fredag den 9. juli 2021

Bringer 'The Next Level' nogensinde ARoS op på det næste niveau?

 

'The Next Level' (fotoanimation: Schmidt Hammer Lassen Architects)

For tiden kan man på ARoS se en udstilling, der beskriver 'The Next Level'. Udstillingen har titlen 'While We Are Waiting'. Ventetiden kan sagtens vise sig at blive ganske lang, ser det ud til (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Der bliver for tiden stillet mange spørgsmål vedrørende kunstmuseet ARoS i Aarhus og langt de fleste, som blandt andre journalisterne Jonas Hvid og Tina Bryld på Jyllands-Postens JP Aarhus-redaktion, ihærdigt har prøvet at få besvaret, er museets bestyrelsesformand, Carsten Fode, let og elegant gledet af på, og disse spørgsmål har naturligvis været rettet imod museets arbejdsmiljø og påståede krænkelser af medarbejdere, og den sag har rummet så mange betændte detaljer, at museets direktør, Erlend Høyersten, i slutningen af juni opsagde sin stilling med øjeblikkelig virkning. 

Nu er det imidlertid en helt anden sag, som journalisterne undrer sig over. For år tilbage præsenterede Erlend Høyersten et nyt projekt, som skulle bringe ARoS op på et helt nyt niveau. 

'The Next Level' blev introduceret som en delvis underjordisk tilføjelse til museet udviklet af den amerikanske konceptkunstner James Turell. Idéen til projektet fik Høyersten allerede tilbage i 2014, og økonomien blev berammet til 350 millioner kroner - før moms. 

Senere måtte man justere på størrelse og budget således, at udgiften nu ligger på ca. 200 millioner. 

Det er et år siden, at man på museet præsenterede den nye plan og siden har man sat 2023 af som året, hvor 'The Next Level' skulle indvies. På et pressemøde for nyligt spurgte jeg Erlend Høyersten, om "den gyldne spade" var fundet frem, og her antydede jeg selvfølgelig, om der var afsat en dato for, hvornår det første spadestik, som skulle symbolisere begyndelsen på byggeriet, skulle tages. Høyersten gloede på mig med et undrende blik. »Næj!« 

For nyligt kunne man så i JP Aarhus læse, at planerne for indvielsen af 'The Next Level', som både politikere og det kommunale embedsværk angiveligt stadig støtter op omkring, er udskudt til 2025. 

På spørgsmålet om, hvorvidt man så i månedsvis på museets hjemmeside har kunne læse, at 2023 er planen, svarer Carsten Fode: »Hvis vi har været for langsomme til at berigtige slutåret for 'The Next Level', vil vi undskylde det og i endnu højere grad bestræbe os på at være præcise fremover«. 

Endnu mere kryptisk fremstår sagen i kraft af en anden udtalelse, som Fode fremsætter: »Vi har måske været mere håbefulde eller optimistiske end bygherren. Det er vel meget naturligt. Den udmeldte sluttid 2025 er det tidspunkt, som både ARoS og kommunen tror på lige nu. Tiden vil vise, om planen er for ambitiøs eller på den anden side, om man kan finde tidsbesparelser«

Dette signal rummer efter min mening klare signaler om, at 'The Next Level' muligvis helt kunne annulleres ud fra en filosofi om, at det er udtænkt som et fantastisk projekt udtænkt af en fantast. 

Det ved jeg ikke? Men mange spekulationer sætter selvfølgelig tanker i gang, og så længe ARoS har valgt udelukkende at formidle museets planer med mystiske udtalelser fra bestyrelsesformanden, står individets tolkning af disse udsagn alene tilbage.