Tredje sæson i Herning

Jeg har haft to sæsoner som underviser på Herning Billedskole, og det har været både hyggeligt og berigende at undervise eleverne i tegning og grafik i de hyggelige lokaler på Knudsvej.

Nu er vi så gået i gang med endnu en sæson på billedkolen og det er såmænd den tredje i træk. Jeg glæder mig allerede til at vise, hvad mine elever – hvoraf nogle faktisk har været med i alle årene – har produceret på billedskolens årlige elevudstilling i foråret 2012. Men inden da går der lige nogle timer og måneder med fordybelse i tegnekunstens mysterier og grafikkens metoder.

Steinicke tænder på kunsten

Gennem de seneste år har man på Museum Jorn i Silkeborg lavet en serie arrangementer med titlen ’Kunst jeg tænder på’.

Jeg har såmænd selv været involveret i et sådant projekt, og det udviklede sig til lidt af et udstyrsstykke med titlen ’Et musikalsk elastikspring’. Blandt publikum ved den lejlighed, tilbage i 2009, var billedhuggeren Frode Steinicke – ikke unaturligt, da netop Steinicke måske er den person, jeg har kendt længst af alle de kunstnere, jeg er stødt på gennem årene. Og nu er Frode Steinicke selv ”in charge”, når Museum Jorn den 4. oktober kl. 16 byder på en ny gang kunst med tænding.

Jeg er spændt på, hvad den non-figurative billedhugger kan finde fra museets samling at tale om.

Kan man nu begribe det?

Nej; det er svært at tro! Den 27. september runder kvinden på billedet herover et skarpt hjørne. Jeg vil ikke gå i afslørende detaljer, men blot konstatere, at fødselsåret er 1961 - et godt år for Bordeaux-vine, i øvrigt - og bestemt også et godt år for meget andet.

Stort tillykke til min smukke og utrættelige kone Annette Smed Svanholm...

'Land skaber mennesker'

Ordspillet i overskriften kan muligvis godt virke en anelse konstrueret; men det er ikke desto mindre, hvad maleren Jon Gislason og billedhuggeren Liné Ringtved Thordarson har kaldt deres fælles udstilling i Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad.

Som udgangspunkt er de to kunstnere ret forskellige; men alligevel er det lykkes at skabe en seværdig og harmonisk udstilling. Gislason er ellers en kunstner, der både koloristisk og i format ikke er bange for at hæve den visuelle stemme, hvor mange af Thordarsons skulpturer befinder sig i en mindre og langt mere monokrom skala.

Men det gør ikke noget! Der skal være noget til at trække intensiteten ind i det mere stilfærdige leje – og ikke dermed sagt at Thordarsons arbejder mangler dynamik. Det er blot på en anden måde, end man ser det hos Gislason. Jeg havde en dobbelt agenda i forbindelse med åbningen af udstillingen d. 24. september. Dels skulle jeg hygge mig og dels var hensigten at lave en beskrivelse af de to kunstneres arbejder til Kunstavisen.

Klee og Cobra

”Forbindelsen mellem Paul Klee og Cobra er måske ikke umiddelbart indlysende. Problemet er ikke bare et spring i tid og den deraf følgende mangel på kronologisk fællesskab, men også de iøjnefaldende forskelle og modsætninger mellem de yngre Cobra-folk og deres ældre forbillede”.

Denne iagttaggelse er blot én af mange, som direktør for kunstmuseet Louisiana, Poul Erik Tøjner, foretager i forbindelse med forordet på det nys udkomne Louisiana-magasin, der har den kommende udstilling med afsæt i netop Klee og Cobra som tema.

Alene den kendsgerning, at Klee døde i 1940, et tidspunkt, hvor Cobra ikke engang var en idé, fritager vel schweizeren for yderligere ansvar i relation til kollegaerne fra Danmark, Holland og Belgien.

Ikke desto mindre er der lighedspunkter, og disse synes meget opstået af netop Cobra-kunstnernes store inspiration fra Klee. En fællesnævner kunne være fascinationen af børns kunstneriske frembringelser; men dette forhold synes jeg nok er ved at være voldsomt fortærsket. Ikke desto mindre udgør det et overordnet tematisk udgangspunkt i magasinet.

R.E.M. opløst

Jeg må indrømme, at jeg undrede mig lidt over, at det amerikanske rockband R.E.M. ikke efterfulgte deres - kritikerroste - sidste CD med en verdensturné. En del af forklaringen skal nok findes i en vis træthed blandt bandets medlemmer. I hvert fald har de nu oplyst, at de går hver til sit efter mere end 30 år.

Heldigvis nåede jeg at opleve bandet i 2005, da de spillede en fremragende koncert i Horsens (billedet). Jeg blev selv fan af gruppen tilbage midt i 80'erne, hvor de bestemt i en international forstand tilhørte undergrunden. Det blev der senere lavet om på, og specielt nummeret 'Losing my religion' udgjorde et bredere gennembrud - uden at de dog mistede deres musikalske integritet. Måske netop derfor synes det logisk, at medlemmerne nu i god ro og orden har opløst gruppen?

Trailer

Der begynder at tegne sig et mønster vedrørende den nye grafiske serie, der for tiden er under udarbejdelse på værkstedet. Jeg filmer hele processen med henblik på at give dels et pædagogisk indblik i dybtrykkets mysterier og samtidigt et indtryk af, hvordan jeg arbejder med mediet.

Jeg tror ikke, der er to grafikere, der arbejder 100 % identisk. Det er klart, at en sådan film først vil være færdig, længe efter, at de grafiske tryk er produceret; men jeg har lavet en lille trailer, der viser den første del af seancen – og denne trailer kan ses HER>

Det islandske bagland

”Maleren Jon Gislason og skulptøren Liné Ringtved Thordarson kredser om indre og ydre landskaber i deres fælles udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. De to kunstnere afsøger identiteten i forhold til de ydre landskaber, man som menneske befinder sig i, udfolder sig i og er præget af, samt de indre landskaber, i mennesket og i kunstneren selv”.

Således præsenterer KunstCentret Silkeborg Bad udstillingen ’Land skaber mennesker’ i pressemeddelelsen.

De to kunstnere har dét til fælles, at de begge har en tilknytning til Island, og netop Island, som har et befolkningstal, der svarer til Aarhus’ (hvor de to kunstnere er bosiddende) er to et halvt gange større end Danmark og især kendt for varme kilder og endeløse landskaber.

Historien vil vide, at Island fik sit navn, da de opdagelsesrejsendes første erfaring med den store ø, var isbræen Vatnajökull. Island blev til Island og Grønland til Grønland. Paradoksalt nok; men sådan er der jo så meget!

Lyd og billede i Kunstpakhuset

Mens alle mine kollegaer både inden for den udøvende og – sandsynligvis – skrivende del af kunstmiljøet styrter rundt i Forum i København i forbindelse med Art Copenhagen, tager jeg det mere roligt, og begiver mig til Ikast, hvor jeg oplever den langt mere overskuelige udstilling ’Nerve-Chasing’, som præsenterer værker af Iben Toft Nørgård, som jeg havde fornøjelsen af at være iscenesætter af i forbindelse med udstillingen ’Ni fra nu’ i Århus Kunstbygning i 2008, og lydkunstneren Lars Lundehave Hansen.

Sidstnævnte præsenterer en række værker, der først og fremmest appellerer til publikums ører; men det er nok så interessant, at dét de fleste kvinder iagttager med afsky – nemlig audio-udstyr – i sammenhængen i samklang med Nørgårds værker, indgår i en visuel sammenhæng. Om skænderierne i de små hjem vedrørende overdimensionerede hifi-enheders æstetiske værdi nu bliver bragt til ende, er nok ret usandsynligt.

Jeg havde til ferniseringen diskret medbragt høreværn, som dog viste sig at være unødvendigt, da lydniveauet blev holdt på et absolut tåleligt niveau, og da samtidigt Iben Toft Nørgårds minutiøst udførte collagemalerier fordrer en vis fordybelse, var denne volumeprioritering absolut hensigtsmæssig. Udstillingen vil nok ikke ligefrem skabe køer ved indgangen til Kunstpakhuset; men det er faktisk en udstilling, man bør se – og høre – hvis man er på de kanter. Og hvem er ikke dét?

Da jeg offentliggjorde ét af billederne fra udstillingen på Facebook, kom der omgående en reaktion fra en, der fandt det mærkværdigt, at pladespillerne er placeret oven på højttalerne. I teknisk forstand da også en helt gal disposition; men da lydtrykket fra de singleplader, der bliver afspillet, er begrænset, går det nok. Nu er hele dette set-up jo samtidigt en del af en installation, så man bør vel blot acceptere tingenes tilstand?

Fludium

Jeg skulle lige prøve nogle flydende akvarelfarver i billedkunstlokalet på Den Kreative Skole. Man kan jo ikke undervise i de forskellige discipliner uden – i det mindste – at besidde et vist kendskab til materialerne.

Jeg må nok sige, at jeg havde det lidt svært med disse ’Ecoline’-farver; men det er muligvis kun et spørgsmål om at få dem blandet rigtigt… Måske?

Kunstavisen 08-2011

Som sædvanligt er Kunstavisen en blanding af godt og skidt. Selv er jeg repræsenteret med en længere tekst om udstillingen ’Con Amore’ på ARoS og en kort tekst om av Reyni-Andreasen-udstillingen hos Galleri NB.

For en gangs skyld vil jeg dog dvæle lidt ved lederen, hvor skribent Kirsten-Marie Hedeland under overskriften ’Forretningsmand eller kunstner’ går i klinch med den kommercielle del af kunstbranchen. Her fabulerer hun over den kunst, man oplever på grydelapper og kaffekrus.

Hun stiller i sin leder en del spørgsmål; men kommer desværre kun i en begrænset grad til en konklusion, og denne er desværre med afsæt i H.C. Andersens forslidte ”Kejserens nye klæder”-filosofi. Der bliver ikke nævnt navne i lederen. Det kunne ellers være interessant at vide, hvilke kunstnere Hedeland refererer til.

”Kan man blive FOR synlig som kunstner?” spørger hun. Det vil de fleste nok sige, at man ikke kan; men for andre rummer livet som billedkunstner helt andre aspekter. Ellers var man vel blevet popstjerne eller politiker?

Bellmers grafik

Når man, som jeg, er at betegne som ”grafiknørd”, kan en udstilling som ’Begærets anatomi’ på Museum Jorn i Silkeborg sagtens afstedkomme en vis interesse. Udstillingen består af nogle og fyrre arbejder på papir – hovedsageligt grafiske arbejder – af Hans Bellmer, som jeg faktisk ikke kender særligt godt.

Egentligt får jeg en association til nogle objekter sammensat af dukkefragmenter, når jeg hører Bellmers navn, og det er ikke helt ved siden af, da han i årene omkring nazisternes magtovertagelse netop skabte sådanne skulpturlignende objekter.

Bellmer bevægede sig i sine motivvalg klart omkring det erotiske, som han skildrede med en meget pågående sanselighed i en ofte surreel tone.

Udstillingen på Museum Jorn består af værker fra den britiske samler og surrealist-forsker Victor Arwas’ samling. Man kan se kataloget til ’Begærets anatomi’ i elektronisk format HER>

Hvad med de unge mennesker?

Fredag den 16. september bliver der i forbindelse med Art Copenhagen i Forum i København afholdt et debatarrangement, som jeg paradoksalt er afskåret fra at deltage i, da jeg har undervisning på Den Kreative Skole. Det handler om en tendens, som Mathhias Hvass Borello på kunstportalen kunsten.nu beskriver som ”muligvis kommer til at præge fremtidens billedkunstverden i temmelig negativ grad”. Udgangspunktet er, at billedkunst er blevet nedprioriteret i Folkeskolen på bekostning af mere rationelt orienterede fag, og det kan man som bekendt mene både det ene og det andet om.

Nogle af referencerne i relation til Borellos tekst er hentet i Billedkunstneres Forbunds programskrift ’Kunstpolitik til tiden’ fra 2010. Forbundets konklusion siger blandt andet at ”det politiske signal er, at billedkunsten er et småbørnsfag. Og tilbage står, at den mulighed for fordybelse og eksperimenter, som ligger i den kunstneriske praksis, stort set er fjernet fra uddannelsessystemet i dag, hvor alt skal kunne måles i forhold til internationale standarder, karaktergivning og fastlåste fagligheder”.

Der blev i foråret foretaget en analyse, der beskrev de 13-23 åriges forhold til museerne i kolde tal. Undersøgelsen viste at 15 % kommer på museerne af egen lyst – og den sidste lille detalje er ret vigtig, synes jeg. Jeg finder faktisk procentsatsen ret høj, og er derfor ikke i nær så høj grad bekymret om de unge menneskers tilgang og interesse for de billedkunstneriske medier.

Jeg havde gerne deltaget i debatten i København, men som nævnt er jeg optaget af at undervise netop det nævnte segment af kunstnere in spe.

Hovedpersonen på Ejnar Nielsens maleri 'Og i hans øjne så jeg døden’ ser helt fornærmet ud over at blive foreviget digitalt af de unge mennesker på billedet øverst. Det må siges, at maleriet er fra flere generationer før den digitale tidsalder. Det er malet i 1897. (pressefoto: SMK)

Borello om Warhol og Basquiat

”Andy Warhol var ikke en løssluppen og ekspressiv kunstner, så er det sagt. Han var uden tvivl et følende og lidende menneske – bevar mig vel, men når han nærmede sig lærrederne, blev motiverne nøje udført i kølige og serielle registreringer af form, farve med temaer som: vare, sex, identitet, forfængelighed og forgængelighed. Warhol var oprindeligt reklametegner og mestrede det æstetiske sprog, der taler til forbruger-øjet. Han kunne sælge en rådden fisk, som man ville sige i Thorsminde. Og det gjorde han”

Ovenstående citat stammer fra Matthias Hvass Borellos anmeldelse på kunsten.nu af Andy Warhol-Jean Michel Basquiat udstillingen på Arken i Ishøj. En udstilling, som Borello karakterer som en ”fint iscenesat udstilling om mødet mellem yderlighed og inderlighed, overfladisk pop og politisk krop”

En fortalelse

Det er menneskeligt at fejle, siger man! Godt... Så er jeg mere rolig, da jeg trods alt regner mig selv som et - om ikke andet - menneskelignende individ.

Men hvori består så min fejl? Nogle vil måske kalde min fortalelse i den næste udgave af Kunstavisen for en rendyrket bagatel; men da jeg helst vil være fri for diverse spekulationer vedr. min troværdighed som kunstskribent, ser jeg mig nødsaget til at give en forklaring på, hvorfor jeg har givet udtryk af, at maleriet 'Sisyfos triller ind i finanskrisen' er at finde på Benita av Reynis udstilling 'Forliste fortællinger' på Galleri NB i Viborg.

Sagen er, at jeg var på galleriet med henblik på at lave et interview med Kirsa Andreasen, som optræder samtidigt med av Reyni (som jeg for nyligt har omtalt i forbindelse med en udstilling i Kunstpakhuset i Ikast, og derfor aktuelt nedprioriterede). Af pladsmæssige årsager ser man fra Kunstavisens redaktion sig nødsaget til at udskyde mit interview med Andreasen til oktobernummeret, og jeg beslutter derfor at lave en kort tekst om begge udstillingerne, og her checker jeg lige galleriets hjemmeside og opfatter det som at det omtalte Sisyfos-værk, optræder på den aktuelle udstilling.

Det gør det angiveligt ikke, og det sætter gang i nogle spekulationer om, hvordan publikum ser mig som kunstskribent: Har skribenten overhovedet set den pågældende udstilling? Ja, det har skribenten; men på det tidspunkt var udstillingen udelukkende disponeret og ikke endnu ophængt, hvilket selvfølgelig er en halvdårlig undskyldning for at - i kampens hede - at omtale et værk, der ikke optræder i den præcise sammenhæng.

Til gengæld fandt jeg det relevant at sammenkoble 'Sisyfos' med en igangværende valgkamp... Anyway! Skaden er sket, avisen udkommer sidst på ugen; men mon ikke 'Sisyfos triller ind i finanskrisen' stadig er at finde på galleri NBs lager, så eventuelle nysgerrige kan få et kig? På den anden side: NB er et effektivt galleri, så det kan jo være solgt. Det er i hvert fald et godt maleri.

Jeg har aldrig nogen sinde lavet en analyserende beskrivelse af en kunstudstilling, jeg ikke har oplevet med mine egne øjne - og det kommer jeg heller aldrig til. Jeg har ganske vist foretaget nogle meget få foromtaler om udstillinger, jeg har haft en begrundet formodning om, kunne være interessante; men jeg tror i et efterhånden syv års forløb, at disse kan tælles på en enkelt hånd.

I øvrigt er billedet, som kan ses herover et maleri i serien 'Forliste fortællinger', der - som det vist tydeligt fremgår - kan ses for tiden på Galleri NB. Faktisk indtil 8. oktober.

Hårdgrund

Da jeg begyndte at lave stregætsninger i sin tid, brugte jeg den såkaldte hårdgrund. Det består af en lille halvkugle af hårdt asfaltlak, som man bruger med henblik på at afdække pladen, der skal trykkes fra, således at syren – når den tid kommer – kun angriber de aftegnede områder.

Da jeg begyndte at arbejde på mit eget værksted midt i 90’erne, var jeg nødsaget til at benytte en såkaldt blødgrund, som består af en flydende masse, som man så påfører pladen med en pensel. Det er meget vigtigt at denne blødgrund har den helt rette konsistens, ellers er den faktisk ubrugelig.

Årsagen til, at jeg gik over til blødgrund dengang, var at jeg ikke var i besiddelse af en regulerbar varmeplade, der kunne smelte hårdgrunden; men sådan én kom jeg i besiddelse af i forbindelse med mit engagement på Museum Jorn, og nu glæder det mit, at hårdgrunden igen er den foretrukne afdækningsmetode.

Det kan måske lyde som en detalje – og det er det også; men en væsentlig detalje! Ellers skrider arbejdet med den grafiske serie stille og roligt fremad.

Jeg optager nogle videosekvenser, som – når arbejdet er afsluttet – gerne skulle sammenfattes til en lille film, der viser detaljerne om en sådan grafisk series tilbliven.

Van Gogh

”Han havde en dårlig karakter og stank absinth”. Jeg citerer sandsynligvis en ældre dame fra Arles ukorrekt; men det var under alle omstændigheder ikke noget specielt sympatisk billede, hun – som døde i en alder af langt over 110 en gang i 1990’erne – tegnede af Vincent van Gogh, som hun som ganske ung havde truffet i Arles.

Jeg viste en serie gengivelser af van Gogh for mine elever på Den Kreative Skole for nyligt og jeg kan blive ved med at forbavses over, hvor megen vitalitet, hans værker – stadig – besidder.

Nine-eleven

”Kan du huske, hvor du befandt dig dén dag i september 2001?” Spørgsmålet er ofte stillet, og mon ikke de fleste kan huske, hvor de befandt sig lige præcist den 11. september 2001?

Personligt havde jeg placeret mig i en afslappet position med henblik på at nyde en etape af dét års Vuelta à España på TV2 Zulu, da sportskommentator Jørn Mader fortalte om en ikke nærmere defineret ulykke i New York, hvor et fly var fløjet ind i det ene af tvillingetårnene, der udgjorde World Trade Center.

Jeg skiftede omgående over til moderkanalen TV2 og scenarierne, der efterfølgende udspillede sig live på TV-skærme verden over, tror jeg ikke ret mange glemmer i deres levetid.

Jeg ringede til min kones arbejdsplads og fortalte om det, der på det tidspunkt var blevet gennemskuet som et terrorangreb. Hun fortalte det videre til sine kollegaer, som var overbeviste om, at det hele var et resultat af hendes mands vanvittigt levende fantasi. De troede med andre ord, det var løgn.

Nu vil jeg ikke svælge i begivenheden; men blot konstatere, at det i disse dage er ti år siden, at dét vi senere har lært at kende som ”Nine-eleven”, fandt sted.

Mange kunstnere har med vekslende held prøvet at formidle deres oplevelser af Nine-eleven. I langt de fleste tilfælde har disse forsøg resulteret i mere eller mindre patetiske bud på, hvad der skete denne formiddag i New York.

Billedet herover ’September’ er måske et af de værker, der mest enkelt beskriver begivenheden? Det er under alle omstændigheder udført af den tyske maler Gerhard Richter, og det hænger – af alle steder – til dagligt på Museum of Modern Art i, netop, New York City.

PP

”Poul havde indlogeret sig i gæsteboligen, også kaldet ”det lille hus”, hvor han altid bor, når han er i Jylland. I årenes løb har han ofte udført reparationer og malerarbejde for museet for at tjene lidt ekstra, og denne gang skulle cafeteriaområdet kalkes. Først da han var helt færdig med det, fik han at vide at han stod til at skulle have den livsvarige ydelse. Poul udbrød: ”Hvorfor har I ikke sagt det, da jeg kom hjem?” ”Nej, vi skulle jo have kalket vores cafeteria”

Begivenheden, der beskrives herover, stammer fra Anne-Mette Riis Rasmussens biografi om maleren Poul Pedersen, og det hele udspiller sig på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn), lige inden Poul Pedersen får at vide, at han skal modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Det siger sig selv, at biografien er fyldt med pudsige og interessante episoder fra Poul Pedersens liv og kunstneriske løbebane. Jeg vil ikke bruge ordet ”karriere”. Af én eller anden grund passer dette ikke rigtigt på ”Bogstavs-PP”. (foto: Jørgen Kjærgaard)

Warhol & Basquiat

”Den ene var hvid, endda kridhvid, var af slovakisk familie og blev døbt Andrew Warhola. Det navn blev siden til Andy Warhol. Den anden var sort, havde haitianske og puertoricanske forældre og gik både ind og ud af denne verden som Jean-Michel Basquiat. Alt andet lige var den sidste ung nok til at kunne være søn af den første, hvad der ikke var nogen uvæsentlig detalje i historien om det venskab og partnerskab, der voksede op mellem dem”

Citatet stammer fra Peter Michael Hornungs fem-hjertede anmeldelse af en nyåbnet udstilling med fælles og individuelle værker af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat på Arken i Ishøj ved København. ’En kamp på billeder’, som er en udstilling, jeg gerne vil opleve, kan ses på Arken frem til d. 11. januar 2012, så der er god tid.

Overspringshandling

Mon ikke de fleste kan nikke genkendende til overskriftens tekst?

Nogle gange er det f.eks. meget rart – når man er i gang med at foretage nogle indledende praktiske manøvrer i forhold til en ny grafisk serie – at lige lave noget, der giver et omgående resultat.

Det kan helt oplagt være en akvarel, som det ses herover.

Ny bog om "bogstavmaleren" Poul Pedersen

En af de mest bemærkelsesværdige og originale kunstnere på den danske kunstscene er Poul Pedersen, der helt i tråd med sine værker, er kendt under betegnelsen ”bogstavmaleren” – eller slet og ret ”BogstavPP”.

En ny bog sætter fokus på Poul Pedersen, der til dagligt bosat i Paris; men han er stadig et levende og aktivt indslag på den danske kunstscene, hvor han bl.a. er medlem af Den Frie og kunstnersammenslutningen Jylland, som netop nu er aktuel med en stor udstilling i Aarhus Kunstbygning. Bogen er skrevet af forfatteren Anne-Mette Riis Rasmussen, og er udgivet på forlaget North. Titlen er ’Den visuelle digter. Bogstavmaleren Poul Pedersen’ - og billedet øverst af PP (tv.) og denne blogs skribent er taget af Jørgen Kjærgaard.

Det glade "sandvid"

Hvis ikke jeg havde været til noget familie-komsammen ved Vesterhavet, tror jeg ikke, at jeg havde haft mulighed for at opleve Sandskulpturfestivalen i Søndervig. Det havde muligvis heller ikke været den store katastofe, om jeg ikke havde oplevet den; men nu har jeg været der og taget nogle billeder – og en af sandskulptørerne har skabt et imponerende snit af Colosseum i Rom – vel at mærke i arenaens velmagtsdage.

I det hele taget så det ud som om, at Romeriget skulle være et overordnet tema på festivalen. Det talte i høj grad til min humoristiske sans, at man havde sat en planche op med de ti mest stillede publikumsspørgsmål. Et par eksempler: ”Hvor lang tid holder skulpturerne?” ”3-4 måneder alt efter vind og vejr”. ”Er det svært?” ”Ja!” ”Kan I leve af det?” ”Nej!” ”Hvorfor finder i så ikke et job?” ”Det har vi!”

Jo, svarene er næsten mere logiske end spørgsmålene. Som kunstner kan jeg udmærket nikke genkendende til ”Kan du leve af det?”… Mit standardsvar: ”Jeg er da ikke død endnu!”

Overmalinger og modifikationer på Museum Jorn

Per Kirkeby kalder sine for overmalinger og Asger Jorn sine eksperimenter med samme tema for modifikationer. Fælles for de to er dog, at de begge har erhvervet sig malerier på diverse loppemarkeder og andre steder – hvor man kan få sådan noget – og viderebearbejdet disse trommesalsmalerier.

Ofte er det malerier af en endog meget tvivlsom kvalitet, der har lagt bund til de to kunstneres viderebearbejdelser – og i mange tilfælde skinner dette helt klart igennem; men især Jorn formåede at skabe værker af en stor kvalitet, og jeg vedbliver at være forbavset over, hvor stor en produktion, han har haft. Og især bliver jeg forundret over, at man kan blive ved med at finde netop denne type værker rundt omkring. Der var i hvert fald adskillige på udstillingen, der åbnede den 3. september, som jeg ikke tidligere har set.

Billedet øverst er fra åbningen af udstillingen ’Hvad skovsøen gemte’ med hhv. modifikationer og overmalinger af Asger Jorn og Per Kirkeby. Indretningen af udstillingsrummet er skabt af udstillingens kurator mag. art. Teresa Østergaard Pedersen, Museum Jorn.

Lysende stier

Besøger man for tiden KunstCentret Silkeborg Bad, kan man se en lysinstallation af Steffen Tast (f. 1951). Installationen har tidligere været vist på dét, der i sin tid hed Aalborg Kunstpavillon; men nu kan den altså ses under andre – og ifølge kunstneren – mere kvalificerede forhold på Silkeborg Bad. Installationen har navnet ’Lysende Stier’.

Winkelmann

”Vi er enige om, at filosofien ikke er kunstens tjener eller omvendt. Teksterne kommenterer ikke malerierne, men er selvstændige værker: De er tankebilleder. Malerierne illustrerer ikke teksterne; de har deres eget liv. Alligevel er der en forbindelse. Vi kredser om den samme poetiske oplevelse af verden og af de erfaringer af merbetydning, de skønhedserfaringer, den kan åbne for”

Denne tekst stammer fra kataloget til Bettina Winkelmanns udstilling i Kvindemuseet i Aarhus. Teksten er forfattet af filosoffen Dorthe Jørgensen – og præcist, hvorfor Bettina Winkelmann udstiller på Kvindemuseet, ved jeg ikke? Jeg finder ikke hendes malerier specielt kvindelige – om et sådant begreb overhovedet eksisterer. Kvinderne selv har i hvert fald op gennem historien været meget bevidste om, at de gerne vil bedømmes på samme betingelser som deres mandlige kollegaer – og det synes jeg, er fair.

Udstillingen har titlen ’Verdenspoesi’, og heller ikke der synes jeg, vi berører noget, der ikke vedrører begge køn; men uanset hvad, så signalerer udstillingens katalog en udstilling, der er klart seværdig.