Første "ordmaleri" færdigt

Min intuition siger mig, at det første maleri med tematikken lagt på ord og bogstaver, er færdigt. Det har været et interessant arbejde at male dette billede i størrelsen 130 x 195 cm. På mange måder et ganske behageligt format og billedet har – efter at jeg lavede de indledende tegninger direkte på lærredet – næsten malet sig selv. Godt begyndt er således, kan man roligt sige, halvt fuldendt.

Det er klart, at når man begynder at ændre sin motivverden i grundformen, går man samtidigt i gang med at spekulere over tingene. Holder det i et længere perspektiv? Hvilke medier kunne man begynde at arbejde med, hvor udgangspunktet motivisk er det samme? Disse er blot et par af de spørgsmål, der trænger sig på; men overordnet set finder jeg at problemerne, foreløbigt, er positive. Der er masser af muligheder. Der er jo ingen, der har sagt at ordene behøver at være så lette at tyde hver gang, som de er på dette – endnu ikke tørre – maleri.

Overskud i kaosbanken

Andreas Golder udstiller i det netop udvidede Arken umiddelbart bag ved Ishøj Strand. På dén dag, vi besøgte udstillingen blæste det og før vi spiste vores medbragte frokost i bilen, skulle jeg lige tisse – og det var heller ikke noget problem, at gøre op ad en busk oven for klitterne. Man skulle blot lige huske vindretningen.

Andreas Golder-udstillingen foregår heldigvis indendørs i et højst kontrastrigt samspil med en omfattende udstilling af Skagensmalernes mange værker. Andreas Golder er født i dét, der dengang hed Svjetunionen i 1979. Her blev grundlaget for en meget pudsig kunstnerkarriere lagt. Han lærte at male ud fra Sovjet-systemets principper. Det skulle ligne og helst bruges i den socialistiske propagandas tjeneste.

At Golder er en blændende teknisk maler bekræfter udstillingen ’It has my name on it’ i glimt; men at han samtidigt er en kunstner, der behersker både kaos og komposition viser udstillingen med eftertryk.

Motivisk bevæger Golder sig i et spændingsfelt mellem figuration og abstraktion. Let genkendelige elementer optræder på de – for det meste – store lærreder i kombination med tilsyneladende henkastet placerede klatter og nonfigurative indslag. Andreas Golder har fuldt styr på symbolikken i sin voldsomme ekspressionisme.

Skulle man få lyst til at aflægge det nye Arken et besøg og samtidigt opleve Andreas Golders kaotiske malerunivers er der god tid. Udstillingen varer frem til 18. maj. Så kan man jo lige gå ind i nabosalen og se Skagensmalerne. Vi undlod andet end lige at gå hurtigt gennem dén sal. Der var ikke til at sparke sig frem for mennesker. Krøyer, Ancher og co. er tilsyneladende uopslidelige udstillingsemner? Jeg siger hip-hip hurra for Andreas Golder.

Vinyl

”Hvad er det, vi hører?” Spørgsmålet er ikke det mest stillede her på husstanden, hvor forskelligartet musik ellers hører til dagens orden. Det er min kone, der stiller spørgsmålet. ”Look Sharp med Joe Jackson – en LP”, svarer jeg idet jeg kaster et blik over mod pladespilleren, hvorpå den sorte vinylskive roterer lystigt. ”Jeg synes nok det lød så autentisk…”, lyder svaret til min store overraskelse.

Jeg fremkalder nogle teorier angående LP’pladens fortræffeligheder; men i min underbevidsthed optræder samtidigt erindringen om skrattende og ridsede plader samt bølvlet med at opbevare og transportere de store formater.

Jeg er vokset op med LP’er. Fik mine første i ’65. Jeg blev stivnakket ved med at købe LP’er lang tid efter, at CD’en var lanceret. Indtil en dag! Jeg stod i den lokale pladeforretning – året er 1992 – med en liveindspilning af en koncert med intet mindre end ’Keith Richards and the Expensive Winos live at the Hollywood Palladium’ – på CD. Jeg gik omgående over til ekspedienten og rekvirerede pladen på vinyl; men fik det nedslående svar, at ”den udkommer kun på CD”. OK! Jeg investerede i min første CD – uden at eje en CD-afspiller. Det sidste blev der imidlertid hurtigt rådet bod på. En sådan blev anskaffet – og i takt med at samlingen af CD’er ekspanderede, forsvandt LP’erne stille og roligt ud af pladeforretningernes sortimenter.

Vinyl var tilsyneladende et afdødt fænomen. Biblioteket afhændede sin samling af vinylplader, hvoraf jeg selv faktisk investerede i nogle sjældne udgivelser med punk og raggae… Til en tier stykket. Jeg har jo stadig min pladespiller, som jeg nidkært vogter over – og med ujævne mellemrum forsyner med en ny pick-up, som i øvrigt i anskaffelse koster det samme som en glimrende CD-afspiller.

For nyligt sad jeg og gloede i et Bilka-katalog! Jeg følte mig med ét hensat til en fjern tid, da jeg opdagede på tilbud: En pladespiller! En grammofon. Oven i købet af mærket Sony, som jeg udelukkende anså for at være en virksomhed, der forsker i fladskærmsTV og digitale audielle og visuelle medier.

Senere. Ikke mange dage senere. I min lokale Stereo Studio! Fan’me en kasse med LP’er! Min første tanke: Sandsyligvis nogle gamle titler fra fjernlageret, som man nu prøver at få afsat mens retroværdien har fået en beskeden effekt. Men, næh! Det var nye og gamle titler i et blandet udvalg. Splinternye udgivelser med bl.a. Rolling Stones fandtes sammen med ældre Black Sabbath-plader.

Jeg har bemærket, at der visse steder i større byer sågar findes forretninger, der udelukkende handler med vinylplader. Selv har jeg en rimeligt stor samling af dette uhandige produkt. De fleste er rimeligt velholdte; men nogle af de ældste har længe båret præg af massevis af afspilninger. Derfor har jeg geninvesteret i enkelte på CD. Heriblandt 'Axis: Bold as Love' med Jimi Hendrix og 'Quadrophenia' med The Who. Også de allerførste amerikanske Beatles-udgivelser er det lykkes mig at finde på CD. Oven i købet med alle numrene i både en mono- og en stereoversion.

Men, men, men… Vinylen er ikke HELT død. Den skratter bare lidt!

FunFunFun

”Fun fun fun till her daddy takes the T-bird away”, sang Beach Boys for næsten et halvt århundrede siden. Om dén sangtitel har inspireret til titlen på udstillingen FunFunFun, som jeg netop har været til pressemøde til på Kunstmuseet ARoS i Århus, ved jeg ikke. Udstillingen har udgangspunkt i en privatsamling af international, nutidig popkunst og den byder på lidt af hvert. 

Udvælgelse

Jeg sidder og hører en optagelse med den danske jazz-kvartet Page One, hvori en vis Thomas Blachmann spillede trommer. Det var før han blev landskendt i sin egenskab af smagsdommer i et program i den allerbedste TV-sendetid.

Imens de liflige toner fra Ronnie Scott’s i London fylder værkstedet, holder jeg en pause fra bogstaverne og ordene og helliger mig udvælgelsen af værker til den kommende udstilling i CopenhART Gallery i Valby. Det bliver en udstilling, der vil repræsentere et bredt udsnit af malerier og grafiske arbejder fra de seneste år. Det er en vanskeligere proces at udvælge de rette billeder, end jeg lige umiddelbart havde forestillet mig. Det er jo ikke hver dag, man har mulighed for at iagttage sine egne arbejder intenst. Derved bliver jeg nogle gange overrasket over, hvor fint nogle værker, jeg tidligere måske ikke har haft den store tiltro til, alligevel fungerer… Og visa versa – desværre!

Hyldest til Muhammed

”Jeg er i gang med en Muhammed-tegning”, sagde jeg i telefonen til min dejlige veninde Anne fra Albertslund. Hun blev omgående meget bekymret. ”Du må ikke lægge den ud! Der er ingen grund til at puste yderligere til ilden!!”

Nu har jeg ikke noget grundlag for at forholde mig satirisk eller kritisk til Profeten. Jeg kan måske godt føle en vis undren over, hvordan man tolker Koranen i visse islamiske communities, og i forlængelse heraf spekulere over et udtryk som f.eks. ”æresdrab”. Det er i min optik ikke forbundet med megen ”ære” at likvidere sine egne børn, blot fordi de ikke efterlever nogle antikverede, patriarkalske principper.

Nej, min tegning skal ses som en hyldest til alle de Muhammed’er, der hver dag passer deres dont som buschauffører, professorer, grønthandlere, læger og kustoder samt dem, som langer en dürum-rulle over disken til en smaddersulten billedkunstner fra tid til anden. Og vi kan udmærket tælle Hassan’erne og Ahmed’erne med. At jeg kun nævner hankønsnavne skyldes udelukkende at jeg ikke i skrivende stund er i stand til at huske et typisk kvindenavn, som kunne rumme en signalværdi, der modsvarer Muhammed.

Det er væsentligt at påpege, at Muhammed’erne er med til at præge det danske samfund og gøre det mangfoldigt. Man kalder dem – en smule nedladende – for ”danskere af anden etnisk herkomst”. Om nogle generationer, når de mest forstokkede muslimer og de mest konservative danskere vænnet sig til hinandens særegenheder, er der grobund for et samfund, der tilgodeser, netop, denne mangfoldighed.

I øvrigt er Muhammed et ganske udbredt navn i verden. Det er faktisk langt mere udbredt end Jesus, hvis historie jeg faktisk har det lidt svært med. Her tænker jeg på al påstyret omkring genopstandelsen. Dén har jeg en helt anden og meget mere logisk teori omkring; men dét vil jeg vende tilbage med på et senere tidspunkt.

Bogstaveligt talt

Jeg fik en telefonopringning forleden fra en kendt dansk kunstskribent, der havde skrevet en tekst om ét af mine malerier i relation til min næste udstilling, som finder sted i CopenhART Gallery i Valby fra den 28. februar.

”Det var sgu svært”, sagde skribenten, som i øvrigt er en ivrig debattør på den danske kunstscene. Jeg kan god følge dette udsagn. Det er naturligvis sin sag, at beskrive et overvejende abstrakt maleri, hvor de symbolske udsagn er så subtile, at man næsten skal lede efter dem bag et lag af farve – eller i det mindste prøve at finde mening i de krusseduller, som er helt synlige på billedfladen.

Nu fremstår analysen af maleriet ’De Tre Årstider – Den Fjerde Glemmer Vi’ langt mere som et essay end som en egentlig anmeldelse – og godt for dét! En sådan analysering bliver helt uundgåeligt præget af personens iagttagelser og dermed kan man sige, at den kommer til at indeholde et stort element af subjektivitet, hvilket en komposition af en karakter, som det nævnte maleri, i høj grad lægger op til.

Artiklens forfatter havde således haft et vist besvær med sin tekst – og derfor føler jeg mig overbvist om, at han er så meget mere desto lykkelig for dét resultat, der er kommet ud af anstrengelserne? Han læste under alle omstændigheder artiklen højt for mig i telefonen – og jeg må sige, at jeg følte mig ganske godt underholdt. Ikke mindst fordi, jeg i lyttende stund havde det pågældende maleri stående foran mig på arbejdsværelset. Jeg er meget glad for artiklen, som endnu ikke er offentligtgjort. Den får overskriften ’Sanselighedens Lys’. Så meget kan jeg røbe.

Hvad der er meget pudsigt for mig i en sådan proces, er at jeg overordnet set med ét, er nødt til at være tilbageskuende i forhold til det omtalte maleri. I mine sidste kompositioner i tegning og maleri beskæftiger jeg mig, som det fremgår af tidligere blogs, med helt andre perspektiveringer i mit abstrakte univers. Ord er nu ikke blot længere noget, der optræder i anmeldelser eller i mine egne skriverier om kunstlivet; men de er nu – ja, sådan er det – i bogstaveligste forstand noget, der optræder som elementer i billederne.

I dén begrebsverden kan det synes mærkværdigt at skulle forholde sig til et billede, der er malet for tre år siden. På den anden side har jeg en tydelig bevidsthed om, hvad det var, der animerede mig til at male et billede som f.eks. ’De Tre Årstider’ – og motivationsfaktoren er ganske den samme, som nu er aktuel i forbindelse med de nye malerier.

Forskellen udgøres nu blot af, at jeg har ”fundet” et fundament, som jeg føler, jeg kan arbejde videre på i en frugtbar og givende proces, hvor jeg i de sidste par år mere eller mindre har befundet mig i en mellemfase, hvor det intuitive har spillet en klarere rolle end det egentligt gennemtænkte og fortællende.

Glæden ved at male er i al fald kommet tilbage – og dét er en god fornemmelse. Bogstaveligt talt!

Bogstaver overalt

Mens skiftevis Super Furry Animals og den fremragende norske pianist Leif Ove Andsnes fylder værksted og kontor med vidt forskellige musikalske udtryk, kommer der stadigt mere farve på et 135x195 cm’s. stort maleri på ét af staffelierne. Jeg prøver ihærdigt at få elementerne til indbyrdes at komplimentere hinanden. Temaet er bogstaver, som i sammenhæng naturligvis danner et ord – hvilket er ikke så væsentligt – og i hele processen handler det om at skabe balance mellem de meget tydelige tegn og de mere subtile.

Bogstaverne – ordene – har i en periode dannet motiv på et større antal pennetegninger, som jeg har lavet på det seneste. Udgangspunktet var i første omgang nogle hurtige skitser og et par akvareller/gouacher, jeg lavede sidst på året 2007. Jeg blev imidlertid, efter et besøg hos min gode ven Anne Sandberg i Albertslund, inspireret til efter mere end tyve år at tage tuschtegningen op igen i hovedsagen med pen og penneskaft. Det sidste har sin egen pudsige betydning. Hvordan kan man læse i en blog tidligere fra 2008. Den hedder såmænd... "Penneskaft".

Min karriere som skiltemaler

Det ville være synd at sige, at min karriere som skiltemaler blev specielt gloværdig. Faktisk havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvilket erhverv jeg havde lyst til at beskæftige mig med, da jeg i 1968 eller 1969 var ude i mit allerførste ophold som erhvervspraktikant i en skiltemalervirksomhed i Silkeborg.

Mester var den legendariske Magnus Nielsen – blandt bekendte og forretningsforbinderser blot ”KAMA”, samme navn som virsomheden. Kama var/er et fantastisk sympatisk menneske, som selv førte an i det daglige arbejde på værkstedet, på trods af et ret synligt handicap. At han kun havde højre arm, syntes ikke at forhindre ham i at passe geschäften – selv i en høj alder.

Jeg selv gik og gloede på, at svendene malede skilte på god gammeldags manér med pensler på diverse overflader. Jeg vil tro at malingen var vejrbestandigt alkydmaling; men jeg var meget fascineret af de håndværksmæssige aspekter, som blev eksponeret for mig i ugen, hvor praktikopholdet fandt sted. Selv fik jeg ikke lov til at slå én eneste streg.

Senere blev jeg uddannet få hundrede meter fra skitemalerværkstedet, som dekoratør i en stor manufakturforretning. Her var skilteskrivning – ganske vist i mindre målestok – også et tema; men afdelingschefen, som man kan sige, var en tyranisk og autoritær karakter (man skal tale pænt om de døde, så jeg nævner ikke yderligere af denne persons egenskaber), anså mine evner som skiltemaler som værende på et absolut nulpunkt.

De øvrige af dekorationens ansatte regnede mig ligeledes som totalt talentløs som penselsvinger, når det i al fald handlede om tal og bogstaver, så det var ikke meget, jeg brugte mine kvalifikationer dér. Selv var jeg af den opfattelse, at jeg som skiltemaler befandt mig på et nivaeu langt over de klodsede og ubehjælpsomme frembringelser, der blev produceret af alle andre på stedet.

Underligt nok er bogstaver og ord nu – som lyn fra en frostklar himmel – blevet et tema i mine kunstneriske frembringelser. Som så meget andet er dette sket mere eller mindre tilfældigt; men måske skal årsagen findes i dén workshop, jeg deltog i sidste sommer? Her var mange af kunstnerene tilsyneladende meget optagede af, at bruge ord og bogstaver i deres værker. Kineserne brugte deres smukke skrifttegn som grafiske elementer i kompositionerne og én af de brasilianske kunstnere lavede hele fortællinger på portugisisk i sine værker.

Mit eget udgangspunkt er væsentligt mere subtilt og underforstået. Jeg bruger helt enkelt disse elementer, hvilket jeg vistnok også har nævnt i en tidligere blog, som fundament i forhold til en mere eller mindre oplagt abstraktion. Så man kan vel sige, at jeg alligevel blev skiltemaler…? På min måde!

Louisiana: Cézanne og Giacometti

Når ens kone er medlem af Loisiana-klubben, nyder man jo det indiskutable privilegie, at der med jævne mellemrum dumper diverse kataloger og publikationer fra museet ind gennem ens brevsprække. For nyligt således et meget smukt katalog, der beskiver den kommende udstilling, der lader Paul Cézanne (1839-1906) og Alberto Giacometti (1901-66) optræde i et tilsyneladende oplagt parløb. De to var kun samtidige i ganske få år; men alligevel er der så mange fællesnævnere hos de to kunstnere, at dispositionen synes indlysende.

Jeg blev specielt overrasket over Giacomettis omfattende og alsidige oevre. Hvis man kun var bekendt med Giacomettis stankelbensfigurer med klumpfod, får man med denne udstilling afkræftet nogle fordomme. Giacometti var maler, tegner og naturligvis billedhugger – og han beherskede faktisk samtlige discipliner blændende. I særdeleshed nogle fremragende tegninger, som er gengivet i kataloget, gør dybt indtryk. Udstillingen ’Tvivlens Veje’ på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk finder sted i perioden 20. februar-29. juni 2008.

Flere camouflerede ord

Det er klart, at når man får et andet motivisk udgangspunkt at hænge sine abstraktioner op på, kommer spekulationerne meget til at handle om, hvordan kompositionerne kommer til at fremstå i andre medier. Maleriet er naturligvis i den sammenhæng dét, der falder først for; men også grafikken vil i høj grad være relevant i forhold til de pennetegninger, som jeg har lavet en del af på det sidste. Disse har et helt indlysende grafisk udtryk i deres sort-hvide fremstilling af disse mere eller mindre oplagte bogstavsammensætninger.

I hele mit liv har jeg været optaget af bogstavtyper – eller dét, som man med et moderne udtryk benævner som ”fonts”. Denne optagethed kommer i høj grad til udtryk i disse ret intime værker på papir. Men ”the show must go on”. Der ligger uanede muligheder i de 28 bogstaver, som det danske alfabet består af.

Året på ARoS

Monumental videokunst, kontemporær pop, fotografi, Kirkeby og Frandsen udgør indholdet i nogle af de udstillinger, som ARoS Århus Kunstmuseum præsenterer i 2008.

Neshat og kvinder uden mændNår ARoS Århus Kunstmuseum fra den 1. marts blænder op for Shirin Neshat’s videoprojekt Woman without Men, foregår det med udgangspunkt i en iscenesættelse, der udgør fem individulle rum i museets store særudstillingsgalleri. Derved får hvert af de monumentale værker deres eget rum, som vil åbenbare kunstnerens skildring af kvindens rolle i et religiøst, sexistisk og socialt udgrænsende samfund.

Inspirationen til de fem videoer samt udstillingens titel er hentet i en roman af den iranske forfatter Shahmush Parsipur. Handlingen i denne bandlyste bog fra 1989 tager udgangspunkt i begivenheder, der foregik i Iran i 1953, da et kup iværksat af amerikanske og britiske styrker afsatte den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh. Shahen blev genindsat og en nationalisering af landets olieproduktion blev effektivt standset.

Pop og Fun’Fun Fun Fun’ sang den amerikanske surf-gruppe The Beach Boys tilbage i de glade 60’ere. FunFunFun er også den festlige titel på en udstilling, der i perioden 23. februar – 4. marts finder sted i ARoS’ Vestgalleri. Ti kunstnere fra den internationale scene giver hver især et bud på, hvordan popkunsten kan fremstå i vor post-Warholistiske tid. Denne udstilling, som blandt andet rummer værker af Tony Oursler og Olaf Breuning, der begge er repræsenteret i De 9 Rum på ARoS, er sammensat af en privatsamling og kurateret af ARoS’ nyudnævnte overinspektør Gitte Ørskou.

Den nøgne sandhed”Jeg synes nøgenhed er interessant,” har fotografen Per Morten Abrahamsen udtalt. Som udtalelse i en tid, hvor kropsforskrækkelse er mere reglen end undtagelsen, kunne et sådant udsagn måske forekomme kontroversielt? På udstillingen CENSUR, der vises på ARoS i perioden 24. maj – 29. juni, fremstiller Abrahamsen mennesket i diverse hverdagssituationer uden en trevl på kroppen. Samtidigt optræder modellerne med et bånd ud af munden med påskriften ’Censur’. Er det en kommentar til en ytringsfrihed, der set med kunstnerens øjne er under pres?

Musikvideo som sommerunderholdningÅrets sommerindslag i Særudstillingsgalleriet kommer til at handle om musikvideoen som kunstart. Her præsenteres ’fem af samtidens mest visuelt innovative og eksperimenterende billedmagere inden for musikvideo-genren’. Sådan præsenteres MUSIC2C blandt andet i ARoS’ pressemateriale. Blandt de deltagende kunstnere er Anton Corbijn, som for tiden er aktuel med filmen Control, der handler om Joy Division-forsangeren Ian Curtis’ liv og død.

KirkebyPer Kirkeby fylder 70 i 2008. Dette bliver markeret med en stor udstilling på Kunstmuseet Louisiana, hvortil ARoS udlåner nogle af museets hovedværker af kunstneren. Der bliver dog mulighed for at fejre Kirkeby også på ARoS, da man over efteråret viser et udsnit af Kirkebys arkivmateriale, som for få år siden blev skænket til museets samling. Dette arkiv omfatter cirka 1500 enheder, som rækker helt tilbage til kunstnerens skoletid og tidlige ungdom.

Per Kirkeby bliver også et tema i foråret, hvor man i løbet af maj forventer at kunne afsløre en fire meter høj bronzeskulptur i området ved plateauet ned mod åen. Denne skulptur er for tiden under udførelse på et bronzestøberi i Tyskland.

Erik A. Frandsen og nyophængningÅrets sidste store satsning på ARoS bliver en omfattende udstilling af retrospektiv karakter af den danske billedkunstner Erik A. Frandsen. Ikke siden den succesfulde Michael Kvium-udstilling i 2006 har man vist en dansk nutidskunstner i så markant en præsentation, som der her er tale om.

Udstillingen bliver iscenesat som et bymiljø bestående af gader og bygninger i to etager og vil blive sammensat af værker fra perioden 1982-2008. Denne udstilling åbner den 9. oktober og varer et stykke ind i 2009.

Foruden de her omtalte udstillinger kan ARoS i løbet af året præsentere en nyophængning af den permanente udstilling i Nutidsgalleriet på Niveau 5. Her vil man først og fremmest tilgodese en stor del af museets nyanskaffelser. Denne nyophængning åbner den 10.maj.