søndag den 29. april 2018

Nyopdagede Jorn-værker uvæsentlige studenterarbejder?















"Dette her er studenterarbejder af en ung kunstner og ikke noget, han betragter som væsentligt"

Så direkte udtrykker idéhistorikeren og forfatteren Lars Morell sig om fundet af 52 hidtil ukendte grafiske arbejder af Asger Jorn. 

Om den megen opmærksomhed, der er blevet værkerne til dels, siger Morell: "Man kan åbenbart få journalister til at skrive hvad som helst". 

Udtalelserne er fremsat i DR på P1 i forbindelse med et interview, som blev foretaget umiddelbart efter, at både Jyllands-Posten og Politiken havde bragt nyheden i store opslag. 

De 52 linoleumssnit, som udgør sagens kerne, kan for tiden ses på Museum Jorn i Silkeborg. 

Ifølge Lars Morell besidder disse grafiske arbejder ikke en større kunsthistorisk værdi, og man kan kunne muligvis antyde, at han har en pointe i kraft af, at Jorn ikke selv ulejligede sig med at få hovedparten af de mange linoleumssnit trykt. 

De nyopdagede værker er trykt hos kobbertrykkeren Niels Borch Jensen i København.

Et gravmæle og "en gyselig tanke"

foto: Keld Navntoft, Kongehuset

"Det er mig, der har lavet gravmælet. Men det er klart, at de samtaler og diskussioner, du har med opdragsgiveren - her dronningen og prinsen - er med til at inspirere til, hvad du foreslår. Andre, der havde bestilt et gravmæle hos mig, havde fået mig til at tænke på en anden måde, og resultatet havde set anderledes ud. Prinsen havde som regel en masse kommentarer. Han ville ikke have, at de bare skulle gemmes væk, og det måtte gerne signalere: "Vi har været her. Tak". Det har jeg brugt som anledning til at kunne udforme gravmælet på denne måde"

Det er som bekendt Bjørn Nørgaard, som har udformet det gravmæle, som vil stå som et monument over Hendes Majestæt Dronning Margrethe, når hun ikke længere er her. 

I virkeligheden er monumentet udfærdiget som et symbol på Majestæten og Prins Henrik, som dog, da han levede, gav udtryk for, at han ikke ville bisættes under gravmælet i Roskilde Domkirke. 

Selve værket har der naturligvis været en del debat omkring, og alle har en holdning, og det er Bjørn Nørgaard naturligvis helt bevidst om, og ifølge et interview foretaget af Camilla Stockmann for dagbladet Politiken, forholder han sig ikke synderligt til den folkelige kritik af værket. 

En interessant detalje ifølge Nørgaard er, at det på et tidspunkt tidligt i processen var på tale, at regentparret skulle balsameres og ligge synligt i glassarkofagen - en idé, som især prinsen var tilhænger af. 

Dronningens kommentar til denne idé: "Det var dog en gyselig tanke". Så var dén diskussion så at sige "begravet".

torsdag den 26. april 2018

Michael Ancher, kvinderne - og svigermor







For nyligt åbnede udstillingen 'Michael Ancher og kvinderne fra Skagen' på Skagens Museum, som i dag er en filial af Skagens Kunstmuseer. 

Man kan se og opleve et større antal værker af Michael Ancher, som alle har det til fælles, at de har kvinden som motivisk omdrejningspunkt, og der er ingen grund til at lægge skjul på, at der er tale om en smuk og veldisponeret udstilling, der især - naturligt nok - kredser om kunstnerens hustru, Anna Ancher, som selv var en fantastisk maler. 

Anna Ancher var datter af ejeren af Brøndums Hotel, og Annas mor og dermed Anchers svigermor, Ane Brøndum, beundrer sin svigersøn, og denne fascination er faktisk gensidig. 

Michael Ancher har således afbilledet sin svigermor i massevis af værker, og faktisk kan man på museet i Skagen se udstillingen 'Svigermor', som viser et større antal tegninger, som Ancher har foretaget med Ane Brøndum som motiv. 

Denne udstilling kan ses frem til d. 23. september, hvor 'Michael Ancher og kvinderne fra Skagen' kan ses til d. 26. august hvorefter den flytter til Den Hirschsprungske Samling i København of afslutningsvist til Ribe Kunstmuseum. 

Jeg har netop set udstillingen i Skagen og arbejder på en anmeldelse.

tirsdag den 24. april 2018

Tegningens potentiale


"Det er tegningens potentiale for at navigere mellem det monumentale og det banale, som gør, at netop dette medie egner sig så fortræffeligt som afsæt for Maria Wandels fortællende intervention ind i hverdagslivets forfængelige skvulpen frem og tilbage mellem monumentale og banale opture, nedture og småfortrædeligheder. Livet er en hemmelighed, som vi hver dag går på opdagelse i"

For nyligt kunne jeg her på siden præsentere uddrag af en sviner af en anmeldelse bragt i Kunstavisen, hvor anmelderen tog udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne' under ganske hårdhændet behandling. 

Jeg er sådan set ikke overfølsom på kunstneren Maria Wandels vegne i forhold til anmeldelsen, da jeg mener, at kunstanmeldelse også bør rumme kritiske elementer. 

Citatet herover er et uddrag af Trine Rytter Andersens anmeldelse af samme udstilling, som finder sted på Horsens Kunstmuseum, og hendes anmeldelse på webportalen kunsten.nu rummer i hvert fald en langt mere nuanceret beskrivelse af udstillingen, end man kunne opleve ved at læse Kunstavisen. 

Bevares! Rytter Andersen bringer sine kritiske nedslag i forhold til Wandels udstilling, men her fornemmer man alt skrevet på grundlag af et højt kunstfagligt niveau af viden. 

Som udgangspunkt mener jeg, at kunstanmeldere bør skrive, hvad de dybest set mener, men udsagnene skal være begrundede i en grundig iagttagelse af det sete, eller bliver det blot en gang svuppevup af individuelle idiosynkrasier.

Jorn-fund i Silkeborg

Asger Jorn: 'Portræt', 'Abstrakt komposition', 'Anger og bøn', linoleumssnit. u.å. (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

Fra d. 26. april kan man på Museum Jorn i Silkeborg se 52 hidtil ukendte grafiske arbejder af Asger Jorn. 

Faktisk er der i de fleste tilfælde tale om linoleumsplader, som Jorn har overladt i sin bror Vagn Ove Jorns varetægt. 

Det var familien til nu afdøde Vagn Ove, der fandt en kuffert i hans kælder, som altså rummede de mange værker."

Det sker måske normalt hvert andet år, at et ukendt værk af Jorn blive fundet. Og de 52 tryk føjer en dimension til vores forståelse af Asger Jorns arbejde", udtaler Museum Jorns direktør Jacob Thage til Jyllands-Posten. 

De utrykte plader er blevet trykt hos grafiker Niels Borch Jensen i København, og som en konsekvens af fundet har Museum Jorn allerede planlagt en opdatering af Asger Jorns værkfortegnelse af grafiske arbejder. Sidst det skete, var i forbindelse med udstillingen 'Jorn Komplet - det grafiske værk' i 2009. 

Udstillingen med de nyopdagede Jorn-værker kan ses på Museum Jorn frem til d. 15. august.


mandag den 23. april 2018

Nye udstillinger i Kunstpakhuset

Installationsfoto med de aktuelle udstillinger i Kunstpakhuset (foto: Ole Jørgensen)

Lørdag d. 21. april åbnede en ny - eller nærmere to udstillinger - i Kunstpakhuset i Ikast. 

Der er faktisk tale om en dobbeltudstilling med værker af Cilla Leitao samt Nour Fog og Anna Samsøe

De to sidstnævnte samarbejder om udstillingen 'Vacant Potential', og her synes titlen mere som en konstruktion, der skal give identitet til de ellers fine værker end en egentlig filosofisk tilføjelse til en serie keramiske, organiske skulpturer med lydelementer

Faktisk fungerer denne del af udstillingen ganske fint uden den såkaldte "italesættelse", som kunstnerne ikke desto mindre følte sig nødsaget til at foretage under ferniseringen, som jeg deltog i. 

Det samme kan man for så vidt sige om Leitaos installation 'Støvkammer, Pulvermorgen', der fungerer som et meditativt rum i de fine udstillingslokaler i Kunstpakhuset ved Ikast Station. 

I forhold til offentlig transport er der således ingen undskyldning for ikke at besøge de skiftende udstillinger på stedet. 

De aktuelle kan ses frem til d. 3. juni.

lørdag den 21. april 2018

Kunstavisens anmelder på krigsstien

Tegning af Maria Wandel fra udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne' på Horsens Kunstmuseum

"Men hvad kan tegningerne overraske med? De fremstiller et rødvins- og cafélatteliv, som hun tit ironiserende hæver sig over, skønt det utvivlsomt er hendes eget. De er fulde af ulidelige banaliteter"

Det er hårde ord i april, og citatet herover stammer fra en anmeldelse i Kunstavisen foretaget af Leo Tandrup, som har taget udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne' med værker af Maria Wandel under "kærlig" behandling. 

I kraft af sin voldsomme attitude mod udstillingen anfægter Tandrup således ikke blot kunstnerens værker, men samtidigt angriber han Horsens Kunstmuseum, hvor udstillingen finder sted, for en uprofessionel kuratering

Jeg føler mig overbevist om, at Maria Wandels eneste fejltagelse består i, at hun ikke tilhører et segment af kunstnere fra Tandrups inderkreds som de malere, han roser op i de højeste luftlag i samme nummer af magasinet.

fredag den 20. april 2018

Dokumentar om James Rosenquist

TV-produceren Jack Fridthjof har produceret en video om udstillingen 'Painting as immersion' med værker af den amerikanske popkunstner James Rosenquist på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

I videoen fortæller Lise Pennington, kurator og overinspektør på ARoS, om udstillingen.

onsdag den 18. april 2018

Ancher og Skagens kvinder

Michael Anchers maleri 'En barnedåb' (1883-88) hænger normalt på Ribe Kunstmuseum (pressefoto)

"Kvindeportrætterne åbenbarer en side af Anchers talent, som vi gerne vil bringe frem i lyset. Hans kvindesyn var forud for sin tid og er særlig kendetegnet ved måden, han respekterede og ligefrem beundrede sin hustru Anna Ancher som kunstnerkollega. Han lod sig gerne inspirere af de mange piger og fruer, han omgikkes"

Kunstneren, der omtales i citatet herover er naturligvis skagensmaleren Michael Ancher, og ordene - forfattet af museets direktør Lisette Vind Ebbesen - er fundet på Skagens Kunstmuseers hjemmeside i anledning af en udstilling, der åbner på hovedmuseet i Skagen d. 21. april. 

Jeg har planlagt en udflugt til Danmarks nordligste by i ugen efter udstillingsåbningen med henblik på at se udstillingen 'Michael Ancher og kvinderne fra Skagen', så der vil naturligvis komme meget mere på denne side senere om udstillingen, som kan ses indtil d. 26. august, på et senere tidspunkt.

mandag den 16. april 2018

Copenhagen Contemporary genåbner på Refshaleøen

Sidste år måtte man lukke det ellers vellykkede projekt Copenhagen Contemporary  Papirøen på den modsatte side af Nyhavn i København. 

Lejemålet kunne ikke forlænges, da det vistnok er planen, at der skal bygges boliger på den eksklusive grund. 

Siden har der været forskellige initiativer i gang med henblik på at finde et sted, hvor CC fremadrettet kan eksistere. Det er fundet nu. 

I én af B&W's nedlagte svejsehaller på Refshaleøen vil kunsthallen genopstå på ca. 7.000 m2 - og nu i en permanent form. 

Det er planlagt, at Copenhagen Contemporary genåbner d. 28. juni med tidligere overinspektør på ARoS, Marie Nipper (billedet), som direktør. Hun er hentet til København fra en kuratorstilling på Tate Liverpool i England. 

I forbindelse med offentliggørelsen fortæller Nipper: "Vi vil præsentere publikum for kunstens verdensstjerner, men også for de nye talenter, der markerer sig på den internationale kunstscene netop nu". 

CC åbner med Superflex og Doug Aitken.

søndag den 15. april 2018

Fem hjerter til Rosenquist



"Farven er det vigtigste for ham. Først når han har valgt farven, melder f. eks. tomaten sig som form. Strøget derimod har ingen selvstændig betydning ud over det middel, hvormed farven overføres til fladen. Det, som den danske maler Poul Gernes med en vis foragt engang kaldte 'det guddommelige strøg', skal man derfor ikke forvente at finde hos en kunstner, der begyndte sit liv med at lave reklamer, og som endte med at blive en reklame for sin egen måde at se maleriet på"

Kunstneren, som Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung refererer til i citatet herover, er naturligvis den amerikanske popkunstner James Rosenquist, som nu er udstillingsaktuel på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Under overskriften "En frygtløs billboardmaler" fylder anmeldelsen ganske meget i avisen, og næsten to sider i kultursektionen er vel at mærke i det klassiske avisformat, hvor flere dagblade i dag er gået over til det mere kaffebordsegnede tabloidformat. 

Hornung giver generøst fem stjerner til den stort anlagte udstilling, som kan ses i ARoS' niveau 5 frem til d. 19. august. 

Jeg kan godt røbe her, at jeg selv er en anelse mere beskeden i min anmeldelse i Jyllands-Posten.

Den oversete verden i Kunsthal Aarhus










Et af billedkunstens eksempler på manglende logik og brugsværdi kan for tiden ses - og især opleves - i kraft af udstillingen 'Ephemera Mundi - Den oversete verden' i Kunsthal Aarhus. 

Kunstneren bag denne komplekse og fascinerende udstilling hedder Lasse Krog Møller, og han har sat sig for på en måde, at gøre "det usynlige synligt" ved hjælp af fundne genstande, som han har arkiveret med en fuldstændig minutiøs systematik. 

Cigaretskodder er således indrammet i adskillige scenarier i samme univers, hvor man kan se et kæmpe udvalg af hårelastikker samt andre fundne relikvier. 

Og ikke nok med dét! Møller har såmænd dokumenteret diverse miljøer ud fra en befriende irrationel filosofi. Nørderi på højeste niveau, kan man roligt sige. 

Den bemærkeæsesværdige udstilling, som for øvrigt er anmeldt til seks stjerner ud af seks mulige i Kristeligt Dagblad, kan ses i Kunsthal Aarhus frem til d. 27. maj

fredag den 13. april 2018

Rosenquist-pop på ARoS














Jeg har netop deltaget i pressevisningen på den største James Rosenquist-udstilling, der hidtil har været vist i Europa. 

Udstillingen har dog tidligere været vist på Museum Ludwig i Köln, men nu kan 'Painting as Immersion' altså opleves på ARoS i Aarhus. 

Udstillingen viser oplagt, at James Rosenquist udgør et mønstereksempel på popkunsten, som især var et tema i begyndelsen af de glade og uregerlige 1960'ere. 

Siden fik poppen inden for billedkunsten et andet og langt mere bombastisk udtryk. Det eksemplificeres højlydt og tydeligt på ARoS indtil d. 19. august.