”Hvad er det, vi hører?” Spørgsmålet er ikke det mest stillede her på husstanden, hvor forskelligartet musik ellers hører til dagens orden. Det er min kone, der stiller spørgsmålet. ”Look Sharp med Joe Jackson – en LP”, svarer jeg idet jeg kaster et blik over mod pladespilleren, hvorpå den sorte vinylskive roterer lystigt. ”Jeg synes nok det lød så autentisk…”, lyder svaret til min store overraskelse.
Jeg fremkalder nogle teorier angående LP’pladens fortræffeligheder; men i min underbevidsthed optræder samtidigt erindringen om skrattende og ridsede plader samt bølvlet med at opbevare og transportere de store formater.
Jeg er vokset op med LP’er. Fik mine første i ’65. Jeg blev stivnakket ved med at købe LP’er lang tid efter, at CD’en var lanceret. Indtil en dag! Jeg stod i den lokale pladeforretning – året er 1992 – med en liveindspilning af en koncert med intet mindre end ’Keith Richards and the Expensive Winos live at the Hollywood Palladium’ – på CD. Jeg gik omgående over til ekspedienten og rekvirerede pladen på vinyl; men fik det nedslående svar, at ”den udkommer kun på CD”. OK! Jeg investerede i min første CD – uden at eje en CD-afspiller. Det sidste blev der imidlertid hurtigt rådet bod på. En sådan blev anskaffet – og i takt med at samlingen af CD’er ekspanderede, forsvandt LP’erne stille og roligt ud af pladeforretningernes sortimenter.
Vinyl var tilsyneladende et afdødt fænomen. Biblioteket afhændede sin samling af vinylplader, hvoraf jeg selv faktisk investerede i nogle sjældne udgivelser med punk og raggae… Til en tier stykket. Jeg har jo stadig min pladespiller, som jeg nidkært vogter over – og med ujævne mellemrum forsyner med en ny pick-up, som i øvrigt i anskaffelse koster det samme som en glimrende CD-afspiller.
For nyligt sad jeg og gloede i et Bilka-katalog! Jeg følte mig med ét hensat til en fjern tid, da jeg opdagede på tilbud: En pladespiller! En grammofon. Oven i købet af mærket Sony, som jeg udelukkende anså for at være en virksomhed, der forsker i fladskærmsTV og digitale audielle og visuelle medier.
Senere. Ikke mange dage senere. I min lokale Stereo Studio! Fan’me en kasse med LP’er! Min første tanke: Sandsyligvis nogle gamle titler fra fjernlageret, som man nu prøver at få afsat mens retroværdien har fået en beskeden effekt. Men, næh! Det var nye og gamle titler i et blandet udvalg. Splinternye udgivelser med bl.a. Rolling Stones fandtes sammen med ældre Black Sabbath-plader.
Jeg har bemærket, at der visse steder i større byer sågar findes forretninger, der udelukkende handler med vinylplader. Selv har jeg en rimeligt stor samling af dette uhandige produkt. De fleste er rimeligt velholdte; men nogle af de ældste har længe båret præg af massevis af afspilninger. Derfor har jeg geninvesteret i enkelte på CD. Heriblandt 'Axis: Bold as Love' med Jimi Hendrix og 'Quadrophenia' med The Who. Også de allerførste amerikanske Beatles-udgivelser er det lykkes mig at finde på CD. Oven i købet med alle numrene i både en mono- og en stereoversion.
Men, men, men… Vinylen er ikke HELT død. Den skratter bare lidt!
