Museum Jorn i Silkeborg er faktisk dét museum, der besidder den største samling af Per Kirkeby-værker, og nu har kunstneren yderligere doneret fire værker til museet.
Det drejer sig om to af Kirkebys karakteristiske tavler fra 70’erne, et tre-fløjet maleri på masonit samt et næsten seks meter langt maleri fra tiden på Eks-Skolen, som Kirkeby var tilknyttet i 60’erne. Dette værk må betegnes som et hovedværk i dansk kunst.
Temaet er et blåt stakit, som er malet på en abstrakt grund – og da Eks-Skolen nærmest fungerede som et kollektiv, har flere af skolens medlemmer været med til at udføre idéen.
Det hører med til historien, at Museum Jorn faktisk i samlingen har et eksemplar af samtlige raderinger, som er udført af Per Kirkeby, og det er faktisk et pænt antal på mere end to tusind.
For tiden er man i gang med at bearbejde tredje bind af oevrekataloget over kunstnerens samlede produktion af raderinger – og denne udgivelse tager afsæt, hvor andet bind sluttede i 1989 – og frem til i dag. Der er sandsynligvis nok at tage fat på; men ifølge museets pressemateriale er kunstneren særdeles aktiv i udarbejdelsen af kataloget, så det historiske burde være på plads.
Det har ikke ubetinget været ukompliceret at modtage grafiske arbejder af Per Kirkeby, da nogle af dem er endog særdeles store. Helt op til 1 x 2 meter har Kirkeby været oppe i, når han har skabt raderinger bl.a. på Borch Jensens grafiske værksted.