I skrivende stund er jeg i gang med en anmeldelse af udstillingen 'Erró - The Power of Images', som netop om kort tid åbner på ARoS i Aarhus.
»Hvordan har du det i dag? Hvordan forholder du dig til verden omkring dig? Kan du give slip på dine tanker og blot være til, her og nu? I udstillingen Under overfladen på SMK Thy inviterer den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein (f. 1974) dig til at mærke efter og være med til at skabe fire forskellige kunstværker«
Noget kunne tyde på, at billedkunstneren Jeppe Hein til dels har ændret kunstnerisk praksis, siden jeg så en udstilling med hans værker for længe siden på ARoS i Aarhus. Dengang handlede det meget om fysiske effekter - ofte med spejle som omdrejningspunkt.
Det er imidlertid ikke en aprilsnar, at der snart åbner en begivenhedsbaseret udstilling i udstillingsstedet SMK Thy, hvorfra teksten herover er hentet.
Udstillingen åbner d. 1. april og kan ses og måske især opleves frem til d. 22. oktober.
»Det er mere nødvendigt end nogensinde, at kunsten er en aktiv del af samfundet, og her står SMK naturligvis centralt som hele Danmarks nationalgalleri. Jeg glæder mig til at fortsætte den igangværende udvikling, hvor SMK åbent og generøst træder ind i en aktiv samfundsmæssig rolle som et tilgængeligt og engageret forbindelsesled mellem mennesker«
Ordene er fremsat på Kulturministeriets hjemmeside af Astrid la Cour, der netop er blevet afsløret som Mikkel Boghs afløser på posten som direktør for Statens Museum for Kunst.
Astrid la Cour fungerer i dag som direktør for Frederiksbergmuseerne og er cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet.
Hun har tillige blandt andet fungeret som kunstanmelder ved Berlingske.
På trods af, at koldnålsraderingen herover ikke som sådan har nogen titel, kan jeg godt røbe, at motivet er hentet fra søen med det lidet flatterende navn Teufelssee, som direkte oversat betyder "Djævlesøen".
Det synes jeg nu ikke er helt fair, da der er tale om et ganske skønt område midt i skoven Grunewald i det vestlige Berlin.
Her hygger badegæsterne sig på varme sommerdage og stemningen er typisk alt andet end djævelsk.
»Selv om mange kommer for at spise, ser vi også, at flere går ind for at opleve museet, og forhåbentlig opdager, at det slet ikke er så farligt endda. At det faktisk er noget, man kan gøre, selv om man måske ikke nødvendigvis er voldsomt interesseret i kunst«
Udtalelsen er fremsat af Horsens Kunstmuseums direktør Claus Hagedorn-Olsen i forbindelse med en helt uventet succes i museets café.
Det drejer sig ganske enkelt om en bøfsandwich, som er blevet lidt af et tilløbsstykke blandt de gode borgere i Horsens, og kan sådan et kulinarisk fænomen, der sejler i brun sovs, bringe flere gæster på museet, forstår jeg godt museumsdirektørens entusiasme.
Citatet er hentet fra portalen Kulturmonitor, der har viderebragt nyheden fra Horsens Folkeblad.