onsdag den 27. marts 2024

tirsdag den 26. marts 2024

"Morten" uden katalog

 

Firdelt værk af Richard Mortensen: ’Opus1’, 1982. Olie på lærred

»Men det er en stor mangel, at ARoS, der har sat fulde sejl til for at skabe alle tiders vue over ”Mortens”, som han kaldes, kunst, ikke udgiver et katalog«


Præcis samme iagttagelse som Kristeligt Dagblads kunstanmelder, Lisbeth Bonde, har gjort i forbindelse med Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’ på ARoS, har jeg selv foretaget. 


Man sætter sig for at skabe et retrospektivt overblik over en af 1900-tallets fremmeste kunstnere, som Bonde i sin rubrik fremstiller som »En billedforsker af Guds nåde«, og gør det grundigt blandt andet ved hjælp af vægtekster i overflod. 


Det virker decideret underskudsagtigt ikke at ledsage en så vigtig udstilling med en så væsentlig, dansk kunstner med et katalog. 


Men uanset, hvilke disponeringer museet har foretaget, kan udstillingen ses på ARoS frem til d. 1. september 2024. 

søndag den 24. marts 2024

Påskeudstilling med et hav af debutanter

 

KP 24: Stine Stubdrup: 'Ja hallo det er mig, ja har bare brug for at tænke lidt'. Grafik / Tryk fra bilruder

KP 24: Peter Rolsted: 'Mads og Peter'. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Stine Yde: Passenger, 9. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Paul Enøe Johanssen: 'Person med Mascara'. Maleri / Akryl på lærred

KP 24: Kristine Nørgård Hymøller: '144 shades edition 1, 2, 3. Skulptur / Beton, make-up, metal

KP 24: Christian Bundegaard: 'Natblomster'. Maleri / Olie på lærred

Kunstnernes Påskeudstilling udgør en tradition på kunstscenen, men spørgsmålet er, om konceptet er under pres?

Vi kan lige så godt få overstået de statistiske kendsgerninger fra begyndelsen: I 2024-udgaven af Kunstnernes Påskeudstilling, der finder sted i Kunsthal Aarhus, er 60 værker ud af 1867 indsendte blevet optaget på udstillingen. 36 kunstnere ud af 397 deltager således, og ud af disse, er det nok så bemærkelsesværdigt, at 29 er debutanter.

Spørgsmålet er nu, om det er de rette værker af de indsendte, som har fundet nåde hos censurkomitéen, der i år består af Yong Sun Gullach, Lina Hashim, Kim Richard Adler Mejdahl, Jens Settergren og Jacob Remin, og det er naturligvis vanskeligt at vurdere i kraft af, at der ikke er noget sammenligningsgrundlag.

Til gengæld kan jeg bekræfte en tendens på KP, som jeg tidligere har været kritisk over for. Ét er, at udstillingskonceptet fungerer som et uartigt stedbarn i Kunsthal Aarhus samlede profil, og dermed nu er placeret i kunsthallens underetage, hvor Påskeudstillingen fungerer i samklang - eller disharmoni, vælg selv, mine damer og herrer - med konceptet ”Spring”, som udgør et kurateret projekt med kunstnere, der tidligere har gjort sig gældende på KP.

Disponeret som en rodebutik

Et andet forhold, som stadig er gældende, handler om udstillingens disponering i et rum, der er alt andet end inspirerende at gå i kødet på som iscenesætter. Og tro mig: Jeg har prøvet det! Man burde muligvis formode, at et forholdsvist kvadratisk lokale er nemt at forholde sig til, men ikke desto mindre er der opstået en form for tradition for, at KP skal ligne en veritabel rodebutik af i forvejen uegale kunstværker.

En mulighed kunne være, at man i respekt for, at KP traditionelt set i mange år har været en begivenhed, man i Smilets By har omfavnet som en af de vigtigste i stadens kulturliv, begyndte at tage KP alvorlig. Det virker således totalt meningsløst, at kunsthallens fineste udstillingslokaler står halvtomme i bestræbelserne på at vise vel nok akademisk grundfæstede og intellektuelle projekter. Dette bør der naturligvis være rum til, men hvorfor pokker skal det ske på bekostning af et udstillingskoncept, som historisk set har vist sig ganske bæredygtigt? Til sammenligning: I Den Frie Udstillings bygning i København rydder man alle sale, når f.eks. Kunstnernes Efterårsudstilling løber af stablen.

Never mind! Jeg kan sandsynligvis hoppe og springe indtil Dommedag med alle mine kritikpunkter og blot ironisk konstatere, at alt var bedre i gamle dage, da en anden én udstillede på KP, men på det tidspunkt havde man heller ikke gravet et stort hul, som skulle udvikle sig til lidt af et fysisk monster i det danske og jyske kunstliv. Spørgsmålet er, om KP overhovedet havde eksisteret, hvis ikke det foregik nede i hullet?

Nu står man som kritisk iagttager blot og ser på de enkelte værker i årets udstilling. Her bør det overflødige skæres væk… Og så alligevel? Hvorfor pokker skal til eksempel Rasmus Klitgaard Hansens fine træsnit placeres i en disponering, der afstedkommer at man skal helt ned på knæ med henblik på at fange detaljerne. Værket er oven i købet brugt som illustration i udstillingens formidlingsmateriale. En form for kompensation?

Nu vi befinder os i grafikkens verden: Der er afgjort kompetente og gedigne arbejder i kategorien. Jeg nævner i flæng værker af Ene Bissenbakkers underfundige ’Jeg kan sætte mig i andres sted’, Gloria Jensens nænsomt kolorerede raderinger ’Excerpts From My Family Album’ og Stine Stubdrups grafiske tryk fra bilruder. Sidstnævnte deltager i flere kategorier på udstillingen og har et stort potentiale - også inden for maleriet.

Lyst og behov for at eksperimentere

Netop maleriet er ikke helt så dominerende på årets KP, som man har oplevet det tidligere, og dette greb kan man udmærket antage, handler om, at de indsendte værker inden for kategorien har været ret middelmådige. Det er før set. Til gengæld er de malerier, som optræder, ganske habile. I den mere corny afdeling finder man Peter Rolsted med nogle ret minutiøst forarbejdede næsten-fotorealistiske værker. Paul Enøe Johansen bruger nærmest maleriet i et skitseformat. Jeg ved ikke, hvem den aldrende herre, der optræder på billedet er, men han er der.

Grafisk besnærende fungerer Rezan Hussein Arabs akrylmaleri ’Waiting’, men hvem eller hvad kunstneren venter på, henligger i et poetisk halvmørke. I mixed-media-afdelingen dannes en nysgerrighed i relation til metode, da jeg erfarer, at Nils Haarbys semimonokrome og titelløse værk er fremstillet ved hjælp af tusch, akryl, penne og blyant på papir. Dette værk kan noget… Hvad? Tjek selv!

Jeg mener faktisk, at KP i år bekræfter en lyst eller nærmere et behov blandt kunstnerne for at eksperimentere, nogle gange inden for en traditionsbunden ramme og andre gang uden for denne. Det ene udelukker såmænd ikke det andet; men på en længere, ujævn bane bør institutionen Kunstnerens Påskeudstilling blive et langt mere fremtrædende projekt i Kunsthal Aarhus’ profil. Modsat er jeg bange for, at presset kan tage livet endegyldigt af et faktisk super sympatisk udstillingskoncept i år med et klædeligt hav af debutanter.

KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus’ underetage frem til d. 12. maj 2024.   






KP 24 åbnet i Aarhus Kunsthal

 

KP 24: Gloria Jensen: ’Excerps From My Family Album’. Grafik/raderinger

KP 24: Nils Haarby. Uden titel. Tegning/Tusch, akryl, penne og blyant på papir

KP 24: Rezan Hussein Arab: 'Waiting'. Maleri/Akryl på lærred

Jeg har netop deltaget i åbningen af den traditionsbundne udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2024-versionen, og det var såmænd ganske hyggeligt. 

KP er som bekendt en censureret udstilling, hvor fem kunstnere sammen har optaget et antal værker, som håbefulde billedkunstnere har indsendt til bedømmelse. 

Jeg vil ikke gøre et større nummer ud af identiteten på de individuelle repræsentanter i komitéen, men blot afsløre at 60 ud af 1867 indsendte værker er blevet optaget på udstillingen, hvor 36 kunstnere - hvoraf 29 er debutanter på KP - er repræsenteret ud af 397 ansøgere. 

KP 24 kan ses i Kunsthal Aarhus frem til d. 12. maj. 

Jeg arbejder på en mere dybdegående tekst om KP 24 og den kan naturligvis læses senere på blog'en her.


torsdag den 21. marts 2024

"Morten" i fuldt flor på ARoS

 






Installationsfotos fra udstillingen ’Richard Mortensen – Mellem Linierne’

Retrospektiv udstilling giver næring til spørgsmålet om, hvorvidt Richard Mortensen var det største talent blandt danske malere i 1900-tallet.

Følgende tankerække udspiller sig på side 222 i romanen ’Kriger uden maske’ af Hanne Vibeke Holst:

»Egentlig er hun mere syg efter at se hans arbejde end efter at se ham. For sådan er det jo ofte, har hun lært. At værket er større og mere interessant end kunstneren. Hvorfor mon? Spørger hun sig selv, mens hun svinger benene ud af sengen. Fordi stor kunst unddrager sig individet? Fordi kunstneren blot er budbringeren?«

”Hun” i fortællingen er Sonja Ferlov (senere Mancoba) og ”han” er maleren Richard Mortensen, som Sonja i tidsrummet i begyndelsen af 1930’erne havde et forviklet forhold til. Det var imidlertid langt mere kompliceret for hende, end det var for ham.

Bogen beskriver etableringen af kunstnersammenslutningen ’Linien’, som opløses i en voldsom konflikt med på den ene side maleren Vilhelm Bjerke Petersen og på den anden side Richard Mortensen og Ejler Bille, der har det stramt med førstnævntes hardcore version af surrealismen som den eneste gangbare metode inden for billedkunsten.

Den ultimative Mortensen-udstilling

Grupperingen var opstået som en form for modsigelse af Hitlers magtovertagelse i Tyskland, hvor skolen for kunst og design Bauhaus var blevet tvunget til at lukke ned. Bjerke Petersen havde frekventeret institutionen, hvilket gjorde ham til en bannerfører inden for beskrivelsen af en intellektuel formel i billedkunsten.

På kunstmuseet ARoS i Aarhus har man sat sig for at skabe den ultimative retrospektive udstilling af Richard Mortensen, som i et historisk perspektiv har stået ganske meget i skyggen af folkeligt forankrede kunstnere som Asger Jorn og Cobra-bevægelsen generelt, og netop dette element i beskrivelsen af den modernistiske danske kunst har stået som en lidt underlig museal disponering på danske kunstmuseer.

Det er interessant, at ARoS i museets formidlingsmateriale bekræfter, at den aktuelle udstilling, der ganske bogstaveligt har fået titlen ’Mellem Linierne’, er den første større præsentation af Richard Mortensen i 30 år.

En samlet præsentation af ”Mortens” produktion spillede ganske vist en rolle i to paralleludstillinger, der fandt sted på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn) og KunstCentret Silkeborg Bad i 2005, men jeg bliver imidlertid bekendtgjort med, at disse to udstillinger mangler den midterste del af Richard Mortensens samlede oeuvre. 

Jeg vil ikke dvæle længere ved dette, men blot konstatere, at den aktuelle udstilling sætter et stærkt fokus på Richard Mortensen som et vigtigt punkt i den danske kunsthistorie i 1900-tallet. Beskueren bliver ret systematisk ført kronologisk ind i kunstnerens levnedsskildring, og den er bestemt interessant.

Det vil måske overraske én og anden, at et ekspressivt selvportræt står som introduktion til udstillingen, men denne disposition giver faktisk mening, da maleriet er udført i 1933 på et tidspunkt, hvor kunstneren var 23 år gammel. En ung kunstner, kan man roligt sige, som har skildret sig selv i en grel og koloristisk set provokatorisk fremstilling. Modet manglede ikke i 1933 hos ”Morten”.

Surrealismen synes som et hurtigt overstået kapitel i relation til Richard Mortensen, og snart åbner der sig en ny verden hos kunstneren, der nok ikke kan sige sig fri for at arbejde under en vis påvirkning fra den europæiske avantgarde. Jeg kunne mageligt begynde at indlede en proces af namedropping blandt internationale kunstnere i Richard Mortensens tidsafsnit, men det ville gøre fortællingen ufuldkommen.

Hvorfor intet katalog?

Der befinder sig langt flere sideløbende grundsyn i Mortensens metode end blot simple iagttagelser rettet uden for kongerigets grænser. Simple Vasarely-tricks ligger således langt fra ”Mortens” idé vedrørende en rumskabende grundtanke. Da Mortensen slipper konturlinjens begrænsende deskription, får farverne lov at leve i kolliderende roller. Kunstnerens bevidsthed om netop dette element er dyb som natten. Det skal jeg love for.

Hvad der kan forbløffe en kunstnørd som mig, er at det først nu - og i en egentlig epoke, hvor modernismen i museale sammenhænge har set bedre dage - er muligt at få ”Morten” åbnet i fuldt flor på et kunstmuseum, og dermed få bekræftet, at Richard Mortensen muligvis var det største talent inden for maleriet i 1900-tallet. Og er kunstneren død og borte for længst, lever værket vitalt og stærkt i bedste velgående.

Til slut vil jeg lige knytte en kommentar til Mortensen-projektet. Et lille trælst pip! Hvorfor i alverden er der ikke udgivet et fyndigt katalog til en udstilling, der åbenbarer en kunstner af ”Mortens” kaliber? 

Udstillingen ’Richard Mortensen - Mellem Linierne' kan ses på ARoS i Aarhus frem til den 1. september 2024. Var der mere? Ikke mig bekendt!             

tirsdag den 19. marts 2024

Værkstedet d. 19. marts 2024

 


Richard Mortensen i toppen af 1900-talspyramiden?

 

Foto fra installationen af Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’ (foto: ARoS’ Facebook-profil)

»Hans samlede virke er stort, men han spillede også en driftig rolle i sin samtids kunstmiljø, hvor han hele tiden præsenterede de nyeste internationale tendenser for et dansk publikum«


Mens man i vores tid konstant bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvem der var den mest toneangivende billedkunstner i 1900-tallet herhjemme, dukker der et spørgsmål op, som måske kunne placere Richard Mortensen i toppen af pyramiden. 


Kunstmuseet ARoS åbner om få dage udstillingen ’Mellem Linierne’ med et større antal værker af netop Richard Mortensen. 


ARoS præsenterer udstillingen som den første retrospektive af sin art i 30 år, men her bør man minde museet om, at Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn) og KunstCentret Silkeborg Bad i 2005 var sammen om at revitalisere Mortensen i et fælles projekt, men jeg glæder mig i hvert fald til at se udstillingen, som kan ses på ARoS i tidsrummet 23. marts-1.september. 


Jeg lover at smide et par ord om udstillingen på blog’en, når den er aktuel. 


Citatet herover stammer i øvrigt fra en artikel forfattet af Kirstine Lefevre Sckerl i Århus Stiftstidende.