fredag den 29. januar 2021

Hvor vi færdes - et bogværk!

 

Det er Ny Carlsbergfondet i samarbejde med Strandborg Publishing, der har udgivet bogen 'Hvor folk færdes'


Jeg har netop med posten modtaget publikationen 'Hvor folk færdes. 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie', og det er ikke kun bogens titel, der er lang. 

Værket præsenterer på 384 sider et halvt hundrede kunstneriske udsmykninger, som Ny Carlsbergfondet har finansieret. 

Bogen er forfattet af mag. art. i kunsthistorie Tom Hermansen, og et hurtigt kig i publikationen afslører, at Hermansen har gjort et grundigt stykke arbejde med at udvælge og beskrive de 50 udsmykninger, der kan ses på forskellige lokaliteter i kongeriget. 

Det siger næsten også sig selv, at et bredt spekter af primært danske kunstnere bliver beskrevet i bogen, så hvis jeg i den forbindelse ikke nævner nogle, glemmer jeg heller ingen. 

En anmeldelse af bogen kan læses i en avis om ikke alt for længe.

torsdag den 28. januar 2021

BREAKING: Restriktioner til udgangen af februar

 

Albert Mertz-udstillingen i anledning af 100 året for kunstnerens fødsel finder sted på Holstebro Kunstmuseum med planlagt åbning d. 20. februar. Udstillingen er berammet til at vare frem til d. 16. maj, og den er på min liste over, hvad der skulle anmeldes i den kommende tid (foto: Anders Sune Berg)


Når landets statsminister bebuder, at de omfattende restriktioner i forbindelse med Corona-virus bliver forlænget til d. 28. februar, har det naturligvis konsekvenser for landets udstillingsinstitutioner - altså museer og kunsthaller etc. - og netop i februar var der planer om at adskillige nye udstillinger skal åbne rundt omkring. 


Jeg har en omfattende liste over udstillinger, som skulle under anmelderens skarpe pen i perioden, men nu ser det ud til, at jeg bliver nødt til at justere forventningerne til, hvilke udstillinger, der bliver tale om. 


Her vil jeg selvfølgelig kigge på udstillingsfrekvenserne, da det ikke giver meget mening at anmelde en udstilling, der lukker kort tid efter, den er åbnet. 


Det bliver en udfordring, men den må jeg tage i stiv arm.



tirsdag den 26. januar 2021

mandag den 25. januar 2021

På virtuel rundtur i Emin/Munch-udstilling

 

I en tid, hvor det er vanskeligt at rejse, må man bifalde, når udstillingsinstitutioner laver visuelle præsentationer af udstillingerne på forskellige digitale medier.

På The Royal Academi i London burde man for tiden kunne se og opleve udstillingen 'The Loneliness of the Soul' med to vel ret umage kunstnere, Tracey Emin og Edvard Munch.

Når man faktisk bliver taget med rundt i udstillingen, ser det ud som om de to kunstnere fra hver deres kunsthistoriske epoke alligevel har noget at sige hinanden, hvilket, kan ses i denne lille videosekvens.

Mere fra sommeren 2020

 






På min utrættelige jagt efter tegninger og skitser, der kunne give inspiration til de grafiske arbejder, jeg for tiden er i gang med, faldt jeg over et mindre antal skitser, som ikke tidligere har været publiceret på blog'en her. 

Der er tale om nogle tegninger, jeg lavede i løbet af sommeren 2020, og netop tegninger fra stranden er vel meget passende at vise, mens der ligger et tyndt lag sne udenfor som en konsekvens af, at det nu er vinter, og vejrudsigten i den næste uges tid signalerer temperaturer lige omkring og sågar under frysepunktet.

Med fokus på Jens Adolf Jerichau den yngre

 

'Penslen og pistolen' om maleren Jens Adolf Jerichau er skrevet af Mikael Wivel


Det kan forekomme naturstridigt, at det er muligt at forfatte en bog på næsten 500 sider om en kunstner, der kun blev 25 år gammel. 

Jeg er lige nu i gang med at læse bogen 'Penslen og pistolen' om maleren Jens Adolph Jerichau (1890-1916), og allerede i fortællingens indledning kan man blive meget klogere på Jerichau og hans opvækst og - ikke mindst - hans familie, som blandt andet tæller farfaren Jens Adolph Jerichau den ældre, som var en af sin samtids betydelige billedhuggere, og farmoren Elisabeth Jerichau-Baumann, som var en væsentlig maler i samme epoke. 

Det er Mikael Wivel, der med en forbilledlig grundighed beskriver disse forhold, og jeg er faktisk endnu i bogens indledning, der dog ret præcist fortæller om, hvordan den unge Jerichau tog livet af sig selv i Paris og efterfølgende blev fundet af sin ven, formgiveren og kunstneren Axel Salto. 

Bogens titel refererer sandsynligvis til, at den unge Jerichau skød sig en kugle for tindingen. 

I det hele taget er beretningen om familien Jerichau præget af drama, tristesse, død og tragiske begivenheder, og når jeg netop nu har fået så stor interesse for netop denne bogudgivelse, skal det ses som et udkomme af, at kunstmuseet Louisiana senere i år viser en udstilling med netop Jens Adolf Jerichau (den yngre). 

Det bør samtidigt nævnes, at kunstmuseet ARoS i Aarhus viser udstillingen 'Mellem verdener' med værker af Elisabeth Jerichau-Baumann. 

Denne udstilling kan ses i perioden 8. maj - 12. september.

fredag den 22. januar 2021

torsdag den 21. januar 2021

Kunsten at trykke kobbertryk

 

Interiørbillede fra Niels Borch Jensens grafiske værksted i København (stillfoto fra filmen 'Kunsten at trykke - Kobbertryk')


"Der er jo et spil i arbejdet med de grafiske teknikker ved dét, at man ikke ved, hvad man får. Altså, man arbejder med noget - og man får noget andet, og det er for mange kunstnere en stor udfordring"


Udsagnet er fremsat af kobbertrykkeren Niels Borch Jensen i en film, der blev optaget for et par år siden. 


Den var én af tre, der skulle sætte pædagogisk perspektiv på de grafiske metoder dybtryk, højtryk og plantryk (raderinger, ætsninger og træ og linoleumssnit samt litografi). 


Serien blev - så vidt jeg husker - vist på DR-kanalen DRK, men da et politisk flertal i Folketinget dengang delte Herman Görings kulturelle filosofi ("når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol") skulle denne ellers udmærkede TV-kanal naturligvis nedlægges hurtigere, end man kunne nå at tælle til ti. 


Til gengæld kan man nu se filmen på NyCarlsbergfondets Vimeo.com-konto, og den viser Borch Jensens samarbejde med den islandske kunstner Ragnar Kjartansson, som på daværende tidspunkt aldrig havde beskæftiget sig med grafik, hvilket giver en stærk indføring i dybtrykkets mange facetter. 


Filmen, som er produceret af JJ Film, kan ses HER>  

tirsdag den 19. januar 2021

Sommer i sort-hvid

 



Der er noget klart livsbekræftende ved at udarbejde grafiske arbejder her midt om vinteren med motiviske afsæt i nogle tegninger og skitser, der er foretaget et halvt år i forvejen. 


Lige nu er det gråt og koldt udenfor, hvilket vel ikke er så usædvanligt for januar; men så er det fint at kunne skabe lidt sommer på værkstedet. 


Trykkene herover er friske fra trykpressen. De er alle fremstillet i en kombination af akvatinte/stregætsning og koldnål på Zerkall kobbertrykpapir.


Kultursulten stilles ikke foreløbig

 

Joan Miró: 'Peinture IV', 1976. Privateje (foto: Joan Ramon Bonet)


Under en spørgerunde i Folketinget antydede statsminister Mette Frederiksen, at de nuværende Covid-restriktioner, som er planlagt til at vare frem til d. 7. februar, formentligt forlænges. 

Således vil kulturelle institutioner - herunder museer og kunsthaller - være nødsaget til at holde lukket også efter den dato. 

På Museum Jorn i Silkeborg har man ellers taget skridt til at gøre museumsbygningen mere sikker for publikum at færdes i, da man har konstrueret nogle indvendige døre, som afstedkommer, at publikum kan færdes på en risikofri måde i rummene. 

Det er dobbelt ærgerligt for Museum Jorn, hvis man ikke er i stand til at åbne udstillingen, der viser værker af Asger Jorn i dialog med den spanske maler Joan Miró, som planlagt d. 7. februar. 

Udstillingen skulle fejre Silkeborgs 175 års byjubilæum; men det kunst- og kultursultne publikum må tilsyneladende væbne sig med tålmodighed en rum tid endnu. 

Det samme må en efterhånden utålmodig kunstanmelder, som desværre må foretage nogle kedelige prioriteringer, som vil påvirke mange af de udstillinger, som er planlagt åbnet i den kommende tid.

mandag den 18. januar 2021

Kunsthal har åbent 24/7

 

Silkeborg Kunsthal har dagligt åbent i alle døgnets 24 timer (foto: Lone Just Andersen)


"En frodig blomstereng finder vej til et ledigt rum i byen. Når mørket falder på, og livet forsvinder fra gaderne, lever lyset inde fra billederne op"


Således hedder det blandt andet i en pressemeddelelse fra Silkeborg Kunsthal, som i modsætning til andre udstillingssteder i disse tider holder åbnet i alle døgnets 24 timer. 


Udstillingen 'Derfra' er organiseret af Karen Bohøj, og kan ses som en forlængelse af en udstilling 'Herfra', som samme kunstner afholdte for nyligt i udstillingsstedet Regelbau 411 i Thyholm. 


Med fokus på mødet mellem by og natur, stiller udstillingen spørgsmål som: Hvilke rum og miljøer er det, vi færdes i? Hvad er forholdet mellem rurale og urbane steder, og hvad er det, vi forestiller os for vores fælles fremtid? 


Disse tilspørgelser kan man indtil d. 28. marts - måske - få svar på i kunsthallen, der er på størrelse med en telefonboks - hvis nogen kan huske, hvordan sådan én så ud. 


Den findes på adressen Baggesensvej 25 i Silkeborg sydby.

lørdag den 16. januar 2021

Prioriteringer nødvendige pga. Corona

I Viborg Kunsthal skulle man for tiden kunne se Julie Boserups udstilling 'Transformer' og Maria og Natalia Petschatnikovs udstilling 'Fragile; men som bekendt lukke kunsthallen for publikum dagen efter, at udstillingen kulle åbne. Derfor sidder jeg med en halv anmeldelse af de to udstillinger, og jeg ved ikke i skrivende stund, om den bliver færdiggjort. Til gengæld kan man se billeder fra Boserups udstilling HER> og søstrene Petschatnikovs udstilling HER>. Billedet herover er en gengivelse af en collage af Julie Boserup.  

Normalt prioriterer jeg de kunstudstillinger, som jeg mener, jeg bør anmelde i avisen ud fra et geografisk og alsidighedsprincipielt grundlag i harmoni med et kunstfagligt aspekt, naturligvis. 

Nu er der imidlertid kommet en helt anden problematik på banen, som gør min ageren som anmelder en anelse mere uforudsigelig end sædvanligt. 

Corona har tvunget mig til at prioritere på en anden og mere uhensigtsmæssig måde, og enhver ved jo, at den aktuelle nedlukning af Danmark også har ramt udstillingsinstitutionerne. 

På den konto har jeg desværre været nødsaget til at lade nogle anmeldelser udgå, og i et enkelt tilfælde sidder jeg faktisk med en halv anmeldelse, som jeg endnu ikke ved, om bliver fuldbyrdet, da hverken jeg eller andre ved, om museer og kunsthaller kan genåbne inden for en overskuelig tid. 

Dette har tillige påvirket mine planer i forhold til en udstilling i Kunsthal Nord i Aalborg, hvor Anna Borgmans udstilling 'Skønnede reserver' skulle have fundet sted nu. 

Man kan imidlertid se en videosekvens, hvor Borgman fortæller om udstillingens formål og indhold HER>
 

torsdag den 14. januar 2021

Vinteren har indfundet sig

 




Mens sneen stille og roligt lægger sig som et resultat af nogle snebyger, begynder landskabet at ligne noget, man kan forvente af januar måned, og lige nøjagtigt dette - i harmoni med en stadig omsiggribende Corona-nedlukning - har givet mig lyst til yderligere at arbejde med motiver, som er hentet i sommeren 2020. 

Der tegnes og trykkes på værkstedet.

tirsdag den 12. januar 2021

Alsidigt udstillingsår på ARoS

 

Elisabth Jerichau-Baumann: 'En såret dansk kriger', 1865 (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)


Vi skulle næsten to uger ind i 2021, inden man på kunstmuseet ARoS i Aarhus var i stand til at offentliggøre udstillingsprogrammet for 2021; men det gør mindre, når man er i stand til at præsentere et uhyre interessant - og alsidigt - program for det kommende år. 

I korte træk: Fra d. 27. marts kan man opleve en udstilling, der præsenterer et antal samtidskunstnere fra primært det afrikanske kontinent. 'This is not Africa - Unlearn What You Have Learned' kan ses i museets Niveau frem til d. 24. oktober. 

D. 8. maj åbner museet en udstilling med den polskfødte, danske maler Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881). Denne udstilling er der al mulig grund til at glæde sig til. 

Senere på året kan man se en udstilling med én af dansk samtidskunsts væsentlige aktører. Udstillingen med værker af Sif Itona Westerberg (f. 1985) kan ses i tidsrummet 27. august- 23. januar 2022. 

Det må siges at være lidt af et scoop, at ARoS i 2021 har mulighed for at vise en udstilling med den engelske maler og grafiker J.M.W. Turner. Udstillingen, der har fået titlen 'Sun is God', åbner d. 16. oktober og kan ses frem til d. 20. februar 2022. 

Året sluttes af med en dobbeltudstilling i museets Niveau 1 med den islandske samtidskunstner 'Shoplifter' og kinesiske Lu Yang fra d. 5. december til d. 24. april 2022.

mandag den 11. januar 2021

Corona udsætter udstillingsåbninger på ubestemt tid

 

Åbningen af Mie Mørkebergs udstilling på Trapholt i Kolding er udskudt på "ubestemt tid" ifølge en mail fra museets kommunikationsmedarbejder. Billedet herover gengiver værket 'Sleepwatchers II' fra 2020 (pressefoto: Trapholt)


Det måtte naturligvis ske: Jeg har netop modtaget en besked fra kunstmuseet Trapholt i Kolding, der går ud på, at man ikke er i stand til at åbne den planlagte udstilling 'Kryptomania' med værker af Mie Mørkeberg d. 21. januar, hvilket ellers var planen. 

Åbningen er udsat på ubestemt tid, og alt afhænger naturligvis af, hvornår de skærpede restriktioner i forlængelse af Corona-pandemien kan lempes. 

På Museum Jorn i Silkeborg har man imidlertid sat museets indretning på spil i relation til at åbne en udstilling, der skal fejre Silkeborgs 175-års byjubilæum med en begivenhed, der bringer Asger Jorn sammen med Joan Miró i en stor dialogudstilling. 

I Jyllands-Postens JP-Aarhus-sektion kan man læse, at museet har valgt at gennembryde fire mure indvendigt i museet og derved skabe en mulighed for publikum for at bevæge sig rundt uden risiko for at støde ind i nogen. 

Dette indgreb er ret kostbart, og museets direktør Jacob Thage forklarer: "Regnestykket bliver længere og længere. Når man laver huller i et museum, åbner det for nogle nye sikkerhedsmæssige udfordringer - bl.a. skal der installeres flere branddøre. Og fordi vi åbner ind til nogle af vores meget kostbare værker, skal der rullegitre og elektronisk sikring". 

Herefter kan man spørge sig selv, om ikke museet stadig er underlagt de givne restriktioner trods den aktuelle ombygning.

Black is Black - den sorte kunst



Det bør ikke være en hemmelighed, at jeg længe har haft store udfordringer vedrørende at skabe en tilfredsstillende dybde i den sorte farve, når det drejer sig om produktionen af akvatinteætsninger. 

Årsagen til dét - har jeg konkluderet - er, at den syreopløsning (en del salpetersyre og fem dele vand) jeg brugte, er blandet for 25 år siden, så der har ikke været tilstrækkeligt "bid" i syren. 

Nu har jeg imidlertid tilvejebragt en ny forsyning salpetersyre, og jeg skal da godt nok love for, at den ætser effektivt i zinkpladerne. 

I overskriften optræder sangtitlen 'Black is Black', som var popgruppen Los Bravos' - så vidt jeg husker - eneste hit i 1960'erne. 

Trykkene, der er gengivet herover er de første prøvetryk af de grafiske værker, som er resultatet af arbejdet med den nye syreopløsning.

 

søndag den 10. januar 2021

Solkær med "sort sol" på udstilling

 

Hassberger See syd for den dansk-tyske grænse (foto: Søren Solkær)

Foto fra Friesland i det nordlige Holland (foto: Søren Solkær)

"Jeg bor i København, og jeg rejser meget i kraft af mit arbejde. Jeg elsker pulsen i storbyen, men jeg er også et meditativt gemyt, så jeg nyder at være ude i naturen. Den gør mig rolig. Det er altid meningsfuldt og mindeværdigt at komme derud"


Således udtaler fotografen Søren Solkær i forbindelse med et portræt foretaget af Marcus Aggersbjerg i Jyllands-Posten i november 2020. 


Solkær er primært kendt for fotografier af celebrity-segmentet - især inden for pop- og rockmusikken; men for nogle år siden blev han fascineret af "sort sol", som er de mønstre, der optræder på himlen når tusindvis af stære letter især i det sønderjyske marskland. 


Det har ført et projekt og en bogudgivelse med titlen 'Black Sun' med sig, og hvis ellers ikke Corona-komplikationerne forhindrer det, åbner der på kunstmuseet HEART i Herning d. 6. februar en udstilling med nogle af de mange fotografier, som dannede  grundlag for bogen, der udkom d. 16. november. 


Jeg glæder mig til at se udstillingen, men forventninger er jo noget farligt noget, når udstillingen senere skal anmeldes i samme avis, som i efteråret bragte artiklen om 'Black Sun'. 


Her må jeg naturligvis bære de neutrale briller.


fredag den 8. januar 2021

Miró og Jorn i orden og kaos

 

Joan Miró: 'Personages oiseaux III', 1973 (foto: Joan Ramon Bonet)


"Hvor Miró dyrkede en form for kosmisk orden, trivedes Jorn med kaos. Det var det filosofiske og eksistentialistiske versus det fysiske, kropslige og beskidte. Det klassiske og rene, der karakteriserede de mediterrane kulturers klassicistiske arv, mod den ornamenterede, melankolske, mørke nordiske mol"


Gennem de senere år har man på Museum Jorn i Silkeborg kunnet se og opleve museets hovedperson i billedlig dialog med adskillige andre kunstnere fra Jorns samtid. 


Picasso, Munch og Le Corbusier er blot enkelte eksempler på dette behov for at give Asger Jorn et kvalificeret visuelt modspil, og snart kan man på museet opleve Jorn i samspil med den spanske kunstner Joan Miró. 


Man kan umiddelbart, hvilket også fremgår af teksten herover, som er et kort uddrag af Museum Jorns pressemeddelelse vedrørende udstillingen, se Miró og Jorn som hinandens modstykker, og det er nok netop ud fra dette forhold, at udstillingen kan blive et interessant eksempel på en visuel kollision mellem to europæiske kunstnere. 


Citatet er i øvrigt forfattet af Museum Jorns inspektør Christian Kortegaard Madsen, der er kurator på udstillingen, som efter planen (alt er jo med forbehold i disse tider) åbner d. 7. februar.  

tirsdag den 5. januar 2021

Mens vi venter på vaccinen

 

Farshad Farzankia: 'Himmelhunden', 2020. Foto: Malle Madsen)

Louisiana on Paper: Troels Wörsel, uden titel, begyndelsen af 1990'erne (foto: Stine Heger)


Der kan være adskillige årsager til, at større jyske udstillingsinstitutioner har valgt at hemmeligholde deres udstillingsprogrammer for 2021. 

En af dem kan i sagens natur tilskrives Covid-19-problematikken, og så længe man ikke ved, om man kan holde åbent eller ej, kan jeg udmærket forstå, at man ikke offentliggør planerne for indeværende - for der er vi jo nu - år. 

Til gengæld har de store museer øst for Storebælt tilsyneladende ikke problemer med at give publikum appetit på kunstoplevelser, og hvis jeg her på siden skal indskrænke forventningerne til noget så konservativt som maleri, kan man senere i år se en udstilling på landets nationalgalleri, Statens Museum for Kunst, der i perioden 13. februar-24. maj se en udstilling, der perspektiverer to af den ekspressionistiske malerkunsts store personligheder, Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde. 

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk bliver der også noget at opleve for fans af maleri. Allerede d. 19. januar åbner en udstilling med "efterladte" værker på papir af den danske maler Troels Wörsel, der døde i 2018. 

Om den udstilling åbner på den angivne dato, afhænger naturligvis af Corona-situationen, men måske har vaccinen gjort sin virkning, når samme museum d. 6. maj åbner en stor udstilling med den svenske maler Karin Mamma Andersson (f. 1962). 

Denne udstilling skal ses i forlængelse af en række af udstillinger, som har belyst netop maleriet på den aktuelle samtidskunstscene. 

Maleriet spiller også en rolle på kunstmuseet Arken i Ishøj, som blandt andet viser en udstilling med den i Iran fødte, men i København arbejdende og bosiddende maler Farshad Farzankia (f. 1980). 

Museet omtaler på sin hjemmeside denne udstilling med ordene "en farvestrålende verden af billedpoesi". 

Nivaagaard nord for København viser i perioden 7. februar-30. maj en udstilling om og med "Den store fortæller" Wilhelm Marstrand

Fuglsang Kunstmuseum på Lolland viser Allan Ottes fine udstilling, som har kunnet ses på HEART i Herning i de seneste måneder. 

Sorø Kunstmuseum viser i perioden 27. februar-24. maj en udstilling med billedkunstneren Peter Bonde. Titel: "Unclaimed baggage will be detroyed"!!! 

Hvis jeg retter blikket mod Jylland, har jeg allerede omtalt Mie Mørkebergs udstilling på Trapholt, og det samme har jeg angående de kommende udstillinger på Kunsten i Aalborg. 

HEART i Herning skulle afholde sidste års aflyste begivenhed 'Socle du Monde', men foreløbigt er der intet at læse på museets hjemmeside. 

ARoS i Aarhus har tilsvarende valgt ikke at formidle noget som helst om museets udstillingsplaner for 2021. 

Mon ikke disse museer kommer på banen med nyt, mens vi stadig venter på Corona-vaccinen??



mandag den 4. januar 2021

Palle Nielsen rykker sydpå

 





Der er som bekendt ingen sikkerhed for noget som helst i disse udfordrende corona-tider, men går alt efter planen, kan man senere på året se udstillingen 'Katastrofer og mirakler - Palle Nielsen 100 år' i perioden 30. januar-2. maj 2021 på Kunstmuseet i Tønder. 

Da udstillingen åbnede på Skovgaard Museet i Viborg forfattede jeg en lille artikel om udstillingen og kunstneren til Kunstmagasinet Janus.

fredag den 1. januar 2021

Planer for 2021 smadres af Corona

 

Mie Mørkebergs symbolladede og stærkt koloristiske værker kan ses på Trapholt i Kolding i perioden 21. januar-28. november 2021 (foto: Trapholt)

Bedst som jeg var i gang med at planlægge det første kvartal af 2021 med hensyn til anmeldelser, lukkes landets kulturelle institutioner ned indtil d. 19. januar. 

Datoen skal faktisk ses som vejledende, da der ingen garanti er for, at smittekurven er knækket i løbet af den første halvdel af januar. 

Desværre har nedlukningen en konsekvens for de udstillinger, der skulle have fundet sted i begyndelsen af 2021; og det er naturligvis beklageligt. 

Jeg håber dog, at situationen er så meget under kontrol, at udstillingen med værker af Mie Mørkeberg på Trapholt med titlen 'Kryptomania' kan åbne som planlagt d. 21. januar. 

Senere på måneden åbner en udstilling på Skovgaard Museet i Viborg med helt nye værker af Anette Harboe Flensburg, som jeg faktisk anmeldte i forbindelse med en udstilling på Trapholt i begyndelsen af 2020. 

Flensburg har imidlertid ændret sine motiver fra inde til ude, og derfor kunne en anmeldelse af denne udstilling, som har titlen 'Træerne findes' være relevant. 

I februar åbner Esbjerg Kunstmuseum den tredje af en serie udstillinger, der forbinder kunst og videnskab. 'Wunderkammer 3' åbner d. 13. februar. 

Kunsten i Aalborg viser fra d. 18. februar en udstilling med den i Nigeria fødte, men i New York bosiddende samtidskunstner Toyin Ojih Odutola (f. 1985) - og det navn skal jeg nok få lært at stave til. Udstillingens titel bliver 'Modvægtens teori'. 

Senere i februar - nærmere beskrevet d. 20. - åbner udstillingen 'Alt dette er Deres - Albert Mertz 100 år', som allerede har kunnet ses i løbet af sidste halvdel af 2020 på Sorø Kunstmuseum. 

Så har jeg redegjort for de første to måneder af 2021, og så må vi blot følge Coronaudviklingen og ellers væbne os med tålmodighed.