InSide 2010 åbnet

Det er en meget pudsig oplevelse, at foretage en censurering af en kunstudstilling – og ikke nok med dét. Når censurering og udvælgelse af værker foregår i et offentligt rum, hvor de indsendende kunstnere i sagens natur sidder og følger processen, kan man muligvis med en vis ret kalde oplevelsen ”grænseoverskridende”?

Der er flere parametre, som er i spil i forbindelse med et sådant arrangement. For det første er det naturligvis væsentligt for censorerne (Camilla Rohde, Linda Bjørnskov og undertegnede) at skabe et kvalificeret rum til udvælgelse. Her er den indbyrdes kommunikation vigtig – og når så hele segmentet af spændte kunstnere sidder i nakken af én og beskuer seancen, føler man en vis forpligtigelse til at skabe en kommunikation ud i rummet i samme moment som man skal koncentrere sig om det væsentlige – nemlig censureringen. Det er betingelserne! Og dem har jeg og mine medcensorer valgt at gå ind på.

Nu er udstillingen InSide 2010 åbnet – og jeg vil sige, at de tilkendegivelser, jeg modtog i forbindelse med ferniseringen, har bekræftet, at vi ikke kunne gøre det meget anderledes, end vi gjorde. Jeg var til stede i min egenskab af åbningstaler. Her fabulerede jeg i nogen grad over fænomenet ”censur”, og i forlængelse heraf, offentliggjorde jeg navnet på de to arbejder, der henholdsvis var blevet udpeget af os censorer som bedste værk og som dét, der fortjente en ”hædrende omtale”.

Førstnævnte er en fin skulptur af Jacob Langborg og sidstnævnte et iøjnefaldende maleri af Bill Bach.

Udstillingen kan ses i Kunstpakhuset ved Ikast Station indtil den 21. november.

Disponering

Jeg har været i Ikast for at disponere udstillingen InSide 2010, som blev censureret den 23. oktober. En vanskelig; men dog alligevel interessant proces - ja, det gælder såvel censurering som disponering.

Afvejning af værker

”Indimellem holdt kunstskribenten små oplysende ”foredrag”. Eksempelvis da tre bronze-skulpturer kom til bedømmelse. ”Når man får noget foræret fra et materiale, som for eksempel bronze, så skal man også som kunstner give noget igen – og helst lidt mere, end man får – og her er der givet for lidt,” forklarede Svanholm”.

Kim Kristensen fra Herning Folkeblad var på besøg under den åbne censurering i Kunstpakhuset i Ikast. I sin artikel i Folkebladet citerer han fra udtalelserne, som jeg og mine medcensorer, billedkunstner Linda Bjørnskov og gallerist Camilla Rohde, fremsatte under censureringen.

Udstillingen InSide 2010 åbner, som jeg tidligere har nævnt på denne side, den 30. oktober. Her vil blive udnævnt udstillingens bedste værk samt et værk, der fortjener, hvad man fra organisationen kalder ”hædrende omtale”. Vi har allerede udpeget de to arbejder; men spændingen bliver først udløst under åbningen.

Evaluering

Jeg fik en enkelt tilkendegivelse fra en afvist kunstner i forbindelse med censureringen af udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast. Kunstneren, der var blevet afvist i første runde uden synderlige kommentarer til sit værk var indigneret over dén måde, udvælgelsen foregik på – og set i dét lys, kan man naturligvis stille nogle spørgsmål: Er det rigtigt at foretage en offentlig censurering? Er det i det hele taget relevant at lave censurerede udstillinger uden for de statsanerkendte institutioner?

Man kan selvfølgelig ikke forbyde kunstforeninger at foretage offentlige censureringer af dén karakter. Det er så op til de indbudte, potentielle censorer, at tage et opgør vedr. om de i det hele taget finder det hensigtsmæssigt at være med i en sådan forestilling.

Det er naturligvis væsentligt at finde et passende balancepunkt mellem ren og seriøs bedømmelse af kunstværker og det showmæssige, der godt kan give arrangementet et mere ”X-factor-agtigt” udtryk.

Jeg føler dog ikke, at jeg har sat min integritet på højkant i forbindelse med InSide 2010 – og det er heller ikke min oplevelse at mine medcensorer, Camilla Rohde fra Rohde Contemporary i København og billedkunstneren Linda Bjørnskov, har gjort det.

Under alle omstændigheder ser jeg frem til at se udstillingen i sin fulde udstrækning, når den åbner 30. oktober.

Censur uden sure miner

Jeg havde frygtet for censureringen af udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast. Især, fordi bedømmelsesprocessen var offentlig. Man kunne godt forestille sig nogle mishagsytringer fra de kunstnere, der blev afvist; men må sige, at min frygt var ubegrundet. Der var ingen surhed at fornemme hos publikum, som var mødt mere end talstærkt op i Kunstpakhuset.

Dette afstedkom, at varmen i lokalerne på et tidspunkt nærmede sig et subtropisk niveau. Alligevel lykkedes det mig og mine to sympatiske og dybt kompetente medcensorer – Camilla Rohde Madsen, gallerist og Linda Bjørnskov, billedkunstner – at holde hovedet koldt, og foretage en, synes jeg, kvalificeret censurering.

Overordnet set, var oplevelsen god, og det skyldtes ikke mindst det administrative og logistiske arbejde som holdet bag udstillingen udførte med en stor energi og entusiasme. Samtidigt var det en fornøjelse at samarbejde med Camilla og Linda; og vi var faktisk i langt overvejende grad enige i de disponeringer, vi var hyret til at foretage.

Jeg glæder mig til at se den færdige udstilling på lørdag den 30. oktober kl. 13 i Kunstpakhuset. Min rolle er ikke udspillet med censureringen. Jeg har lovet at afholde åbningstalen på ferniseringsdagen.

Svensk og dansk i Vestergade

Det er Vestergade i Århus, der er tale om. Nærmere bestemt Galerie MøllerWitt. Her udstiller for tiden Astrid Sylwan og Martha Kramær i en svensk/dansk konstellation. Billedet er en gengivelse af et maleri af Sylwan med titlen ’Overlap’.

Værkstedskatten Sputnik (1992-2010)

Der bliver tomt på værkstedet fremover. Huskatten Sputnik sov stille ind hos dyrlægen tidligere i dag efter 18 års koncentreret forkælelse her på husstanden. Hvor mange gange er jeg ikke faldet over katten under udførelse af diverse kunstneriske udfoldelser? Det har jeg ikke tal på...

Med fare for at skabe sig fjender

Selv om det er mange år siden, kan jeg udmærket huske, hvad jeg synes om de bedømmere, der var med til at afvise mig på de censurerede udstillinger. Især i Århusforetagendet Kunstnernes Påskeudstilling sad der efter min mening adskillige, der ikke ejede for fem øre fornemmelse for, hvad god kunst var.

Heldigvis ændrede det sig siden; men dengang, og for den sags skyld indtil for nyligt, besad jeg en dagklar sikkerhed om, at jeg aldrig selv ville komme i den lidet misundelsesværdige situation selv at komme til at spille rollen som censor i forbindelse med en kunstudstilling. Nu er det til gengæld en kendsgerning!

Lørdag den 23. oktober er jeg det dumme svin, der sammen med to andre – billedkunstneren Linda Bjørnskov og galleristen Camilla Rohde fra Rohde Contemporary i København – skal frasortere og antage et antal værker af kunstnere fra det midtjyske område i forbindelse med udstillingen InSide 2010 i Kunstpakhuset i Ikast.

Jeg håber ikke de fjendskaber, jeg måtte tilegne mig i dén forbindelse, bliver permanente. Faktisk ser jeg frem til, at få en masse kunst at se, som oser af engagement og lyst til at eksperimentere.

Hvis de kriterier er opfyldt, er der en forholdsvist rimelig chance for at værkerne finder vej til væggene i den fine udstillingsbygning, der ligger klods op ad jernbanesporet ved Ikast Station. Og for ikke det skal være løgn, har jeg indvilget i at holde åbningstalen til InSide 2010 ved ferniseringen, der finder sted lørdag den 30. oktober kl. 13. Billedet foroven til højre er taget i Kunstpakhuset ved en tidligere lejlighed under ferniseringen af en udstilling med værker af billedkunstnerne Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen.

InSide 2010 kan ses frem til den 21. november.

Den alsidige

”Malerierne nærmest sprang ud fra væggene. De klæbede sig fast på nethinden! Ord og bogstaver. Fantastiske farver. Grafiske motiver! Ikke så sært for Lars Svanholm er jo også en særdeles dygtig grafiker”.

I det nye nummer af Kunstavisen har Brynhild Eriksen lavet en reportage fra Det Kreative Værksted F 12 i Herning, som markerede åbningen med en udstilling af mine malerier. Denne udstilling supplerer en udstilling, som jeg har på TeamTeatret blot et stenkast fra F12. Man kan vist roligt sige, at Brynhild Eriksen i sin beskrivelse har meget fokus på mine arbejder.

Overskriften ’Den alsidige Lars Svanholm’ er meget sigende i forhold til teksten, som slutter med ”Forhåbentligt er det ikke sidste gang, vi får besøg af Lars Svanholm i Herning”.

Kunstens rum - frihedens rum

”For mig er kunstens rum frihedens rum, hvor vi netop har skabt os et rum, hvor vi har lov til at udtrykke undertrykte tanker i vores kultur – nö”. Billedhuggeren Christian Lemmerz modbeviste med al ønskelig tydelighed på pressemødet på ARoS i forbindelse med den omfattende udstilling ’Genfærd’, at billedkunstnere skal holde deres bøtte og udelukkende tale gennem deres værker.

Lemmerz er befriende formidlingsvillig. Måske fordi hans værker ofte bliver misforstået af publikum, hvorved dette samtidigt er uden forståelse for kunstnerens bevæggrunde for at lave de ting, han gør?

I et interview med Anne-Bech Danielsen i Politiken siger Lemmerz, som tit bliver beskrevet som ret morbid i sine skulpturer: ”På en måde er min kunst en slags memento mori. En bevidst konfrontation med det ultimativt ukendte. Jeg prøver ligesom at finde ud af, hvad det vil sige at være – i livet. Min kunst handler ikke om døden, men om det at eksistere”.

Forlænget

Mine 94 grafiske arbejder, som udgør udstillingen ’Dybt Trykt’ får lov at hænge på KunstCentret Silkeborg Bad julen og nytåret over.

Man har ganske enkelt besluttet at tilbyde mig at forlænge udstillingen til 3. januar. Et sådant tilbud kunne jeg ikke drømme om, at sige nej til – så nu er der en ekstra mulighed for at se ’Dybt Trykt’ – også for folk udenbys fra, der måtte være på besøg i Silkeborg i juleferien

Et fast greb om skaftet

Bare rolig! Det er penneskaftet, der er på tale. Jeg har i den sidste tid – endnu en gang – været optaget af mulighederne med tusch og pen. Samtidigt laver jeg fra tid til anden nogle ting med flydende, sort akvarel i nogle lidt større formater.

Ellers må jeg sige, at en del af tiden går med at sætte sig ind i Photoshop, Indesign og Deramweaver. Det sidste er jeg ikke nået til endnu og jeg har lovet min hustru ikke at falde for fristelsen at kreere en hjemmeside med en masse effekter og blinkende lamper etc. Men det har lange udsigter inden jeg behersker Dreamweaver – og for den sags skyld de andre programmer.

Jeg har netop anskaffet mig den nyeste CD med John Mellencamp – og her er der i sandhed tale om ”back to roots”. Denne fremragende plade lyder, som den er optaget med en enkelt mikrofon i studiets loft. Den er faktisk i mono! Men ikke desto mindre er det den foretrukne lydgiver på værkstedet i denne tid.

De 3 Fløjter spiller 'Tågen Letter'

'Tågen Letter' af Carl Nielsen er blot ét af mange musikstykker, som er inkluderet på CD'en 'Klassiske Perler - Update' med fløjte ensemblet De 3 Fløjter. Billederne på videoen her stammer fra ensemblets release-arrangement, der fandt sted på Den Kreative Skole i Silkeborg den 9. oktober 2010.

Genfærd

Efterårets store udstilling på kunstmuseet ARoS i Århus præsenterer et stort udvalg af skulpturer – og en gigantisk tegning – af tyskfødte (Karlsruhe, 1959) Christian Lemmerz, som trods sin store tilknytning til Danmark må betegnes som en kosmopolitisk billedkunstner.

Udstillingen har fået den sigende titel ’Genfærd’ (på tysk ”Gespenst”) og jeg havde det store privilegium at se udstillingen og opleve en sympatisk og begavet kunstner til pressemødet på ARoS den 7. oktober. Udstillingen præsenterer menneskeheden råt for usødet med forskellige æstetiske indgangsvinkler.

Især i mormorskulpturen kan selv de mest voldsomme scenerier opleves underspillet på grund af materialets skønhed og de direkte referencer til italienske kunstnere som Michelangelo (1500-tallet), Bernini (1600-tallet) samt vor egen Thorvaldsen (1700-1800).

Spørgsmålet er, hvor længe der ville gå, indtil publikum fandt ud af, hvilken dagsorden Lemmerz besidder, hvis han blev udstillet sammen med de nævnte i netop materialet marmor? Jeg håber på et tidspunkt at få mulighed for at beskrive Lemmerz-udstillingen mere detaljeret.

Fra sommer til vinter

Oprindeligt skulle Olafur Eliassons omfattende installation ’Your Rainbow Panorama’ have været indviet på toppen af kunstmuseet ARoS i Århus her i sommer; men forskellige komplikationer i forhold til monteringen afgjorde så senere, at man valgte at udskyde ”afsløringen” til efteråret. Nu kan man så på ARoS hjemmeside erfare, at ARoS først får sin glorie i løbet af vinteren. Et nærmere tidsperspektiv er ikke fremlagt.

I mellemtiden kan man så se en udstilling med afsæt i udsmykningen af kronprinseparrets nye hjem på Amalienborg. Her kan man se, hvordan nogle af samtidens fremmeste kunstnere har valgt at udsmykke palæ’et, som i fremtiden skal udgøre kronprinsens adresse. Ifølge kunstanmelderen Henrik Broch-Lips i Århus Stiftstidende er denne udstilling totalt overflødig – og det virker da også som den er kommet i stand via museets store behov for at mænge sig med de kongelige.

Berlingske Tidendes kunstanmelder Torben Weirup havde dog i radioens P1 en helt anden udlægning af museets aktuelle disposition. Ifølge ham, handler det simpelt hen om, at få nogle gæster gennem museets tælleapparater, og det er jo legitimt nok, når man tæmker på ARoS’ økonomi. Samtidigt gjorde Weirup opmærksom på dén kendsgerning, som mange kunstinstitutioner her i Danmark efterlever, nemlig, at man er nødt til at garnere de ”kolde” udstillinger med ”varme” (læs: publikumsvenlige).

”Saunaeffekten” er et begreb som den legendariske tidligere direktør for kunstmuseet Louisiana Knud W. Jensen lancerede. Jeg tager selv Amalienborg-udstillingen i øjesyn, når jeg skal til pressemøde på en omfattende Christian Lemmerz-udstilling om nogle få dage.

F 12 åbnet

Jeg har netop været til fernisering på min udstilling ’Is it me for a moment #3' i Herning. Det er en udstilling, der løber på to lokaliteter, nemlig det nye atelier-miljø F 12 (Fonnesebechsgade 12) og TeamTeatret.

Den ene halvdel af udstillingen markerer netop åbningen af F 12 – og det er naturligvis morsomt at være med til at åbne et sådant kulturelt samlingsssted i Herning midtby. Der blev holdt åbningstaler af to lokalpolitikere fra Herning, og efter min smag kunne dette tiltag udmærket koges ned til formanden for kulturudvalget Johs. Poulsen, som i modsætning til borgmesteren trods alt havde noget på hjerte.