Ny museumsdirektør med stærke visioner

 

Christian Kortegaard Madsen som foredragsholder på Silkeborg Bibliotek med Asger Jorns værk ’Den foruroligende ælling’ gengivet i baggrunden.

I de seneste 13-14 år har der pågået en diskussion mellem tilhængere og modstandere af et nyt Museum Jorn i Silkeborg. 

Hver gang visionerne er blevet fremlagt af skiftende museumsdirektører, har det medført en sandstorm af kommentarer i den lokale avis’ debatforum. 

Jeg skal såmænd gerne erkende, at jeg har følt mig ganske godt underholdt af disse debatindlæg, som ofte ikke har nuancen som tyngdepunkt. Med andre ord: Meningerne er sorte og hvide. 

Jeg har for nylig været vidne til et foredrag på Silkeborg Bibliotek foretaget af Museum Jorns nye direktør Christian Kortegaard Madsen, og han besidder et vist mod i relation til en almen folkestemning, der ikke ser et nyt museum ved Silkeborgs søbred som en god idé. 

Jeg har aldrig selv deltaget i debatten, men jeg kunne alligevel ikke undlade at spørge direktøren (som tiltrådte for mindre end en måned siden), hvordan han stiller sig til at skulle navigere i et miljø, hvor afgrunden mellem plus og minus er så dyb, som tilfældet er. 

Han svarede ret klart, at en af betingelserne i hans job er, at passe på museets samling og skabe en ramme, som er visionær i forhold til netop samlingen, som er en af kongerigets største kunstsamlinger. 

Ud af det kan man egentlig tolke, at Museum Jorn inden for en årrække er ensbetydende med en stærk fysisk profil. 

Om det sker i min levetid, ved jeg ikke; men jeg besidder dog visse forventninger om ikke at stille træskoene lige med det første, så jeg vil spændt følge processen.

Sommer i sort-hvid

 

Uden titel. Tusch og kul på papir. 22 x 30 cm.

Foråret er nu mere end halvvejs gået og snart begynder solen forhåbentligt at bryde igennem, således at jeg kan samle nyt materiale og ikke længere behøver at genbruge skitserne fra sidste sommer. 

Forventningens glæde er som bekendt den største, men ikke desto mindre viser jeg herover nogle helt nye tegninger baseret på sidste sæsons skitser ved stranden. 

Sommer i sort-hvid…

Eminent Giacometti

 

Alberto Giacometti: ’Tre gående mænd’, 1948.. Fondation Giacometti © Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris 2024.

»”Alberto Giacometti - Hvad øjet ser” er en eminent udstilling, en fremvisning af en stor mesters værk, men gjort med den sympati og ydmyghed, der svæver om hele kunstnerens værk«

Hov… Hvorfor refererer jeg lige pludselig til en anmeldelse, der kunne læses i Kristeligt Dagblad helt tilbage til d. 8. februar? 

Såmænd fordi jeg har planlagt at besøge Giacometti-udstillingen på Statens Museum for Kunst under et besøg i København i begyndelsen af maj. 

Kristeligt Dagblads anmelder giver rundhåndet seks stjerner til udstillingen, og så må man naturligvis stille forventningerne højt, og jeg når det lige, da udstillingen kan ses frem til d. 20. maj.

Anish Kapoors version af "sortere end sort" på Arken

 

Anish Kapoor: ’Homeland’, 2003. Mixed media (foto: Davis Stjernholm)

»Hvis Klein ejer den blå, så ejer Kapoor denne røde med et strejf af pink. Eller nej, den farve, Kapoor faktisk ejer, er den pulversorte »sortere end sorte« farve, der trækker alt liv og lys ud af sig«

Det er interessant, at dagbladet Politikens kunstanmelder nævner Yves Klein i forbindelse med en anmeldelse af en udstilling, der lige nu finder sted på kunstmuseet Arken i Ishøj. 

For en del år siden så jeg en udstilling på ARoS i Aarhus, der sammenfattede tre kunstnere, nemlig James Byars, Anish Kapoor og netop Yves Klein. 

Udstillingen på Arken viser nyere værker af Anish Kapoor, men jeg husker ret tydeligt et værk på Klein/Byars/Kapoor-udstillingen i Aarhus, hvor en form for pendul i et uendeligt flow skabte en cirkulær bevægelse i en mørkerød substans. 

Siden dengang i 2013 er der løbet meget vand gennem Øresund og udstillingen ’Unseen’ på Arken viser nye sider af Kapoors virke, hvilket naturligvis indbefatter den uendeligt sorte farve, som Politikens anmelder fremhæver i citatet herover. 

Udstillingen kan ses indtil 20. oktober 2024.

Børsen brænder

 

P.S. Krøyers maleri ’Fra Københavns Børs’ her fotograferet ved udstillingen ’Mesterværker - Krøyer på bestilling’ på Skagens Kunstmuseum for nogle år siden.

Der var mange, der vågnede op d. 16. april med forfærdelse over, at et af de mest ikoniske bygningsværker i København og Danmark, Børsen, i skrivende stund stadig er i brand. 

Det var tydeligt via tv-billeder, at bygningen var overtændt, og jeg er sikker på, at der gik et gys igennem de fleste, da det karakteristiske, snoede dragespir faldt til jorden. 

Omgående gik en aktion i gang, der skulle sikre så mange af kunstværkerne i bygningen - herunder P.S. Krøyers to en halv gange fire meter store maleri fra 1895 ’Fra Københavns Børs’, der illustrerer magteliten i datidens Danmark. 

Andre kunstskatte blev ligeledes reddet ud af den brændende bygning, men det er for tidligt at skabe et overblik over, hvor mange kunstværker, der er reddet og hvor mange, der er gået tabt. 

Nu forestår et stort arbejde med at genhuse blandt andet det store Krøyer-maleri og de øvrige værker; men mon ikke, at f.eks. Statens Museum for Kunst kunne være et tema med henblik på at opbevare og udstille det store kunstværk? 

Værkstedet d. 15. april 2024

 

Ingen vandaler hos Galleri Valdal

 

Installationsfoto fra udstillingen ’Grete Balle – Malerier m.m.’ vidner om en billedkunstner, der til stadighed rummer en stor vitalitet i værkerne (foto: Lars Pryds)

Jeg kan ikke en gang bruge undskyldningen ”tastefejl”, da jeg ved en fejl kom til at kalde Galleri Valdal for ”Vandal” her på min hjemmeside i forbindelse med Grete Balles udstilling i galleriet. Der er således forholdsvis stor afstand mellem ’L’ og ’N’ på computerens tastatur. 

I mellemtiden er udstillingen imidlertid åbnet med en særdeles velbesøgt fernisering. 

Grete Balle er enke efter maleren Mogens Balle (1921-1988) og hun deltog for få år siden i en udstilling på Museum Jorn i Silkeborg omhandlende de kvindelige kunstnere i periferien af kunstnersammenslutningen Cobra. 

Her stod hun blandt andet for en veloplagt åbningstale, og hun er stadig aktiv som billedkunstner, hvilket naturligvis bør bifaldes i kraft af, at hun fylder 98 år mens udstillingen hos Galleri Valdal, finder sted. 

Udstillingen kan ses frem til d. 11. maj. 

En ukendt kvinde ved stranden

 

’Kvinde, der tørrer sig’. Olie og spraymaling på lærred. 33 x 46 cm.

Jeg har valgt ikke at give værket herover titel i relation til en identitet, som jeg mener at huske, at en anden strandgæst har begavet mig med; men der er jo ingen umiddelbar garanti for, at personen, der er afbilledet, besidder netop dét navn. 

Jeg vil derfor ikke, og det er et princip, jeg efterlever generelt, gå ind i spekulationer vedrørende denne persons identitet, hvilket også gælder for andre personer, der finder vej til mine lærreder. 

Jeg hylder her individets ret til at agere inkognito i landskabet.

Farven og fladen i Sejrs version

 

Udstillingen ’I Call This Color’ med værker af Søren Sejr, som jeg tidligere har omtalt kort her på siden, har langt mere end blot de koloristisk betonede aspekter at vise. 

Som abstrakt maler med geometriske og for det meste vinkelrette strukturer på billedplanerne indskriver Sejr sig i en lang række af kunstnere, der netop har skabt værker med disse remedier i værktøjskassen. 

Udstillingen finder sted hos Jacob Bjorn Gallery i Aarhus og jeg har forfattet en lille tekst, og den kan læses i det nye formalt Kunstsyn.WordPress.com HER>

Velkommen til Kunstsyn.WordPress.com

 

Jeg har netop søsat et nyt projekt og det drejer sig om en blog, jeg har udviklet ved hjælp af webværktøjet WordPress. 

Kunstsyn.WordPress.com har til formål at stille kritiske analyser op i forhold til, hvad der generelt sker i kunstverdenen. 

Det fysiske fokus kan i princippet være hvor som helst, men nok især mit eget nærområde, som er Østjylland. Til forskel fra den bloggen her, som jeg har haft kørende siden 2007, er den nye blog udelukkende baseret på tekst, og bloggen, som De læser nu, vil blive opdateret med vanlig nidkærhed. 

Jeg har allerede aktiveret Kunstsyn.WordPress.com, og den kan findes HER>

Sejr hos Bjørn

 

Installationsfotos med værker af Søren Sejr fra udstillingen ’I Call This Color’ (foto: Jacob Bjorn Gallery)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg regner maleren Søren Sejr som et af de mest lysende talenter på samtidskunstscenen, og det ikke mindst fordi Sejr blæser højt og flot på, hvad der er trendy i et stadigt mere intellektualiseret og akademisk forankret miljø. 

Han beskæftiger sig med maleri i en non-figurativ version, og en vis inspiration fra konkret-abstrakte malere kan vel ikke afvises; men Søren Sejr er imidlertid sin helt egen, og aktuelt viser Jacob Bjorn Gallery i Aarhus udstillingen ’I Call This Color’, og netop farven må stå som et primært element i Sejrs metode. 

Udstillingen kan ses på adressen Mejlgade 35A, Aarhus frem til d. 10. maj.

Med ryggen til

 

’Letskyet morgen ved stranden’. Olie og spraymaling på lærred. 33 x 46 cm.

Der skal ikke lægges så meget i overskriften, blot er jeg inde i et flow, som afstedkommer, at motivkredsen ligger inden for de samme principper, der har været et tema i de seneste oliemalerier. 

Herover er personerne på vej ud i det kolde vand, og derfor har de naturligt nok ryggen til beskueren.

Hanne-Vibeke Holst om Richard Mortensen

 

Stillbillede fra ARoS’ videointerview med Hanne-Vibeke Holst

Jeg ved fra pålidelig kilde, at forfatteren Hanne-Vibeke Holst er i gang med en efterfølger til den historiske roman 'Kriger uden maske' med Sonja Ferlov Mancoba som hovedperson. 

I første udgave af bogen spiller Richard Mortensen en stor rolle, hvilket jeg ved, da jeg netop har afsluttet læsningen af den. 

Det virker derfor helt plausibelt, at netop Hanne-Vibeke Holst var til stede, da udstillingen ’Richard Mortensen - Mellem Linierne’ blev vist ved et preview før udstillingen åbnede på ARoS. 

Museet producerede et lille videointerview med forfatteren, og det kan ses på ARoS’ Facebook-profil HER>

En aktiv legende hos Galleri Valdal

 

For nylig deltog jeg i en udstilling hos Galleri Valdal i Valby, der drives af kunstnerne Lars Pryds og Lisbeth Tolstrup, og ganske snart kan galleriet byde indenfor til en udstilling med Grete Balle, som er lidt af en institution på den danske kunstscene ikke mindst på grund af en stor og betydelig produktion af vævede arbejder. 

Der bliver dog mulighed for på udstillingen i Valby at opleve nogle nyere værker i form af malerier af Balle, som er født i 1926 og debuterede med to malerier på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950. 

Det seneste værk på den aktuelle udstilling er fra marts 2024, så det er en særdeles aktiv legende, der udstiller hos Galleri Valdal, hvor udstillingen ’Malerier m.m.’ kan ses fra d. 13 april og frem til og med d. 11. maj.

Installationsfotoet er taget af Lars Pryds.

Forfatteren Laugesen om billedkunstneren Mortensen

 

Installationsfoto med maleriet ’Opus Normandie’ fra 1955, som måler hele 130 x 908 cm. (foto: Mads Smidstrup/ARoS)

Syv etuder i tusch uden titel fra 1948 (foto: Mads Smidstrup/ARoS)

»Men jeg synes faktisk, at Richard Mortensen placerer sig det eneste rigtige sted, taget i betragtning, at der netop ikke findes noget rigtigt sted eller nogen passende position, fordi intet af det, der skal foregå, endnu findes som andet end kunstnerens mulige værk«

Det er næsten altid en fornøjelse at læse Peter Laugesens kunstanmeldelser i Information. 

Som det sporadisk fremgår af citatet herover, har Laugesen været på besøg på ARoS for at tage bestik af Richard Mortensen-udstillingen ’Mellem Linierne’. 

Det bør næsten være indlysende, at forfatteren Laugesen lægger en del vægt over på det mulige litterære indhold hos billedkunstneren Mortensen. 

I samme moment bliver et musikalsk issue bragt ind i fortællingen, hvilket fremhæves i rubrikken: »Man kan danse til Richard Mortensens billeder. Det vil jeg opfordre til at gøre«. 

Jeg tror imidlertid, jeg springer over denne del af begivenheden over og nøjes med at konstatere, at udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 1. september.

Tid til at klippe navlestrengen?

 

”Navlestrengen” i Politikens anmeldelse af den aktuelle Ron Mueck-udstilling på ARoS refererer naturligvis til skulpturen ’A Girl’.

»Kære ARoS, tillykke med fødselsdagen, men klip lige navlestrengen til fortiden«

Sådan hedder det i dagbladet Politikens anmeldelse af udstillingen Ron Mueck - Art and Life’, som samtidigt markerer, at det er 20 år siden, at museet i Aarhus åbnede. 

Avisens anmelder giver beskedne tre hjerter til udstillingen.

En sikker forårsbebuder

 

Det er svært at opretholde et sortsyn, som måske ellers har præget én gennem vinteren, når foråret for alvor melder sin kommen. 

Et helt sikkert tegn er de såkaldte forårsklassikere inden for cykelsporten, og løbet Paris-Roubaix nyder måske den største status af disse løb. 

Jørgen Leth producerede i 1970’erne en film med titlen ’En forårsdag i Helvede’ og ”helvede i nord” er såmænd en beskrivelse, der passer ganske godt ind i fortællingen om de strabadser, som cykelrytterne gennemlever på det nordfranske brostenspavéer. 

Jeg fulgte 2024-udgaven af løbet fra start til slut på TV, og satte mig til at skabe nogle stemningsbilleder fra løbet med 0,8 cm pen på papir. 

Nogle af dem kan ses herover, og den sidste tegning viser løbets vinder Mathieu van der Poel, der stak af fra feltet med omkring 60 km. til målet på cykelbanen i Roubaix. 

Danske Mads Pedersen blev løbets nr. tre.

Nu med skyformationer

 

’Strand ved frokosttid’. Olie og spraymaling på lærred. 54 x 65 cm.

Ikke engang om sommeren er det som bekendt totalt skyfrit; men derfor kan en sommerdag ikke desto mindre såmænd være ganske dejlig. 

Det håber jeg, fremgår af af det nyeste oliemaleri, der er gengivet herover– med skyformationer.

Op ad vandet

 

Uden titel. Tusch og kul på papir

Visse steder ved min favoritstrand i Østjylland er der mange sten i vandet, og derfor kan det være en udfordring at komme op ad vandet. 

Med andre ord: Det handler om at holde tungen lige i munden, hvilket også gælder for personen, jeg har gengivet herover. 

Tegningen er et oplæg til et maleri, som jeg er i gang med.

De arkitektoniske tanker bag kunstmuseet HEART i Herning

Det er ved at være en del år siden, at HEART Herning Museum of Contemporary Art blev indviet og i løbet af 2024 kan man opleve kunstfestivalen 'Socle du Monde' på museet og i området omkring Birk Centerpark i Herning.

Jeg fandt på YouTube et interview med arkitekten bag museet, Steven Holl, og i videoklippet herover fortæller han om tankerne og filosofien bag udformningen af bygningsværket. 
 

Selvportræt af Wilhelm Bendz til Ribe Kunstmuseum

 

Selvportrættet af Wilhelm Benz er malet i 1826 og måler 47 x 38 cm. (foto: Ribe Kunstmuseum)

For en måneds tid siden kunne jeg her på blog'en berette om de nyeste hammerslag hos auktionshuset Bruun Rasmussen. 

I kategorien ’ældre malerier’ blev der blandt andet solgt et selvportræt af maleren Wilhelm Bendz (1804-1832). 

Hammerslaget ramte 1,4 millioner kr. og køberen er Ribe Kunstmuseum, der dermed kan inkludere værket i museets samling. 

Bendz blev desværre kun 28 år gammel og derfor er hans produktion forholdsvis begrænset; men om købet udtaler Ribe Kunstmuseums direktør Anne-Mette Villumsen: »Der findes kun få kendte værker af Wilhelm Bendz, og derfor er vi lykkelige for, at vi har fået et så vigtigt værk af Bendz til Ribe Kunstmuseums guldaldersamling«. 

Værket er det hidtil dyreste indkøb i Ribe Kunstmuseums historie.

ARoS ude over teenage-alderen

 

ARoS, her i en nutidig version med Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ på toppen

For tiden kan man på ARoS se den store udstilling ’Richard Mortensen – Mellem Linierne’. Her illustreret med det aflange  ’Opus Normandie’ fra 1955.

Man besidder betegnelsen ”teenager” indtil man fylder 20 år, og dermed er kunstmuseet ARoS i Aarhus snart ude over den alder. 

Om få dage fejrer kunstmuseet 20 år på toppen af bakken ved Vestre Allé. 

Mit første deciderede pressemøde som kunstskribent fandt sted på netop ARoS, og jeg var faktisk ganske spændt på, hvad der ventede mig under besøget i april 2004. 

Først og fremmest henvendte en herre i uniform sig til mig med spørgsmålet »har du et pressekort«, da jeg entrede museet. 

Det havde jeg ikke, men til gengæld havde museets daværende kommunikationschef sørget for, at jeg var akkrediteret til pressemødet. 

Jeg blev lidt stakåndet, da jeg oplevede ARoS indvendigt, da jeg havde fulgt opførelsen af bygningen udvendigt i købet af byggeperioden, og her var jeg alt andet end ekstatisk. 

Faktisk fandt jeg arkitekturen klodset og kedelig, hvilket blev underbygget af, at man ved et uheld havde brugt forkert brændte mursten på en del af facaden, hvilket jeg opfattede som et ironisk skæbnebillede på en mislykket arkitektur. 

Hvad museet til gengæld ikke besad udvendigt, kunne sagtens kompenseres i bygningens indvendige del, hvor helt andre organiske virkemidler er bragt i spil. 

I 2011 blev ”Regnbuen” - Olafur Eliassons installation ’Your Rainbow Panorama’ tilføjet som en cirkulær enhed på toppen af bygningen, og jeg tror, at mange finder det besynderligt, at ARoS en gang i en del år har eksisteret uden dette supplement. 

Jeg stillede i min sidste anmeldelse i et landsdækkende dagblad spørgsmålet »Hvor er ARoS på vej hen?« og det kan kun tiden besvare; men aktuelt har museet det fint, og markeringen af de første 20 år bliver sikkert fejret behørigt - dog uden min medvirken denne gang.

En dementi

 

I går kunne jeg på det sociale medie Facebook fortælle, at jeg er blevet hyret som kunstanmelder på den britiske avis The Guardian, hvor jeg efter planen skulle anmelde og kritisere udstillinger på det europæiske kontinent.

Ved hjælp af AI ville mine tekster herefter blive oversat til læsbart engelsk og efterfølgende publiceret i avisen.

Nu vil jeg lige for en ordens skyld minde om, at i går var - foruden 2. Påskedag - 1. april, og langt de fleste kommentarer, som ofte var både morsomme og veloplagte, tog da også afsæt i denne kendsgerning.

Til de, som røg i med begge ben, og hoppede på limpinden, vil jeg blot tilføje et dybfølt og hjerteligt undskyld for at falde for fristelsen og levere en aprilsnar, som nemt kunne være i overensstemmelse med sandheden.

Færdigt arbejde!

 

’Romantik ved strandkanten’. Olie på lærred. 65 x 81 cm.

Færdiggørelsen af det seneste maleri kan måske godt opleves som lidt af en udfordring, hvis man tager de fire videosekvenser, som har kunnet ses på blog'en her, alvorligt; men bare rolig nu! Maleriet er færdigt. 

Der var blot nogle elementer, der satte min tålmodighed på prøve - og den præcise gengivelse af det færdige værk kan ses herover.

Nye versioner af gamle historier

 

Det er vel almindeligt udbredt i kunsthistorien, at kunstnere så at sige har ”genbrugt” motiver i alternative versioner. 

Et af de mest ikoniske eksempler er Edvard Munchs flere udgaver af ’Skriget’, som vistnok er blevet udført ved hjælp af adskillige metoder. 

Således har jeg selv netop anskaffet mig nogle nye ”fine-linere”, da alle de gamle med passende diameter ganske enkelt var slidt op. 

Dette har inspireret mig til at tage et forhåbentligt kvalificeret blik på arbejder i skitsebøgerne med henblik på at lave nye versioner ved hjælp af det nye redskab. 

Motiverne stammer fra en østjysk strand samt lokaliteter i nærheden af Berlin. 

Jeg kreerer måske nogle flere, hvis jeg gider; men helt sikkert er det, at pennene kommer i spil hen over foråret og sommeren, så der er forhåbentligt noget at se frem til. 

Ikke mindst for mig selv!