Billedet til højre er malet af Jasper Johns, og det symboliserer vel ganske godt nationen, som USA’s nu genvalgte præsident kalder ”the great american family”?
Jeg har netop set og hørt Barack Obamas sejrstale, og jeg må indrømme, at magen til fremragende retoriker skal man lede længe efter. Hvor hans modkandidat ved præsidentvalget har benyttet sig af den samme taleform som en af hans forgængere Ronald Reagan – hvilket i øvrigt også kendetegnede katastroferne George Bush sr. og jr. – besidder Obama helt sin egen måde at udtrykke sig på.
Jeg er sikker på, at analytikerne nu kommer frem på banen med henblik på at finde ud af, hvordan Obama, som har haft det svært i sin første perioede, kunne opnå genvalg. Spørgsmålene vil hobe sig op: Var modstanden fra republikanerne for sølle? Smed orkanen Sandy sand i maskinrummet hos Romney? Eller er Obama bare den rigtige til at regere landet fra den store hvide villa i Washington?
Måske er vi klogere om fire år…? Under alle omstændigheder er et nyt ord blevet lanceret under denne valgkamp: Mon alle alligevel ved, hvad en ”svingstat” er?