mandag den 5. september 2022

Bruun Rasmussen med auktion over moderne kunst - uden Cobra og Frederik

 

Per Kirkeby: 'Flodfjældets skønhed', 1976-77. Olie på plade. 102 x 212 cm. Vurd.: 1.500.000-2.000.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)  

Når auktionshuset Bruun Rasmussen sidst i september inviterer til traditionel auktion over moderne og modernistiske kunstværker, vil der ikke være mange værker af den sagnomspundne kunstnergruppering Cobra blandt numrene. 

Det er der en årsag til. Det skyldes, at Bruun Rasmussen i samarbejde med sine samarbejdspartnere, auktionshusene  Bukowskis og Bonhams, til december vil lave en "storslået" Cobra-auktion. 

Cobra-kunsten bliver ikke det eneste element, der vil være fraværende ved auktionerne sidst i september. For nyligt kunne man læse på Bruun Rasmussens presseside, at Frederik Bruun Rasmussen - medejer og potentiel arving til firmaet - forlader familievirksomheden. 

Det hedder i auktionshusets pressemeddelelse: »Efter salget af Bruun Rasmussens Kunstauktioner til det engelske auktionshus Bonhams har Frederik Bruun Rasmussen efter 31 år taget beslutningen om, at tiden er inde til at prøve noget andet«. 

Det ligger således lidt i kortene, at Frederik Bruun Rasmussen har valgt at forlade firmaet som en direkte konsekvens af salget. Han fratræder d. 9. september.