onsdag den 21. december 2022

Tilbageblik på 2022 #4

 

Et installationsfoto af den permanente udstilling 'Flora Danica - verdens vildeste stel' yder ikke udstillingen nogen som helst retfærdighed.

»Der er ingen grund til at lægge skjul på, at præsentationen af stellet Flora Danica står skarpt og smukt på Koldinghus. Slottets bibliotek matcher stellets samtid og dermed udgør det en helt oplagt ramme for udstillingen. Centralt har man lavet en bordopdækning, som er indkapslet i en montre af glas og ædelmetal. Jeg kan roligt og uden videre tøven forsikre, at jeg aldrig i mit liv har set noget lignende«

Så nåede jeg til den sidste af udstillingerne i 2022, som jeg begavede med "fuldt hus", hvilket selvfølgelig betyder seks ud af seks mulige hjerter i mine mange anmeldelser, som i årets løb er blevet bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten. 


Her fremhæves desuden følgende: »Der skal meget til at få denne anmelder til at ramme en tilstand af tavshed, men da jeg blev præsenteret for de mange effekter i en blændende disponering, blev jeg så at sige mundlam« og det drejer sig naturligvis om den permanente udstilling med, hvad man kalder "verdens vildeste stel" - Flora Danica på Koldinghus.