torsdag den 22. december 2022

Tilbageblik på 2022 #5

 

Hasso Plattners samling af impressionistisk kunst  Museum Barberini i Potsdam: Claude Monet: 'Water-Lily-Pond, ca. 1918


Det bør ikke være nogen hemmelighed, at jeg tilbragte hele august måned i 2022 i Jyllands-Postens Fonds lejlighed i Prenzlauer Berg i Berlin og mine oplevelser i Tysklands hovedstad har jeg grundigt beskrevet såvel i billedform som i ord. 


Om disse iagttagelser bliver publiceret på et tidspunkt, ved jeg ikke i skrivende stund, men jeg ved, at mit ophold i Berlin bød på masser af oplevelser - ikke mindst på kunstfronten. 


Jeg nævner i flæng, og efter hukommelsen, en fantastisk Louise Bourgeois-udstilling på Gropius Bau, en udstilling med træsnit over 800 år i Kupferstichkabinett samt en mindre vellykket udstilling med værker af Max Liebermann på Alte Nationalgalerie


Mit gensyn med Neue Nationalgalerie har jeg allerede beskrevet på blog'en her, så jeg vil ile videre med S-Bahn-linje S7 til Potsdam, hvor jeg stiftede bekendtskab med Museum Barberini, der foruden en helt fantastisk udstilling med Hasso Plattners samling af impressionistisk kunst, viste en udstilling med abstrakt kunst fra 1945 og et halvt århundrede frem. 


Den er for længst afløst af en anden udstilling med surrealisme som tema, men besøget på det fine museum i Potsdam var bestemt en af de store overraskelser på turen.