Det vi skal åbne i dag er jo en såkaldt censureret udstilling – og ordet ”censur” ligger ikke rigtig godt i munden på os danskere, som jo er meget frisindede og tolerante osv. så censur er noget, der hører sig til i totalitære stater som det gamle DDR og Nordkorea – slyngelstater – så, nej! Censur er vi ikke rigtigt glade for; men jeg synes, det er meget vigtigt, at have med – denne der karakteristik af censur, da vi skal huske på, det faktisk ikke er mere end 41 år siden, at billedcensuren blev ophævet her i Danmark.
Det foregik under en borgerlig regering, der var ledet af Hilmar Baunsgaard, som var statsminister på det tidspunkt – og jeg kan meget tydeligt huske, at justitsministeren hed Knud Thestrup, og han tog meget stor indtægt af det, som jeg tror, var det største der skete i hans politiske karriere. At han var med til at ophæve billedcensuren. Det var der selvfølgelig nogle, der havde stor fordel af, bl.a. en bestemt del af industrien. Pornobranchen havde kronede dage efter, at billedcensuren blev ophævet.
Men én af grundene til at det skete var, vil jeg vove at påstå, en dansk kunstner, som hed Wilhelm Freddie, der i København i 1937 havde udstillet en serie værker, som blev beslaglagt af politiet og efterfølgende placeret på Kriminalmuseet.
Det er jo ikke fordi disse værker, var kvalitativt dårlige, eller fordi Freddie var en dårlig billedkunstner – faktisk var han én af Europas fremmeste surrealister – men det var på grund af værkernes indhold, som dengang blev karakteriseret som pornografisk. Wilhelm Freddie var jo en kunstner, der arbejdede med underbevidstheden som tema, og der er det måske meget vigtigt at fastslå, at hvad ens underbevidsthed påbyder én at gøre, kan man ikke rigtigt sætte en censur på.
Wilhelm Freddie gjorde så dét, at han satte tingene ind i en billedkunstnerisk kontekst. Mange år senere – i 1961 – reproducerede han et antal af værkerne og udstillede dem endnu en gang, for at prøve det af og for at finde ud af, hvad der var sket i de mange år, der var gået. Det var ikke sket noget som helst! Der gik en halv time – så var hele baduljen simpelthen blevet beslaglagt af politiet.
Helt tilbage dér i 30’erne blev Freddie buret inde – sat i spjældet på grund af, at han havde lavet de der ting. Og alt dét har nok været en væsentlig årsag til, at billedcensuren langt senere blev ophævet.
Nu er censur jo så et ord, som har flere betydninger – og den form for censur, som vi har udøvet i komiteen her i Kunstpakhuset i lørdags er en anden form for censur. Ord har en underlig tendens til at ændre betydning alt efter i hvilken sammenhæng, de bliver brugt.
Vi kan for eksempel tage ordet ”ytringsfrihed”. Det er også et ord, der er blevet noget helt andet, end det var oprindeligt. For nogle år siden var ytringsfrihed en selvfølgelighed – vi lever i et frit land, vi er liberale, så vi kan ytre os frit. Så går en proces i gang, der gør, at det bliver et ord, et bestemt segment af det kulturpolitiske miljø bruger som en knytnæve, de kan tvære ud i hovedet på folk, der tænker lidt anderledes end de selv gør. Så har det fået en anden betydning!
Men jeg vil godt fabulere lidt over den form for censur, vi aktuelt har udøvet i censurkomiteen til InSide 2010. Vi er gået frem efter at bygge det op på et kvalitativt fundament, og det er meget interessant, når man tænker på, hvordan censurkomiteen er sammensat af dels en halvbedaget stodder som mig, der er midt i 50’erne – for at sige det mildt – og dels en yngre kunstner og en yngre gallerist. Der var faktisk overvejende en meget fin konsensus imellem os, selv om vi har tre vidt forskellige tilgange til billedkunsten.
Vi havde nogle smådiskussioner; men det var simpelthen på så marginalt et plan, at jeg synes, det var næsten rørende og det bringer mig frem til, at vi nu skal til at tale om det der kvalitetsfænomen, som er så svært at definere i den billedkunstneriske verden. Der sker noget hele tiden. Der sker nye ting og der udvikles nye udtryk, som forskellige kunstnere gradbøjer på deres egen måde. Det er noget, man oplever over hele verden, og der synes jeg, vi skal tænke på, at billedkunst er et verdenssprog, som alle mennesker burde kunne forstå – og alligevel er der så få, der i virkeligheden forstår det helt til bunds.
Når vi nu snakker kvalitet, er det klart at vi fra komiteen, er blevet bedt om at lave en vurdering af, hvad der er det bedste værk her på InSide 2010 – og det er jo svært! Og jeg vil godt sige, at det værk, vi har udpeget giver grundlag for en iagttagelse:
Jeg synes, der er rigtigt, rigtigt mange malerier sendt ind til bedømmelse – og hovedparten af de ting, der er udstillet her på InSide 2010 er jo netop malerier – og jeg tror, at procentvis er der rigtigt mange malerier, der er blevet afvist i forhold til andre værktyper. Jeg har jo min egen lille teori omkring dét med maleriet. Grunden til, at der er så mange, der maler, er at det er så nemt… Altså helt ærligt: Man tager noget farve, placerer det på en palet, dypper penslen i det og slår en streg på lærredet. Hvor svært er det lige, dét er?
Min påstand er, at det er nemt at male; men også, at det er rigtigt, rigtigt svært at male et GODT billede. Det er så noget helt andet! Jeg er naturligvis lidt indigneret og lidt skuffet over, at der ingen grafiske arbejder var indsendt; men det er fordi det er svært! Og det ved jeg, for jeg underviser på Herning Billedskole i grafik – og jeg ved, hvor svært de har ved det. Men de arbejder ihærdigt og koncentreret.
Vi skal tilbage til det bedste værk på udstillingen. Nu læser jeg op fra dette statement, som jeg i al beskedenhed selv har forfattet:
"I et syn bagud i kunsthistorien, og med et greb, der bringer tankerne frem til to så modsætningsfyldte kunstnere som Ron Mueck og George Segal, hvor hverdag smelter sammen med drøm og fantasi, har Jacob Langborg opbygget et individ, der vel ikke er så usædvanligt?
Det exceptionelle består i skulpturens nære eksistens i rummet, hvor den skildrede samtidigt skaber en distance til iagttageren i kraft af den kølighed, der ligger i det monokromt fungerende materiale. Opbygget i gips oplever vi en dreng, der dybt koncentreret med remoten i hænderne iagttager resultaterne af sine bevægelser i en enkel skærm.
Betragter man skærmen, ser vi, at han blot fæster et blik på sit eget spejlbillede. Skærmen er gået i sort – akkurat som figuren er gået i hvidt. Al bevægelse er fastfrosset i en sigende tilstand af dyb koncentration".
Jeg har samtidigt lovet at skrive at par ord om noget, man fra institutionens side har valgt at karakterisere som et værk, der fortjener ”hædrende omtale”:
"Hvis vi foretager et sceneskift i kunsthistorien, kunne man såmænd glimrende udskifte Andy Warhol's minutiøst stablede Cambell's soup cans med et antal flyvende Budweiser-dåser, som oven i købet er ledsaget af nogle fastfoodprodukter uden synderlig næringsværdi.
Et par svulmende læber – tilsyneladende uden ansigt – sutter på en gedigen havaneser... Æd dén, Monica Lewinsky! Det er faktisk et tilfælde i denne sammenhæng, at den aktuelle kunstner deler fornavn med den anden part i det antydede drama.
I en surreel og veldefineret drømme- eller mareridtsverden, hvor gadekunstens gale gravhunde bærer gevir, er ”hædrende omtale” synonymt med ovennævnte – og denne omtale er sigtet på Bill Bachs maleri ’Corporate Picnic’, hvis nogen ikke skulle ha' gættet det!"
Hermed er udstillingen åben!
