Så gik 00'erne

Ja, det er en underlig betegnelse, man har givet dét årti, vi er på vej ud af. Men nullerne er vel ikke helt misvisende? Det handlede mest om småborgerlighed, frygt for terrorisme og en økonomi, der kogte så meget over, at det endte med en finansiel krise. Jeg synes, det er interessant at se, om den tendens fortsætter i 2010 og årene frem, for hvis dét er tilfældet, ser det sort ud.

Det synes som de mest islamfobiske og kropsforskrækkede individer i samfundet samtidigt er dem, der går mest op i religion. Måske skulle man begynde med sig selv frem for at kritisere andre for deres tilknappethed?

2009 var præget af udstillinger samt mine to nye jobs som henholdsvis medarbejder på Den Kreative Skole og underviser på Billedskolen i Herning. Ved udgangen af 2008 var jeg faktisk præget af en vis nervøsitet over, hvordan tingene skulle komme til at udvikle sig; men det gik jo endda.

Derudover har udstillinger, som nævnt, fyldt en del – og dét har da præget aktiviteterne på værkstedet i nogen grad. I perioder har der været trykt oplag af den grafiske serie ’Jorns Stemme’, som nu blandt andet befinder sig i Silkeborg Kunstmuseums samling. Udstillinger på diverse gallerier – herunder den fine ’Etikette’ sammen med Jonna Pedersen på CopenhArt Gallery i Valby – har fordret en indsats på logistikområdet.

Udstillingerne på Galleri Silkeborg har været langt mere enkle; men også spændende. Interessant har det været at udstille i et helt nyt galleri i hjembyen.

David Levine 1926-2009

Der er satiretegnere, der er så geniale, at det nærmest må betragtes som en ære, at blive karikeret af vedkommende. Ikke mindst i disse tider, hvor mere eller mindre talentløse Muhammed-tegninger herhjemme er blevet synonym med satire, har det været bekræftende, at tegnere som David Levine har holdt fanen højt inden for genren.

Tirsdag den 29. december døde Levine imidlertid blot ni dage efter sin 83-års fødselsdag af komplikationer i forbindelse med prostatacancer. På billedet herover er det Picasso, der er blevet karikeret af Levine

2010

Jeg har lige været igennem nogle af udstillingsinstitutionernes hjemmesider for at finde ud af, hvad man kan forvente af oplevelser i 2010. Der skal naturligvis ikke herske den ringeste tvivl om, at min personlige forventning er forankret i min egen udstilling ’Dybt Trykt’, som finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad fra 4. september og to måneder frem. Her handler det om grafiske arbejder udført fra sidst i 80’erne og til i dag.

Ellers er der grund til at glæde sig til indisk samtidskunst på kunstmuseet HEART i Herning og en udstilling med kærlighed ’I love you’ som tema på ARoS i Århus. Disse udstillinger må man dog vente til marts for at se.

På Horsens Kunstmuseum kan man snart opleve Bjørn Nørgaards arkitektoniske og skulpturelle værker og i Vejle kan man fra den 16. januar se Jens Søndergaard. Hvis dét er for tørt, kan man jo passende smutte en tur til Sjælland – og det er ved at være længe siden – hvor Louisiana i Humlebæk fra den 7. januar har Pipilotti Rist på programmet. Rist overlapper med en udstilling, som hedder ’Farven i Kunsten’, som i ord, billeder og gennem interaktive programmer formidle, hvordan kunstnerne gennem det 20. århundrede enten har betjent sig af farve som koloristisk middel eller har forsket i den og fundet nye farver og farvesystemer. Samtidigt kunne man besøge Arken og se Miro.

Personligt er jeg meget spændt på, hvad Silkeborg Kunstmuseum åbner dørene til, når museet genåbner 3. marts efter en lang pause.

Det spektakulære har sejret

Nu går året på hæld. Altså 2009! I den anledning gør man naturligvis status. Det gælder ikke mindst dagbladene, der hver især giver deres bud på, hvilke kulturelle begivenheder, som har fremstået outstanding i ’09.

Jeg sidder med juleaftensdags udgave af Politiken foran mig – og i dagbladets I BYEN-tillæg giver publikationens kunstanmeldere deres individuelle bud på, hvilke kunstudstillinger der bør fremhæves.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det for mit eget vedkommende har været så som så med at få set udstillingerne i hovedstadsområdet – dog vil jeg nævne ’On the wall’ på Charlottenborg som en udstilling, jeg fandt interessant. Denne udstilling befinder sig dog ikke blandt dem, som Politikens anmelderkorps har fremhævet.

Med et par afstikkere til Århus og Malmø, har man taget geografisk afsæt i hovedstadsområdet, herunder naturligvis Humlebæk, hvor Kunstmuseet Louisiana har adresse, og netop Louisianas store Max Ernst-udstilling ’Drøm og revolution’ fremhæves af Torben Sangild. Blandt museumsudstillingerne peger Kirstine Kern på ’Retlink – Contemporary Art & Clamate Change’ på Statens Museum for Kunst, Den Frie og Kunsthallen Nikolaj. Efter beskrivelsen at dømme alle udstillinger, man burde have set.

Jeg er en smule overrasket over, at Peter Michael Hornung sætter fokus på ’Enter Action’, som fandt sted hen over det tidlige forår på ARoS i Århus. I Hornungs beskrivelse hedder det blandt andet: ”Alt efter hvor liberal man som museumsgæst er i forhold til de kunstneriske mediers teknologiske erobringer, kaldte ’Enter Action’ på enten undren, overraskelse eller begejstring”. Jeg så udstillingen og var alt andet end begejstret. Hvad jeg oplevede, var en stor – og dyr – opsat jagt på effekter. Og flere af udstillingens teknologisk fungerede værker virkede ganske enkelt ikke dén dag, jeg aflagde besøg.

Til gengæld virkede samtlige værker på den fine Palle Nielsen-udstilling på Vejle Kunstmuseum og det samme gjorde grafikken på ’Jorn Komplet’ på Silkeborg Kunstmuseum – og disse to udstillinger vil for mig stå som nogle af de mest kompetente i 2009.

Nu befinder vi os jo hermed i en verden – grafikkens – der ikke rummer den store sensationsværdi; men handler det dybest set ikke om, hvad der kunstnerisk er værd at fordybe sig i frem for spektakulære opstillinger af teknologi? Tilsyneladende ikke… Og hermed ikke et ord hverken i Politiken eller fra mig om Jeppe Hein eller Olafur Eliasson. Sidstnævnte kommer helt sikkert på banen til næste år – og dét er jo som bekendt lige om lidt.

KUNSTEN.NU - nu med Mogens Balle

”Et vidnesbyrd om dengang kunst handlede om arbejdet med form og farve - det skader ikke den postmoderne multimedie-beskuer at sætte sig ind i det!”

Kristian Handberg, KUNSTEN.NU, har været en tur på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning for at se og beskrive Mogens Balles store udstilling. Bemærkelsesværdigt at netop KUNSTEN.NU, som normalt besidder en helt anden kunstpolitisk agenda, beskæftiger sig med en kunstner, der vel ret beset befandt sig i yderkredsen af Cobra.

Jeg husker tydeligt, da jeg foreslog at lave en artikel om Asger Jorns grafikudstilling på Silkeborg Kunstmuseum. Lokalredaktøren gloede på mig som lugtede jeg af anakronisme og fæl fortid.

Det havde ingen interesse; men portalen mangler måske læsere?

Kunstnerne i medielandskabet

På en dag, hvor sneen for første gang lagde sig som en dyne over det ganske land – så vidt vides, deltog jeg, som så mange gange før i et bestyrelsesmøde i en forening for billedkunstnere – primært med udgangspunkt i Århus og Østjylland.

Ét af bestyrelsesmedlemmerne havde været til en såkaldt ”kultursalon”, hvor temaet var ’Kulturen i de lokale medier’. Her havde man diskuteret, kulturpersoner og mediefolk imellem, hvordan man som blandt andet billedkunstner kan sætte fokus på sine udstillinger og projekter i forhold til netop medierne. Altså med andre ord: Sælge varen bedst muligt med henblik på omtale.

Én af konklusionerne med afsæt i medieverdenens erfaringer var som følger: De gider ikke masseudsendte pressemeddelelser, de vil have historier med lokale vinkler (Århus Stiftstidende), historier folk snakker om, og noget der løfter historien ud over det lokale (tv2 Østjylland), og alle efterlyser kunstnere i kulturdebatten. Hertil evaluerer kollegaen ganske relevant, at ”vi er mildest talt ikke til stede i kulturdebatten, og hvis vi vil have kunsten i medierne er det måske der, vi skal starte?”

I forlængelse af disse oplysninger blev der diskuteret livligt på bestyrelsesmødet og den gamle traver vedrørende billedkunst contra mere ”folkelige” kulturelle elementer blev her et tema. F.eks. hvorfor får sport og i særdeleshed fodbold så megen opmærksomhed i forhold til andre kulturelle begivenheder – herunder i særdeleshed billedkunst?

Dét kan der være mange meninger om; men det er sandsynligvis rigtigt, at kunstens stemme er at betragte som tavs. Det synes som om, at billedkunstnere stadig lever efter den utidssvarende filosofi, at værkerne taler for sig selv. Vi udstiller og holder ellers vores kaje. I samme åndedrag undrer man sig over, at medierne ikke finder det umagen værd at beskæftige sig med billedkunsten, naturligvis med de regelbekræftende undtagelser, som bl.a. von Hornsleth, som har en agenda, der går på at bruge medierne som platform – og derfor bevidst går efter spalteplads i aviserne. Et legitimt succeskriterium i 2009, må man sige; men absolut ikke betegnende for, hvordan kunstscenen ellers ser ud.

Det er muligt, at I, kære kunstnere, skal til at være lidt mere fremme i skoene, når det drejer sig om at debattere? Jeg er efterhånden ret sikker på, at den indestængte indignation, der præger miljøet ellers blot bliver til en stor byld af private klagesange, som aldrig når længere ud end til ferniseringsrummet, værkstederne og bestyrelseslokalet.

Artist talk på Progres

Jeg var tirsdag den 8. december hovedpersonen i forbindelse med en atist- talk på Galleri Progres i Horsens. Temaet var balancen imellem forholdet billedkunstner/skribent.

Herudover fortalte jeg publikum lidt om min grafiske produktion. (fotos: Lise Lene Rohde)

Thage vs. Sørensen

ARoS har netop offentliggjort udstillingsprogrammet for 2010; men på pressmødet, hvor programmet blev præsenteret, var der langt mere fokus på en udstilling, som skal finde sted i 2011; og årsagen til det store fokus på ’Jorn International’, som der er tale om, var en artikel som Jyllandspostens kunstanmelder Tom Hermansen bragte i avisen samme dag.

Her hedder det, at direktøren for Silkeborg kunstmuseum, Jacob Thage, er stærkt utilfreds med, at netop ARoS afholder en stor udstilling med Asger Jorn så tæt på 2014, som er 100-året for Jorns fødsel, hvilket i sagens natur afstedkommer en udstillingsmæssig satsning af Silkeborg-museet, lige som Statens Museum for Kunst præsenterer Jorn i en større sammenhæng dét år.

Netop Statens Museum for Kunsts direktør Karsten Ohrt deler til dels Thages indignation over ARoS’ enegang. Han udtaler blandt andet: ”Når to museer ligger så tæt på hinanden, og det ene af dem er Jorn-ekspert, bør man, i dette tilfælde Jens Erik Sørensen (direktør for ARoS), ringe og orientere. Det er der både kollegial og faglig reson i, og det ville jeg have gjort”.

Nu er Jens Erik Sørensen som bekendt ikke en mand, der spørger først og handler derefter; men på det omtalte pressemøde virkede han oprigtigt ked af, at sagen har udviklet sig som den har. Ikke desto mindre kaldte han på et tidspunkt, hvor emnet var de to museers indbyrdes Jorn-kompetencer, Jacob Thage for ”den nye dreng i klassen” – og det er da også rigtigt, at Jacob Thage kun har fungeret som direktør for Silkeborg Kunstmuseum i knapt halvandet år; men derfor kan han vel godt besidde en pointe, når han antyder det uacceptable i, at han ikke er blevet informeret om ARoS Jorn-udstilling, der sætter fokus på værker lånt i udlandet fra de sidste tolv år af kunstnerens levetid.

ARoS’ kommunikationschef Bjarne Bækgaard tilføjede under pressemødet, at det ville være helt oplagt, at ARoS gjorde et stort formidlingsmæssigt arbejde under deres Jorn-udstilling i 2011, med henblik på at informere publikum, som man forventer, kommer fra det meste af verden, om at landets væsentligste Jorn-samling er placeret 43 kilometer længere ude mod vest; men om det kan formilde Jacob Thage, er et åbent spørgsmål

Silkeborg Kunstmuseum har lukket for publikum for tiden, da man er i gang med at installere et nyt alarmsystem på museet. Når man igen åbner for publikum 3. marts 2010, vil det være med en helt ny ophængning i den permanente samling. Derudover vil formidlingsdelen blive styrket – blandt andet med et såkaldt Cobra Forum.

Andersen i Horsens.

Jeg kan indledningsvist sige, at hvis ikke man har fået set – jeg selv nåede det på falderebet – Martin Erik Andersens store installation ’more give me more give me more. dette dit dørtrin’, så er det en god idé lige at checke værket på Horsens Kunstmuseum, inden udstillingen lukker og installationen pilles ned den 13. december.

Værket er skabt med udgangspunkt i det berømte persiske Ardabiltæppe. Bag den kryptiske titel gemmer sig et fascinerende kunstværk, der blandt andet kaster nyt lys over den vestlige verdens forhold til islamisk kultur. Det sidste er et outtake fra museets hjemmeside – og min oplevelse af installationen havde et helt andet og langt mere collage-baseret udgangspunkt.

Jeg har ellers fået nok af neonlys; men i det aktuelle tilfælde har de ultraviolette lysstofrør klart et sigte i forhold til rum og værk. Samtidigt viser museet en 25 års jubilæumsudstilling – og bliver Andersens univers lidt for avanceret (husk selv at sætte pladespillerne i gang), så er der under alle omstændigheder noget for publikum at gå på opdagelse i

Langt hår og rødvin

”Hvis ikke der er et eller andet langhåret, rødvinsdrikkende menneske med malerklatter i håret, der sidder og kæmper, så er det nok ikke rigtig kunst”. Olafur Eliasson er ellers normalt ret godt formulerende omkring sine egne værker. Faktisk kan han – som han bedyrer i Politiken, hvorfra oventående citat stammer – ”kæfte op om regnbuer i timevis”.

Som langhåret rødvinsnyder kan jeg godt genkende Eliassons defination af opfattelsen af kunstscenen, hvis den vel at mærke var blevet fremsat for 30 år siden. I øvrigt mener han ikke, at den danske presse har for fem øre forstand på kunst – og dét er skidt, hvis det forholder sig sådan, for vi må ikke glemme at en væsentlig del af danske kunstanmeldere og -skribenter består af personer med en stor og lang uddannelse inden for faget.

Men kritikken af pressens formidling af billedkunst har i den seneste tid været meget markant – og med rette. Der er længe imellem de kvalificerede anmeldelser i dagbladene. Imens rejser en dedikeret skare rundt med henblik på at beskrive det sete i diverse kunstmagasiner – uden at få en femøre for det.

Olafur Eliasson selv fremstår mest som en bankfunktionær, der trænger til at blive barberet. Og sådan ser prototypen på en komtemporær og succesrig kunstner altså ud.

Skal kunsten nødvendigvis spille en samfundsmæssig rolle?

’Kunstens rolle i samfundet’ – således er temaet i det sidste nummer af Billedkunstneren – fagblad for Billedkunstnerens Forbund. Her handler det om, hvordan kunsten skal og bør forholde sig til det samfund, som vi alle er en del af – på godt og ondt.

I den katolske verden i de gode gamle dage var der ikke så meget at rafle om. Her bestemte kirken, og kirken var en særdeles velhavende mæcen, som ikke blot betalte, men også udødeliggjorde sine kunstnere. Så kunne samfundet for så vidt hoppe på tungen. Scenen var sat og den skulle beskrive de bibelske temaer.

Sådan er det ikke længere; men nu er temaet til gengæld givet frit og på forsiden af Billedkunstneren spørges der ”Hvordan kommer samtidskunsten ud over kanten?” Og så giver magasinet et utal af eksempler på, hvilken ”kant”, der er tale om. Man fornemmer et signal om, at billedkunst, der ikke forholder sig agiterende eller narrativt til omverdenen ikke har nogen berettigelse – og hvis man har fulgt kunstscenen i de sidste år, kunne man fristes til at tro, at det forholder sig på dén måde.

Magasinet tager også fat på et ganske relevant tema i kunstverdenen – nemlig dårlig ledelse. Faktisk står det så grælt til, at det psykiske arbejdsmiljø på en større dansk kunstinstitution er så betændt, at en tidligere medarbejder må beskrive tilstanden anonymt.

(Illustration: Caravaggio, 'Narcissus', 1594-96, Galleria Nazionale d'Arte, Roma)