Communication magic

“You’re the best danish artist, I know!!!!” Ordene bliver faktisk udtalt – ikke skrevet på et tatstatur across the Atlantic. Yes! Æd dén Kirkeby, Kvium, Birkemose og andre! For en ordens skyld spørger jeg forsigtigt, om hun kender andre danske kunstnere, den søde Mia Lundquist? ”No! You are the only one!” Nåh, ja! Naturligvis… Men det var da et par udmærkede eksempler, jeg fik hevet frem af hatten, når det nu skulle være?

Jeg besidder, som det allerede er blevet beskrevet ved flere lejligheder, jo det ubetingede privilegium at være repræsenteret i ét af Second Life’s mere seriøse gallerier Mia Lundquist Galleries. Så langt så godt!

I aften sad jeg så og chattede med galleristen om forskellige ting, og noget af det, der frustrerede Mia, var at hun ikke var i stand til at forstå alle de mange blogs, som jeg har skrevet – på dansk – om denne proces. Jeg havde fået en enkelt sjus – og var derfor ikke helt så nervøs som normalt, så jeg tog initaitiv til at vi kontaktede hinanden på ”voice-chat”, hvilket er en anordning på SL, der gør én i stand til direkte at tale til en anden person på Second Life. En fin måde at kommunikere på, må jeg sige! Og den er gratis, vel at mærke.

Nu er det jo en samtale over en vis distance. Jeg tør ikke at tænke på, hvad det ville koste i minuttet at etablere en samtale tværs over Atlanten med de normale telefontakster; men i Second Life foregår det med et headset. På med lyttebøfferne og mikrofonen – og der er hul igennem!

Jeg oversatte de forskellige blogs, som jeg har skrevet, til Mia efter bedste evne. Hun gav udtryk for at hun udmærket forstod meningen, selv om min oversættelse nok har været lidt improviserende et langt stykke hen ad vejen?

Jeg sidder med en meget behagelig følelse af, at verden stadig har den samme fysiske dimension, som den altid har haft. Men når det kommer til kommunikation, så er samtalepartneren lige om hjørnet. Sådan lyder det i hvert fald i hovedtelefonerne. Faktisk var Mia’s stemme klarere end hvis det havde været en indenrigs telefonsamtale.

Art Gallery District

”If you knew, what this means, you’d be just as excited as I am”… Ja, så føler man sig nok en smule dum – eller er det blot min jyske beskedenhed, der antager monumentale dimensioner, når Mia Lundquist giver mig denne besked?

OK! Signalet er modtaget! Mia har lejet sig ind i et lokale i galleridistriktet Cetus i Second Life. Hvad jeg ikke vidste er, at Cetus er stedét, hvis man vil frem som kunstner i denne udgave af et virtuelt miljø.

Jeg har altså alle grunde til at føle mig som Jeppe i baronens seng. Jeg kniber mig selv i armen flere gange, hvilket jeg også tilkendegiver over for Mia ofte. Hun griner meget af denne metafor, som tilsyneladende er ukendt i Staterne.

Naturligvis var jeg nysgerrig efter at se, hvilke omgivelser, der skal danne forum for min første rigtigt store udstilling på SL, så jeg frekventerede omgående Cetus og Mia Lundquist Gallery’s nye afdeling. Jeg må sige at jeg omgående blev imponeret; men ikke halvt så imponeret, som jeg blev, da jeg loggede ind på SL her sidst på formiddagen blot for at opdage, at Mia stadig var online.

Pokker om hun ikke havde brugt det meste af natten på at færdiggøre galleriet og lave en ophængning af mine værker dér. Jeg var naturligvis ved at dø af nysgerrighed, så jeg besøgte lige stedet inden Mia – træt og udmattet – skulle til ro.

Der er reception onsdag umiddelbart efter nytår på Mia Lundquist Gallery’s Cetus-afdeling. Jeg har lovet at være til stede for at svare på spørgsmål. Og jeg glæder mig til at møde et bredt udvalg af kunstinteresserede avatars.

Love to you, Mia! And thanks for your kindness and your belief in me and my work… And a happy X-mas. I look forward to continue this very rich collaboration.

Dentalfrustrationer

Jeg sidder med en bog, der skildrer billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen dagbogsnotater. Her beskriver han bl.a. digteren Henrik Nordbrandts mor, der umiddelbart inden hun døde sagde, at døden i hvert fald besidder én umiddelbar fordel: Man skal ikke mere til tandlæge.

Jeg skal til tandlæge i dag! Jeg kender proceduren… En dybdegående tandrensning, som jeg får foretaget hver 3. måned samt et eftersyn, som kun bliver foretaget hvert halve år. Tandrensningen gør ondt; men den er nødvendig på grund af kronisk paradentose – tandkødsbetændelse. Til gengæld føler jeg mig godt tilpas efter besøget hos tandlægen. Det er som om, at denne udrensning har en symbolsk betydning, som forplanter sig til hele organismen.

Spørgsmålet er blot, om jeg skal nævne de begyndende smerter, som jeg har registreret i sekseren i overmunden for tandlægen? Jeg gør det nok ikke…

Det er jo snart jul.

Når uvirkeligheden gengives i det andet livs spejl

Jeg kom fejlagtigt til at signalere, at Mia Lundquist, galleriindehaveren fra Second Life, var fra Californien. Jeg vil ikke afvise, at dette kunne være forankret i en længsel efter sommer og sol; men kendsgerningen er, at Mia er fra Chicago.

Jeg henvendte mig lige i galleriet i går for at følge ophængningen af mine værker – og jeg må sige, at jeg blev imponeret! Mia havde arbejdet hårdt hele aftenen (lokal tid) på at skabe et så kvalificeret rum til mine malerier som muligt.. En anden ting, som jeg registrerede ret hurtigt, var at på plakaten (som man kan klikke på og dermed få en kort beskrivelse af kunstnerens løbebane) optrådte jeg med mit real life navn... Jeg havde egentligt forestillet mig, at jeg skulle lanceres som Swain; men Mia har valgt at lave et koncept, der både tilgodeser min avatar-identitet og – ikke mindst – min rigtige.

På et tidspunkt spurgte Mia mig, hvad mine værker koster i real life. Jeg skitserede priserne for hende – og derefter spurgte hun mig, hvad jeg forventede i evt. provision? Denne er allerede aftalt i SL, og jeg tog udgangspunkt i samme procentsats, som er rimelig i forhold til, hvad danske gallerier normalt beregner.

Jeg må indrømme, at jeg i den proces følte en kraftig trang til at knibe mig selv i armen. Hvad er det lige, der sker? Hvad taler vi om? Er Second Life nu i gang med at vikle sig ind i virkelighedens verden på en ganske fascinerende måde? En kendsgerning er det i al fald, at der sidder personer bag de forskellige avatars på SL. Således fik jeg pludseligt et billede af virkelighedens Mia Lundquist, som ikke hedder Mia i virkeligheden, og et køligt pust fra storbyen Chicago blæste friskt i nakken på mig.

Mamma Mia

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at siden jeg som Lars Swain udstillede første gang i Zita's Gallery, har fået "blod på tanden" i forhold til yderligere udstillingsvirksomhed på Second Life.

Jeg har været rundt på forskellige udstillingssteder - og har erfaret at både lokaliteter og de udstillede værker, som oftest, er af tvivlsom kvalitativ karakter. Jeg ser gerne mine ting vist i et rent rum uden for megen "visuel støj". Derfor har jeg været meget tilbageholdende med at gøre alvor af diverse tilbud, som der ellers har været nok af.I går skete der så noget interessant.

Der indløb en besked i én af kunstgrupperne vedrørende et galleri, som viste sig at være en kæde af gallerier, oprettet og administreret af Mia Lundquist, som jeg til en indledning formodede var svensker - og derfor sendte en IM - på svensk. Den forstod Mia ikke et klap af, og hun kunne følgende med et smil fortælle mig, at hun kommer fra Californien og at jeg i øvrigt var meget velkommen til at aflægge et besøg i ét af hendes gallerier, hvor hun ville møde mig umiddelbart efter.

Jeg fandt omgående ud af, at Mia og jeg svingede fint sammen, og jeg viste hende nogle af mine abstrakte kompositioner, som hun hurtigt fandt fascinerende.Derefter gik det stærkt. Mia ville gerne repræsentere mig på sit galleri. Betingelserne blev aftalt og images blev overført sammen med diverse oplysninger om den stædige og dog kritiske kunstner.

Nu er der jo en tidsforskel mellem Danmark og Californien, så da jeg loggede på her til morgen, skulle Mia til at i seng og sove efter en lang og hård arbejdsdag; men jeg skal love for, at hun ikke havde spildt tiden. Hun havde allerede lavet en præsentation af mig, som nu er tilgængelig i galleriet. Samtidigt er mine skilderier nu fremme og under redigering.

Mia Lundquist er meget bevidst om det æstetiske! Bagrundsmusikken var således, da jeg besøgte galleriet, minimalistisk avantgarde og møblementet i administrationen består af Mies van der Rohe's legendariske Barcelona-stol i en sofaudgave. Alt i alt elementer, der signalerer klasse.

Thanks for you kindnes, Mia. I look forward to cooperate with you....

Luftskibet flyver igen

Et comeback! Der har været nogle stykker af slagsen i de seneste par år. Genesis har turneret – og gør det måske stadigt? – ikke med den originale besætning, som et rygte ellers ville vide på et tidspunkt, men i den poppede udgave med Phil Collins, der trådte ned fra trommepodiet og erstattede Peter Gabriel som sanger for snart mange år siden.

Police er gendannet og jeg husker stadig, da jeg stod uden for hegnet til koncerten i Århus og både hørte og så de tre mand gøre det igen mere end 20 år senere.

Men nu også Led Zeppelin! Bandet blev opløst i 1980, da gruppens trommeslager John Bonham, kaldet ”Bonzo” døde af druk. Uden ”Bonzo” intet luftskib, var konsensus blandt de tre tilbageværende medlemmer af den stilskabende gruppe.

Ikke mindst Led Zeppelins forsanger Robert Plant har i de mellemliggende år eksperimenteret voldsomt med sin karriere, og for nyligt udkom en fremragende plade, hvor han synger en overraskende klædelig duet med den amerikanske country-darling Alison Kraus.

For nyligt døde direktøren for dét pladeselsab, der signede Led Zeppelin dér tilbage sidst i de rasende 60’ere. Som en tribute til denne person, der dermed fik en kolossal betydning for bandet, besluttede Robert Plant, Jimmy Page og John Paul Jones at spille en koncert i London 02 Arena i en ny konstellation med John Bonham’s søn Jason på trommer.

Denne koncert har været behæftet med en forrygende interesse blandt fans og celebrities inden for musikverdenen og efter koncertens gennemførelse spekuleres der kraftigt i musikmedierne vedrørende gruppens fremtid. Ét af spørgsmålene i den forbindelse: Vil vi få Led Zeppelin at se på en verdensomspændende turné?

Der er selv følgelig en årsag til alle disse spekulationer. Den væsentligste skal nok findes i, at koncerten den 10. december i London ganske enkelt var en forrygende oplevelse for de nogle og tyve tusinde, der var til stede den aften. Allerede her få dage efter findes der et større antal klip på Youtube, som diverse fans har lagt ud med klip fra digitale kameraer i en lydkvalitet, der ganske vist er horribel, men som alligevel signalerer en forbilledlig tilbagelænet energi fra de nu aldrende musikere.

John Bonham er naturligvis ikke mere; men med Jason Bonham bag trommerne, kan man roligt sige, at æblet ikke er faldet nævneværdigt langt fra stammen. Hans trommespil finder næsten et genetisk leje i forhold til faderens, der vel må betegnes som noget af det mest solide og insisterende i rockhistorien?

Koncertens første nummer var Good Times Bad Times – og har der været bad times i Led Zeppelin’s tidligere karriere, så er de gode tider tilsyneladende vendt fortjent tilbage. Nu er det så blot at vente med tilbageholdt åndedræt, for at finde ud af om de fire rejser ud i verden på tur… Og hvorhen? Og hvordan? Og så videre…

Gallerist med mening

”Malurten i bægeret har for mig været al sladderen, snobberiet, hierakiet og de tåbelige intriger, som stortrives i dansk kunstliv. Hvis halvdelen af den energi, der investeres i at holde andre ude eller nede, blev omsat i kreativ produktion, ville kunsten nå uanede højder”.

Således udtaler galleriejer Allan Knoblauch i det sidste nummer af Magasinet Kunst. Under overskriften ’Kunsten at starte et galleri’ funderer han over processen her godt og vel et år efter Copenhart Gallery’s debut som aktør på den danske kunstscene. Det er ret befriende at opleve en gallerist, der har en holdning og som ikke blot tilretter sig det etablerede kunstlivs dogmer og principper. I særdeleshed, når samme galleriejer har placeret sig som nabo til en række fancy samtidskunstgallerier på adressen Carl Jacobsens Vej 16 i Valby. Jeg glæder mig til at udstille hos Knoblauch i Copenhart til februar.