torsdag den 31. december 2015
Tilbageblik på 2015 - nedbør
En fællesbetegnelse for regn og sne er slet og ret "nedbør" - og det er muligvis uretfærdigt at beskrive 2015 som et år, hvor nedbør har været mere reglen end undtagelsen?
Ikke desto mindre regner det i skrivende stund - nytårsaftensdag - og skal man bedømme de seneste måneders vejrlig efter, hvor høj vandstanden er i f.eks. Gudenåen, har 2015 været præget af en masse nedbør.
Juli måned er den måned, hvor flest danskere afholder deres sommerferie, og jeg husker netop denne måned som ganske fugtig. Til gengæld var august præget af fint vejr - til tider.
onsdag den 30. december 2015
Var 2015 kun et lorteår?
Anne Mette Larsen arbejder på Statens Værksteder på Gl. Dok i København (foto: Ole Akhøj)
Der skal ikke herske tvivl om, at 2015 på mange måder har været et skidt år ude i verden. ISIS, klimaforandringer, terrorangreb, flygtningeproblemer samt - hvis vi ser lidt lokalt på det - en ny regering, som sandt for dyden har foretaget nogle højst mærkværdige kulturpolitiske beslutninger - anført af Venstres kulturminister Bertel Haarder.
Det mest besynderlige og irrationelle tiltag må siges at være udflytningen af Statens Værksteder for Kunst fra Gl. Dok i København til lokaliteter på Kronborg i Helsingør.
Beslutningen har haft så megen bevågenhed, at et åbent brev til kulturministeren fra væveren Anne Mette Larsen er det tredje mest læste i 2015 på kunstportalen Kunsten.nu.
Det ser i øvrigt - her ved indgangen til 2016 - ud til at Haarder er ved at trække en smule i land vedrørende denne disposition, og man kan blot håbe på, at fornuften sejrer over ideologien i et længere perspektiv.
Heldigvis har der været megen god kunst at kigge på i 2015, så året bør ikke udelukkende betegnes som et lorteår.
Årets sidste maleri
På årets næstsidste
dag - og vi taler naturligvis om 2015 - fik jeg færdiggjort et lille maleri på 50 x 65 cm.
I
den sidste tid har temaet været Silkeborg Langsø, og motivet på maleriet udgør
ingen undtagelse.
Udgangspunktet for maleriet var en diset dag, og så må man jo
som maler bruge sin kunstneriske frihed til at få tågen til at lette, så baggrunden
ikke helt forsvinder ud i intetheden.
tirsdag den 29. december 2015
De bedste i 2015 - ifølge dagbladene
Der er
almindelig enighed blandt anmelderne om, at Ingvar Cronhammars udstilling 'H' i
Cisternerne hører til blandt de bedste i 2015.
"På en delt førsteplads en billedkunstner og et kunstnerpar, der på hver deres måde forvandlede to af dansk kunsts rum til en overvældende oplevelse. Dels Ingvar Cronhammars isnende og rislende installation i Cisternerne. Dels Randi & Katrines mytologiske transformatortårne i Arkens krævende kunstakse. I begge tilfælde var der tale om, at kunstnerne fastholdt deres egenart og tog et stort skridt frem mod nye muligheder"
Kunstanmelderne
på de store dagblade er begyndt at evaluere året 2015 her omkring nytår -
hvilket vel er meget naturligt.
Citatet herover stammer fra Torben Weirups
tilbageblik på året der gik i Berlingske, og jeg er faktisk enig med Weirup i
hans vurdering af Cronhammars udstilling i Cisternerne. Randi & Katrines
udstilling på Arken så jeg ikke.
Weirup fremhæver blandt andet også Peter Doigs
udstilling på Louisiana, som han vuderer som den fjedrebedste i 2015; men hvad
der er nok så besynderligt er, at dagbladet Politiken fokuserer på nogle helt
andre udstillinger, end man gør på Berlingske.
Her topper 'A New Dynasty -
Created in China' der som bekendt for tiden kan ses på ARoS i Aarhus. Den
udstilling er ikke (endnu) blevet anmeldt i Berlingske.
Bemærkelsesværdigt er
det også, at impressionist-udstillingen 'Monet - Lost in Translation' - også på
ARoS - optræder i Politiken som bundskraber med to hjerter. Jeg ved ikke, om
denne udstillings unge anmelder i Politiken måske fejlagtigt er blevet casted
til opgaven, da samme udstilling i andre dagblade - minus Berlingske, der slet
ikke har anmeldt den - er blevet begavet med både fem og seks stjerner.
Det bør
dog nævnes, at Politiken også har Ingvar Cronhammars 'H' i Cisternerne som et
af årets højdepunkter.
mandag den 28. december 2015
Tilbageblik på 2015 - bilerne
Ud fra de billeder, der ses herover, kan man vel roligt sige, at mit forhold til automobilet primært er af nostalgisk karakter.
Enkelte af billederne er taget på gader og stræder i Silkeborg, og et større antal under arrangementet Automania i samme by.
Det nederste billede af den gamle Opel Rekord er dog fra Kreuzberg i Berlin. Den lettere udragnerede Volvo stationcar er "skudt" i Tisvildeleje på Sjælland.
Tilbageblik på 2015 - dyreliv
En ensom ko på en mark, en døende natsværmer, en vadefugl i Valbyparken, en bi på en blomst, en and i Julsø, en stor vinbjergsnegl, en hugorm midt på stranden ved Husby eller blot korsedderkoppen Boris i sit spind.
Dyrelivet er mangfoldigt og nogle gange så fascinerende, at det skal foreviges - også i 2015!
torsdag den 24. december 2015
Langsøen
To gange Silkeborg Langsø, akvarel på Zerkall, 41 x 54 cm .
Jeg har tidligere beskrevet Silkeborg Langsø - i daglig tale blot benævnt som "Langsøen" - her på siden.
Søen er den mest centralt beliggende af de mange Silkeborgsøer, hvis man ellers ser Silkeborg som midtpunktet i Søhøjlandet.
Da jeg har valgt at beskæftige mig med de søer, der i det mindste er beliggende inden for kommunegrænsen, må det vel være sådan det er?
onsdag den 23. december 2015
tirsdag den 22. december 2015
Fotokunst i verdensklasse i 2016
Berenice Abbott: Pike and Henry Street, NYC, 1936.
En af mange udstillinger, jeg glæder mig til at se i 2016, finder sted på Martin-Gropius-Bau i Berlin.
På dette smukke museum har man ofte haft fokus på fotokunsten og til sommer kan man her se en udstilling med den amerikanske fotograf Berenice Abbott (1898-1991), som var lidt af en pioner inden for dokumentarfotografiet.
At man viser Abbott netop i Berlin giver meget fint mening, da hun befandt sig i netop Berlin i en periode i begyndelsen af 1920'erne, hvor hun var elev på Der Kunstschule.
Senere blev hun blandt andet kendt for grafisk smukke fotos fra New York.
Der findes et website, der beskæftiger sig med Berenice Abbott. Den kan ses HER>
Guldalderen i spansk kunst
Diego Velázquez: 'Hofnarren Diego de Acedo', ca. 1636-38 © Museo Nacional del Prado
Ved indgangen til et nyt år er det ganske interessant at finde ud af, hvilke kunstudstillinger, man har mulighed for at se med egne øjne i det pågældende år.
Jeg befinder mig i en periode i Berlin i 2016, og jeg kan blandt andet se frem til en begivenhed, der finder sted i Gemäldegalerie, som er et af mine favoritmuseer i den tyske hovedstad.
Her kan jeg og andre, der måtte være på de kanter, til sommer opleve en udstilling, som tager udgangspunkt i Guldalderen i spansk kunst, og guldalder i Spanien er ikke helt det samme som guldalder på vore breddegrader.
Det drejer sig om perioden, hvor en maler som Diego Velázquez satte dagsordenen - altså i 1600-tallet.
'El Siglo de Oro' kan ses på museet fra 1. juli til 30. oktober 2016.
mandag den 21. december 2015
Tilbageblik på 2015 - søerne
Når man er bosiddende i Søhøjlandet i Østjylland, er man - som navnet antyder - omgivet af søer, og disse søer har jeg været meget optaget af i 2015.
Billederne herover dækker vistnok alle årstiderne ved Silkeborgsøerne.