Grafik og ung nordisk kunst

Når man har taget et tilbageblik på et år, der er gået, er det naturligvis både optimistisk og relevant at påbegynde et blik fremad i kalenderen. I 2014 bliver der således også en del udstillinger, man kan glæde sig til. 

Ganske vist har kunstmuseet ARoS i Aarhus ikke – endnu – offentliggjort deres program for det kommende år; men mon ikke det sker snart? I hvert fald kan man om ikke så længe – fra d. 9. januar – opleve ’Understrøm – ung nordisk kunst’ på museet, og her er der tale om noget så usædvanligt som en udstilling, der ikke inkluderer de normale udstillingsrum; men derimod de store gangarealer. 

På Museum Jorn i Silkeborg viser man et udvalg af Asger Jorns grafiske arbejder, og her er der åbningsomvisning fredag d. 10. januar og for evt. interesserede bør det præciseres, at omvisningen finder sted kl. 14. 

Det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at Museum Jorn udstillede Jorns komplette grafiske værk; men den aktuelle udstilling vil under alle omstændigheder skyde et år ind, der i dén grad kommer til at handle om Asger Jorn, da kunstneren jo som bekendt blev født i 1914 og således ville være fyldt 100 år i 2014. 

Der er allerede planlagt store udstillinger – foruden på Museum Jorn fra begyndelsen af marts – på Statens Museum for Kunst, der åbner museets fejring af Jorn allerede d. 28. februar med udstillingen ’Asger Jorn – Rastløs Rebel’

2013 - et tilbageblik

På trods af, at 2013 var et år uden Documenta – og uden væsentlig rejseaktivitet, i hvert fald når det drejer sig om udlandet, er det alligevel svært at skabe et overblik over de mange udstillinger, der har fundet sted i det forløbne år. 

Man kan ikke holde nytår uden at dvæle ved nogle af de væsentligste: Kronologisk set var den første interessante udstilling på ARoS indeholdende værker af Yves Klein, James Lee Byars og Anish Kapoor. Udstillingen med to afdøde og en nulevende fandt sted en del af tiden samtidigt med den store Edvard Munch-udstilling, der åbnede allerede i oktober 2012. 

På HEART i Herning kunne man i foråret og en stor del af 2013 opleve ’Fanget’ – en fremragende udstilling med John Kørner, der samtidigt viste Jørgen Leths film om kunstneren. 

’De ved hvad de gør’ var titlen på en bemærkelsesværdig udstilling med keramiske skulpturer af Jørgen Haugen Sørensen på Skovgaard Museet i Viborg. 

Det er svært at komme uden om Yoko Ono på Louisiana I Humlebæk, selv om jeg var langt mere fascineret af Tara Donovans udstilling på samme museum. 

’Degas’ metode’ på Ny Carlsberg Glyptoteket udgjorde måske imidlertid årets største udstillingsoplevelse? Udstillingen åbenbarede under alle omstændigheder Edgar Degas (1834-1917) som en kunstner langt forud for sin tid – eller rettere som én, der frigjorde sig fra sin egen samtid – og derfor virker det en anelse indskrænkende at betegne Degas som impressionist. Udstillingen bød på mange overraskelser – og derfor står den stærkt i opløbet om årets udstilling. 

Det samme bør man sige om ’The Virgin’, der på kunstmuseet ARoS stadig finder sted med værker – mange værker – af Tal R. 

Man bør naturligvis også nævne Jorn-Picasso på Museum Jorn i Silkeborg som et væsentligt element blandt årets udstillinger – og her nævner jeg udelukkende de udstillinger jeg selv har set. 

Og blandt dem kan en fin udstilling med Karel Appel – ligeledes på Museum Jorn – måske have en tendens til at bliver overset? Men den skal i hvert fald nævnes her som en udstilling med en stor historisk værdi. Især fordi, den lagde vægt på Appels inspiration fra de amerikanske abstrakte ekspressionister i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. 

Afslutningsvist bør jeg nævne Christian Lemmerz’ ”enmands-gruppenausstellung” på Horsens Kunstmuseum.

Egenrådige direktører på nationalgalleriet

Statens Museum for Kunst står over for et lederskifte, da Karsten Ohrt snart overtager stolen som formand for Ny Carlsbergfondet. 

Direktørstillingen bliver – før diverse tillæg – aflønnet med 600.643 kr. årligt – og den oplysning har jeg hentet fra en artikel, som dagbladet Politikens meget opsøgende journalist Camilla Stockmann har forfattet om nationalgalleriets forskellige direktører op gennem den nyere historie.

 Et eksempel på en direktør, der indkøbte kunst efter sit eget hoved, var Leo Swane (direktør fra 1931 til 1952), som fuldstændigt egenrådigt satte sine egne standarder for hvad god kunst var i hans samtid. F.eks. så han ikke noget særligt lys i en kunstner som Picasso og i forbindelse med en udstilling, der fandt sted på museet med bl.a. værker af Picasso havde han mulighed for at erhverve nogle hovedværker af kunstneren til museets samling; men det havde ikke direktørens interesse. 

Stockmann portrætterer en række andre direktører for Statens Museum for Kunst – og de har alle mere eller mindre sat deres egne fingeraftryk på museets indkøb og følgende museets samling. 

Swane så Picasso som lidt af en ”gøgler” – og set i bagklogskabens lys, var denne karakteristik vist noget af en tilsnigelse? Under alle omstændigheder blev et af de værker (gengivet herover), som Swane i 1938 afviste, solgt på en auktion i 2010 for et beløb på den pæne side af en halv milliard danske kroner. 

Nu ligger ansøgningerne til jobbet som direktør på Statens Museum for Kunst på kulturministerens skrivebord og hvem, der bliver den nye chef for museet, skal jeg nok undlade at gætte på.

Money

’Money’ er blot ét af numrene på ’With the Beatles’ fra 1963. LP’en er gruppens anden efter debuten med ’Please, please me’ fra samme år. 

En sådan plade er naturligvis blevet genudgivet i hundredevis af udgaver og på forskellige medier gennem årene, og mon ikke den er til at få for under en hund i dag? Ikke desto mindre er det slidte eksemplar, som ses gengivet herover netop blevet omsat til knapt 168.000 kroner hos auktionshuset Bonhams i London. 

Årsagen er naturligvis, at de fire medlemmer af The Beatles har skrevet deres autografer på coveret – og da to af de fire som bekendt insisterer på at være døde, er et sådant pladecover begribeligvist at betragte som en sjældenhed.

Det hvide lærred

Nyopspændte hvide lærreder på værkstedet. Det må vel betyde et eller andet? I en lang periode er tiden blevet brugt til at skabe lidt orden i det kaos, der i de seneste år har hersket på værksted og i arbejdsværelset – også kaldet ”kontoret”. 

Heldigvis er der ved at være orden i sagerne, hvilket gør ophold i kældergemakkerne langt mere behageligt, end jeg har oplevet det længe… 

Og så er der altså blevet spændt nogle lærreder op, og jeg er faktisk også spændt på, hvad de udvikler sig til

Keef 70

Jeg husker ret tydeligt, da jeg første gang hørte Jumping Jack Flash - og det var naturligvis Rolling Stones, der tonede ud fra transistorradioens lille højtaler.

Efter eksperimenter med højst uklædelige psykedeliske indslag på albummet 'Their Satanic Majesties Request' var bandet tilbage, hvor det hørte hjemme - og især guitarist Keith Richards trådte nu frem i lydbilledet med en guitarlyd, der op gennem årene er blevet hans signatur.

Som gennembrød et jagerfly lydmuren, hamrede Richards sine akkorder igennem på den sorte Gibson Les Paul med de tre humbucking-pick up'er, så man ikke var et øjeblik i tvivl om, at Stones - og Richards - havde fundet tilbage i deres rette element efter et år med domme for besiddelse af diverse stoffer og den før omtalte flirt med hippiemusikken.

På dét tidspunkt var Stones inaktive på koncertscenerne, og der skulle gå endnu et år, inden bandet igen optrådte til en koncert - og denne fandt sted i Hyde Park i London på en sommerdag i 1969.

Få uger i forvejen havde man udsendt singlen Honky Tonk Women - og også her kunne man opleve Keith Richards' nye sound - akkurat som man kunne på Street Fighting Man nogle måneder i forvejen. Her var Les Paul'en dog angiveligt udskiftet med en akustisk guitar, som man havde givet en mikrofon og forvrænget den gennem diverse elektroniske gadgets med henblik på at give den helt rigtige Keef-sound.

Keith Richards lever på mange måder op til myten omkring den ultimative rockstjerne; men hvor mange af hans kollegaer forlængst har sat træskoene, lever - og spiller - Keef videre... Rolling Stones pladedebuterede i 1963 - for mere end 50 år siden - med et Chuck Berry-nummer. Siden kunne de selv - og Keith Richards fylder, imod alle odds, 70 år i dag.

Tillykke!!!

Guston i Frankfurt

I sommeren 2014 åbner der på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk en udstilling med den amerikanske maler Philip Guston. 

Han var oprindeligt en del af miljøet omkring de amerikanske abstrakte ekspressionister; men senere ændrede han kraftigt på sit maleriske udtryk, og benyttede sig indtil sin død i 1980 af et billedsprog, som var forankret i en sær surreel symbolisme. 

Man kunne godt tro, at hans tegneserieagtige kompositioner kunne have givet inspiration til andre amerikanske malere; men den metode, han udviklede i de seneste år af sin karriere, rummede så personlige karakterer, at det er svært at pege på egentlig epigoner efter Guston. 

Udstillingen med Philip Guston åbner på Louisiana d. 4. juni 2014; men for dem, der ikke kan vente så længe, er der i november åbnet en udstilling med kunstneren i Schirn Kunsthalle i Frankfurt. 

Denne udstilling med kunstnerens sene værker kan ses indtil d. 2. februar 2014.

Kentridge om Mandela

”Jeg tror, det var vigtigt for Mandela at skabe et samfund, hvor de mennesker, der bor i landet – hvide, sorte, indere etc. – havde en interesse i at udvikle samfundet. Man bør ikke se det som en svaghed fra hans side, at hans generøsitet gjorde det muligt for forretningsfolk – sorte og hvide – at snyde ham. Jeg tror ikke, Mandela svigtede landet; men at landet svigtede Mandela. Alle var for grådige til at bringe de ofre, der var nødvendige med henblik på at forandre samfundet”

Det er den sydafrikanske kunstner William Kendridge, der har gjort sig nogle tanker om Nelson Mandela’s betydning som ledende figur i Sydafrika i den forholdsvist korte periode, hvor Mandela var præsident i det afrikanske land.

I skrivende stund bliver Mandela bisat; men Kendridge er faktisk ikke en mr. Hvemsomhelst i forhold til Nelson Mandela, da kunstnerens far var en af Mandelas forsvarsadvokater, da han i mange år blev holdt indespærret af det sydafrikanske apartheid-styre. 

I øvrigt stod William Kentridge for et af de ubetinget mest interessante værker på sidste års Documenta i Kassel. 

Jeg filmede faktisk nogle elementer af den meget omfattende video-installation, indtil en vagt afbrød mig. Det var ikke tilladt at video-filme under Documenta; men jeg havde allerede på dét tidspunkt fået så meget ”i kassen”, at det lykkedes mig – senere – at producere en lille film med Kentridge-installationen som tema. Det er den film, der kan ses herover.

Donation

Det er ikke ofte, jeg støtter velgørende organisationer med en donation; men i forhold til Dansk-Indisk Børnehjælp har jeg gjort en gedigen undtagelse. 

 

På opfordring fra organisationen har jeg udvalgt et kunstværk, som jeg skænker som emne til en auktion, der finder sted d. 5. april i København. 

 

Auktionen vil foregå i Salen ved Kulturhuset Islands brygge – og auktionarius er den kendte, fra TV blandt andet – auktionsmand Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussens Kunstauktioner. 

 

Jeg har via gode venner i frivillighedssystemet gjort mig nogle erfaringer vedr. Dansk-Indisk Børnehjælp for at sikre mig, at de indkomne midler også kommer de rette til gode – og ikke udelukkende bruges på administration.

 

Maleriet, jeg har valgt at donere, er dét, der er gengivet herover: Det er fra 2008 og er uden titel. Det måler 73 x 100 cm. 

 

Læs mere om auktionen HER>

Foredrag i Kunstforeningen Progres

Tidligere udstillede jeg en gang imellem i Galleri Progres i Horsens, og her var galleriet i høj grad præget af indehaveren Jørgen B. Jensens kompromisløshed med hensyn til, hvilke kunstnere der blev vist i galleriet. Med andre ord: Det kunne kun komme på tale, at lave udstillinger med kunstnere, som ejeren selv kunne stå 100% inde for. 

Denne filosofi kunne man godt ønske, at flere gallerister på nutidens kunstscene fulgte. Da Jensen har trukket sig tilbage, er galleriet lukket; men i tilknytning til institutionen har man for nogle år siden dannet en kunstforening, der bærer samme navn som galleriet, og d. 5. december skulle jeg have afholdt et foredrag i foreningen; men enhver ved jo at Dronningeriget var lammet af en kraftig orkan på netop denne dag og derfor blev arrangementet udskudt til d. 12. 

Dette afstedkom, at jeg kunne planlægge min performance lidt mere detaljeret, og indholdet spændte vidt – lige fra da DR fik sit monopol brudt med hensyn til TV-formidling for 25 år siden til kunstmuseernes samt de øvrige udstillingssteders roller i kunstlandskabet i det herrens år 2013. 

Personligt synes jeg, at foredraget var vellykket – og forhåbentligt underholdende for de fremmødte. 

Da jeg nu er efterlønsmodtager, optrådte jeg naturligvis vederlagsfrit hos Kunstforeningen Progres. Og heldigvis åbner rollen som efterlønner da mulighed for denne form for frivilligt arbejde i foreningsregi. 

Det er muligt at finde oplysninger om den ganske aktive kunstforening på organisationens hjemmeside.

Billedet herover er i øvrigt fra et tidligere arrangement i regi af kunstforeningen.

Ole Lindboe 1948-2013

Forfatteren, eventyreren og redaktør for Magasinet Kunst, Ole Lindboe, er død. 

Lindboe var først og fremmest kendt for sit kolossale engagement inden for formidling af billedkunst. Han havde således et større antal bøger på samvittigheden. 

Desuden var han kendt – og nærmest berømt – som rejseleder på diverse ture til bl.a. New York, som er en destination, han besøgte mere end 100 gange; men ud over New York bragte hans enorme udlængsel ham rundt i verden i flere omgange. 

Foruden forfatterskabet producerede Ole Lindboe et antal kunstnerportrætter, som man ofte kan se på TV-kanalen DK4. Mange af mine gode venner og bekendte har således været i ”det varme sæde” hos Lindboe, som døde efter længere tids sygdom. 

Sygdommen forhindrede ham dog ikke i at rejse og opdatere sin Facebook-profil hjemme fra ”herreværelset”. 

Ole Lindboe døde i sit hjem efter komplikationer i forbindelse med en nyrestensoperation. 

Æret være hans minde!

Tal R "sparker røv"

”Omvendt er det i orden at være selvfed, når man, som Tal R kan erobre et af landets største museer og kan bringe sig selv og sin kunst i spil, så det virkeligt sparker røv. Og ikke mindre betydningsfuldt, at beskueren således føler sig bombarderet, stimuleret og inspireret, så det kan mærkes helt ind i knoglemarven”

En kunstner, der deler anmelderkorpset i to lejre, kan vel ikke være helt dårlig? 

For nyligt bragte jeg et uddrag af Torben Sangilds ikke helt begejstrede anmeldelse af udstillingen ’The Virgin’ på ARoS. 

Til gengæld har både Weekendavisens anmelder samt Trine Rytter Andersen på Kunsten.nu helt andre lovord til overs for Tal R’s kraftpræstation. Det er netop fra Trine Rytters anmeldelse, at citatet herover stammer. 

Samtidigt er det lykkedes ARoS at erhverve sig et af malerierne på udstillingen. Ved hjælp af fondsmidler er maleriet ’Sex Shop’ blevet implementeret i museets samling – og hvad Tal R selv siger om netop dette kunstværk, kan man høre i en film (herover), som jeg netop har klippet sammen af video- og billedmateriale med udgangspunkt i dette værk.

Gitte Ørskou formand for Statens Kunstfond

”Hun har skabt gode resultater i sit virke i Kunsten i Aalborg og besidder den fornødne kombination af solid kunstfaglig indsigt og ledelseserfaring”

 

Således beskriver kulturminister Marianne Jelved den nye formand for Statens Kunstfond, Gitte Ørskou, som jeg kender som en aldeles kompetent overinspektør på kunstmuseet ARoS i Aarhus, inden hun fik jobbet som museumsdirektør på Kunsten (tidligere Nordjyllands Kunstmuseum) i Aalborg.

 

Citatet er hentet fra et portræt af Ørskou i Politiken. Her fremkommer skribenten Bjørn Bredal med en interessant teori: Nemlig, at Gitte Ørskou kunne være i spil til stillingen for Statens Musum for Kunst.

 

Hvis den forudsigelse bliver aktuel, kan man vel roligt sige, at Ørskou bliver ”chef for det hele” – i hvert fald i en statslig sammenhæng.

 

Men lad os nu se! Der er sikkert flere om buddet til stillingen som direktør for nationalgalleriet?

Nigerianer chefkurator for Venedig Biennalen 2015

For første gang nogen sinde er det en person med afrikanske rødder, der er udnævnt som kunstnerisk leder af Venedig Biennalen, der afholdes hvert andet år. Da der i år har været afholdt biennale i Venedig, bliver næste gang i sagens natur i 2015.

Den nyudnævnte chefkurator hedder Okwui Enwezor, og han er født i Nigeria og i dag bosiddende i Tyskland, hvor han tidligere blandt andet har været en del af Documenta 11 i Kassel i 2007. 

Enwezor har været direktør for Münchens Haus der Kunst siden 2011.

Venedig Biennalen finder sted i perioden 9. maj-22. november 2015.

Er danskere dovne?

’Døddrukne danskere’ kaldte Asger Jorn for årtier tilbage et maleri, og titlen var direkte inspireret af en amerikansk præsidents udtalelser om dette nordiske folks udsvævende karakter.

På forsiden af Politiken d. 6. december bliver man præsenteret for spørgsmålet ”Er danskere dovne?” og manden bag er galleristen David Risley, der ikke forstår, hvorfor der dukker så få besøgende op i hans galleri i Bredgade i København.

Personligt forstår jeg ikke helt Risleys indignation, da det for mig at se overhovedet ikke handler om at få den almene udstillingsgæst til at træde ind i det hvide rum på Bredgade.

Sidst jeg besøgte David Risley Gallery følte jeg faktisk, at jeg var dumpet ned i et miljø, hvor jeg absolut intet havde at gøre. Den nydelige unge kvinde, der sad ved et bord i galleriet med sin MacBook gjorde absolut intet for, at jeg skulle føle mig andet end ekskluderet. Måske skulle galleribranchen begynde at se indad frem for blot at anklage et kulturelt bevidst folkefærd for dovenskab.

Gengivelsen, der følger denne blog, er et maleri af Poul Gernes, som er inkluderet i en aktuel udstilling på David Risley Gallery.

Flere tegninger

Udarbejdelsen af den sidste tids tuschtegninger har givet anledning til en tankerække, der primært har gået på, hvordan disse motiver kan åbenbares i andre udtryk. Her tænker jeg naturligvis især på maleri og grafik.

Samtidigt har jeg lyst til – ikke lige i dag, da sæsonens orkan nr. to raser i skrivende stund – at afprøve metoden med nogle andre temaer. Og her tænker jeg på, hvad man optimalt kan finde udendørs.

Jeg glæder mig til sommer!

Nyt job til JES

Jeg må indrømme, at da jeg fik en frokostinvitation fra ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen i en københavnsk restaurant med beskeden om, at det var for at markere, at JES ville præsentere et nyt job, troede jeg et øjeblik, at han måske skulle efterfølge Karsten Ohrt som direktør for Statens Museum for Kunst.

Det var dog ikke tilfældet; men jobbet er faktisk interessant nok endda: JES skal fremover være direktør for udstillingsstedet Faurschou Foundation, som har sit afsæt i det tidligere Galleri Faurschou.

Hermed allierer Faurschou Foundation, som ejes af Luise og Jens Faurschou – og er beliggende på adressen Klubienvej i Københavns Nordhavn, sig med en person, der besidder et ganske omfattende netværk i international målestok.

For tiden viser man en udstilling med den væsentlige kunstner Louise Bourgeois og faktisk har udstillingsstedet en afdeling i Beijing i Kina, så det er en interessant institution, som JES nu skal være direktør for.

Lunken anmeldelse af Tal R i Politiken

”Enkelte af dem har en stemning, der rammer mig, såsom ’The Hollow Tree’, hvor en tilsyneladende depressiv person sidder i et hult træ ved en sø eller ’Young Wolf’, hvor to kvinder sidder på et rækværk tæt ved en sø om sommeren. Her om vinteren kan det give én lyst til at rejse sydpå. Og højere ambitioner er der efter alt at dømme ikke i Tal R’s kunst. Henkastede øjeblikke, henkastede sammenstillinger, små, fikse ideer, som arrangeres æstetisk i et malerisk rum eller især på en malerisk flade i en mere eller mindre naiv stil. Tilbage står, om man så tænder på kompositionen, farverne, stregen”

 

Værkerne taler ikke ubetinget til Politikens anmelder Torben Sangild på den store Tal R-udstilling ’The Virgin’ på ARoS.

 

I sin underoverskrift betegner Sangild faktisk en stor del af værkerne på udstillingen som ”ligegyldige”. Han erkender dog, at folkene på ARoS er dygtige til at iscenesætte kunstudstillinger – men at udstillingens værker i flere tilfælde individuelt set ikke rigtigt holder.

 

Tre hjerter får Tal R af Torben Sangild.

Billedet, der illustrerer dette blog-indlæg: Tal R: 'Young Wolf', harelim, pigment og oliekridt på lærred, 2010, 200 x 200 cm. (pressefoto: ARoS)

Zinedine Zidane forlanger skulptur fjernet

De fleste husker nok bedst VM-finalen i fodbold i 2006 for franske Zinedine Zidane’s hovedstød i brystkassen på italienske Marco Materazzi i kampens forlængede spilletid.

Hændelsen kostede Zidane det røde kort og samtidigt en meget lidt mindelsesværdig afslutning på en gloværdig fodboldkarriere.

Begivenheden har dog inspireret den algierske billedhugger Adel Abdessemed til at forarbejde en fem meter høj skulptur med netop Zidane’s ”skalle” som tema.

I forbindelse med en udstilling i Doha, som er hovedstad i ørkenstaten Qatar, har skulpturen være opstillet offentligt; men nu har Zidane forlangt den fjernet – og det er sket!

Det hører med til historien, at Zinedine Zidane har været stærkt medvirkende til, at VM-slutrunden i 2022 vil finde sted i netop Qatar. Imidlertid nægter han ifølge avisen Le Monde, at han skulle stå bag fjernelsen af kunstværket, som nu er opmagasineret på et lager i Doha.

Qatar Museums Authority, som står bag udstillingen har valgt ikke at kommentere sagen.

VM-finalen mellem Frankrig og Italien i Berlin i 2006 endte for øvrigt med en sejr til italienerne på 5-3 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Tal R: 'Man From S' & 'The Banana'

I forbindelse med udstillingen ’The Virgin’ på kunstmuseet ARoS i Aarhus, fortalte billedkunstneren Tal R ved pressemødet om udstillingen og de mange værker, der optræder på den.

I denne lille filmsekvens med stillbilleder hører man kunstneren fortælle om to specifikke kunstværker, nemlig malerierne ’Man From S’ og ’The Banana’.