'Transformation' på Silkeborg Bad

Udstillingen 'Transformation' åbnede på KunstCentret Silkeborg Bad d. 25. april. 

Udstillingen viser fællesværker af Nurit Lumer-Klappers og Bettina Winkelmann - og hvad det i øvrigt handler om, kan man se og høre i forbindelse med Trine Rytter Andersens åbningstale, som Bjarne Eriksen har "fanget" med sit kamera.

Akvareller, mosaikker og seks søjler

Da jeg opsøgte Horsens Kunstmuseum for at foretage et  preview på udstillingen 'Pilgrimage for an Armchair Explorer', der viser de nyeste værker af Erik A. Frandsen, var et tv-hold i gang med at producere en sekvens i det primære udstillingslokale - og da jeg fylder lidt for meget til fysisk at optræde som den klassiske "flue på væggen", valgte jeg at tilbringe ventetiden i et udstillingsrum, hvor man fra museet havde valgt at introducere kunstneren ved hjælp af et par værker fra museets samling. 

Blandt disse er det store oliemaleri 'Friedrich fra Fælledvej'. Netop dette maleri fra 2013 markerer tydeligt, at Erik A. Frandsen i dag må betragtes som en af de væsentligste - om ikke den væsentligste - maler på samtidens nationale kunstscene. 

Det er svært at underbygge påstanden ved hjælp af hovedudstillingen, da det ret hurtigt går op for mig - da tv-holdet har afsluttet sine optagelser - at 'Pilgrimage for an Armchair Explorer' kun i meget begrænset omfang har maleriet som udtryksform. 

Udstillingen består primært af et antal store akvareller, som suppleres med 12 mosaikker og seks søjler, der hver især beskriver en mere end 1000 km. lang vandring fra Gran San Bernado i Schweiz til San Pietro i Rom, som kunstneren foretog sammen med forfatteren Thomas Boberg i efteråret 2014. 

Jeg er i gang med en grundigere beskrivelse af udstillingen, som man kan se billeder fra herover. 

Maleriet findes!

Peter Doig: 'Figures in Red Boat', 2005-07, privat samling, New York (pressefoto: Louisiana)

"Hvor mange dødsdomme er der ikke blevet udstedt mod maleriet siden midten af tresserne? Alligevel popper det op igen og igen og erobrer scenen. Doig beviser med sine suveræne malerier, at verden er et vidunderligt vildnis i konstant forandring, at mørket findes, og at drømmene findes, men først og fremmest at maleriet findes, og at det stortrives i hans håndtering"

Lisbeth Bonde indskriver sig i rækken af anmeldere, der begejstres over Peter Doig, som for tiden kan ses - og opleves - på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Citatet herover stammer fra Bondes anmeldelse på portalen kunsten.nu.

Museum Jorn "kun" nummer 12

Installationsfoto fra sidste års store udstilling på Museum Jorn i Silkeborg: 'EXPO JORN - kunst er fest'

Ifølge en artikel i Midtjyllands Avis var Museum Jorn i Silkeborg det tolvte mest besøgte kunstmuseum i Danmark i 2014. 

Da jeg som ikke-abonnent på avisen ikke har mulighed for at læse artiklen i sin helhed og dermed har svært ved at tyde, hvilken betydning placeringen har for museet, må jeg jo ud fra min beskedne viden danne mine egne konklusioner. 

Sidste år fejrede Museum Jorn 100-året for Asger Jorns fødsel og det skete ikke uden en vis grad af opmærksomhed. Det var Jorn her og det var Jorn dér - og det var Jorn alle vegne. 

Set i lyset af den "hype", der blev kunstneren til del i 2014, synes jeg faktisk, det er skuffende, at Museum Jorn "kun" er i stand til at samle i alt godt og vel et halvt hundrede tusinde publikummer i løbet af året. Set i et normalt perspektiv er tallet naturligvis højt; men det er ikke stort, når man tænker på, at 2014 faktisk var et usædvanligt år for museet. 

Som sådan må det vel betyde, at Asger Jorn muligvis er en anelse overvurderet som international berømmet kunstner? Man kan således spørge sig selv om, hvorvidt det er relevant at bygge et nyt centralt beliggende Jorn-museum i Silkeborg, der ganske vist på kortere sigt muligvis vil give ny næring til diskussionen om Jorns historiske betydning. 

I perspektivet omkring den beherskede interesse, der tilsyneladende er omkring Jorn, bør man nok skrinlægge planerne og i stedet sætte kræfterne ind på en udbygning af det eksisterende - og udmærkede - museum, som for tiden viser den store udstilling af Per Kirkebys grafiske arbejder.

Folkemord et tema på Venedig Biennalen

Tyrkerne har aldrig officielt anerkendt, at der var tale om et folkemord, da osmanniske tyrkere i 1915 dræbte eller udsultede omkring 1,5 millioner armenere som en del af en større konflikt ved det østlige Anatolien. 

Tyrkerne erkender dog at en del armenere døde under konflikten, og netop et monument, som er rejst i København som en markering af folkemordet, har fået en del officielle og uofficielle tyrkere op i det røde felt. 

Hvordan reaktionen bliver, når 18 armenske kunstnere står bag et indslag i forbindelse med Venedig Biennalen, der åbner om få uger, kan man kun gisne om; men en kendsgerning er det i hvert fald, at man viser en udstilling i den armenske pavillon på San Lazarro degli Armeni Øen (billedet) med afsæt i folkemordet. 

Hvad der gør udstillingen endnu mere kontroversiel, er at den i Frankrig bosiddende tyrkiske kunstner Sarkis deltager både i udstillingen i den armenske pavillon samt i forbindelse med det tyrkiske indslag på Venedig Biennalen. Der er vistnok lagt op til ballade? 

Venedig Biennalen finder sted i tidsrummet 9. maj-22. november.

Frandsen i Horsens

Den 25. april åbner en udstilling på Horsens Kunstmuseum - og udstillingen har titlen 'Pilgrimage for an Armchair Explorer', og hvad præcist denne lænestolsforsker, som i det aktuelle tilfælde er maleren, grafikeren osv. Erik A. Frandsen, undersøger, vil jeg prøve at sætte mig ind i ved et besøg på museet umiddelbart inden åbningen. 

 Som det antydes i titlen, er udgangspunktet en længere vandring i sporene på mellemeuropæiske pilgrimme. 

Turen var på omkring 1000 kilomenter - og på denne lange vandring samlede Frandsen altså materiale til den nævnte udstilling. 

Hvad udstillingen mere specifikt repræsenterer, vender jeg naturligvis tilbage til i ord og billede senere.

Ørnsø

Jeg føler mig ret overbevist om, at dagen i dag - den 22. april - foreløbigt er den varmeste dag i 2015. Ikke en vind rørte sig - og ikke en sky var at iagttage på himlen.

Akvarellen herover er malet, som det fremgår, ved Ørnsø og er blot én af en række skildringer, som er under produktion af Silkeborgsøerne.

ARoS det mest besøgte museum - i provinsen!

Ifølge en undersøgelse, som er offentliggjort i Jyllands-Posten og foretaget af Dansk Statistik, har ikke færre end 14.429.152 personer besøgt danske museer i 2014. 

Det er klart, at der er stor forskel på, hvilke museer har haft mange besøgende i forhold til de, der har haft få - og ikke overraskende toppes listen - man fristes til at sige: igen - af kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der i det forløbne år har haft 647.900 mennesker gennem tælleapparaterne. 

Nationalmuseet ligger nummer to og, måske forbavsende for nogle, ligger Rundetårn som nummer tre. 

Provinsens mest besøgte museum udgør heller ikke nogen overraskelse: Kunstmuseet ARoS i Aarhus (billedet) havde et fald i forhold til året før, men ramte dog et publikumstal på den rigtige side af en halv million. 

Man må vel sige, at statistikken bekræfter, at der er en forholdsvis stor interesse for kunst blandt landets museumsgæster.

Silkeborgsøerne

Læs lige overskriften igen, kære læser af denne blog! Lyder det kedeligt? Hvad er meningen? 

Jo... Jeg har såmænd blot valgt at bruge en del af sommeren, og måske efterår og vinter - who knows? - på at skildre de mange søer omkring min hjemegn. 

Det kan man sige må være en overkommelig opgave, hvis man samtidigt prøver at give en definition på, hvad der er en sø og hvad der blot kan karakteriseres som et vandhul; men jeg har været inde på detaljerede kort og på Google Earth for at danne mig et overblik over, hvilke søer der kunne komme på tale. 

Fra mit soveværelsesvindue har jeg vue over én af dem, nemlig Lyngsø; men den tror jeg, jeg venter lidt med. 

En del af de andre ligger længere væk, men dog i cykelafstand. Motion er jo godt, er der nogen, der siger... De fleste plejer at tilbringe en del af deres tid bag et automobilrat, så de må vide det!? 

Herover er afbilledet nogle af de første eksperimenter i akvarelform med Silkeborgsøerne som tema. 

Begejstring for Doig

"Farverne kan være smukke og sanselige, men, igen i ét og samme maleri også skurrende for øjet med næsten giftige nuancer. Billeddybden blokeres ofte af spærringer som mure, hegn eller uigennemtrængeligt buskads og skov samtidigt med, at Peter Doig inviterer beskueren "indenfor" med et kropsligt oplevet perspektiv i stedet for det statiske centralperspektiv, som man normalt forbinder med vestlig malerkunst"

Den første anmeldelse af Peter Doig-udstillingen på Louisianan fandt allerede plads i Jyllands-Posten dagen efter, at udstillingen åbnede. 

Her giver min gode kollega i det østdanske, Tom Jørgensen, udstillingen fuld valuta - hvilket vil sige seks stjerner. 

 Citatet herover er netop fra Jørgensens anmeldelse, og nu glæder jeg mig blot i første omgang til at erfare, om de øvrige anmeldere er lige så begejstrede for Doig - og i næste omgang til på et tidspunkt i løbet af sommeren at danne min egen konklusion ved et grundigt selvsyn.

KP i kælderen

Den traditionsrige, censurerede Kunstnernes Påskeudstilling er i sin 2015-udgave blevet forvist til Kunsthal Aarhus' underetage, hvor man deler rum med Spring, som viser værker af kunstnere, der gjorde sig positivt bemærket ved sidste års KP. 

Samtidigt udstiller man i en stærkt komprimeret iscenesættelse en soloudstilling af Jette Hye Jin Mortensen, og disponeringen af disse udstillinger i relation til kunsthallens øvrige aktiviteter, må betegnes som en rendyrket skandale. 

I de fine rum i kunsthallens stueetage har man valgt at lave en sjasket og sjusket udstilling, hvor man har lagt vægt på begrebet "venskab". Sympatisk nok, og elendigt udført. 

Jeg er spændt på, hvor længe man fra kulturpolitisk side i Aarhus kan leve med, at en af byens væsentligste udstillingsinstitutioner mere og mere falder fra hinanden i bestræbelserne på, at man vil demonstrere samtidskunstens pseudointellektuelle potentialer.

Billederne herover er alle fra KP 2015.

På skovtur uden vand

Jeg har besluttet mig for at beskæftige mig lidt med motiver fra mit eget lokalområde. Sådan er det nogle gange, når man ikke kommer så meget omkring i ind- og udland. 

Rask begav jeg mig afsted - og da temaet er Silkeborgsøerne, var det naturligt at opsøge en af disse. 

Heldigvis er Vejlsø beliggende ganske tæt på bopæl og værksted, så hvad var vel mere naturligt end at bruge netop denne lille sø som første tema? 

Da jeg havde fundet et uforstyrret sted ved søbredden, opdagede jeg desværre, at jeg havde glemt et lille glas til vand, som er en væsentlig detalje, når det er akvareller, man arbejder med. Jeg måtte derfor dyppe penslen direkte i det mudrede søvand - og denne disciplin krævede lige lidt ekstra af den til ellers lejligheden udrustede naturalist. 

Næste gang husker jeg det hele - og måske bliver resultatet lidt mindre anstrengt?

Smagsdommere - om dronningen blandt andet!

"De dér direktører - de river sig! De står og krøller tæer over, hvordan fanden de nu skal forklare, hvorfor de laver den her udstilling - endnu en gang - med dronningen. De ved sgu godt, det er noget lort, altså! Og at det ikke er dét, de gerne vil lave... De gør det af nød!"

Citatet er fremsat i klippet herover af en af redaktørerne for portalen Kunsten.nu, Ole Bak Jakobsen - og man må sige, at hvor andre kunstskribenter og -anmeldere besidder en vis berøringsangst over for dronningens kunst, tør Jakobsen i det mindste tage bladet fra munden og kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.

I dag fylder Hendes Majestæt 75 år, og i den forbindelse bragte Go' Morgen Danmark på TV2 et interview med en anden af klippets deltagere, Tom Jørgensen, som er kunstanmelder ved Jyllands-Posten, og han anslog en helt anden diplomatisk tone i forhold til dronningens kunst - og han forsikrede seerne, at han ikke besad nogen som helst bagtanke vedr. et potentielt Ridderkors.

Jeg er måske ikke selv den største royalist, der findes på planeten; men alligevel skal der lyde et forsigtigt tillykke med de 75 år til Margrethe d. 2.

Nazi-bytte vises måske på Documenta 14

I 2012 fandt de tyske skattemyndigheder under et rutinemæssigt besøg hos en ældre mand, Cornelius Gurlitt, et gigantisk antal kunstværker af navne som Matisse, Chagall, Picasso, Renoir og Munch. 

Gurlitt viste sig at være søn af Adolf Hitlers kunstsamler, Hildebrand Gurlitt, og den samling, som han havde hamstret fra nazisternes bytte, repræsenterer en værdi af flere milliarder kroner. De mere end 1000 kunstværker blev beslaglagt, og sidste år døde Cornelius Gurlitt. 

Siden er de mange kunstværker blevet deponeret på kunstmuseet i Bern i Schweiz, hvor man efterfølgende har arbejdet på at finde efterkommerne til de retmæssige ejere af værkerne. 

Imidlertid forlyder det nu via kunstportalen The Art Newspaper, at direktøren for kunstudstillingen Documenta 14, Adam Szymczyk (billedet), er interesseret i at vise samlingen i forbindelse med begivenheden, der løber af stablen i Kassel i 2017. Ikke for, som han siger "at skabe en sensation, men udelukkende ud fra en politisk og æstetisk kontekst". 

Szymczyk har haft et "konstruktivt møde" med direktøren for Kunstmuseum Bern, Matthias Frehner, og dette kunne muligvis tolkes derhen, at man kan forvente at se den interessante samling i Kassel i 2017. Ikke mindst fordi, Szmymczyk tilsyneladende er god til at tale sin sag over for myndighederne.

Aarhus Kommune køber kunst til kælderen

Bodil Sohns 13 malerier i værket 'Mirrors' fra 2007 er blandt dem, der er placeret i Aarhus' rådhuskælder (pr-foto) 

Ifølge gratisavisen metroXpress indkøber Aarhus Kommune hvert år kunst for mere end en kvart million kroner. 

Desværre er en stor del af disse kunstværker placeret i rådhusets kælder, da ingen ansatte eller politikere i kommunen har ønsket at have dem hængende. 

Man kan naturligvis altid sige, at det er uhensigtsmæssigt, når en offentlig institution indkøber billedkunst for et større beløb; men samtidigt kan man vel med en vis rimelighed påpege, at kommunen ikke - som museerne - er forpligtet til at beholde de indkøbte værker. De kan sendes på auktion og sælges, og dermed må man formode, at i hvert fald en del af de investerede penge kommer ind igen. 

Aarhus Kommune indkøber kunst på anbefaling af et udvalg bestående af tre af avisen unavngivne billedkunstnere. 

Her befinder problemets kerne sig muligvis? Kunstmiljøet i en by som Aarhus er naturligvis lige så indspist, som man oplever det i andre mindre kommuner i Danmark, som dog - tror jeg - er knapt så generøse, når det drejer sig om indkøb af kunst af kommunens kunstnere. 

Om Aarhus Kommunes kunstsamling udelukkende består af værker af kommunens kunstnere, melder historien i øvrigt ikke noget om. Man taler om "lokal kunst" uden at definere dette yderligere i metroXpress.

Billedet, der illustrerer dette blogindlæg, er det samme som man bruger som eksempel i artiklen i metroXpress, nemlig en serie værker af billedkunstneren Bodil Sohn, der udtaler til avisen: "Nu er jeg et positivt menneske, så jeg regner med, at værkerne kommer op og hænge, når man finder den rigtige plads til dem, hvor de tager sig ordentligt ud".

Sidste udkald for Cardiff & Miller

Udstillingen 'Something Strange This Way' med kunstnerduoen Janet Cardiff og George Bures Miller på ARoS i Aarhus har fået ekstraordinært gode anmeldelser siden den åbnede i efteråret. 

For mit eget vedkommende har udstillingen en vis betydning, da min anmeldelse af den udgjorde min debut som kunstanmelder ved Jyllands-Posten. 

Siden har karrusellen på 'The Carnie', som kan ses herover, kørt mange omgange, og har man endnu ikke fået set og hørt den fantastiske udstilling, er det faktisk ved at være sidste udkald, da den slutter søndag d. 19. april.

Galleri Udengaard tilbage i Aarhus

Værker af Bent Holstein kan bl.a. ses på Galleri Udengaards åbningsudstilling (foto: Galleri Udengaard)

Indtil for tre og et halvt år siden, var Galleri Udengaard beliggende som - næsten - nabo til ARoS på Vester Allé i Aarhus. 

Her kunne man ofte se fine udstillinger med kunstnere, som måske ikke ligefrem var verdenskendte, men som alligevel repræsenterede en vis kvalitet. 

Siden lukkede galleriet på Vester Allé; men det har faktisk været aktiv siden, og nu åbner Galleri Udengaard igen i Aarhus Centrum - denne gang på adressen Rosensgade 34, hvor man lægger ud med en udstilling med kunstnerne Ned Cantrell, Anne Sofie Meldgaard, Jens Thegler, Jan Wessel, Marianne Markvad og Bent Holstein d. 17. april. 

 Udstillingen har den meget aktuelle titel 'ReturN'.

Kinesisk verdensnavn i Nordhavnen

Ai Weiwei: 'Straight', 2008-12, armeringsstål, 20 x 600 x 1200  cm., 72 tons (pressefotos: Anders Sune Berg/Faurschou Foundation)

"Hans værker er inspireret af 1960'ernes minimalisme, men er altid præget af stor respekt for traditionel kinesisk kunst og håndværk og er, som alle ved selvsyn kan konstatere på denne udstilling, smukke, poetiske og sanselige trods eller måske på grund af deres politiske relevans og substans"

Min kollega på Jyllands-Posten, Tom Jørgensen, har været på besøg hos Faurschou Foundation ved Københavns Nordhavn, hvor man nu viser en udstilling med Ai Weiwei, som vel må betragtes som den mest toneangivende kunstner på den internationale scene lige nu. 

Ai Weiwei har ellers kæmpet en lang kamp med magthaverne i hjemlandet Kina; men det har ikke forhindret ham i at opnå en kolossal global status, som rækker langt ud over kunstverdenens snævre miljøer. 

Faurschou Foundation har en afdeling i Beijing, og i sagens natur en eksponent for kinesisk kunst på vore breddegrader. 

Tidligere direktør for ARoS i Aarhus, Jens Erik Sørensen, er i dag kunstnerisk leder hos Faurschou, og netop på ARoS kan man senere i år se og opleve en stor udstilling med kinesisk samtidskunst. 

Udstillingen 'Ruptures', som får fem stjerner af Tom Jørgensen, kan ses hos Faurschou Foundation frem til d. 22. december.

Peter Doig på Louisiana

Peter Doig: 'Grande Riviere', 2001-02, olie på lærred. National Gallery of Canada, Ottawa (pressefoto: Louisiana Museum of Modern Art)

En fordel ved at en af husstandens repræsentanter er medlem af Louisiana Klubben, er at man med jævne mellemrum modtager materiale fra det fine kunstmuseum i Humlebæk. 

Snart åbner en stor udstilling med maleren og grafikeren Peter Doig på Louisiana, og netop Doig er en kunstner, som det er vanskeligt at sætte en nationalitet på, da han er født i Skotland; men har været bosiddende på Trinidad, i Canada og England. 

Samtidigt har han fungeret som professor på kunstakademiet i Düsseldorf; men ifølge biografien i den aktuelle Louisiana Revy har han i dag slået sig mere eller mindre permanent ned på Trinidad. 

Jeg har ofte været lidt skeptisk over for Doig, da han til tider er blevet fremhævet af kunstnere i min bekendtskabskreds, som er stærkt forankrede i galleriverdenen. Kald dette en fordom over for den kommercielle småborgerlighed, der hersker i denne verden; men det har altså givet mig et kritisk syn på kunstneren. 

Til gengæld bliver jeg meget tilfreds, når jeg registrerer, at udstillingen på Louisiana indbefatter et større antal grafiske arbejder af Peter Doig. Det er som bekendt ofte i grafikken, at sandheden om en kunstners formåen skal findes, og at dømme efter gengivelserne i Louisiana-publikationen har Doig fat i ét eller andet. 

Jeg vil glæde mig til ved selvsyn at få mine fordomme om Peter Doig dementeret - og heldigvis er jeg befriet for officielt at "mene" noget, da anmelderopgaven i forhold til udstillingen ligger hos min kollega på Sjælland. 

Udstillingen med Peter Doig's værker kan ses på Louisiana fra d. 17. april til d. 16. august 2015. 

Digital grafikstation på Museum Jorn

Raderinger uden at få sværte på fingrene, og litografi uden nødvendigvis at kende til den komplicerede teknik bag metoden? Det lyder jo umiddelbart ganske besnærende; men snart kan det faktisk lade sig gøre, når Museum Jorn i Silkeborg åbner for brugen af en digital grafikstation på museet. 

Her vil det være muligt at forsøge sig med de mest brugte grafiske metoder - dog udelukkende ved hjælp digitale hjælpemidler. 

Måske vil tiltaget give en øget interesse for de grafiske medier i traditionel forstand? Så er missionen i hvert fald relevant - efter min mening. 

Den digitale grafikstation åbner for publikum den 14. april kl. 10. 

Projektet er udviklet i samarbejde med designbureauet 'Spild af Tid' og man kan se eksempler på, hvordan det nye medie kan bruges herover.

Kinas første kejser

Jeg har tidligere beskæftiget mig med udstillingen 'Den Første Kejser - Kinas terrakottahær', som lige nu finder sted på Moesgård Museum ved Aarhus.

Herover kan man se en dokumentarfilm om Kinas første kejser, som tilsyneladende var en paranoid og stærkt excentrisk person, der styrede sit rige med mere end almindeligt hård hånd.

Magt og ære

Albrecht Dürer: Kejser Maximilian d. 1.s æresport. træsnit, dateret 1515. 341 x 292 cm. (pressefoto: Statens Museum for Kunst)

"'MAGT OG ÆRE' er ikke så uaktuel en udstilling, som man umiddelbart skulle tro. For det handler ikke kun om kunst, men også om storpolitiske visioner og magtens trang til udfoldelse og selvforherligelse, og denne trang er ikke gået af mode"

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken af en udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor man for tiden - og frem til d. 21. juni - kan se en udstilling med værker af Albrecht Dürer. 

Omdrejningspunktet på denne udstilling er et ikke mindre en 3,5 meter højt træsnit, som Dürer fremstillede i sin tid til den tyske kejser Maximilian d. 1., som stod og havde brug for et værk, der skulle anskueliggøre kejserens magt. 

Hornung giver fem stjerner til 'Magt og ære'.

Få nogle til at smide tøjet - og få omtale!

Den amerikanske kunstner James Turell er en væsentlig aktør på den internationale kunstscene. Han kender sine visuelle virkemidler; men man fandt alligevel, at der skulle noget ekstraordinært til, når kunstneren udstiller sine fascinerende lysbaserede værker på Nationalgalleriet i Australien, som er beliggende i hovedstaden Canberra. 

For nyligt inviterede man et nøgent publikum til at se Turells udstilling. Et sådant stunt er set før; men aktuelt har denne event haft en effekt. 

Forleden dag kunne man således læse om den i det førende internationale kunsttidsskrift på nettet, ArtDaily.com. 

Det hører dog med til historien, at begivenheden fandt sted på museet efter lukketid; men ikke desto mindre har der altså været en vist fokus på den. 

Anderledes mystisk virker det, når man på kunstmuseet ARoS har bedt et antal naturister smide kludene i fuld offentlighed i forbindelse med en udstilling, som ganske vist blandt andet sætter fokus på nøgenhed og intimitet, med værker af Claus Carstensen, der som bekendt var en af kunstnerne i kredsen omkring De Unge Vilde i begyndelsen af 80'erne. 

Dette stunt virker som et patetisk forsøg på at tilegne Carstensens udstilling lidt opmærksomhed. 

Naturisterne ser det imidlertid tilsyneladende som en mulighed for at formidle naturismen og udbrede kendskabet til fænomenet. 

Man kunne vel blot, nu hvor sommeren står for døren, erklære: "Smid tøjet! Hvor svært kan det være?" Man behøver ikke gå på museum! I hvert fald ikke af dén grund...

Billederne herover er fra den omtalte begivenhed på National Gallery i Canberra (pressefotos: National Gallery of Australia)

to, tre, fire, fem...

"Presenningerne er foldet helt ud, og de tydelige kvadratiske spor efter materialets sammenfoldning er nærmest den eneste struktur i billedet. Det oprindelige maleri anes kun i kanten eller periferien som resterne af en proces, der måske ikke længere er relevant. Er maleriet da også afgået ved døden efter flere tusind års tjeneste? Og er dette dødsfald det egentlige tema for Einarssons udstilling?"

Kunstanmelder Peter Michael Hornung stiller relevante spørgsmål i sin anmeldelse af udstillingen med den afsindige titel 'A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker or a Schoolboy' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Som jeg tidligere har  nævnt på siden her, er manden bag udstillingen Gardar Eide Einarsson, og pudsigt nok giver Hornung tre ud af seks hjerter til udstillingen. 

Årsagen til, at dette er morsomt, er, at en meget tolerant anmelder på Kristeligt Dagblad gav udstillingen fem stjerner, Århus Stiftstidende gav fire, Hornungs Politiken tre hjerter og Jyllands-Posten - og det er såmænd denne blogs redaktør - beskedne to ud af seks stjerner. 

To, tre, fire og fem stjerner/hjerter er udstillingen altså blevet begavet med, og dermed kan man sige, at det er en udstilling, der deler meningerne blandt anmelderne.

Klaus Rifbjerg 1931-2015

Et fyrtårn i dansk litteratur - Klaus Rifbjerg - er gået bort!

Hvis man skal beskrive Rifbjergs litterære livsværk, skal man bruge mange ord. Rifbjerg var om nogen en flittig forfatter. 

Jeg kan huske et udsagn fra ham, hvor han pointerede, at når han havde afsluttet en roman, satte han sig ikke mageligt hen og hvilede; men fortsatte med en digtsamling og et par essays - man skulle udnytte, at der var "olie i maskineriet"....

Klaus Rifbjerg blev 83 år. Æret være hans minde!

Stjerner til Den Første Kejser

Billederne herover er blot nogle få af dem, jeg tog under besøget på Moesgård Museum ved åbningen af udstillingen af 'Den Første Kejser - Kinas terrakottahær'... 

Jeg gav seks stjerner til udstillingen i min anmeldelse i Jyllands-Posten

Risikovillighed

For nyligt modtog jeg en mail fra en person, der havde deltaget i en fernisering på en udstilling i et anerkendt, dansk galleri, der viste en udstilling med en yngre, dansk kunstner.

Vedkommende, som der sendte mig mail'en, mente at der var belæg for, at jeg anmeldte udstillingen, da et succeskriterie i forbindelse med udstillingen tilsyneladende var opfyldt. Der var udsolgt på ferniseringsdagen!

Jeg mener, det er meget vigtigt at sige, at den slags mails tager jeg meget gerne imod, og jeg besvarer dem såmænd hellere end gerne; men det er tillige vigtigt lige at få en ting på plads i dén forbindelse: 

Når man opfordrer mig til at anmelde en bestemt kunstner i forbindelse med en bestemt udstilling på et specifikt galleri (eller andet udstillingssted), vil der altid være en risiko forbundet med en sådan opfordring... At jeg rent faktisk kunne finde på at gøre det!

Jeg er af natur nysgerrig, og af samme årsag opsøgte jeg galleriets hjemmeside, og gjorde mig overfladisk bekendt med den pågældende unge kunstners værker. Skulle jeg give en præcis og grundig vurdering af disse, skulle jeg naturligvis tage en iagttagelse på dem i virkelighedens verden; men mit system er ikke gearet til at se alle de udstillinger, der finder sted i mit område.

En anden ting: I det dagblad, hvor jeg huserer, bruger vi et stjernesystem, som ikke er usædvanligt, når det drejer sig om anmeldervirksomhed. Hvad der imidlertid er usædvanligt er, at jeg altid begynder med seks (ud af seks) stjerner og tager væk efterhånden som jeg oplever forbehold i relation til det udstillede.

Konsekvensen er, at når jeg når til dét punkt, hvor der kun er én stjerne - eller nul - tilbage, vil udstillingen som oftest være suspenderet som anmelderobjekt.

Jeg tror ikke, at dette ville være et tema i forhold til den unge kunstner, som udgjorde emnet for den ellers hyggelige mailkorrespondance, der satte alle spekulationerne i gang; men vil en yngre kunstner og vedkommendes kundekreds finde det tilfredsstillende, hvis udstillingen kunne få to eller tre stjerner i et større landsdækkende dagblad? Det er jeg ikke sikker på!?