En balance mellem intuition og præcision er et vigtigt element i mit maleri. Jeg tror ikke rigtigt på den "rene" spontanitet, som ofte får et præg af noget tilfældigt. Hvis man mister styringen fra første sekund, så mister man nemt det samlede overblik. På den anden side er det jo lidt forudsigeligt, hvis man har en gennemført dagsorden i hele forløbet. Der må godt opstå tilstande, hvor billedet, så at sige, maler sig selv. Efterfølgende må man så selv tage stilling til, om dét var så hensigtsmæssigt?
Når jeg beskriver en maleproces, der går ud på at et billede maler sig selv, har det naturligvis afsæt i mine egne erfaringer med malemediet. F.eks. maler jeg lige nu på et billede, som har den eminente egenskab, at uanset, hvad jeg gør, lykkes det! Her kan man sige at maleriet indeholder en autonom power, som gør alt i processen så indlysende, at det næsten er som at sætte en motor i gang. Man kunne forestille sig det samme som at køre bil ud af en lige vej med en fast marchhastighed. Man skal intet gøre, blot sørge for at holde køretøjet på sporet. Sådan en fornemmelse er det!
Det er klart, at ofte lægger jeg en forudgående slagplan mht. hvordan jeg skal gribe det an - om så dét lykkes, er der bestemt ikke er nogen garanti for; men hvis balancen mellem det intuitive og det stoflige plus det konkrete er til stede, er der taget solide skridt i den rigtige retning.
Jeg har søgt netop dén balance længe og i dette aktuelle tilfælde tror jeg oven i købet, det har flasket sig ret godt; men nu skal jeg lige tilbage på værkstedet og glo igen. Man kan hurtigt komme på andre tanker!
