Højeste antal!

Det lyder måske lidt underlig, at jeg går op i sådan noget? Men siden jeg oprettede denne blog for mange år siden (2007) er der ikke måned, hvor jeg har postet så mange indlæg, som her i oktober 2014.

Det er ikke noget jeg overhovedet har tænkt over; men da jeg fandt ud af, at jeg havde lagt mere end et indlæg i snit ud om dagen, tænkte jeg, at jeg muligvis fremover bør prioritere tiden lidt mere rationelt?

Men når man nu har noget på hjerte??????????????

Den sidste dag i oktober

November er dén måned, som digteren Henrik Nordbrandt oplever som fire gange så lang som andre måneder - og så galt står det vel ikke til, selv om den kan føles enerverende.

Som det fremgår af billederne herover, var den sidste dag i oktober 2014 rimelig fugtig; men samtidigt lover vejrudsigterne, at den første dag i november vil slå varmerekorden for dén måned.

Verden - og vejret - er af lave!

Den sene anerkendelse

"Min mor var nok victoriansk, men hun mente, det var klogt af en kvinde at have et erhverv, der gjorde det muligt at slippe væk fra en mand, hvis det var nødvendigt. Hun ville gerne have, at jeg studerede jura, men jeg kan ikke huske fra min næse til min mund, så det duede ikke, og noget af det skønne ved at male er, at man ikke behøver at kunne huske noget som helst"

Citatet herover er hentet fra Weekendavisen, hvori Synne Rifbjerg portrætterer den engelske maler Rose Wylie - og det interessante, og livsbekræftende med Wylie er, at hun er slået igennem i en ret moden alder. 

Hun er 80 år gammel, og det er først i de seneste år, hun for alvor har fået vind i sejlene. 

Det aktuelle portræt er lavet i anledning af en udstilling med kunstneren i galleriet Nansensgade 62 i København, som udstiller to af hendes store malerier i en serie, der hedder 'Pink Girls Yellow Curls' (billedet).

Klassens tegnende tosse

"Da jeg var barn, havde hver klasse en tosse, der tegnede. Jeg tror ikke, det findes så meget mere? Jeg tror, der er nogle tosser, der kan et eller andet særligt krigsspil, og som ved, hvad for en bandit, der er om hvert hjørne i dét krigsspil"

Udtalelsen er fremsat af maleren Tal R i forbindelse med et interview på DR's P1. 

Det bør være overflødigt at nævne, at kunstneren var SIN klasses tegnende tosse, akkurat som jeg - i min folkeskoletid - var klassens tegnende tosse . 

Hør hele interviewet med Tal R som podcast HER>

Corfitzen i Ikast

Når maleren Niels Corfitzen d. 1. november åbner udstilling i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast, var det faktisk meningen, at jeg skulle åbne udstillingen, men da galleriet følte sig nødsaget til at rykke åbningen fra d. 2. til d. 1., måtte jeg desværre melde fra, da jeg er optaget af diverse andre aktiviteter dén dag. 

For nyligt skrev jeg en tekst om Corfitzen til bogen '101 Kunstnere', og skulle man være blevet interesseret i, hvad Niels Corfitzen repræsenterer som billedkunstner, kan man få et indblik ved at læse artiklen, som kan findes HER>

Louisiana i 2015

Peter Doig: '100 Years Ago (Carrera), 2001, olie på lærred (pressefoto: Louisiana)

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har netop offentliggjort sit udstillingsprogram for 2015, og der bliver meget at se på. 

I serein 'Louisiana on Paper' kan man hen over foråret se et antal tegninger af David Hockney, som fra forsædet af sin bil og ude i fri luft har udforsket området omkring Yorkshire. 

I samme serie kan man til sommer opleve grafiske arbejder af amerikanske Terry Winters, inden man til efteråret åbenbarer en udstilling med Lucian Freud's grafiske arbejder. 

Allerede d. 5. december i år åbner imidlertid en udstilling med værker af den alt for tidligt afdøde Paula Modersohn-Becker (1876-1907), der viser kunstneren som fuldt på højde med sine mandlige samtidige i tiden omkring 1900-tallets begyndelse. 

Richard Mosse gjorde ved Biennalen i Venedig i 2013 sig positivt bemærket med videoværket 'The Enclave' om krigen i Congo. Han kan ses på Louisiana fra først i februar til sidst i maj. 

Jeff Wall bliver i Louisianas formidlingsmateriale vedr. næste års udstillinger kaldt "det moderne fotografis maestro". Hans meget iscenesatte og fortællende fotografi kan man se hen over foråret. 

Personligt glæder jeg mig til at se en udstilling med en kunstner, som mange af mine bekendte fra den galleriorienterede del af kunstverdenen, har fremhævet som specielt habil. Peter Doig (født 1959 i Edinburgh) er en kunstner hvis kvaliteter, jeg er lidt i tvivl om, men da jeg ikke mener, at have oplevet kunstnerens værker i virkeligheden, glæder jeg mig naturligvis til at få mine fordomme dementeret. 

Louisiana fortsætter sit arkitektur-tema med udstillingen 'Afrika', der åbner sidt i juni, og sidst på året kan man opleve en større udstilling med den japanske kunstner Yayoi Kusama (f. 1929), som har bjergtaget museets gæster med en installation, der får beskueren til at føle sig som en del af et endeløst rum. 

Husstanden har netop modtaget Louisiana Revy sammen med mere end 60.000 (!) medlemmer af Louisiana Klubben.

Søde sommerminder

Det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at efteråret er dén årstid, jeg ubetinget har det sværest med. 

Ganske vist står sommeren her sidst i oktober stadig ret klart i erindringen; men samtidig er der længe til, at man kan nyde solens varme stråler igen. 

Dagene bliver stadig kortere - i hvert fald indtil det vender om et par måneder. En del af motivkredsen i den sidste tid har været nogle af de muslingeskaller, som min kone har samlet ved strandene i sommerferien. 

Disse har været genstande for raderinger og nu også akvareller.

Har man et spejl....

...har man også et motiv. Og er man tilpas selvoptaget, laver man lige et par selvportrætter!

Disse to er taget straight fra skitseblokken.

Ekskluderet og/eller inkluderet

"De skaber komplekse tankevækkende værker, der taler om det at være menneske i en verden fyldt med støj, uro og ambivalens. Deres kunst undersøger, hvordan vi udfordres personligt, interpersonelt, strukturelt og politisk. De helt nye videoer stiller skarpt på, hvordan vi takler den globaliserede verden, som vi oplever den gennem den allestedsnærværende informationsteknologi"  

En udstilling, jeg kun lige - endnu - har fået set sporadisk, er Hanne Nielsen og Birgit Johnsens 'Inklusion/Eksklusion', som finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus for tiden. 

Citatet herover stammer fra Trine Rytter Andersens anmeldelse på portalen Kunsten.nu, og jeg vil da lige benytte lejligheden til at konstatere, at havde det ikke været for den "allestedsnærværende informationsteknologi", havde denne kommentar til udstillingen og anmeldelsen været umulig. 

Men Trine Rytter har ret: IT fylder meget i tidens videnssamfund. Som sagt har jeg ikke fået set udstillingen grundigt; men jeg glæder mig absolut til blandt andet at blive udfordret interpersonelt, og der er god tid, da 'Inklusion/Eksklusion' kan ses på ARoS frem til d. 18. januar 2015.

Selfie "2

Min kone var på besøg på værkstedet - eller rettere på kontoret - forleden dag; og hun kastede et hurtigt blik på de to "selfies", jeg har udarbejdet med akvarelfarver. Hun sagde ikke noget, hvilket jeg opfatter som et dårligt tegn.

Selfie nummer to er dén, der er gengivet herover...

Tate-direktør den mest indflydelsesrige

En gang om året kårer kunsttidsskriftet Art Review den mest indflydelsesrige personlighed på den internationale kunstscene. 

Ikke blot udnævner man den mest magtfulde person i dette mangfoldige landskab. Man laver faktisk en Top 100 over disse personer, og dén liste er naturligvis udfærdiget på et stærkt subjektivt grundlag, hvilket ikke gør den mindre underholdende at læse. 

Nummer ét på 2014-listen er direktøren for Tate Museerne i London, Nicholas Serota (billedet), som leder Tate Modern og Tate Britain i den britiske hovedstad. 

Det er klart, at der sker nogle bevægelser på en sådan liste - og det er bemærkelsesværdigt at etteren på listen for et par år siden, Ai Weiwei, nu er nummer 15. 

Man skal langt ned på listen for at finde en dansker, hvor Olafur Eliasson optræder som nummer 88. 

Tidligere direktør for kunstmuseet Louisiana, svenske Lars Nittve har i kraft af sit engagement som direktør for M+ i Hong Kong indtaget pladsen som nummer 72 på Art Review's Top 100.

Selfie

Jeg har ofte fundet, at selvportrætter er den selvoptagede kunstners enemærke. Fænomenet "selfies" har ikke ændret ved den holdning. 

Ikke desto mindre er der mange kunstnere i historien, der har lavet disse selvportrætter - og en tidlig morgen i oktober skulle det så prøves. Og det er svært, skulle jeg hilse og sige. 

Jeg ved ikke, om den "selfie", der er gengivet herover, overlever kvaliteteskontrollen på længere sigt; men den skal i hvert fald have en chance. 

Banksy tilsyneladende stadig en fri mand

Jeg ved ikke, hvad det er, den unge husholderske fejer ind bag forhænget på denne stencil af gadekunstneren Banksy; men et rygte bragt til torvs af en amerikansk netavis gående ud på, at Banksy var blevet arresteret af britisk politi, viste sig vistnok at være en "and". 

I hvert fald har diverse medier, samt politiet, stået i kø for at dementere anholdelsen af den berømte street artist.

Banksy angiveligt arresteret i London

Ifølge avisen National Report er gadekunstneren Banksy blevet arresteret i London. 

En task force har ifølge netavisen længe været involveret i kunstnerens aktiviteter i 24 timer i døgnet - og denne aktion har nu altså ført til anholdelse af den verdensberømte street artist. 

Efter et forhør og en ransagning af Banksysatelier, fremgår det at Banksys rigtige navn skulle være Paul Horner. 

Andre medier påstår, at nyheden, som National Report bragte til torvs, er det rene og pure opspind.

Fotografiet herover skulle vise den arresterede Banksy blive ført bort af Politiet; men adskillige medier har dementeret anholdelsen af den celebre grafitti-artist. 

Sangild om KE

"Vi var jævnligt uenige, men udviklede hurtig en bramfri stemning, hvor man kunne sige sine mening ligeud og endda drille de andre med deres kæpheste, samtidigt med at alle respekterede alle. Når man var ked af, at noget gik ud, og ville give kunstneren et skulderklap, kunne man til enhver tid sætte en gul prik ved et værk. Således kan kunstneren se, at der var nogen, der synes godt om deres værk, selv om det ikke kom med"

Citatet stammer fra en beskrivelse, som kunstanmelderen Torben Sangild har udført på kunstportalen Kunsten.nu. 

Sangild var én af censorerne på Kunstnernes Efterårsudstilling, der netop nu kan ses på Den Fries Udstillingsbygning i København, og hans tekst skildrer ganske fint, hvordan en udvælgelse til en censureret udstilling foregår. 

Jeg udstillede selv på KE for mange år siden; men dengang bestod censurkomiteen - i modsætning til i dag - udelukkende af billedkunstnere. 

Overvægten af censorer udgøres dog stadig af udøvende billedkunstnere. Ud af fem censorer på KE 2014 er de fire kunstnere.

Materialenørd om 'Clash'

'Clash - modstand i moden': Japanske Pyuupiro, 'Planetaria, Mars'

"Clash er en klog udstilling med et vanvittigt imponerende kildemateriale: Det er simpelt hen ren fryd at se så mange af de vildeste værker fra hele modeverdenen. Men uden kataloget kan det hele dog virke noget indforstået, ligesom denne materialenørd savner at få at vide, hvad tøjet er lavet af. Men kommer tid, kommer råd: Museet vil i denne uge lancere en app med bonusinfo om udstillingen"

Citatet stammer fra Weekendavisens anmeldelse af udstillingen 'Clash - modstand i moden', som netop nu kan ses på kunstmuseet HEART i Herning. 

Anmelderen, der beskriver sig selv som "materialenørd", hedder Sarah von Essen. 

Udstillingen kan ses på HEART frem til d. 1. februar 2015.

Ikke alle eksperimenter er vellykkede

I sommer lavede jeg et specielt tryk, som var en opgave, jeg blev stillet som betaling for en stor plade zink. 

Hele ni plader skulle trykkes på det samme stykke papir - og trykket blev ganske vellykket på trods af, at det fordrede en del koncentration at få processen i hus. 

Efterfølgende har jeg eksperimenteret med få de ni motiver integreret i mindre tryk med tre på hver. 

Jeg finder dog ikke, at disse eksperimenter er faldet lige så heldigt ud, men det kan man jo først finde ud af, når man har lavet eksperimentet.

Reportage fra 'Fools'

I denne reportage fra udstillingen 'Michael Kvium - Fools' på ARoS Aarhus Kunstmuseum fortæller kunstneren selv samt direktør for museet Erlend Høyersten og kurator Pernille Taagaard Dinesen om udstillingen.

Reportagen er produceret af Jack Fridthjof.

Festival of Fools

"Det ville være mærkeligt, hvis man var blevet lige begejstret over alle to gange hundrede eksempler på Kviums humor. Men samtidigt med at man morer sig, må man lade kunstneren, at alle disse sære, syge eller sataniske ansigter ville være utænkelige uden det såkaldt vilde maleri. Dertil kommer, at de er malet på en sådan måde, at man sender sine tanker til gamle mestre som Goya, Bacon, Lucien Freud m.m. og den betydning, de kan have haft for Kvium"

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung giver fem ud af seks hjerter til udstillingen 'Michael Kvium - Fools', som finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus for tiden. 

Uddraget af anmeldelsen, som jeg bringer herover, burde optræde ord- og bogstavret - så det er ikke en trykfejl, når Lucian Freud fremstår som "Lucien". Sådan optræder den store - nu afdøde - britiske maler i dagbladet.

Banksy "vandaliseret"

For nyligt kunne man læse på BBC's hjemmeside, at en murudsmykning af den verdensberømte street-artist Banksy havde åbenbaret sig i den sydøstlige engelske by Folkstone. 

Motivet er en dame, der står og kigger på en tom søjle. Det vil sige: Søjlen er ikke længere tom; men af ukendte gerningsfolk blevet forsynet med en figur, der forestiller en stiv pik. 

Personligt mener jeg, at disse "vandalister" har givet en ekstra dimension til værket; men det er der andre, der ikke synes, da hærværket er blevet politianmeldt. 

Jeg mener måske også, at man bør anse den slags kunst som "risikovillig udsmykning" og i samme moment se det som en scene, hvor der er frit spillerum til improvisation; men problemet i dén sammenhæng er, at Banksy er blevet så meget mainstream, at hans værker nu er flere millioner værd - og så kan man spørge sig selv om, hvor meget "street credibility", der er tale om?

Tag udstillingen med hjem

I forbindelse med den store (202 værker) udstilling 'Fools' på kunstmuseet ARoS er der udgivet et stort og tungt katalog. 

Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt at betegne en sådan bogudgivelse som et "katalog", som vel mere er noget man forbinder med tilbudsbeskrivelser fra f.eks. Bilka og Harald Nyborg? 

Uanset, hvad man kalder sådan en moppedreng, er den under alle omstændigheder usædvanlig, da den rummer samtlige udstillingens værker i størrelsesforholdet 1:1. Det vil med andre ord sige, at man ved at erhverve sig "kataloget" faktisk kan købe samtlige værker i naturlig størrelse. 

Det er ikke så mærkeligt, at museet fremhæver netop denne udgivelse i deres formidling af 'Fools', som naturligvis har maleren Michael Kvium som hovedperson og indiskutabelt omdrejningspunkt. 

Foruden de mange gengivelser rummer bogen et interview med Kvium foretaget af udstillingens kurator og inspektør ved ARoS, Pernille Taagaard Dinesen.

Fools i blåt

Billedkunstneren Michael Kvium fortæller om baggrunden for at vælge farven blå som vægfarve i forbindelse med udstillingen 'Fools' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen viser 202 malerier i formatet 30 x 30 cm. af diverse karakterer, som Kvium har udviklet over en periode på mere end 20 år.

Jorn-værker i privat eje

I forbindelse med den sidste store udstilling, der fejrer 100-året for Asger Jorns fødsel, på Museum Jorn i Silkeborg, kan man se et antal værker af Jorn, som man normalt ikke oplever på museer, da de er i privat eje. 

I forbindelse med fejringen af Jorn er der blevet arrangeret et utal af udstillinger og begivenheder i 2014, hvilket naturligvis har afstedkommet udgivelser af adskillige bøger om den danske maler m.m. 

En af de bedste af slagsen er skrevet af idéhistorikeren Lars Morell, der blandt andet påpeger, at Jorn ofte havde ret travlt med at få produceret værker til udstillinger hos hans gallerier rundt i verden. 

Disse - oftest - malerier blev til tider, ifølge Morell, af en lidt tvivlsom kvalitet, og jeg vil - efter jeg har set de privatejede billeder på Museum Jorn - blot konstatere, at de bedste Jorn-værker heldigvis befinder sig i de store museale samlinger. 

Ikke desto mindre er det morsomt at se værker af Jorn, som normalt ikke vises offentligt, så derfor er der absolut ikke noget forgjort i at opsøge museet i Silkeborg for at bese udstillingen 'Min Jorn - 100 favoritter', der også byder på en nyophængning af værker fra museets samling. 

Udstillingen kan ses frem til d. 7. december, hvorefter Museum Jorn holder vinterlukket til efter nytår.

Dobbeltudstilling hos MøllerWitt

Midt i al opmærksomheden omkring ARoS' store Michael Kvium-udstilling har man en tendens til at glemme, hvad der ellers forgår på den aarhusianskekunstscene, og inden ferniseringen på 'Fools' på ARoS, havde Galerie MøllerWitt i Christiansgade fernisering på en udstilling med de to kunstnere KrestenHavgaard og Signe Jaïs. 

Havgaard (det øverste billede) har udstillet separat på galleriet adskillige gange, og man husker hans stærkt pastose oliemalerier som enheder, der ofte har været præget af sort-hvide kompositioner suppleret med antydningen af en enkelt farve; men nu har Havgaard imidlertid åbnet for paletten. 

På den aktuelle udstilling, som blot præsenteres som "Nye Arbejder" oplever man kunstneren med en ny koloristisk energi, der nærmere understreger end underspiller værkernes stoflige pastositet.

Bagest i galleriet kan man opleve en serie mindre arbejder af Signe Jaïs (nederste billede), som aktuelt viser en serie collager på pap og finér, som samlet udstilles under titlen 'Bag ved Gader - Uden for Huse'. 

Jaïs arbejder meget præcist med collagen som metode og besidder en kompositorisk sikkerhed, der blot understreger de arkitektoniske motiver, hun arbejder med. 

De to udstillinger hos MøllerWitt er absolut seværdige og et besøg værd.

Into the blue

Hvis der er noget, de kan på kunstmuseet ARoS i Aarhus, er det at iscenesætte kunstudstillinger. 

Ofte har jeg været lidt irriteret over, at man har suppleret det udstillede med lidt for "popsmarte" dekorationer på væggene; men dén slags er der intet af i forbindelse med udstillingen 'Fools', der viser ikke mindre end 202 malerier af Michael Kvium (det nederste billede) på museet. 

Hvert maleri er 30 x 30 cm. i størrelsen - og hvad gør man, når museets udstillingsrum primært egner sig til kunstværeker af en vis størrelse? 

Jo; man indretter udstillingsrummet som en organisk, labyrintisk enhed, og placerer derefter billederne på væggene i et kronologisk forløb, der dog brydes til dels med henblik på, at udstillingen gerne skulle besidde en vis harmoni. 

Michael Kvium har malet disse arketyper på mennesker siden begyndelsen af 90'erne - og det var vist ikke meningen, at de mange værker, som primært befinder sig i privat eje, nogensinde skulle udstilles; men det bliver de altså nu, og som sagt sker det på ARoS i en overbevisende iscenesættelse, der er understreget med en lækker blå vægfarve, som faktisk fremhæver farvevalgene i de udstillede malerier - også dem, hvor farveholdningen faktisk primært består af blå, der som bekendt rummer mange nuancer.

Tid til Kviums "fools"

Snart åbner den store udstilling Fools på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen viser værker - eller rettere sagt malerier - af den danske billedkunstner Michael Kvium. 

Det er dog ikke en traditionel udstilling af Kvium, man vil være vidne til i perioden, hvor udstillingen løber. Den drejer sig i al sin enkelthed om en serie på mange malerier, som Kvium har lavet i langt det meste af sin løbebane, og disse malerier indeholder helt fundamentalt gengivelser af nogle af de mange karakterer, som kunstneren har benyttet i sine øvrige værker. 

De mange malerier har til fælles, at de besidder samme mål som coveret på en LP-plade - nemlig 30 x30 cm. 

Hvert værk fremstiller én af de mange personer, som Michael Kvium har brugt eller haft til hensigt at bruge i sine øvrige - og ofte store - malerier. 

Jeg er på plads til pressemødet, der finder sted dagen inden der er fernisering på udstillingen, der åbner for offentligheden d. 11. oktober. 

Man kan læse meget mere om udstillingen senere på siden her og efter planen tillige i et dansk kunsttidsskrift, som jeg har en aftale om at levere en anmeldelse til. Så meget mere Kvium - såvel tekst som billeder - senere.

Søndag Aften om kønsbalancen

I månedsmagasinet Søndag Aften, som udkommer på nettet første søndag i hver måned, kan man aktuelt læse, at ud af 666 billedkunstnere, der har fået støtte via kulturministeriet, var 358 kvinder i 2013. Det finder jeg meget tilfredsstillende, da det er min iagttagelse, at langt hovedparten af udøvende kunstnere herhjemme, er kvinder. 

Tallet, der indikerer støtten, udgør en anelse mere end 50%, hvilket naturligvis ikke helt modsvarer antallet af kvinder, der f.eks. er tilknyttet gallerier og i det hele taget agerer på kunstscenen; men det er dog en stigning i forhold til året før, hvor der var tale om en fifty-fifty fordeling. 

Til gengæld er der noget, der tyder på, at det primært er yngre kunstnere, som løber med midlerne; men det kan vel dårligt overraske særligt mange? 

I de senere år har der - blandt andet fra organisationen Kvinfo - været meget fokus på rollefordelingen mellem kønnene på landets udstillingsinstitutioner. Det primære brændpunkt har været museerne, hvor man ser de øverste ledelsesstillinger besat af mænd. 

Til gengæld bliver ledelsesfunktionerne i kunsthallerne primært bestyret af kvindelige aktører. Jeg tror, det er to ud af ti, der har mandlige ledere. 

Samtidigt bør man også se på bemandingen i de enkelte museer. Der er i hvert fald langt mellem de mandlige inspektører på et museum som ARoS, der vel må siges at være en sværvægter på den nationale kunstscene.

Og netop en af de dygtige inspektører på ARoS, overinspektør Marie Nipper, udgør illustrationen til dette blogindlæg (øverst til højre).

Kunstnernes censurerede frirum

INSIDE 2014: Olav Martinsen, 'Bunker'.

"Det er et frirum, hvor kunstnere bliver bedømt af kunstnere. Det er en rugekasse, hvor det handler om at have noget på hjertet, det skal man ikke undervurdere. Det ville være ærgeligt at sætte den type udstillinger i et dårligt lys. Jeg synes, de er nødvendige, men selvfølgelig skal man passe på, der ikke går inflation i dem"

Sådan bliver jeg citeret i Herning Folkeblad efter jeg foretog en samtale med bladets udsendte ved udstillingen INSIDE 2014 i Ikast forleden dag. Om jeg er citeret ordret, er faktisk af mindre betydning, da min mening i princippet bliver glimrende belyst. 

Det drejer sig om de censurerede udstillinger generelt, og årsagen til, at disse nu har mit fokus, bunder i, at man nu tager emnet op i et større perspektiv, hvilket jeg har svært ved at se en årsag til - med mindre grunden skulle være at mistænkeliggøre de censurerede udstillinger på det enkle grundlag, at det faktisk er kunstnere, der vurderer kunstneres værker og dermed fungerer i en rolle, som kunsthistorikerne, gallerister og kuratorer i almindelighed har sat sig på. 

I et tidligere indlæg på blog'en her anførte jeg en vis bekymring over, at netop kombinationen af censorer besad en overvægt af kuratorer i forhold til - primært - udøvende kunstnere. 

Det viser sig så, at to af de tre censorer besidder billedkunstneriske uddannelser. At vægten i min optik hælder den gale vej, skal ses i, at den ene af de akademiuddannede kunstnere hovedsageligt bliver præsenteret som kurator; men dét er en detalje. 

Jeg iagttager problematikken i et bredere perspektiv, der har sit afsæt i udstillinger som Kunstnernes Efterårsudstilling, Forårsudstillingen på Charlottenborg og lignende. 

Hvordan de mindre censurerede udstillinger, der finder sted lokalt rundt i landet forvalter deres bedømmelsesudvalg, har jeg ikke et kvalificeret overblik over. Der er imidlertid mange af dem, så måske er der ved at gå inflation i fænomenet?

Reportage fra åbningen af INSIDE 2014

Bjarne Eriksen har produceret en video fra åbningen af den censurerede udstilling INSIDE 2014 i Kunstpakhuset i Ikast.

Han taler bl.a. med nogle af de udstillende kunstnere.

INSIDE 2014 åbnet - og de censurerede udstillinger til debat

Inden ret længe finder et seminar sted i Kunsthal Nord i Aalborg, og temaet bliver de censurerede udstillinger og deres værdi på nutidens kunstscene. 

Det tema prøvede jeg at anskueliggøre over for Herning Folkeblads kulturmedarbejder under åbningen af udstillingen INSIDE 2014 i Kunstpakhuset i Ikast d. 4. oktober. Jeg mener naturligvis, at de censurerede udstillinger har en rolle at spille som mulighed for debutanter og kunstnere, der ikke endnu har etableret sig, med henblik på at få deres værker vurderet af kunstnere. 

Måske netop dette faktum giver stof til debatten om, hvorledes de censurerede udstillinger kan spille en rolle i fremtidens kunstlandskab? 

Desværre lever INSIDE ikke op til de principper, som de statsanerkendte, censurerede udstillinger efterlever - nemlig at det er kunstnere, primært, der bedømmer de indsendte værker. Her havde man valgt én kunstner og to kunstfaglige personer med kunsthistoriske referencer som censorer, ligesom man tidligere har haft blandt andet en gallerist inde over, da der skulle udvælges værker til udstillingen. 

Den kommende debat - kunne man godt få en mistanke om - er muligvis forankret i, at kunsthistorikere og de kunstfaglige repræsentanter med en universitetsforankret baggrund føler at der går magt fra dem i forhold til, at de censurerede udstillinger stadig har en rolle at spille på kunstscenen. Så vælger man at sætte spørgsmålstegn ved værdien af udstillingsprincippet. 

Forhåbentligt overlever den type udstillinger - og INSIDE inklusive - forsøgene på at mistænkeliggøre grundtankerne om konceptet. 

INSIDE 2014 udgør i øvrigt en stærkt seværdig begivenhed i det midtjyske, og skal man alligevel på besøg i området, bør man absolut tage et blik på udstillingen, som er stærkt og skarpt censureret. 

Traditionen tro valgte man to kunstnere ud, som man mener fortjener hædrende omtale og som skiller sig ud kvalitativt, og de to blev henholdsvis Henriette Fabricius og Benjamin Nordsmark (det nederste billede). Sidstnævntes værker refererer til Danmark som krigsførende nation og beskæftiger sig i øvrigt med hjemvendte soldaters posttraumatiske stress-problemer. 

Hvad der er nok så interessant, er at Nordsmark samtidigt er en af landets fremmeste talenter inden for møbeldesign.

Modeclash åbnet på HEART

Jeg skal - ligesom museumsdirektør Holger Reenberg - gerne erkende, at jeg ikke har specielt meget forstand på mode. 

Jeg læser da pligttro både Euroman og det tilsvarende tidsskrift med kvinder som målgruppe; men det er mest for at spotte, hvordan man kan forvente at se ens medmennesker iføre sig af kluns fremadrettet. 

Af samme årsag havde jeg ikke store forventninger til udstillingen CLASH på HEART i Herning; men CLASH er en del af en udstillingsserie, som vil finde sted på museet i de kommende år med titlen HEART Design - og dét er en god idé. Og hvis ikke netop HEART, som er beliggende lige midt i tekstildesignets smørhul, skulle lave en sådan udstillingsserie, er det svært at se, hvem der så skal. 

Netop fokus på alt andet end billedkunst på museerne bliver ofte kritiseret voldsomt af kunstpuritanerne; men mon ikke de fleste efterhånden har indset, at kunstbegrebet rækker langt ud over de klassiske discipliner? 

Under alle omstændigheder viser CLASH et bredt spekter af historiske eksempler på mode, der har provokeret i sin samtid i parløb med nyt design fra nutidens scene. Og der er meget at se på - og bliver man træt af tekstilrober i mere eller mindre fantasifulde udfoldelser, kan man jo blot spadsere ind i naborummet og se en del af den store Svend Wiig Hansen-udstilling 'Gigant'. 

I øvrigt blev én af åbningstalerne ved CLASH afholdt af den nyudnævnte EU-kommisær Margrethe Vestager (billedet herover), og guderne skal vide, at jeg ikke er enig i mange af de dispositioner, hun har udført som en del af det aktuelle regeringssamarbejde; men så må jeg blot konstatere, at hendes åbningstale ved udstillingen var veloplagt og vittig. 

Hun fokuserede især på, hvordan ens måde at klæde sig på afspejler, hvilken person, der gemmer sig bag tøjet... Altså når det drejer sig om kvinder! 

I den politiske verden iklæder mænd som bekendt sig den klassiske "uniform" bestående af jakkesæt, hvid eller lyseblå skjorte og - for det meste - et diskret slips. Her oplevede vi lige en lille kvik opsang til de kedelige mænd inden for politik og erhvervsliv. 

Tag dén, alle I mange "Kong Kedelig'er", der sidder på magtens kontorer.

Fra åbningen af CLASH med design af Peacho + Krejberg

Nye prøvetryk

Tre nye grafiske arbejder i kombinationen akvatinte- og stregætsning med en anelse koldnål har set dagens lys på værkstedet. 

Prøvetrykkene er umiddelbart vellykkede; men jeg skal nok justere trykket en anelse på trykpressen, så kontrasten mellem de sorte og hvide flader på trykkene bliver ideel. 

Som tidligere i år er temaet "Nature Morte".

Jørgen Haugen Sørensen skænker skulpturer til Bornholm

I disse dage ruller den ene lastbil efter den anden ind på Bornholms Kunstmuseum med skulpturer af den verdenskendte danske billedhugger Jørgen Haugen Sørensen. 

Årsagen er, at Haugen Sørensen ifølge Jyllands-Posten har skænket en betydelig del af sit livsværk til museet. 

Ikke mindst betydningen af, at hans værker bliver samlet på ét sted, glæder Jørgen Haugen Sørensen meget. Kunstneren fylder 80 år d. 3. oktober.

Hvad med Skulpturparken i Birk?

For nyligt besøgte jeg Skulpturparken i Birk ved Herning, som ligger bag det tidligere Herning Kunstmuseum (Angligården). Dette besøg satte nogle tanker i gang.

Parken og værkerne fremstår i stærkt forfald. Heldigvis er mange af skulpturerne ganske solide; men bør Skulpturparken nytænkes og måske knyttes tættere til kunstmuseet HEART, der som bekendt i dag er genbo til Angligården?

Kreative kræfter i Herning har i første omgang sat en proces i gang, der har til formål at renovere de anløbne skulpturer.