torsdag den 31. marts 2011
Get lost
Your Rainbow Panorama - nu med dato
mandag den 28. marts 2011
Herfra hvor jeg står
Blaabjerg
Steder
fredag den 25. marts 2011
Øvlisen vs. Arnoldi
Både den afgående og den kommende formand for Statens Kunstråd har haft deres momenter i medierne i de sidste dage. Som bekendt afløser Per Arnoldi fra den 1. april Mads Øvlisen, og det betyder at en 70-årig afløser en 71-årig.
Der er stor forskel på de tos meninger og tilgange til kunstverdenen; men hvor Øvlisen var investor i kunst og erhvervsleder, har Arnoldi dog den fordel at han har fingrene i malerbøtterne til dagligt. Især de dåser med primærfarverne rød, gul og blå.
Det ovenstående citat stammer fra et interview med Arnoldi foretaget af Marianne Krogh Andersen i Weekendavisen.
torsdag den 24. marts 2011
Kunst på iPads
En ældre kunstner, David Hockney (født 1937), har imidlertid taget disse nye muligheder til sig. Det kan man fra d. 8. april opleve på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, hvor man indtil 28. august kan se en udstilling med værker af Hockney – udarbejdet netop på iPhones og iPads. Ved hjælp af applicationen ’Brushes’ har Hockney lavet i hundredevis af tegninger på sine elektroniske gadgets og det er bemærkelsesværdigt, da Hockney må siges at være, hvad man ret beset kunne kalde en ”moden” kunstner. Udstillingens titel: ’Me Draw on iPad’.
Selv om de foretrukne metoder rent kunstnerisk er papir, lærred og analoge virkemidler er jeg er bestemt ikke afvisende over for nye teknologier, hvilket burde fremgå af billedet herover, der viser min avatar på det sociale community Second Life. I det viste miljø ser man netop et antal arbejder af Hockney, udviklet på en iPhone. At jeg så ikke længere er specielt aktiv på SL er en helt anden sag. Det virker som det virtuelle landskab i langt de fleste tilfælde ligger øde hen.
onsdag den 23. marts 2011
På sidste vers
mandag den 21. marts 2011
What the Heck?
Heck er en kunstner, som jeg har haft en del dialoger med omkring kunstnerens rolle og diverse udtryk, man som kunstner kan benytte sig af.
Rita Heck er meget optaget af objektet som kunstnerisk afsæt og netop dette er noget af det første, man kan opleve på kunstnerens nyopdaterede hjemmeside. Der er flere ting undervejs. Bl.a. en side med maleri.
Fotografiet
På kunstmuseet HEART i Herning åbner den 1. april ’Steder – Danmark under forvandling’. Her viser 14 af landets fremmeste fotografer Danmark på kryds af tværs og i forskellige perspektiver. Jeg regner med at være til stede ved åbningen af ’Steder’ – så mere om denne udstilling senere på denne blog.
lørdag den 19. marts 2011
Hud og hår
Derfor fungerer det næsten som en åbenbaring for en grundigt prøvet kunstforbruger, når forventningerne bliver flere gange bekræftet. Og det må man sige, at mine blev i forbindelse med udstillingen ’Still walking’ af – og især – med installations- og videokunstneren Katja Bjørn på det kompetente galleri Charlotte Fogh Contemporary i Århus.
Og når jeg kalder galleriet ”kompetent” og i samme åndedrag ikke tøver med at beskrive udstillingen som den bedste, jeg har oplevet på stedet, siger det måske noget om, hvordan jeg vurderer Katja Bjørn som billedkunstner på den danske kunstscene.
Ja; i virkeligheden burde vi tale om den europæiske scene, for et større globalt gennembrud må da ligge lige til højrebenet, hvis der er nogen som helst logik eller retfærdighed til i den verden. Udstillingen viser og dokumenterer fænomenet ”krop” på en fuldstændig enestående måde, og det vel at mærke uden, at man oplever den i en vulgær eller exhibitionistisk form (hvilket jeg ellers oplevede en ferniseringsgæst antyde).
Kunstneren bruger sig selv og andre modeller i bogstaveligste forstand med hud og hår – og det æstetiske niveau er højt.
torsdag den 17. marts 2011
The kids are alright
Jeg tror ikke, man skal undervurdere betydningen af, at unge mennesker på et ret tidligt tidspunkt bliver inspireret til at beskæftige sig med billedkunst; men når det er sagt, er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det bør være lysten, der driver værket.
tirsdag den 15. marts 2011
Fra skrot til skulptur
Begge dele kan man se eksempler på i forbindelse med udstillingen ’Straks’ på Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast i perioden 20. marts-29.april.
Kunsthistorikeren Bente Jensen har skrevet en bog om sin efternavnebror, og i den hedder det bl.a.: ”Hans værkers forfinede materialeæstetik og stramme former åbner for forfaldets ekspressive poesi og for konstruktionens rene formalistiske skønhed”.
Jeg har netop haft mulighed for et lille preview på udstillingen, og dette har dannet udgangspunkt for en tekst, jeg har forfattet til Kunstavisen
Shelter Me på Silkeborg Bad
Som en del af hele projektet spiller de to kenyanske billedkunstnere Patrick Mukabi og Allan Githuka en væsentlig rolle og hele 1. sal i Skovvilla er fyldt med deres værker inden for hovedsageligt maleri, og det er en spændende udstilling med to meget forskellige kunstnere.
Jeg mødte de to i toget hjem fra Århus nogle dage inden udstillingen åbnede – uden at vide, hvem de var. Jeg havde en kort dialog i toget med den ene af dem; så derfor var det hyggeligt at møde de to sympatiske, afrikanske kunstnere til åbningen af udstillingen på Silkeborg Bad. Her fortalte de om deres egen baggrund og lidt om, hvordan kunstscenen fungerer i et land som Kenya.
torsdag den 10. marts 2011
En arm, der bliver kortere og kortere
Sagen vedrørende armslængdeprincippet, når det drejer sig om kunstnerisk udsmykning af det offentlige rum, fortsætter med uformindsket styrke. I hvert fald i dagbladet Politiken, hvor Anders Haubart Madsen under overskriften 'Byrødder styrer kunstindkøb i store kommuner' har indhentet en kommentar fra kunsthistoriker og professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, der udtaler: "Det ender med total visuel forurening af vores offntlige rum. Politikerne træffer ikke bare tilfældige økonomibeslutninger. Dette handler om kunst for fremtiden, og derfor må beslutningerne baseres på en sagkyndighed".
Netop i Aalborg ser det tilsyneladende helt slemt ud med hensyn til det så ofte nævnte "armslængdeprincip"... Her udtaler Anne-Dorte Krog, som er formand for en politikerdomineret kommunal kunstfond: "Det handler om at have mangfoldigheden repræsenteret. Vi har den kunstfaglige indstilling, som vi lytter til. Derudover har vi smag og behag, og det er politikere lige så gode til, som alle andre". Anne-Dorte Krag (billedet) er SF'er! Og udtalelsen tangerer efter denne blogskribents mening, nok noget af det dummeste, der overhovedet er sagt i denne sag.
Katja Bjørn med nye værker
I perioden 19. marts-16. april kan man opleve Katja Bjørns værker hos Charlotte Fogh Contemporary i Århus, hvor hun viser nye fotografier, skulpturer og video.
I det udsendte pressemateriale fra galleriet hedder det blandt andet: ”Siden 2004 Katja Bjørns arbejde særligt koncentreret sig om video og readymades (dagligdags genstande), som hun bearbejder til videoskulpturer, hvori hun udforsker krydsfeltet imellem videoens virtuelle rum og skulpturens fysiske og sanselige rum og i relation til menneskets krop. Oftest optræder kunstneren selv som ”krop” i videoerne. Værkerne tager udgangspunkt i den nøgne krop som symbol på menneskets eksistentielle grundvilkår og de hermed følgende associationer; seksualitet, forgængelighed, skrøbelighed, tiltrækning, afsky, fødsel og død. Samtidig iscenesætter de følelser der ofte opstår i mødet med menneskets krop f.eks. i forhold til voyeurisme”.
Det er en udstilling, jeg med garanti skal se.
Sort og hvidt
”At se sort og hvidt på tingene”. Det er sådan et udtryk, man normalt bruger om personer med et unuanceret livssyn. Ikke desto mindre finder jeg det faktisk relevant nogle gange blot at lave mine tegninger uden brug af farver. Her er gengivet en tegning og en løs skitse i udelukkende sorte og hvide nuancer.
Én af skuespillerne på Aarhus Teater – i forbindelse med mit træprojekt på ’Mens vi venter på Godot’ – genkendte mig som ”ham med farverne”. Og det har sit afsæt i nogle plancher, der var opsat på teatret, mens stykket spillede, og her havde jeg valgt at gengive et af de nyeste malerier. Men aktuelt er tingene altså sort-hvide.
Have med ny udstilling
Han er tilsyneladende rejst fra det solbeskinnede Los Angeles tilbage til England, hvor han nu giver landskabsmaleriet en ny dimension.
Pudsigt nok, da jeg så reportagen, kom jeg til at tænke på en dansk kunstner, Finn Have, der bruger landskabet som motivisk afsæt, og den pågældende kunstner arbejder for tiden – hvis jeg kender ham ret – koncentreret frem til sin næste udstilling, som vil finde sted i Galleri Salling med åbning den 2. april.
Jeg er ikke helt på det rene med, hvor Galleri Salling er placeret; men jeg må hellere finde ud af det, da jeg faktisk har lovet Finn Have at være til stede under åbningen med henblik på at afholde åbningstalen.
Kunstbygningen som drivhus
Dette er et uddrag af hjemmeside-teksten til en udstilling, der for tiden finder sted i Aarhus Kunstbygning. Og man må sige, at netop kunstbygningen, hvis man skal bedømme ud fra vækstkvoten af de udstillede tomat- og agurkeplanter, er særdeles velegnet som drivhus.
Samtidigt går en masse kunstnere rundt og er frustrerede over, at de ikke har mulighed for at udstille deres værker. Sådan er verden besynderligt skruet sammen til tider.
mandag den 7. marts 2011
Hvor lang er en arm?
Herren på billedet til højre ser ikke glad ud! Faktisk ligner han én, der netop har slugt en citron; men dét behøver han ikke at gøre. Han er nemlig billedkunstner og udvalgt til at udføre en stor udsmykningsopgave til Viborgs nye rådhus.
Byggeriet er tegnet af Henning Larsen Akitekter, så denne del af sagen burde være i orden. Problemet er nu blot, at et udvalg, ledet af byens borgmester, har udnævnt en lokal gallerist som kurator i forbindelse med den kunstneriske udsmykning af rådhuset - og netop en norsk kunstner, som er tilknyttet galleriet, er blevet udpeget til at foretage den omtalte udsmykning.
Alt dette har bragt sindene i oprør i domkirkebyen. Et bredt spektrum af kunstfaglige personligheder har i Viborg Stifts Folkeblad gjort opmærksom på, at sagen er lidt - eller meget - ulden i kanterne, da man mener, at det såkaldte armslængdeprincip, som skulle sikre en overordnet kunstfaglighed i det offentlige, er trådt under fode.
Det kan man naturligvis sagtens imødekomme, dét kritikpunkt. Hvorfor udpeger man en lokal gallerist som kurator? Det er et spørgsmål, som blandt andet bliver stillet af museumsdirektør, kunstnere og en enkelt kunstanmelder.
Havde jeg været indehaver af et galleri i en mellemstor dansk provinsby, ville jeg havde taget imod kuratoropgaven med kyshånd. Her handler det som bekendt om at skabe omsætning, og en sådan stor opgave vil i sagens natur give et klækkeligt honorar til den norske kunstner. Hermed er galleriet sikret en del af dette honorar, da dette er én af betingleserne for at formidle udsmykningsopgaver kunstner og galleri imellem.
Problemet må siges at være den måde, Viborgs konservative borgmester har søgt at løse opgaven på. Han har, som det bliver fremstillet, givet fanden i kunstfaglighed og pricipper om armslængde.
Nu kan man jo altid diskutere, hvor lang en arm er, eller hvor lang, den burde være, men i det aktuelle tilfælde, har den vistnok været amputeret ved albuen?