Highlights på Kunsten.nu

Her ved indgangen til 2013 har adskillige kunsttidsskrifter gjort status over året, der er ved at rinde ud.

Således har Danmarks førende webtidsskrift Kunsten.nu netop rundsendt et nyhedsbrev, der for det første anskuer kunsten og kulturen i 2012 i et bredt perspektiv. Her er et af temaerne – vel ikke overraskende – Uffe Elbæks endeligt som kulturminister.

Samtidigt belyser man på Kunsten.nu den manglende dækning i dagspressen på kunstområdet – og påpeger, at danske dagblade kun tilsammen har én fuldtids kunstanmelder, en kendsgerning, der kom lidt bag på mig! Derudover åbner Kunsten.nu for planerne i forhold til det nye år, hvor man lancerer GALLERY NEWS (hvorfor ikke Gallerinyheder?).

Imidlertid er det mest interessante ved det aktuelle nyhedsbrev en liste over de mest læste artikler på sitet i 2012. Den bekræfter, at patter sælger varen: En event i København præsenterede en dame med nogle kolossale jader, som blev brugt til at smadre et antal skulpturer af billedkunstneren Inger Scharff.

Og så er det nok muligt, at maleriet som væsentligt kunstnerisk udtryksmiddel befinder sig i en momentan krise; men det gælder ikke i forhold til Michael Kvium, som ligger nr. tre på Kunsten.nu’s liste over de mest læste artikler. Portrættet af Kvium bliver dog ”overhalet” af Torben Sangilds beskrivelse af et kunstværk udført af politikeren Pia Kjærsgaard.

I øvrigt ligger Kvium tillige nr. 10. Her er temaet kunstnerens udstilling på Horsens Kunstmuseum.

Gengivelsen, der ledsager denne blog er et pressebillede af netop et værk af Kvium: 'Den umiddelbare horisont' fra 2011. Olie på lærred.

Godt nytår

Der er ikke mange timer tilbage af december - og dermed 2012. Så må man jo sige, hvad der bør siges...

ProKK som pseudoakademisk komediant

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de seneste år har set kunstmiljøerne blive ædt op af studentikose og akademiske narrekasketter.

Efterhånden ligner kunstlandskabet en udbrændt ruin af floskler og besynderlige grydeklippede repræsentanter med hornbriller. Et af de mest oplagte eksempler herpå udgør udstillingsinstitutionen Århus Kunstbygning, der om få dage skifter navn og profil. Kunsthal Aarhus har for længst sat ord på sin nye filosofi, og man har tilsyneladende ikke gjort sig de store overvejelser om, hvorvidt man føler en forpligtigelse til at formidle og udstille billedkunst?

Det er i hvert fald under alle omstændigheder ikke lige præcist dét, der signaleres med de netop offentliggjorte udstillinger i begyndelsen af 2013.

Man kunne måske sige, at jeg burde give institutionen og udstillingerne en chance, inden jeg farer i tastaturet? Jo; naturligvis! Men når der samtidigt dukker et dokument op i min postkasse, der præsenterer foreningen ProKKs program helt frem imod 2017, så er det svært at bevare optimismen, for magen til pseudointellektuelt nonsens skal man da lede længe efter.

Jeg tror ikke, at man ensidigt kan skyde skylden på ProKKs bestyrelse og kuratorer samt den såkaldte ”facilitator”, der optræder i beskrivelsen. Jeg føler mig ret sikker på, at de blot har udfærdiget dette program (som for øvrigt kun i en begrænset forstand har noget med kunst at gøre) for at tilfredsstille kunstbygningens – undskyld – kunsthallens behov for dybe, intellektuelle banaliteter.

ProKK er en del af Kunsthal Aarhus, og har – efter en del kulturkommunalt palaver – samtidigt fået udstillingsplads i udstillingsinstitutionen. Det burde måske være overflødigt at nævne, at jeg er medlem af ProKK og tidligere bl.a. har siddet i foreningens bestyrelse. Om mit medlemskab bliver fornyet, har jeg ikke taget stilling til – endnu!

Sidst ProKK udstillede i Århus Kunstbygning, kunne man bl.a. opleve det smukke værk af Liné Ringtved Thordarson, der ledsager denne blog. Thordarson er - hvis nogle skulle være i tvivl - billedhugger.

Nytårsakvareller

Her i tiden mellem jul og nytår har jeg fået lavet nogle få akvareller.

Bogstavskompositionerne er stadig et tema, men det ser ud som, at bogstaverne bliver mere og mere udflydende. Således bliver de også stadigt vanskeligere at tyde.

Årstiden gør mig i halvdårligt humør. Så der skal lidt farver på papiret – så kan man leve med, at der er et halvt år til sommer.

ARoS '13 af dem selv

For noget tid siden var jeg til pressemøde/julefrokost på kunstmuseet ARoS med henblik på at blive indviet i museets udstillingsprofil for 2013.

Til stede var også TV-producenten Jack Fridthjof, der lavede et indslag, som giver museets direktør Jens Erik Sørensen og overinspektør Marie Nipper (billedet) mulighed for at komme til orde. Klippet kan ses HER>

Powerlisten 2012

Tidligere i år offentliggjorde kunsttidskriftet ArtReview deres liste over de mest indflydelsesrige kunstpersonligheder i det forløbne år på den internationale scene.

Sådanne lister er naturligvis altid stærkt subjektive; men ikke desto mindre underholdende læsning. Herhjemme har vi også en sådan liste, der tager udgangspunkt i den danske scene, og den har kunstanmelderen Michael Jeppesen fra Information udarbejdet.

Denne top 100 er akkurat lige så baseret på anmelderens personlige iagttagelser, som den vi tidligere har set fra Art Revirew – og sådan er dét! Lad os tage en iagttagelse på sagerne:

Årets ubetingede højdespringer er den nyudnævnte kulturminister Marianne Jelved, der kom fra ingenting og direkte ind på listens 7.-plads. Ikke overraskende er tidligere kulturminister Uffe Elbæk overhovedet ikke at finde på listen, og det på trods af, at han faktisk har bestyret posten i langt det meste af 2012.

En anden gedigen højdespringer er overinspektør på ARoS, Marie Nipper, der hopper fra nr. 96 og helt frem som nr. 45.

Derudover finder man naturligvis diverse rokeringer i forhold til sidste år. Bl.a. har nr. ét og to på listen byttet plads, således at kunstmuseet Louisianas direktør Poul Erik Tøjner nu har henvist Olafur Eliasson til 2.-pladsen… se den komplette liste på Kopenhagen.dk HER>

Jeg havde nok kunnet finde et mere kvalificeret billede af Poul Erik Tøjner, hvis jeg havde ledt grundigt i mit fotoarkiv; men fotoet herover er et stillbillede fra videoen, jeg lavede om Louisianas store udstilling med Per Kirkeby for nogle år siden.

Lokalt i 2013

Jeg har tidligere på denne blog nævnt, hvad man f.eks. kan opleve på kunstmuseet ARoS i Aarhus i 2013; men naturligvis sker der også noget i lokalområdet omkring min egen beskedne hjemby Silkeborg i det kommende år.

Først og fremmest har Museum Jorn nogle interessante udstillinger, som ganske vist peger bagud i kunsthistorien; men de navne, der optræder i udstillingssammenhængene er ikke desto mindre fænomener som Picasso og Karel Appel.

I en række af udstillinger, hvor museet parrer Jorn med interessante kunstnere, som han dokumenteret har ladet sig inspirere af, er turen nu kommet til den vel nok væsentligste kunstner overhovedet i det 20. århundrede, nemlig Pablo Picasso (1881-1974). Denne udstilling kan ses på Museum Jorn i perioden 7. september-8. december.

Desuden viser museet et udvalg af Cobra-kollegaen Karel Appels værker med afsæt i perioden 1959-62, hvor Appel stiftede bekendtskab med metropolen New York. Det kom der en del voldsomme værker ud af – og mæske derfor har udstillingen, der finder sted over sommeren – fra 2. juni til 4. august, fået titlen ’I do not paint – i hit!’. Herudover vil man bl.a. på Museum Jorn kunne se Dubuffet fra museets samling samt en udstilling baseret på Jens Olesens samling af Cobra-kunst.

KunstCentret Silkeborg Bad lægger ud med en udstilling, der viser et udsnit af Thomas og Poul Pedersens store samling af grafiske arbejder. Senere i januar åbner en udstilling med sammenslutningen med det besynderlige navn KONTEKST. ’Landet ud af skabet’ kredser om forholdet mellem betragtning og landskabelighed. Sådan hedder det i hvert fald på Badets hjemmeside.

Senere har man på Silkeborg Bad – igen – Artist Books og hen over efteråret viser man en stor udstilling med værker af min gode ven Steen Rasmussen. Titlen er ’Grafisk Metamorfose’.

Lidt længere vestpå – i Kunstpakhuset i Ikast – kan man i det kommende år se arbejder af Bjørn Nørgaard – og denne udstilling har sit afsæt i en udsmykning har foretaget ved Ikast Kirke. Denne har jeg ikke endnu haft mulighed for at se; men det bliver der sandsynligvis mulighed for i løbet af året?

Senere på året vil man kunne opleve en udstilling med den spændende unge kunstner Mie Mørkeberg i Kunstpakhuset; men ellers ser det rimeligt stilfærdigt ud i Ikast.

Stalingrad ved jordens undergang

Det synes jeg faktisk er interessant her ved begyndelsen til afslutningen: Ifølge Troels Andersens store antologi om maleren Asger Jorn, foretog Jorn de sidste justeringer af maleriet 'Stalingrad - stedet som ikke er eller modets gale latter' i dag for præcist 40 år siden.

INTROSPECTION - om kunstneren Steffen Tast

Overskriften udgør samtidigt titlen på en bog, der for nyligt udkom om Steffen Tast. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Tasts kunst, var jeg overbevist om, at han var den mest hysterisk pertentlige kunstner, jeg nogen sinde havde stiftet bekendstskab med. Værket bestod af hundredevis af små hvidmalede pinde, der var ophængt i lige så mange nylonsnører, således at de mange træstykker udgjorde en pyramideform.

Samtidigt blev jeg også ganske grebet af den akuratesse, som kunstneren lagde for dagen i forhold til værket.

Siden har jeg truffet Steffen Tast mange gange og fundet ud af, at der er mere end mening med galskaben. Han bruger ofte lyset i kontrast til mørket som udgangspunkt for sine skulpturelle installationer, og så har han faktisk en baggrund som grafiker, hvilket jeg som bekendt finder meget sympatisk.

Jeg har netop modtaget den nyudgivne bog, og glæder mig til at læse den med henblik på en senere anmeldelse.

I samme åndedrag bør det nævnes, at Steffen Tast vil være aktuel i forbindelse med en udstilling med kollegaerne Bruno Kjær og Frode Gundorf Nielsen i Kunstpakhuset i Ikast her i begyndelsen af 2013.

Illustrationen, der ledsager denne blog er en gengivelse af installationen ’Lysende stier II’ fra 2011 i neon, optiske fibre og glas. Værket blev udstillet i forbindelse med kunstnerens soloudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad i 2011.

Project Mountain Yorokobu

Den 8. september åbnede en udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingen ’Screaming Yellow & Luninous Lavender’ introducerer designeren Henrik Vibskov som museumskurator, da Vibskov har udvalgt værker fra museets samling til en udstilling, der inkluderer et antal gul-grønne drivhuse med glughuller, hvorigennem man kan se – svagt – nogle kunstværker af rumlig karakter.

Hvad der er placeret på væggene, skal man bøje nakken for at opleve, da man har valgt at ophænge således, at billedernes underkanter er placeret i en gennemsnitspersons øjenhøjde.
Denne iscenesættelse forkommer mig mere som et fikst påfund, end en egentlig god idé.

Hvad der imidlertid var ret interessant ved åbningen, var at Vibskov viste sig som trommeslager og kapelmester i et ensemble med navnet Project Mountain Yorokobu, der udmærkede sig ved at give et sæt af meditativ improvisationsmusik, som ganske vist fik publikum til at fortrække ind i udstillingen; men mig til at blive og høre koncerten.

Vibskov fortalte mig efterfølgende at hele koncerten blev optaget med henblik på senere udgivelse, og hvis man via denne beskrivelse har fattet interesse for projektet, kan jeg oplyse at gruppen ved den pågældende lejlighed bestod af Vibskov selv på trommer, Mads Hyhne på trombone, Asger Baden på keyboards og synthesizers samt den energiske percussionist Ayi Salomon.

Som sagt er koncerten nu udgivet på plade (oven i købet på vinyl).

Fortsættelse følger - måske?

”Kunsthallerne rundt om i landet har alle sammen det problem, mere eller mindre, at de har enormt svært ved at generere en tilstrækkelig lokal interesse. Det er et dilemma og en udfordring, at de hårdest kuraterede internationale udstillinger har svært ved at tiltrække publikum modsat udstillinger med lokal forankring, som igen og igen kan få publikum op af sofaerne”

Teksten er et uddrag af en klumme af Trine Rytter Andersen på kunstportalen Kunsten.nu. Klummen har sit afsæt i en debat, som er indledt af udstillingsstedet Overgadens leder Merete Jankowsky, der ser sin egen institution som et modstykke til kunsthallerne og deres strategier.

I den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvilken profil Århus Kunstbygning vil eksponere fremover.

Foreløbigt fremgår det af udstillingsstedets website, at man fra primo 2013 ændrer profil – og navn. Fremover skal man vænne sig til at kunstbygningen hedder Kunsthal Aarhus. Hvad dette indebærer på udstillingsfronten er svært at sige, da man ikke har været helt så præcis vedr. næste års udstillinger, som man har været med at formidle institutionens nye profil.

Selv blev jeg mødt med en mur af tavshed, da jeg i min egenskab af anmelder spurgte kommunikationsmedarbejderen i kunstbygningen om formidlingsmateriale omkring den aktuelle udstilling. Dettte er et dumt og arrogant signal at sende omverdenen, hvis man man som udstillingsinstitution gerne ser sine aktiviteter formidlet i et bredere perspektiv.

Værket - et udsnit af Gudrun Hasles 'Min Livshistorge', som er aktuel i Århus Kunstbygning - der ledsager denne blog, kunne måske fungere som fremtidsbillede i forhold til Kunsthal Aarhus?



ARoS' Kirkeby-samling

”Men trods malerisk nerve fremstår hans malerier altid som strukturmæssigt kontrollerede og konceptuelle konstruktioner, hvor mange naturvidenskabelige billeder som DNA-molekyler, stjernebilleder og geologiske profiler har stået model.
Og det er nok i virkeligheden Per Kirkebys styrke og sandsynligvis nøglen til at forstå hans internationale succes: Billeder opstår aldrig af ingenting”.

Stiftens kunstanmelder Henrik Broch-Lips giver generøst fem ud af seks stjerner til ARoS’ ophængning af Per Kirkebys værker fra egen samling, og det er – uden at jeg har set udstillingen – sikkert ikke en stjerne for meget? Min vurdering er baseret på min viden om ARoS’ samling af Kirkeby-værker, som jeg ved, er ganske omfattende.

Samtidshumor

”Mest af alt syntes Elmgreen, at Rothko-maleriet lignede et ryatæppe, og det eneste, der skete, når han kiggede på det, var, at han fik dårlig samvittighed. Hvorfor vakte det ingen store følelser i ham? Han følte sig skyldig og uværdig til at kunne opleve kunsten. Opleve den spirituelle, åndelige og kunstrefererende kunst – hvad Elmgreen syntes, at især kunstformidlerne gjorde den til”.

Citatet stammer fra en artikel i dagbladet Information, hvor Rasmus Elmelund prøver at give et overordnet bud på, hvad samtidskunsten byder ind med her ved udgangen af 2012.

Blandt andet bliver det fremhævet, at den tidligere så udbredte modernistiske filosofi var elitær og ekskluderende, og at det referencielle i billedkunstnen bør være mere direkte, end man oplevede det med bl.a. den abstrakte ekspressionisme.

Personligt finder jeg selv samtidskunsten indsnævret og i dén grad ekskluderende – og samtidigt dybt elitær.

 I øvrigt er kunstneren, der udtaler sig ganske kritisk om Mark Rothko den ene halvdel af duoen Elmgreen og Dragset, Henrik Elmgreen, som er en af tidens udøvere, der dækker sig bag et tema, de overhovedet ikke kommer i nærheden af i udviklingen af deres værker.

Når værkstedet flytter ud

Mange af de ting, jeg laver lige for tiden, bliver faktisk forarbejdet alle muligt andre steder end på værkstedet – og det er naturligvis ikke altid optimalt. Ikke desto mindre sørger jeg for – når der er tid og rum – at få noget lavet under alle omstændigheder.

Jeg er for tiden i gang med min sidste sæson i mit igangværende job, og jeg må sige, at trætheden er ved at indfinde sig vedr. at være på et jobmarked, jeg aldrig rigtigt har følt mig hjemme i.

Bortset fra dét, afsluttede jeg som bekendt en udstilling på Café Galleriet i Odder for noget tid siden – og dén udstilling var på flere måder vellykket. Der kom i hvert fald flere positive reaktioner.

Bedste udstillinger i 2012

Der er ganske vist nogle uger til årsskiftet finder sted; men alligevel vil jeg allerede nu givet et bud på nogle af de største udstillingsoplevelser, som JEG i hvert fald har haft i 2012. Og det er svært, da 2012 har været et begivenhedrigt år.

Lad mig blot nævne i flæng: De to gange Tony – Oursler og Matelli – på ARoS. På ARoS kunne man ligeledes opleve et af årets absolutte højdepunkter, Edvard Munch, en udstilling, der stadig kan ses, og næsten føles. Matelli kan ses indtil nytår.

Kunstmuseet Louisiana har traditionen tro stået for imponerende udstillinger. Jeg vil især nævne den stadigt aktuelle ’Selvportræt’, som viser et stort og komplet udvalg af selvportrætter fra de sidste godt og vel 100 års kunsthistorie. Pink Caviar, som i sommer viste eksempler på museets nyerhvervelser, var ligeledes værd at ofre nogle timer på, og det samme kan man roligt sige om udstillingen med gigantiske fotos af Andreas Gursky.

På Statens Museum for Kunst udgjorde den fine udstilling med værker af Henri Matisse et ubetinget højdepunkt. Og så var 2012 Documenta-år.

På dOCUMENTA (13) kunne man finde og opleve et kæmpeudvalg af, hvad kuratorerne havde udvalgt fra den aktuelle og historiske kunstscene. Skulle jeg pege på nogle enestående indslag, må det vel være Julie Mehretus store tegninger, Geoffrey Farmers helt enestående installation ’Leaves of Grass’ (nederste billede herover) og Korbinian Algners æblepasteller. Men her var det bestemt – blandt mange – værd at nævne Goshka Macuga, Ida Applebroog, Mark Dion, Massimo Bartolini, Fabio Mauri og William Kentridge. Det var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om fra dOCUMENTA (13) i skrivende øjeblik.

Den måske bedste – og i hvert fald den mest overrumplende – var imidlertid en stor udstilling med kæmpestore, gennemsigtige og skulpturelle enheder af den argentinsk/tyske kunstner Tomas Saraceno (øverste billede) i Hamburger Bahnhof, som jeg besøgte i forbindelse med vores tur til Berlin i beyndelsen af året. Udstillingen var interaktiv, da de forskellige elementer i flere tilfælde var så gigantiske, at man kunne gå ind – og op – i dem.

Jeg vil vove pelsen og under alle omstændigheder erklære netop denne udstilling som den bedste i det herrens år 2013, ikke mindst på grund af overraskelsesmomentet. I det hele taget er Hamburger Bahnhof et sted, man bør besøge, hvis man interesserer sig for samtidskunst.

Det samme kan man naturligvis sige om Neue Nationalgalerie, som rummer moderne kunst fra hele det 20. århundrede. Næste gang, jeg kommer til Berlin, står Alte Nationalgalerie højt på ønskelisten sammen med bl.a. Martin Gropius Bau.

Af de mere lokalt forankrede udstillinger, bør jeg nævne Sonja Ferlov Mancoba på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning og den store udstilling med Ingvar Cronhammar hos naboen HEART. På Museum Jorn i Silkeborg havde man parret Asger Jorn med James Ensor og på KunstCentret Silkeborg Bad var der også i det forløbne år udstillinger, der var værd at se.

Og så må jeg naturligvis ikke glemme min egen udstilling på Café Galleriet i Odder

Guldalder, dronningen og prinsen, Tal R samt en interessant trio på ARoS i ’13

Kunstmuseet AroS’ direktør Jens Erik Sørensen lød under pressemødet, der præsenterede næste års udstillinger på museet, som en mand med forventninger om kritiske røster fra anmelderne, da han præsenterede en af næste års udstillinger.

Det drejer sig om en udstilling, der viser et celebert ægtepars kreative produktion. Og det er naturligvis Dronning Margrethe og Prins Henrik, der er tale om, og så har jeg ikke så meget mere at tilføje bortset fra, at JES påpegede, at der muligvis ikke er tale om kunst, når man beskriver regentparrets værker – man kan så spørge sig selv om, hvorvidt disse skulle udstilles på en institution, der netop er defineret som et kunstmuseum?

Anyway! Årets udstillingsprogram på ARoS er faktisk interessant, og allermest tror jeg, at jeg glæder mig mest til en stor Tal R-udstilling, der vises i perioden fra 23. november 2013 til 27. april 2014.

Allerede fra d. 9. februar kan man dog se en udstilling med tre kunstnere fra forskellige perioder, når museet slår dørene op for en udstilling med værker af Yves Klein (1928-62), James Lee Byars (1932-97) og Anish Kapoor (1954-). Denne udstilling mener jeg også, der er grund til at glæde sig til.

Over sommeren står den på guldalder på museet, som viser dels værker af egen samling og dels indlån. Cirka halvt af hver fra denne frugtbare epoke i dansk kunsthistorie.

Herudover kan man opleve udstillinger med fotografen Annika von Hausswolff, maleren Kay Christensen (1899-1981), kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz, der i juni har verdenspremiere på deres innovative kunstprojekt ’Bubble’. ’Director’s Choise’ er den forløbige titel på en udstilling, der tager afsked med ARoS’ direktør gennem en menneskealder Jens Erik Sørensen. Han har her givet sig selv lov til at udvælge nogle – oversete – værker fra museets samling. Som JES selv udtrykker det: ”Det bliver en fantastisk spændende mulighed for at se, hvor mange ”katastrofer”, der er indkøbt gennem årene!”

Allerede fra d. 15. december kan man se en udstilling, der viser hovedværker af Per Kirkeby fra ARoS’ egen samling. Og den er ikke så lille, skulle jeg hilse og sige.

Det øverste billede foroven viser en gengivelse af et maleri af Jørgen Sonne (1801-1890), ’Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849’, 1853 (pressefoto: Ole Hein Pedersen/ARoS)

Det nederste Yves Klein, Installation MAMAC, Nice (pressefoto: Muriel Anssens/ARoS).

Jelved på kulturens taburet

To minutters betænkningstid var hvad Marianne Jelved havde brug for, da De Radikales (eller ”De Radigale”, som de hedder i Politikens ATS) leder Margrethe Vestager headhuntede Jelved til posten som kulturminister, efter at kaos-piloten Uffe Elbæk valgte at forlade embedet.

Det ser umiddelbart ud, som om der er overordnet tilfredshed i kulturlivet med den nye minister, og i modsætning til sin forgænger på posten, har hun, som partiformanden udtalte i radioens P1, ”parlamentarisk erfaring”. Det kan der ikke være tvivl om!!!

Exit Elbæk

”Landspolitisk må han dog regnes for en novice, da han først ved det netop overståede valg er blevet valgt ind i Folketinget. Han er blevet kendt for en såkaldt ”kulturel Marshallplan”, der bl.a. vil reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge FM-båndet, flytte midler fra den klassiske musik over til den rytmiske og reformere dagpengesystemet for kunstnere, så det understøtter freelance-aktiviteter. Det sidste er måske nok så væsentligt for danske billedkunstnere”.

Sådan kunne man her på blog'en kunnet læse om Uffe Elbæk, da han i efteråret sidste år blev udnævnt til kulturminister. Siden er han blevet et af dronningerigets helt store samtaleemner, da Elbæk tilsyneladende har udvist store evener inden for den stærkt udbredte kulturelle disciplin, nepotisme.

Nu har Elbæk valgt at forlade posten som kulturminister – og tilbage står så spørgsmålet, når man har fået svaret på, hvem, der skal efterfølge ham, om, hvorvidt dette har nogen konsekvens for de lokalpolitikere og kulturfolk ude i landet, der bruger vennetjenester og nepotistiske funktioner som en selvfølge i det daglige arbejde?

Jeg tror, at Uffe Elbæks manglende erfaring som politiker på landsplan har været en væsentlig årsag til, at det er gået ham, som det er. Der vil altid være langt mere fokus på en minister og hans/hendes handlinger, end på f.eks. en kommunalpolitiker.

ARoS i 2013

Der er måske en enkelt eller to, der har undret sig over, at kunstmuseet ARoS Aarhus Kunstmuseum endnu ikke har offentliggjort deres udstillingsprogram for 2013. Det bliver der imidlertid rådet bod på torsdag d. 6. december, hvor det kulturelle pressekorps er indkaldt til pressemøde og julefrokost på museet.

Jeg har naturligvis tilmeldt mig arrangementet og vil derfor være i stand til at forsyne nyhedshungrende kunstinteresserede med næste års – sandsynligvis – spændende udstillinger på ARoS.

Det er stadig muligt – indtil d. 17. februar – at se den store Edvard Munch-udstilling på ARoS. Her er der heldigvis bl.a. lagt en væsentlig vægt på grafikken foruden de mange oliemalerier, udstillingen præsenterer.

Matisse på Metropolitan

Hvis man er kæmpefan af Henri Matisse, oplevede man med stor sandsynlighed den store udstilling med kunstneren på Statens Museum for Kunst, der kørte fra sommeren og hen over efteråret på nationalgalleriet.

Udstillingen udgjorde et ubetinget highlight blandt de udstillinger, jeg selv har set i indeværende år – og det er ikke så få.

Det er dog nu igen muligt at se udstillingen, men denne gang vil det – hvis man ellers befinder sig i Europa – kræve lidt rejseaktivitet, da udstillingen netop er blevet åbnet på Metropolitan Museum of Art i New York.

Louisiana TV

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk kan nu tilbyde gæster på hjemmesiden en TV-kanal, der formidler museets udstillinger og – ikke mindst – stedets kulturelle arrangementer.

Der ligger allerede en bred vifte af broadcasts på Louisiana Channel og navne som David Hockney, Ai Weiwei, Jonathan Meese, Patti Smith, Pippilotti Rist og udstillingsaktuelle Anri Sala er blot nogle af de kunstnere, man kan få et indblik i via den nye TV-kanal.

Man kan se kanalen ved at logge sig ind på www.louisiana.dk - her ligger der et link til Louisiana Channel.

Kunst for Tiden

foto: Sergei Schade

Torsdag d. 29. november var jeg og mine ydmyge kunstværker tema i en TV-optagelse i en udsendelsesrække, der hedder ’Kunst for Tiden’ og som broadcastes via en station, der hedder SRTV. Heldigvis – for dem, der ikke har mulighed for at modtage kanalen, der viser udsendelserne – bliver portrætterne også lagt ud på video-portalen DailyMotion.com.

Der blev sammenlagt produceret halvanden time i SRTVs studie i Silkeborg, og det giver i alt tre udsendelser, der tematisk afspejler mine oplevelser med historie, kunst, musik og formidling – blandt meget andet.

Studieværk er Kirsten-Marie Hedeland (til venstre på billedet herover), der foruden at dyrke sin egen billedkunstneriske interesse, er tilknyttet Kunstavisen som skribent. Jeg må sige, at Hedeland virkede meget velforberedt, hvilket gjorde det nemt for mig at fortælle om det, jeg går og laver.

Jeg vender tilbage med mere, når den første udsendelse er tilgængelig.

Martinsen

”Martinsen leger med vores perception, og denne leg holder beskueren på tæerne rent visuelt, fordi man fornemmer, at der er noget galt, at virkeligheden har forrykket sig en smule og at man derfor ikke kan vide sig sikker på noget som helst. Man sættes i alarmberedskab, parat til at flygte eller slå igen – eller skvatte gennem et kaninhul til en anden verden”

Disse linier er et uddrag af Trine Ross’ fem-hjertede anmeldelse i Politiken af Søren Martinsens udstilling ’Danskeren’ på Rønnebæksholm ved Næstved. En udstilling, jeg ret sikkert ikke får at se – desværre.

Den slutter 16. december; men bliver derefter flyttet til kunstmuseet Trapholt, hvor den kan ses fra d. 17. januar og frem til 11. august 2013. Så der er håb!

Hendrix 70

Alle ved, hvordan Jimi Hendrix så ud, da han levede. Men ingen ved, hvordan han ville se ud, hvis han havde levet i dag og spillet guitar som 70-årig.

Det er nemlig kendsgerningen, at manden, der satte nye standarder for, hvordan man kunne spille på elektrisk guitar, i disse dage ville have fyldt netop 70, hvis ikke han så ulykkeligt var kommet af dage på en mindre spektakulær måde i 1970 efter en karriere, der vel stort set kun seriøst varede i tre år.

Denne lettere afbrændte Fender Stratocaster er IKKE dén, som Hendrix satte ild til ved den legendariske Monterey-festival i ’67. Denne Strat årgang ’65 er fra en tidligere koncert. Det hører med til historien, at Hendrix ved denne lejlighed pådrog sig mindre forbrændinger.

Minor med bindingsværk

Tilbage sidst i 60'erne tog min far og jeg ofte til Vesttyskland på udflugt i en bil som denne - dog uden siderude bagi og modellen var lyseblå - og en gang ville min far køre ud til zonegrænsen (til DDR) ved Lüneburger Heide.

Hvad han ville der, fandt jeg aldrig rigtigt ud af - måske bare danne sig et indtryk af det grå og triste Østtyskland? Jeg så det som et signal om, at min far var en frygtløs opdagelsesrejsende, der trodsede autoriteterne i sin - i Tyskland - meget usædvanlige, britiske, bil. Dvs. indtil vi nærmede os grænsen og vagterne, der viste sig med deres geværer. "Vi må hellere vende om", sagde min far opgivende.

Men vi fik dog lige et blik hen over pigtråden! Billedet her er taget på en parkeringsplads tæt på min bopæl i eftermiddag. Smukt eksemplar af den klassiske bindingsværk-Minor

52 sjæle

”Udstillingen ’52 sjæle’ viser, at symbolismen ikke blot manifisterede sig forskelligt kunstnerne imellem, men også fra land til land. Og så alligevel ikke mere anderledes, end at disse 52 individuelle flugtruter væk fra naturalismen pegede i samme retning: mod en større interesse for det dunkle, mystiske og sjælelige, mod sindsstemningernes forførende magt og en ny kreativ frihed”

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung har været i den finske hovedstad Helsinki, hvor man for tiden kan se en udstilling på kunstmuseet Atenium, som viser, hvad man kalder symbolismens landskab 1880-1910, og netop denne epoke var en frugtbar periode i udviklingen af maleriet fra en naturalistisk – og senere impressionistisk – gengivelse af naturen til et langt mere mentalt forankret og individualistisk maleri. Udstillingen ’52 sjæle’ kunne godt inspirere en og anden til et besøg i de tusind søers hovedstad.

Billedet herover viser en gengivelse af et maleri, der skildrer Keitile-søen. Det er malet af Akseli Gallen-Kallela (1865-1931) i 1905 (pressefoto: Atenium).

Millioner til Sculpture by the Sea

Via en donation fra Købmand Herman Sallings Fond på tre millioner kroner er udstillingen Sculpture by the Sea sikret et gedigent økonomisk tilskud med henblik på afviklingen af udstillingen i årene 2013, 15 og 17.

Udstillingen er usædvanlig i kraft af, at den løber over et areal på tre en halv kilometer fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus. Heldigvis slutter forløbet umiddelbart inden det når til mit favoritspot, som er området umiddelbart efter, hvor udstillingen ophører.

Til gengæld har Sculpture by the Sea de sidste år udgjort en sand publikumsmagnet, og det er efter al sandsynlighed et publikum bestående af folk, der sjældent går på kunstmuseer, i gallerier eller i kunsthaller.

På den måde kan man i perioden 1.-31. juni 2013 helt vederlagsfrit opleve ikke færre end 63 skulpturer udført af lige så mange kunstnere fra tyve lande. Sculpture by the Sea udgør dermed den ubetinget største internationale kunstudstilling i Danmark, hvis man måler på arealet.

Billedet herover er et udsnit af Andrew Rogers' værk fra 2011-udgaven af Sculpture by the Sea og titlen er 'From Optimism to Hope'

Til skitsebogen

Ind imellem er jeg lykkelig for, at jeg har mulighed for at tegne. Stille og diskret kan jeg sidde og slå nogle streger, når omgivelserne går i selvsving over noget, der for mig er totalt uvedkommende og ligegyldigt. Stregerne herover er foretaget under en såkaldt ”pædagogisk dag” på mit arbejdssted.

Måske indikerer skitserne, hvilke kompositoriske principper, jeg vil gøre brug af, når der igen sker noget på værkstedet?

Fra Brande til Bruun-Rasmussen

Jeg må indrømme, at kunstneren bag dette værk, kinesiske Zhou Jinhua, har forbavset mig et par gange siden jeg første gang mødte ham som forskræmt workshop-deltager udenfor Brande Station i 2007.

Han gik omgående i gang med at male dette maleri på 245 x 105 cm. i Remisen. Jeg blev også overrasket, da kunstneren prissatte værket i forbindelse med den efterfølgende udstilling.

Det blev sat til – så vidt jeg husker? – 68.000 kr. og gu’ hjælpemig om ikke maleriet kommer under hammeren til autionshuset Bruun-Rasmussens næste auktion for moderne kunst d. 4. december i Bredgade i København. Værket er her vurderet til 75-100.000 kr.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke har fulgt Zhou’s karriere siden workshoppen; men noget er der tilsyneladende sket for den unge kinesiske kunstner.

Louisiana-år med æstetik, pop og Ono

Så er Louisiana-magasinet dumpet ind gennem brevsprækken med oplysninger om, hvad man som publikum kan forvente af oplevelser på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i 2013-sæsonen. I godt en måned ind i året vil man kunne se den anmelderroste Anri Sala-udstilling, som har sit afsæt i videoinstallationer, hvor lyd og rytme spiller hovedrollerne.

Umiddelbart efter nytår – d. 8. januar – åbner en udstilling med tidlige tegninger af Andy Warhol (nederste billede), og hermed fortsætter museet linien med at vise tegninger af nogle af det 20. århundredes store kunstnere.

Det ligner et æstetisk pletskud, når museet til foråret viser en udstlling i Louisiana Contemporary med installationer af den amerikanske kunstner Tara Donovan (øverste billede).

Popkunstens mere designforankrede aspekter vises på udstillingen med den sigende titel Pop Art Design i perioden 8. februar-20. maj.

Årets store sommerudstilling, der åbner d. 1. juni, er en præsentation af den japansk-amerikanske kunstner Yoko Ono, der fylder 80 i 2013. Ono er nok mest kendt for at være enke efter John Lennon; men Louisiana sætter altså spot på Ono i forbindelse med udstillingen Half-A-Wind-Show.

Denne udstilling kan ses frem til d. 15. september – og så nærmer efteråret sig såmænd igen.

Robert Jacobsen 100 år

”Fra de matte sortmalede, over de senere mere rå rustprægede overflader og til de farverige skulpturer fra hans senere år viser udstillingen os den helt særlige evne, Jacobsen havde, til at gøre værkerne vedkommende i rummet sammen med os”

I anledning af 100-året for billedhuggeren Robert Jacobsens fødsel har Kunsten i Aalborg for nyligt åbnet en udstilling med hans værker.

Thilde Nyborg giver fem hjerter i dagbladet Politiken til ’Rum og form – Robert Jacobsen i 100 år’. Robert Julius Tommy Jacobsen døde i 1993

Ord og Rum samt Tilværelsens Kolonihave i Brænderigården

Brænderigården i Viborg er en institution, der i de senere år har skærpet ambitionsniveauet, og nu viser det smukke udstillingssted to udstillinger, der bl.a. præsenterer værker af kunstnere fra min egen omgangskreds.

Om udstillingen Ord & Rum hedder det i pressematerialet: ”I kunsthallens Hovedfløj kan man opleve hvordan ord, billeder og lyd smelter sammen når fire af landets mest fremtrædende kunstnere og forfattere arbejder sammen. Forfatterne Ursula Andkjær Olsen, René Jean Jensen, Theis Ørntoft og Amalie Smith har skrevet nye tekster, som kunstnerne Sophie Hjerl, Andreas Schulenburg, Katja Bjørn og Steen Rasmussen frit fortolker via installations- og videoværker”.

I sommer lavede keramikeren/skulptøren Jørgen Hansen en af sine mange brændingsskulpturevents på Brænderigården, og det er der kommet en udstilling ud af med titlen Tilværelsens Gårdhave.

Om denne udstilling kan man finde følgende på kunsthallens hjemmeside: ”Titlen Tilværelsens Gårdhave refererer til rummets arkitektur, som med sin højde og søjler kan minde om østens paladser. De fem mandshøje træer er opbygget og brændt udenfor på gårdspladsen ved Kunsthal Brænderigården i sommer og har derfor en særlig stedsspecifik betydning. Herudover omfatter udstillingen bl.a. elementer som fisk, fugle, træer, krukker og fade i bløde organiske former med farver fra sart rosa til dybe gule og grønne toner. Glasurens uforudsigelige overflade og farverigdom efter brændingen bringer en drømmeagtig lethed over mange af værkerne, der kontrasteres af grå rålersfade i dagligdags jordfarver, hvorved der skabes en spændvidde mellem lerets magi og jordbundethed”.

De to udstillinger åbner d. 10. november og illustrationen, der ledsager denne tekst viser værket 'Skov' af Jørgen Hansen.

Fire år mere

Billedet til højre er malet af Jasper Johns, og det symboliserer vel ganske godt nationen, som USA’s nu genvalgte præsident kalder ”the great american family”?

Jeg har netop set og hørt Barack Obamas sejrstale, og jeg må indrømme, at magen til fremragende retoriker skal man lede længe efter. Hvor hans modkandidat ved præsidentvalget har benyttet sig af den samme taleform som en af hans forgængere Ronald Reagan – hvilket i øvrigt også kendetegnede katastroferne George Bush sr. og jr. – besidder Obama helt sin egen måde at udtrykke sig på.

Jeg er sikker på, at analytikerne nu kommer frem på banen med henblik på at finde ud af, hvordan Obama, som har haft det svært i sin første perioede, kunne opnå genvalg. Spørgsmålene vil hobe sig op: Var modstanden fra republikanerne for sølle? Smed orkanen Sandy sand i maskinrummet hos Romney? Eller er Obama bare den rigtige til at regere landet fra den store hvide villa i Washington?

Måske er vi klogere om fire år…? Under alle omstændigheder er et nyt ord blevet lanceret under denne valgkamp: Mon alle alligevel ved, hvad en ”svingstat” er?

Gror som ukrudt

”Vi kan godt lide ukrudt, vi kan godt lide det, som ikke lader sig bremse af noget som helst, men vokser op alle steder og gennem beton, hvis det er påkrævet. 'Din Pik Gror Som Ukrudt' er en hyldest til den mandlige seksualitet”

Det er da under alle omstændigheder et sympatisk citat, forfatteren Merete Pryds Helle anfører her, og jeg har læst det på Politiken.dk, hvor det fremsættes i tilknytning til tyveriet af et flag, som billedkunstneren Anne Marie Ploug har produceret i forbindelse med en udstilling under den københavnske Kulturnat en gang i oktober.

Jeg ved ikke, om flaget, der måler 1,50 x 2,00 m. er blevet tilvejebragt, siden efterlysningen optrådte på Politiken.dk; men jeg vil i hvert fald gerne slå et slag for, at det kommer tilbage til dets rette ejermænd/kvinder, som jeg finder meget sympatiske – og dét kan jeg sige, da jeg faktisk har truffet dem begge – uafhængigt af hinanden.

Film om og med Jonna Pedersen

Tidligere i år viste Kunstpakhuset i Ikast en udstilling med de to danske kunstnere Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen, der blev suppleret med de to New York-baserede kunstnere Grace Graupe-Pillard og Robin Tewes. En meget naturlig kobling i og med at udstillingen havde New York som tema.

De to amerikanske kunstnere spillede faktisk også en rolle i beskrivelsen af Jonna Pedersens kunst, som en ven af Kunstpakhuset, Bjarne Eriksen, foretog med videokamera under åbningen af udstillingen.

Det kom der naturligvis en lille film ud af, som jeg gerne vil slå et slag for på denne blog på trods af, at aktualiteten måske ligger nogle måneder tilbage.

Malerisk gensyn

Det virker næsten som hovedpersonen er ramt af en sjælden solstråle på billedet herover, der er taget ved åbningen af udstillingen Malerisk Gensyn på Odder Museum. Det er naturligvis Finn Have, der stadig fejrer sin nylige 60 års fødselsdag – nu med hele to udstillinger i hjembyen Odder.

Samtidigt med udstillingen på museet viser Café Galleriet, ligledes i Odder, et udvalg af Haves værker. Som det vil være jævnlige læsere af denne blog bekendt, har jeg selv netop afsluttet en – synes jeg – meget vellykket udstilling i netop Café Galleriet.

Kunstbygningens formidling?

”Det er ofte befriende med udstillinger, hvor alt ikke er forklaret til døde, og hvor værkerne netop får liv i samspillet med publikums sansning. Men det er ikke tilfældet i denne udstilling, hvor man for ofte mangler at få del i kuratorens intention med sammensætningen af værkerne”

Marianne E. Gasbjerg – anmelder ved kunstportalen KUNSTEN.NU – er ret kritisk over for formidlingen af udstillingen ’Selvportrætter – JEG’ i Århus Kunstbygning. Det er svært at være uenig med Gasbjerg, når man selv i sin egenskab af anmelder har prøvet at kontakte Kunstbygningens komminikationsmedarbejder med henblik på at få lidt formidlingsmateriale om udstillingen, og ellers er blevet ignoreret.

Den tidlige Kirkeby

Jeg har tidligere omtalt en donation på fire værker af Per Kirkeby til Museum Jorn i Silkeborg på denne blog.

Nu bliver denne donation fulgt op med et foredrag om ”Den tidlige Kirkeby” på museet af museumsinspektør Teresa Østergaard Pedersen, der har et indgående kendskab til kunstneren – bl.a. gennem sit engagement med at organisere en omfattende udstilling med arkivmateriale, som Kirkeby har skænket til kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Jeg lavede faktisk en lille film om denne udstilling i sin tid, da et omfattende arkiverings- og katalogiseringsarbejde havde fundet sin midlertidige afslutning. Sådan et arkiv er en levende størrelse, som hele tiden vokser i kraft af, at kunstneren er særdeles levende og aktiv.

Jeg er i gang med at læse den seneste bog, som er udgivet med et stort antal af Per Kirkebys skrifter. Denne bog er en ’Læsebog’, og dét er også bogens titel. Jeg overvejer af samme årsag foredraget, som finder sted på Museum Jorn d. 21. november.

Kunstbygningen, Oddergrisen og slut i Café Galleriet

Det er altid sjovere at sætte en kunstudstilling op, end det er at pille én ned, så heldigvis var Finn Have allerede i gang med at disponere og ophænge sin udstilling, da jeg kom til Café Galleriet i Odder for at pille min netop afsluttede udstilling i galleriet ned. Dermed opstod der en fin vekselvirkning mellem det opbyggelige og det afsluttede.

Finn Haves udstilling i Café Galleriet kommer til at fungere som en dobbeltudstilling, hvor der samtidigt er lavet en udstilling med Haves værker over et retrospektivt forløb på Odder Museum. Og alt er sat i scene med henblik på at fejre kunstnerens 60 års fødselsdag for nyligt.

Udstillingen, der har fået titlen ’Malerisk Gensyn’ – en titel, den deler med en netop udgivet bog om kunstneren, og som bl.a. er blevet anmeldt af undertegnede på Kunstavisens website – giver et mere nuanceret billede af Finn Have end den rene landskabsmaler, man har kunnet opleve på museer, i kunsthaller og gallerier de seneste år. Landskaberne udgør dog det gennemgående tema i Café Galleriet. Begge udstillinger åbner d. 3. november.

På vej til Odder havde jeg den åbenbare fornøjelse at køre med ”Oddergrisen”, som er en privat jernbane, der befordrer passagerer fra Aarhus til Odder via en masse mindre stationer – eller trinbrætter, om man vil. At stige ind i dette tog er som at gå ind i en tidslomme. Samtidigt føler man sig hjemme på en anden måde end i de Arriva-togvogne, jeg er vant til. Man oplever noget, når man er Kunstner uden Kørekort!

Grunden til at jeg rejste til Odder via Aarhus var, at jeg skulle se den aktuelle udstilling i Århus Kunstbygning med henblik på en anmeldelse. Denne vender jeg tilbage til senere; men det er en udstilling, jeg har et lidt ambivalent forhold til.

Hornung om KE

”Det klæder KE at være kommet tilbage i Den Frie udstillings lokaler. Om KE kvalitetsmæssigt også klæder bygningens ambitioner om at profilere sig i konkurrence med andre kunsthaller, er en anden sag. Det er en udstilling, der sigter bredre snarere end højere, men i kraft af sin mangfoldighed er den aldrig kedelig”

Kunstnernes Efterårsudstilling i 2012-udgaven er nærmest blevet et gennemgående tema på denne blog. Dagens citat stammer fra Peter Michael Hornungs tre-hjertede anmeldelse i Politiken, og Hornung bruger en metafor fra cykelverdenen i sin overkskrift, hvor det hedder ”Debutanter og håbefulde vandbærere”.

Om Johannes Sivertsens maleri på KE (herover) angiver Peter Michael Hornung, at et talent for at male klart er til stede; men at værket savner den tematiske idé og indholdsmæssige sammenhæng, der kunne profilere kunstneren noget skarpere.

Maleriet har titlen ’Sunrise/Odense’ og besidder det klassiske paysage-format 89 x 130 cm.

Canon G12

”Du får 5x optisk zoom via et stort objektiv og kan filme i HD-format. Billedkvaliteten er med klare, dybe farver og en høj detaljering samt ikke mindst en stoflighed i billedet, som gør, at det på nogle punkter overgår et godt DSLR-kamera”

Normalt er det kunstanmeldelser, jeg citerer fra på denne blog; men jeg kunne ikke lade være med at bringe et uddrag fra Datatids anmeldelse af et Canon G12-kamera, som er dén model, jeg tager næsten alle mine fotos med.

Og jeg er enig i, at dette kamera har nogle ret gode egenskaber – bl.a., og det lægger jeg meget vægt på, evnen til at tegne skarpt både på afstand og tæt på. Endvidere kan alle indstillinger foretages ved hjælp af udvendige hjul og knapper, hvilket gør kameraet overordentligt brugbart, når man bruger den manuelle metode.

Canon har for nyligt lanceret en ny model, som måske på sigt skal afløse G-serien. Men G1X er dyr, så spørgsmålet er, om den på længere sigt kan konkurrere med G12’eren?

Samtidigt erfarer jeg, at man i disse dage lancerer en G15, som dog ikke har den praktiske vippebare skærm samt de fleksible indstillingsmuligheder, der kendetegner 12’eren. Til gengæld er det lykkes for Canon at gøre kameraet smallere og at øge fokushastigheden. Det ene for det andet, kan man sige.

Billedet herover af de efterårsbadende damer er taget med mit Canon G12.

Jeppesen og KE

”Men man bør nok også overveje, om kunsten absolut altid skal være nyskabende, er der overhovedet originale ideer nok til alle dem, der gerne vil være originale og gør det noget, hvis kunstnere låner hist og her?”

Man kan god nogle gange sidde med en fornemmelse af Michael Jeppesen – kunstanmelder ved dagbladet Information – at han gerne vil spille samme rolle som litteraturanmelderen Lars Bukdahl har på Weekendavisen, nemlig den stærkt provokerende, som udelukkende har til hensigt at sætte anmeldelren i scene frem for blot at give et objektivt/subjektivt billede af den bog/udstilling de to hver især beskriver.

Ikke desto mindre har Jeppesen, modsat en del andre dagbladsanmeldere, taget sig tid til at kigge på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Fri i København, og i forbindelse med denne anmeldelse stiller han spørgsmålet, som kan læses herover.

Jeg vil ikke byde ind med et svar, da det vist giver sig selv? Ikke desto mindre bruger Jeppesen mange linier i sin anmeldelse på at påpege deltagernes referencer til andre kunstnere på den internationale scene.

Billedet herover er en gengivelse af Marie Holm Nielsens maleri ’Der er så dejligt derude på landet 4'. Om denne kunstner skriver Michael Jeppesen bl.a.: ”Marie Holm Nielsen har malet et par stramme huse i bunden og en voldsom himmel i grøn-sorte strøg. Det kunne have været så godt, men her virker det, som om evnerne ikke rakte længere”.

Kunstbygningens ulidelige sværhed

”Systemics Series udforsker idéen om det transdisciplinære i samtidskunsten, dvs. tanken om, at alt er forbundet i et større system frem for opdelt i adskilte. Under temaet Systemics Series inddrages alle slags fagområder og idéer, herunder teknologi, videnskab, design, teori, økonomi, økologi m.m. i et kollektivt forsøg på at nytænke verden”.

Jeg kan ikke give en forklaring på ovennævnte, bortset fra, at ordene stammer fra Århus Kunstbygnings program for 2013-14. Hermed bestyrker kunsthallen den position, som man i de seneste år har indtaget – nemlig, at tematikken i institutionen skal være så svært tilgængelig, at det almindeligt kunstinteresserede publikum skræmmes over til konkurrenten på den anden side af Vester Allé.

”Systemics Series” afløser således EGO som tema! For dem, der ikke er klar over det, har kunstbygningen ansat hele to nye kunstneriske ledere. Én kan åbenbart ikke længere magte opgaven?

Heldigvis er der stadig i Århus Kunstbygnings program plads til Kunstnernes Påskeudstilling, ProKK, Guirlanden, Jylland og Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling. Disse institutioner burde kunne hive gennemsnittet op, når det drejer sig om publikumstal.

Billedet herover stammer fra den sidste udstilling, jeg så på Århus Kunstbygning. Det er et meget begrænset udsnit af en fantastisk god ruminstallation af kunstneren Trine Mee Sook Gleerup med titlen ’The Fool, a Nomadic Journey in Tarot and Life’. Udstillingen blev vist i kunstbygningens rotunde og skabte et æstetisk spændingsfelt i rummet.