”Stramt”… Sig ordet og få en association! Jeg havde besøg af en arkitekt på værkstedet den anden dag – og vedkommende udtrykte stor entusiasme omkring et ikke endnu færdigt maleri på grundlag af, hvad det pågældende billede allerede på dét tidspunkt signalerede. Ét af de ord, der blev sat på kompositionen var ”stramt” – og det var såmænd nok en kvalificeret beskrivelse, i hvert fald set i relation til hvad jeg ellers har lavet gennem tiden.
Der er tale om en kompsitorisk styring, som jeg i den sidste tid har været meget optaget af; men angående ”det stramme” er jeg ikke helt overbevist om, at det nødvendigvis behøver, at være en kvalitet. I det mindste ikke hvis denne såkaldte stramhed ikke spiller op imod noget organisk. Nu arbejder jeg med ord og bogstaver i mine nuværende kompositioner og disse tegn kan rumme forskellige grafiske udtryk alt efter hvilke typografier, man vælger. Så problemet vedrørende stram/organisk er til at løse ud fra disse principper.
Fænomenet stramhed i en billedkunstnerisk kontekst forbinder jeg med malere som Piet Mondrian og Barnett Newman. Fælles for disse to kunstnere er, at deres værker samtidigt besidder et kolossalt element af raffinement. I andre tilfælde oplever man kunstnere, der har samme tilgang til det visuelle udtryk, og som forsøger at fremstille det stramme, ender op i klodsede, rektagulære og vinkelrette kompositioner, som ikke indeholder andet end – geometri.
Nu blev jeg ikke hverden indigneret eller mellemfornøjet over arkitektens udsagn – og jeg har da også ladet kompositionen stå i en overordnet forstand. Om den så i sin nuværende form er så stram, at rummet er blevet lidt snævert, kan jeg ikke rigtigt sige; men konsekvensen af al den stramhed skulle vel nødigt resultere i, at man maler sig op i et hjørne? Så strammer det i hvert fald for alvor til!
Der er tale om en kompsitorisk styring, som jeg i den sidste tid har været meget optaget af; men angående ”det stramme” er jeg ikke helt overbevist om, at det nødvendigvis behøver, at være en kvalitet. I det mindste ikke hvis denne såkaldte stramhed ikke spiller op imod noget organisk. Nu arbejder jeg med ord og bogstaver i mine nuværende kompositioner og disse tegn kan rumme forskellige grafiske udtryk alt efter hvilke typografier, man vælger. Så problemet vedrørende stram/organisk er til at løse ud fra disse principper.
Fænomenet stramhed i en billedkunstnerisk kontekst forbinder jeg med malere som Piet Mondrian og Barnett Newman. Fælles for disse to kunstnere er, at deres værker samtidigt besidder et kolossalt element af raffinement. I andre tilfælde oplever man kunstnere, der har samme tilgang til det visuelle udtryk, og som forsøger at fremstille det stramme, ender op i klodsede, rektagulære og vinkelrette kompositioner, som ikke indeholder andet end – geometri.
Nu blev jeg ikke hverden indigneret eller mellemfornøjet over arkitektens udsagn – og jeg har da også ladet kompositionen stå i en overordnet forstand. Om den så i sin nuværende form er så stram, at rummet er blevet lidt snævert, kan jeg ikke rigtigt sige; men konsekvensen af al den stramhed skulle vel nødigt resultere i, at man maler sig op i et hjørne? Så strammer det i hvert fald for alvor til!