Naser Khader og den lokale pauseklovn

Set i lyset af, at han er leder af et spritnyt politisk parti, der på kort eller længere sigt kan gå hen og blive en parlamentarisk magtfaktor i dansk politik, var det vel forventeligt, at han ankom i sin sorte VW et par minutter efter arrangementets annoncerede starttidspunkt. Den neutrale Touran var ledsaget af en endnu mere diskret, grå personbil. Jeg havde måske i mit mareridt forestillet mig noget mere spektakulært; men alt i alt forekom secnariet hverken dramatisk eller overophedet på nogen måde.

Arrangørerne af denne debataften på Performers House i Silkeborg var ellers synligt nervøse, da Naser Khader ikke havde indfundet sig 5-10 minutter i syv, så derfor blev der sukket lettet, da der indkom en meddelelse om, at han var lige om hjørnet – og på rette vej.

Aftenens tema var Demokrati og Ytringsfrihed. Naser Khaders oplæg havde han kaldt ’I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme’. Publikum var mødt talstærkt frem. Faktisk var de vel ét par hundrede pladser – med et par enkelte undtagelser – besat. Selv var jeg placeret i et panel bestående af, foruden mig, chefredaktøren for Midtjyllands Avis og en sympatisk kvindelig facilitator og jounalist. Det hele blev holdt sammen af en entusiastisk ordstyrer.

Naser Khader lagde ud med at benævne sig selv som ”fanatisk demokrat”. Han fortalte om sine oplevelser ved at komme fra et mellemøstligt land, hvor demokrati var et ikke-eksisterende begreb, til Danmark, hvor han som demokratisk analfabet fik øjnene op for de demokratiske værdier i noget, der vel kan betegnes som en rimeligt flydende proces. Det hele kom imidlertid hurtigt til at handle om integration og kulturelle kollissioner. De famøse Muhammad-tegninger, som Jyllandsposten bragte for næsten to år siden, blev samtidigt forbavsende hurtigt et tema.

I den efterfølgende debat var spørgsmålene naturligt nok forankrede i de problematikker, der er forbundet med Islam og de forskellige måder, hvorpå muslimer forvalter religionen på herhjemme og ude omkring i verden. Jeg prøvede at få debatten kørt ind på et spor, der skulle tage afsæt i ytringsfriheden, som den kan iagttages af en person, der overordnet beskæftiger sig med billeder og visuelle emner i kraft af et engagement som billedkunstner.

Jeg mindede de tilstedeværende om, at ytringsfriheden i nyere tid ikke var mere indlysende end at billedkunstnere for ganske få årtier siden blev sat i spjældet for at male billeder, der ikke lige passede ind i samfundets normer for, hvordan sådan nogle skulle se ud. For at illustrere, hvad man faktisk i dag kan slippe afsted med, viste jeg den vistnok temmelig ligeglade forsamling en tegning, som jeg havde klippet ud af Politiken i søndags.

Tegningen er lavet af Roald Als og viser landets statsminister i sin velkendte rolle som hulemand i et endnu mindre flatterende lys, end man tidligere har set. Det pudsige var, at Khader også er gengivet på samme tegning – og Khader var da også meget interesseret i den og henvendte sig omgående i pausen, da han ikke havde set den. ”Hvorfor tegner han min næse på dén måde?” spurgte han grinende. Det er en fordel at besidde en stor selvironi, hvis man skal agere som politiker i et land med visuel ytringsfrihed.

Naser Khader besidder en – ikke overraskende, naturligvis – overordentlig stor viden om de danske samfundsforhold; ikke mindst dem, der ligger i forlængelse af de problematikker, som kommer frem når man skal skabe et liv som dansker af ”anden etnisk herkomst”.

Jeg gjorde afslutningsvis opmærksom på, at jeg var glad for at Khader var kommet til Silkeborg med denne viden, og spurgte om det virkeligt er rigtigt, som det skulle fremgå af Koranens tekst, at man ikke må gengive profeten i billedlig form. Dét havde Khader naturligvis undersøgt, da sagen kørte for fulde omdrejninger og Dannebrog stod i lys lue i visse muslimske communities. Konklusionen er, at der står, at man ikke må gengive Gud – altså Allah! Der skulle ikke være nævnt noget om, at man ikke må gengive Muhammad. Men Bogen bliver tilsyneladende tolket frit? Jeg afsluttede debatten med at udtale, at jeg egentligt godt kunne tænke mig dette princip indlagt i Bibelen, så man kunne slippe for at se de evendelige gengivelser af Jesus fremstillet som hippie.

Dermed fik den lokale pauseklovn det sidste ord med et irrelevant indslag. Men netop dét er jo bl.a. én af ytringsfrihedens præmisser…? I øvrigt er en ny Muhammad-sag kommet frem – i Sverige.

På værkstedet har jeg rod

Jeg er gået på værkstedet for første gang i umindelige tider. Jeg véd, det er længe siden, at jeg har været der, da resultaterne fra sommerens workshop ligger øverst i de mange bunker, der kendetegner rummet. En stor rulle lærred ligger på tværs af arbejdsbordet og gør således dette ubrugeligt til andet end opbevaring af ubenyttede lærreder, papir, værktøj og andet, som i virkeligheden burde være et helt andet sted.

I dag har jeg indtaget min morgenkaffe på værkstedet. Ikke så usædvanligt under normale omstændigheder; men der er ikke længere noget, der er normalt. Alt er uden for min egen kontrol i disse tider. Det er som jeg har mistet styringen med de basale elementer i liv og kunstneriske forløb. Omstændighederne vil jeg ikke trætte den trofaste blog-læser med. Disse rækker langt ud i forskellige blindgyder, som jeg af den ene eller anden årsag er havnet i.

I begyndelsen af oktober finder Region Midts arrangement Midt i Kunsten med tilhørende Åbne Værksteder i regionen sted. Da amterne stadig var et tema regionalt i Danmark, har Århus Amt siden år 2000 afholdt en tilsvarende event, som jeg har deltaget i on and off siden. Ofte med en frekvens på cirka hvert andet år. Nu er det altså et regionalt anliggende og jeg har tilmeldt mig!

Åbne Værksteder bliver for mit vedkommende i år en indretning af det interemistiske Galleri Zurück, som jeg indretter i passende 9 kvdm. i baghaven. Galleri Zurück har indtil nu udelukkende været åbent i forbindelse med denne type arrangementer. Det er ganske uprætentiøst – og dét kan jeg som grundlag godt lide. Dette matcher mine værker helt fint.

Jeg har planlagt at udstille årets grafiske serie ’Bag vægge af glas’, som består af fire akvatinteætsninger. Samtidigt finder jeg det måske relevant at udstille nogle mindre malerier fra den føromtalte workshop i Brande – igen sammen med et par oliemalerier fra foråret. Flere af de ting, som kunne være interessante at vise, befinder sig desværre uden for min umiddelbare varetægt; men jeg føler mig overbevist om, at jeg kan fylde det ydmyge, til lejligheden indrettede, galleri alligevel.

Jeg skal deltage i et debatarrangement i Performers House i Silkeborg i aften. Blandt deltagerne er – foruden mig som repræsentant for billedkunsten – chefredaktør for Midtjyllands Avis, Steffen Lange og én af dansk politiks hotteste navne lige pt. Naser Khader. Sidstnævnte er arrangementets ubestridte hovednavn. Vi andre må sikkert tage til takke med rollen som ”det tynde øl”? Det bestemmer man naturligvis selv, hvor meget man vil ”fylde” i en sådan debat. Jeg er begyndt at forberede mig. Temaet er demokrati/ytringsfrihed og Khaders oplæg hedder ’I Danmark er jeg ikke født, dér har jeg hjemme’. Selv ville jeg uden at lyve kunne tilføje: ”Dér har jeg rod...” Man behøver blot at kaste et blik på det famøse værksted.

På mange måder er verden af lave: Brøndby ligger under nedrykningsstregen i Superligaen i skrivende stund og fansene på Vestegnen er i oprør. Begrebet ”vi holder sammen i tykt og tyndt” er altså suspenderet i dét område indtil videre?

Komikeren Ander Matthesen skulle ifølge en avis være gået bananas i en brandert i Århus for nyligt. ”Det er en jydeting. I hader Københavnere…” skulle han angiveligt have råbt? ”Anden” burde måske nok have et lidt andet og nuanceret verdensbillede i kraft af sin store – og velfortjente – succes på de skrå brædder. Jeg så hans sidste show ’Anden på Coke’. Verdensklasse!

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har udtalt til Berlingerne, at ”i dag er der næsten lige så mange sygedagpengemodtagere, som der er ledige. Dét har vi slet ikke brug for”. Det burde vel være relevant at nævne, at med de Stasi-metoder, som ministeriet har påbudt landets Jobcentre at benytte over for de ledige, kan han inden for ganske kort tid stryge ordet ”næsten” i sin dybt stupide udtalelse.

Et udstillingsliv med "gods" i.

Jeg har netop erfaret, at Århus Kommune overtager bygningerne i forbindelse med DSBs gamle godsbaneareal. Visionerne for denne overtagelse har foreløbigt ét overordnet sigte: Kultur! Således vil kulturrådmand Flemming Knudsen om kort tid indstille over for Byrådet, at man opretter et center for kunst og kultur på stedet.

Man kan vel roligt sige, at et sådant initiativ falder på et ”tørt” sted!? Hvis man anskuer tingene med billedkunstens efterhånden let duggede briller, bør det vel være oplagt, at visse elementer i det lokale kunstmiljø er blevet rangeret ud på et fjernt sidespor.

Mulighederne for at præsentere et bredt publikum for et rummeligt udsnit af, hvad områdets billedkunstnere skaber, blev reduceret, da Århus Kunstbygning blev omdannet til Center for Nutidskunst. Værdien i denne prioritering kan man diskutere til dommedag – og dét vil sandsynligvis blive gjort; men det ændrer ikke ved behovet for, at der oprettes et forum til udstilling af god gedigen og ukompliceret kunst og kunsthåndværk.

Interessen er til stede, både blandt de udøvende og blandt publikum. Dette sås tydeligt, da ProKK – Foreningen af Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere udstillede i påsken i Ridehusets alt andet end velegnede rum. De ti dage i påsken blev besøgt af flere tusinde – og uden at man bør bruge publikumstal for en parameter for kvalitet, kunne det måske give én og anden ét og andet at tænke over?

Det er sympatisk, at man åbner op for en mulighed til at skabe værkstedsfaciliteter – oven i købet med en central beliggenhed – for områdets billedkunstnere; men i min optik er behovet for et kvalificeret udstillingssted så åbenlyst, at man fra Århus Kommunes kulturudvalg bør tilgodese det. 43.000 kvadratmeter er alligevel noget…


Denne tekst er identisk med et debatindlæg af mig bragt i Århus Stiftstidende 25. august 2007.

Den nøgne kunstner

Det er mange år siden; men jeg husker det alligevel ganske tydeligt – en sketch med den vindøjede, britiske komiker Marty Feldman, som spillede en kunstmaler, der skulle male et billede af en ung, smuk model. ”Har De noget imod, at jeg maler Dem nøgen”, spurgte kunstneren modellen. ”Nej, naturligvis ikke!” svarede modellen selvfølgeligt, hvorefter Feldman med en vis entusiasme begyndte at klæde sig af.

Grunden til at jeg kom i tanker om denne mere end 30 år gamle episode er at jeg på én af formiddagsbladenes webudgaver for nyligt læste om en kvinde, der maler billeder helt og aldeles splitterbar i sin lejlighed.

Nu tilhører jeg selv det segment af befolkningen, der ikke synes at man skal tage mere habengut med til en dag på f. eks. stranden end højst nødvendigt. Ghettoblastere, sportsudstyr, selvlysende, oppustelige badedyr – samt badetøj – finder jeg som helt overflødige genstande i et sådant forum. Heldigvis er der på den danske kyststrækning adskillige steder, hvor findes en overordnet konsensus for at færdes au naturel. Desværre har dén sommer, der netop nu er under afvikling, ikke givet så mange muligheder, så jeg vil vende tilbage til den nøgne maler:

For mig at se, er det ikke specielt interessant, at pigen maler sine billeder i bar figur; men der er tilsyneladende et stort udsnit af den mandlige befolkning, der finder det overordentligt interessant, at se en pige midt i 30’erne skabe sine værker i Vorherres eget outfit. I hvert fald har hun installeret et webkamera i sit atelier.

Jeg må indrømme, at jeg i et kort og løssluppent øjeblik, overvejede muligheden for at indlede en karriere som ”maleren uden tøj”. Dette ville blot ikke indeholde nogen sensationsværdi udover, at det sandsynligvis ville være ret behageligt. Webkameraet ville jeg i så fald spare Internetbrugerne for. Vinduerne til værkstedet er i forvejen blændet af, så heller ikke dér ville der kunne skabes nogen synderlig interesse.

I forhold til Webmizz, som den før omtalte malerinde kalder sig, ledte jeg forgæves efter eksempler på kunstnerindens kreative frembringelser. Desværre forgæves! Ærgeligt, når man nu finder malerkunst ekstraordinært interessant…

Documentas tusmørke

Den tolvte udgave af Documenta er kurateret på en måde, som bringer samtidskunsten og forrige århundredes avantgarde på kollissionskurs.


Stemningen omkring Friederichsplatz i Kassel er højspændt og kosmoplitisk i disse dage. Hvert femte år løber det gigantiske kunstevent Documenta af stabelen og i 2007-udgaven har man valgt at lade forskellige epoker i kunsthistorien mødes.

Allerede når man betræder området, der inkluderer Museum Fridericianum, Documenta-Halle, Aue-Pavillon samt det lidt mere afsides beliggende Neue Galerie, oplever man et sydende folkeliv, som er usædvanligt for en by af Kassels karakter. Kassel er en middelstor midttysk universitetesby; men hvert 5. år retfærdiggør staden dét tilnavn, som den er blevet tildelt: Documenta-Stadt!

Overraskelser.
Man bliver overrasket, når man oplever Documenta 12. Allerede inden man har betrådt de forskellige udstillingslokaliteter, har de første indgreb i bymiljøet indfundet sig i bevidstheden. Omgående oplever man, i kraft af den kroatiske konceptkunstner Sanja Iveković, at Friederichsplatz ikke tager sig ud som vanligt. Hele området er massivt tilsået med valmuer, der sammen med andre vækster får den store plads foran Friedericianum til at fremstå som en mark, der er braklagt med støtte fra EU-midler. Yderligere sætter en karrusel med diverse skrevne og billedlige, politiske statements af den tyske kunstner Andreas Siekmann miljøet i et helt specielt perspektiv.

Hvis man lader øjnene glide hen over de bastante ydervægge på den impotante museumsbygning, bliver man ligeledes mindet om, at man altså befinder sig i ét af kunstens øjeblikkelige kernecentre. En omfattende skulpturinstallation af brasilianske Iole de Freitas vokser så at sige ud af murene, som var der ikke plads nok i rummet indenfor. Når man oplever installationen indvendigt, bliver denne association faktisk forstærket. Det er i sandhed et værk, der gror ud over sin egen placering. Og dét i rustfrit stål og halvt gennemsigtig polycarbonat.

De Freitas titelløse værk rummer ikke andre referencer end sin egen tilstedeværelse, hvilket er atypisk for Documenta 12. Mange af de udstillede værker rummer budskaber af politisk eller filosofisk karakter. Disse budskaber forstærkes i kraft af den nærmest overrumplende måde, hvorpå udstillingerne er bygget op. Kurateringen har taget sigte på at præsentere samtidskunsten i samklang med en billedkunst fra forskellige epoker og fra forskellige verdensdele.

Modsætninger og samspil.
Et eksempel på, at man bruger diverse stilistiske elementer til at underbygge disses modsætninger, ser man ret tydeligt i forbindelse med John McCracken’s minimalistiske skulpturer, der ofte udstilles i rum, der viser kunstnere med en klar signalering. Man kan naturlivis diskutere, om en så kollisionsfundamenteret disponering overordnet set er hensigtsmæssig. Samtidigt er de forskellige kunstneres værker spredt ud på hele udstillingsområdet, således at det er vanskeligt at tilegne sig et overblik over den enkeltes arbejde.

Det virker totalt set imidlertid, som man har været dette forhold bevidst i kurateringsfasen af Documenta 12. Måske kunne man sige, hvis man skal være overordentligt kritisk, at det måske er en taktil handling af den ansvarlige kurator? Der kunne sagtens være anledning til at udvikle teorier i dén retning.

Lys og mørke.
I Documenta-Halle på den anden side af den stærkt befærdede strasse, der deler området, finder man bl.a. en rum-installation af Iñigo Mangalo-Ovalle. Her spilles med en klar bevidsthed på kontrasten mellem lys og mørke. Det ene rum er oplyst af et rødorange lys, som danner en stærk modsætning til et tilstødende miljøs blåsorte mørke. Lydkulissen udgøres af et radiolignende apparat, der er placeret på gulvet i det røde rum. Denne installation er udført med afsæt i et laboratorium, som det amerikanske forsvar har brugt til udvikling af kemiske våben; men dét element skal man læse det mere end 400 sider tykke katalog for at opfatte.

Netop kontrasten mellem lys og mørke er et gennemgående tema på Documenta 12. På en klar solskinsdag er det en formørket oplevelse at betræde de skiftende udstillingsmiljøer. Værkerne fremstår i en sært underbelyst form i Documenta-Halle og dette princip opretholdes ret konsekvent i den provisorisk opførte Aue-Pavillon, som er placeret umiddelbart i parkområdet foran det smukke Orangeriepalads. Dette udstillingsrum udgør en kilde til en inspirerende undren hos det talstærke publikum, der opsøger Documenta. At studere publikum og dets reaktion på diverse kunstværker udgør en underholdning på et højt niveau.

Medieinstallationer er ret indlysende repræsenteret på Documenta i 2007-udgaven. Det er ikke alle, der fremtræder lige overbevisende; men på dét plan er det godt, at der ofte indgår andre udtryk i de rum, som er øremærket til dén slags værker. Fotografiet er i den forstand tillige rigt repræsenteret, men det er som, at netop dette medie har en marginal virkning blandt de mange effektfulde og overdimensionerede installationer.

Mere mørke.
I Neue Galerie er mørket nærmest monumentalt i forhold til det dystre tusmørke, man oplever i de øvrige Documenta-rum; men i modsætning til de andre lokaliteter, giver det egentligt mening, at Neue Galerie henligger i mørke. Bl. a. i forbindelse med mange af de sarte arbejder på papir. Helt overbevisende fungerer bulgarske Nedko Sulakovs 99 tegninger med motivisk og handlingsmæssigt udgangspunkt i frygt. ’Fears’ udgør sammen med kunstnerens øvrige repræsentation på Documenta 12 klare lyspunkter i det dunkle.

Der er meget at se på i Kassel, hvis man skulle ulejlige sig på vej ad den endeløse autostrada nr. 7. Diskussionen vedrørende arrangementets fysiske opsætning vil sikkert fortsætte de næste fem år, indtil Documenta-Stadt inviterer verdens kunstentusiaster til udgave 13 af Documenta. Jeg glæder mig til 2012.

Ordnung muss sein

Kassel er egentligt ikke nogen særligt pæn by. I hvert fald ikke i dén del, som hedder Bettenhausen. Jeg oversætter det til ”Sengehuse”, hvilket ikke giver specielt meget mening; men alligevel… Sengeløse er måske ikke et mere legitimt navn til en forstad? Slitage og let forfald præger vejen – Leipziger Strasse – ind til centrum af denne universitetsby, som for tiden har fået betegnelsen 'Documenta-stadt' lagt til sit brand.

Nu er hotellet beliggende i Bettenhausen, så derfor er det dér, vi bor de par dage, vi har afsat til at se den store Documenta-udstilling, der kun finder sted i netop Kassel hvert femte år. Hotellet ser umiddelbart ganske tilforladeligt ud. Jeg begynder på tysk over for den venlige receptionist: ”Ich habe ein zimmer rezerviert!” Naturligvis tror hun dermed, at jeg behersker sproget flydende og rabler straks en masse ting af sig, som jeg bestemt ikke forstår en brik af. Nøglerne er et stykke plastic med en stregkode – ligesom et creditcard. Ganske snedigt! Jeg har tidligere set en tilsvarende anordning på et andet hotel. Det fungerer…

Vi får os lukket ind på værelset og opdager at TV’et på værelset er tændt. Jeg bliver en smule forarget over dette tilsyneladende strømmisbrug og kaster omgående skylden på stuepigerne. Min konklusion var, at de havde glemt at slukke fjernsynet. Dvs. indtil jeg gloede på skærmen og opdagede et tekst-TV-agtigt billede med følgende tekst: ”Herrn Lars Svanholm. Sehr verherhter Gast, wir wünschen Ihnen einen angenehmen Aufenthalt”. Jeg oversætter det med noget lignende: ”Ærede gæst, vi ønsker Dem et behageligt ophold”. Jeg var imponeret! Gadestøjen fra den nærliggende Dresdener Strasse var med ét meget lettere at udholde.

Der tages en beslutning efter at kufferterne er blevet pakket ud. Vi har fået en beskrivelse af, hvordan man kan komme til Kassels Stadtmitte med sporvogn. Jeg kan godt lide sporvogne og husker stadigt i Prag, hvordan vi ofte tog 22’eren fra det smukke, gamle bycenter ud til hotellet. Ofte var min blære ved at sprænges på disse ture med de elektriske vogne, da jeg ofte havde nydt det fremragende øl i stride mængder.

Øllet var ikke noget problem i Kassel. Men det var ganske problematisk at løse billet, hvilket tog så lang tid, at vi næsten var ved bestemmelsesstedet inden vi overhovedet havde fundet ud af at købe én billet. Never mind. Vi hoppede af lige på den anden side af Fulda-broen. Nu var vi i centrum, og Documenta var lige om hjørnet.

Jeg var en smule bekymret: Jeg skulle gerne have mig en presseakkreditering – og jeg vidste at mit pressekort var udløbet to uger i forvejen. Jeg havde rekvireret et nyt; men almindelig slendrian hos den slappe kunstskribent havde udskudt denne proces, så jeg havde kun mit udløbne pressekort. Jeg håbede at man ikke checkede udløbsdatoen. Det gjorde den unge kvinde i presserummet imidlertid. Jeg fik det til at lyde som jeg var ganske overrasket over, at kortet ikke længere var gangbart. ”Lad gå for denne gang”, sagde det sympatiske unge menneske på flydende engelsk, ”men få det lige fornyet inden næste gang”. Jeg fik min akkreditering sammen med et omfattende pressekit. Alt var i orden – Ordnung muss sein; men heller ikke mere end absolut nødvendigt!

Documenta var en omfattende og spændende oplevelse. Kunsten var god og dårlig. Interessant og ligegyldig. Men er der ikke noget med, at alt afhænger af øjnene, der ser? Jeg så udstillingerne to dage i træk og de virkede i flere tilfælde forskelligt på min psyke og mine følelser. Måske skulle jeg bare lade være med at være så bekymret..?

København, den 1. august 2007

Stemningen fra World Cup i fodbold for hjemløse nåede langt ud over Rådhuspladsen, hvor arrangementet fandt sted.

Selv Nytorv i den indre by var befolket af hjemløse med korte bukser og numre på ryggen.

Brolæggerstræde besidder en mytologisk betydning for en kender af "Eliten fra Minefeltet"

Aftenstemning i Nyhavn