mandag den 5. september 2022

Tilbage i vante omgivelser

 

'Berlin Hafen Treptow'. Akvarel og oliepastel på Hahnemühle akvarelpapir

Selv om jeg for længst er tilbage på værkstedet i Silkeborg, bør jeg da naturligvis lige præsentere jer læsere af denne hjemmeside for det sidste af de akvarel/oliepastelarbejder, jeg foretog i Berlin under mit månedslange ophold i byen i august måned. 

For seks år siden gik jeg sammen med fruen en tur i Treptower Park, og efter at have indtaget byens nationalret currywurst, bevægede vi os ud til Insel des Jugend på en dejlig solskinsdag. 

På en af de sidste og knapt så solrige dage i Berlin var jeg igen på besøg i parken, men valgte en helt anden rute, der bragte mig til et mindesmærker over faldne sovjetrussiske soldater i kampene i Berlin i 1945. 

Der skulle være 7.000 soldater stedt til hvile her, så det kræver et mindesmærke af en vis størrelse - og det er stort. Gigantisk! 

Det er dog ikke dét, der har dannet udgangspunkt for mit sidste værk under besøget; men derimod et udsnit af havnen ved Treptower Park, der blandt andet er hjemsted for de mange turbåde, der sejler turister rundt på Spree .