?

En kendsgerning er det i al fald, at kunstner-pilotens Piper-fly fra 1961 udgør omdrejningspunktet i udstillingen ’OPEN SKY’, der finder sted på kunstmuseet ARoS i Århus indtil 5. oktober.

Min egen lidenskab, der går ud på at se hvad man kan lave af film med ufatteligt primitive midler, er belevet tilfredsstillet, idet jeg har lavet en lille doku fra udstillingen med en uhyre veloplagt Simone Aaberg Kærn i hovedrollen. Se filmen, der har titlen ’Air Performance’ HER>

Akvarel-oliepastel

Jeg har i den senere tid eksperimenteret en smule med videoreportager. Ikke fordi, jeg er god til det – og mit tekniske udstyr (et digitalkamera) er da heller ikke optimalt. Ikke desto mindre har jeg produceret nogle små videoklip ved hjælp af Windows Movie Maker. Blandt andet denne, som viser tilblivelsen af en kombineret akvarel- og oliepastelsag.

Hedebølge

En veritabel hedebølge kan ellers nok få én ud fra værkstedet. Ikke nok med dét! Man søger næsten pr. automatik til Vesterhavets friske havluft og – undtagelsesvist – blide bølger. Derfor er der vel ingen grund til fulstændigt at gå i sort?

Skitseblokken er altid med; nogle gange bliver den brugt, som det ses her med nogle hurtige tegninger fra Houstrup Strand i den varme og solrige uge 31.

Jagten på solen

Jagten blev indledt langt inden den egentlige delvise solformørkelse fandts sted. Jeg stillede kameraet på korteste lukketid og laveste blænde. Jeg bruger to CD’er som filter og indleder kl. lidt over halv tolv jagten på solen.

Da det lykkedes mig at finde den, fremstod den som en lille plet MEGET langt borte. Ikke så underligt… Jeg husker ikke, hvor langt solen i afstand befinder sig fra Jorden; men det er vel ikke så mærkeligt, at den er lille på kameraets skærm?

Jeg finder stativet, flytter det udenfor og monterer kameraet og zoomer. Med fire gange optisk zoom, kommer man lidt af vejen; men først da jeg giver los i alle mine principper og trækker ildkuglen endnu tættere på med max. digital zoom, sker der noget. Månen har skåret et stykke af lagkagen. Ikke meget; men dog nok til at fremkalde en delvis solformørkelse, som skulle være total bl.a. på Nordgrønland. Lidt langt at rejse – og når man nu foretrækker sol og varme…

Mens disse linier skrives kommer jeg i tanker om, at jeg har glemt at indstille ISO-værdien på kameraet i kampens hede. Måske kunne jeg have ladet mig nøje med én CD og fået et skarpere billede? Nu ved jeg dét til næste gang.