fredag den 31. marts 2023

Åndeløst omfattende Erró

 










































I skrivende stund er jeg i gang med en anmeldelse af udstillingen 'Erró - The Power of Images', som netop om kort tid åbner på ARoS i Aarhus

Der er naturligvis tale om en retrospektivt udstilling med den islandske kunstner, der egentlig er født Guðmundur Guðmundsson i 1932. 

Det er altså en moden kunstner, kan man vel roligt sige uden at fornærme ham, og udstillingen bærer præg af et langt levet liv med collage, surrealisme, samfundskommenterende popkunst og værker præget af en stærk ironisk distance til verden. 

Trods et væld af rene farver fremstår udstillingen med en tungsindig grundtone, som er klart rodfæstet i Errós syn på tilværelsen. 

Udstillingen varer frem til d. 3. september, så der er god tid til at få set en åndeløst omfattende udstilling.

torsdag den 30. marts 2023

Jeppe Hein på SMK Thy

 

Jeppe Hein: 'Dit og mit åndedrag/Breathe With Me', 2022 (foto: SMK Thy/Åsa Lundén)

»Hvordan har du det i dag? Hvordan forholder du dig til verden omkring dig? Kan du give slip på dine tanker og blot være til, her og nu? I udstillingen Under overfladen på SMK Thy inviterer den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein (f. 1974) dig til at mærke efter og være med til at skabe fire forskellige kunstværker«


Noget kunne tyde på, at billedkunstneren Jeppe Hein til dels har ændret kunstnerisk praksis, siden jeg så en udstilling med hans værker for længe siden på ARoS i Aarhus. Dengang handlede det meget om fysiske effekter - ofte med spejle som omdrejningspunkt. 


Det er imidlertid ikke en aprilsnar, at der snart åbner en begivenhedsbaseret udstilling i udstillingsstedet SMK Thy, hvorfra teksten herover er hentet. 


Udstillingen åbner d. 1. april og kan ses og måske især opleves frem til d. 22. oktober.

Knudssøn Madsen i Morsø Kunstforening af 1961

 

Installationsfoto fra Erland Knudssøn Madsens udstilling hos Morsø Kunstforening af 1961 (foto: Erland Knudssøn Madsen)

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, jeg udstillede på den såkaldte Årsskifteudstilling i Morsø Kunstforening af 1961 i Nykøbing Mors sammen med en del andre kunstnere, men nu lægger de fine lokaler imidlertid rum til en enkel kunstner, nemlig billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, der fylder de lyse lokaler med værker på væggene og monumentale skulpturer på gulvene... 

Og hvordan ved jeg så det? Såmænd fordi kunstneren har sendt mig en serie billeder fra udstillingen, der kan ses på adressen Holmen 7C, Nykøbing Mors frem til d. 23. april. 

Erland Knudssøn Madsen er i øvrigt født i 1942 i Viborg og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1963. Han bor og arbejder i dag i Thy.

tirsdag den 28. marts 2023

mandag den 27. marts 2023

Astrid la Cour ny direktør for Statens Museum for Kunst

 

Astrid la Cour (fotoRitzau Scanpix)

»Det er mere nødvendigt end nogensinde, at kunsten er en aktiv del af samfundet, og her står SMK naturligvis centralt som hele Danmarks nationalgalleri. Jeg glæder mig til at fortsætte den igangværende udvikling, hvor SMK åbent og generøst træder ind i en aktiv samfundsmæssig rolle som et tilgængeligt og engageret forbindelsesled mellem mennesker«


Ordene er fremsat på Kulturministeriets hjemmeside af Astrid la Cour, der netop er blevet afsløret som Mikkel Boghs afløser på posten som direktør for Statens Museum for Kunst. 


Astrid la Cour fungerer i dag som direktør for Frederiksbergmuseerne og er cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet. 


Hun har tillige blandt andet fungeret som kunstanmelder ved Berlingske.

lørdag den 25. marts 2023

Erró på ARoS

 

Erró: 'Odelscape', 1982. Mixed media. 200 x 300 cm. (foto: Reykjavik Art Museum/Erró Collection)

Jeg synes, at den islandske billedkunstner Erró har været til stede på kunstscenen, så længe jeg kan huske tilbage. 

Det er ikke så unaturligt i kraft af, at han er født i 1932 og således i dag må betegnes som en moden kunstner. 

Jeg har en forventning om - som udkomme af de nævnte forhold - at træde ind i en tidslomme af popkunst med socialt indignerede indslag, når kunstmuseet ARoS i Aarhus blænder op for udstillingen 'The Power of Images' med netop Erró ganske snart. 

Jeg har tilmeldt mig pressemødet til udstillingen, som kan ses på ARoS i tidsrummet 1. april-3. september.

tirsdag den 21. marts 2023

Koldnål fra Djævlesøen

 

Uden titel. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir.

På trods af, at koldnålsraderingen herover ikke som sådan har nogen titel, kan jeg godt røbe, at motivet er hentet fra søen med det lidet flatterende navn Teufelssee, som direkte oversat betyder "Djævlesøen". 

Det synes jeg nu ikke er helt fair, da der er tale om et ganske skønt område midt i skoven Grunewald i det vestlige Berlin. 

Her hygger badegæsterne sig på varme sommerdage og stemningen er typisk alt andet end djævelsk.

mandag den 20. marts 2023

Overraskende publikumssucces på Horsens Kunstmuseum

 

Jeg foretrækker at illustrere dette blogindlæg med et værk fra Horsens Kunstmuseums samling, J.Th. Lundbye: 'Udsigt fra Tivoli' fra 1845 frem for et billede af en bøfsandwich, der svømmer i brun sovs.

»Selv om mange kommer for at spise, ser vi også, at flere går ind for at opleve museet, og forhåbentlig opdager, at det slet ikke er så farligt endda. At det faktisk er noget, man kan gøre, selv om man måske ikke nødvendigvis er voldsomt interesseret i kunst«


Udtalelsen er fremsat af Horsens Kunstmuseums direktør Claus Hagedorn-Olsen i forbindelse med en helt uventet succes i museets café. 


Det drejer sig ganske enkelt om en bøfsandwich, som er blevet lidt af et tilløbsstykke blandt de gode borgere i Horsens, og kan sådan et kulinarisk fænomen, der sejler i brun sovs, bringe flere gæster på museet, forstår jeg godt museumsdirektørens entusiasme. 


Citatet er hentet fra portalen Kulturmonitor, der har viderebragt nyheden fra Horsens Folkeblad.


Tasker med indhold og udtryk

 

Et sensuelt og udtryksfuldt eksempel på en taske: Læbe clutch, 1994. Akryl. Lulu Guinness, Italien (foto: Expona)

Når jeg rejser rundt i Jylland med henblik på at iagttage diverse udstillinger, medbringer jeg en taske. 

Den er sort og udført i en form for kunststof og altså ikke i pangfarver og i patineret kærnelæder. 

Funktionen er, at tasken skal være diskret og praktisk. Den kan som oftest rumme et udstillingskatalog eller en bog i A4-størrelse foruden de notes- og skitseblokke, jeg selv medbringer foruden det uundværlige lille kamera. 

Anderledes vil en udstilling, der ganske snart åbner på Køn - Gender Museum Denmark i Aarhus, vise taskens udtryk og historie snarere end indhold. 

Udstillingen 'Carry Me' forventer jeg viser et langt mere sprudlende udvalg af tasker, end hvad jeg kan præstere med min praktiske hånd- og skuldertaske. 

Jeg har planlagt at besøge udstillingen, som kan ses på museet i Aarhus frem til d. 30. december 2023.