Bagtanken er en anmeldelse af 2020-versionen af udstillingen, som i videosekvensen herover bliver introduceret af et af sammenslutningens medlemmer, billedhuggeren Steffen Tast.
Nu er skulpturen indviet, og i et interview med Bjarne Eriksen fortæller kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen om skulpturen og bevæggrundene for at opføre den.
En af inspirationskilderne er Per Kirkeby, der er kunstneren bag en murstensskulptur, som er opført i et parcelhuskvarter i netop Ikast.
Det foregik i 1973 og var den første af en lang række af murstensskulpturer, som Kirkeby lod opføre overalt i verden.
'Neandertaler - I mammutjægernes land' kan ses - og opleves - på Moesgaard Museum syd for Aarhus frem til d. 1. august 2021.
Jeg har skrevet en anmeldelse, som snarest er på vej til redaktionen på Jyllands-Posten.
"De nåede begge til det, Kirkeby kalder alderens arrogance. Det er ikke et negativt begreb. Det er der, man når, når man har fundet sig selv, ved, hvad man skal male og føler sig frisat. Begge maler de nogle af deres mest sikre og selvfølgelige billeder i de sene år"
Kristeligt Dagblads kunstanmelder Torben Weirup analyserer klart og uden væsentlig omsvøb udstillingen 'Jorn/Kirkeby' på ARoS i Aarhus til fem stjerner.
Han skriver blandt andet: "Kunstmuseet ARoS har sammenstillet to af de mest berømte danske malere i det 20. århundrede, Asger Jorn (1914-1973 og Per Kirkeby (1938-2018), til en smuk udstilling om deres ligheder og forskelle".
Anderledes kritisk er Christian Salling i Århus Stiftstidende. Her hedder det blandt andet:"Udstillingen er fokuseret på det maleriske slægtskab mellem de to kunstnere, men ignorerer i påfaldende grad de mere intellektuelle - og i mine øjne mere interessante - aspekter af Jorns virke som for eksempel Situationistisk Internationale, og Kirkebys skulpturelle praksis, for at optegne en mere karikeretkontrast/komplimentærforhold imellem Jorn og Kirkeby". Salling tildeler udstillingen beskedne tre stjerner.
Jack Fridthjof har for AarhusTV produceret en lille reportage fra udstillingen 'Jorn/Kirkeby', der nu finder sted på ARoS i Aarhus.
Kurator Jeanett Stampe fortæller om udstillingen og de to kunstnere, som er omdrejningspunktet
Jorn og Kirkeby kan man vel sagtens beskrive som et par af kongerigets mest indflydelsesrige malere i nyere tid.
Det påstår jeg i hvert fald i underrubrikken i min anmeldelse, som netop er lagt ud online på Jyllands-Postens hjemmeside.
Udstillingen kan ses frem til d. 5. april 2021, så der er god tid til at få den set.
Fem stjerner tildeler jeg Jorn/Kirkeby.
"De har vandret rundt, og har kunnet gøre det i mange år uden at møde andre. De levede i, med og af naturen og har udnyttet alt i deres omgivelser. De var f.eks. nok de første i verdenshistorien til at lave ild. Det er det nye i vores viden - de har været både innovative og har haft en adfærd, som vi har været tilbøjelige til at knytte til homo sapiens"
Citatet stammer fra en beskrivelse i JP Aarhus, som har været på besøg på Moesgaard Museum. Her åbner om ganske kort tid - i skrivende stund - en udstilling, der belyser mennesket for 300.000 år siden.
Det er projektleder Trine Kellberg Nielsen, der i samtale med Tina Bryld fortæller om udstillingen 'Neandertaler - i mammutjægernes land'.
Jeg checker ind senere med henblik på en anmeldelse af udstillingen, som kan ses frem til d. 1. august 2021.
Under en introduktion til en udstilling i en kunsthal i Østjylland, fik jeg øje på nogle blandt publikum, som jeg fik lyst til at tegne.
Jeg brugte en pen - ikke, som jeg ellers foretrækker, en mellemblød blyant. Da denne begivenhed var slut og den pågældende udstilling åbnet, var der to personer, der uafhængigt af hinanden havde registreret, at jeg sad og tegnede.
En af dem fortalte mig, at vedkommende kunne høre pennens skratten over papiret. Der var dog ikke antydningen af bebrejdelser over den forstyrrelse, min gerning kunne påføre arrangementet. Man havde blot fundet det fascinerende, at jeg sad og tegnede.
Det skal ikke ses som et udtryk for, at jeg kedede mig under seancen, at jeg begyndte at tegne under introduktionen. Jeg gør det faktisk ofte, og det er muligvis et udtryk for en eller anden form for rastløshed?
Det ved jeg ikke... Måske tegner man bare ikke så meget mere - generelt??
"Kunstneren gør det klart for os, at man for virkelig at kunne bære vidnesbyrd må betragte verden med empati - kun sådan kan man virkelig se den. Det er kunst, der gør op med dødens anonymitet"
Postulatet herover - skal det retfærdighedsvist siges - er blot et uddrag af pressemeddelelsen til udstillingen '...for those who come to bear/bare witness', som er en udstilling af den jamaicanske kunstner Ebony G. Patterson, og jeg skal såmænd ikke trætte Dem, kære læser af denne hjemmeside, med flere uddrag fra pressemeddelelsen, men blot konstatere, at kunst bør vurderes med øjet og hjernen i skøn balance.
Snart vil jeg besøge udstillingen i Kunsthal Aarhus blot for at få dementeret eller bekræftet, om den også er seværdig.
Den varer under alle omstændigheder frem til d. 14. marts 2021.
Maleri af Joan Miró (pressefoto: Museum Jorn)
"Asger Jorn rejste i 1936 til Paris for at uddanne sig til kunstner. Blandt de største inspirationskilder var den internationalt anerkendte kunstner Joan Miró. Selv om Jorn hurtigt fandt sin egen vej i kunsten, opstod der livet igennem mange paralleller i de to kunstneres virke. Herunder f.eks. den eksperimenterende afsøgning af maleriets muligheder, som begge kunstnere dyrkede, og ønsket om at engagere den brede befolkning i moderne kunst"
Citatet herover er hentet fra Museum Jorns hjemmeside, hvor man formidler en udstilling, der vil finde sted på museet i foråret 2021.
Her åbner man en dialogudstilling med Asger Jorn og Joan Miró - og netop Jorn som tema i en sådan type udstillinger, vil man ganske snart - hvis omstændighederne omkring Covid-19 tillader det - være i stand til at opleve på kunstmuseet ARoS i Aarhus, der netop nu er i gang med at iscenesætte en stor udstilling, der skaber visuel dialog mellem Asger Jorn og Per Kirkeby.
Udstillingen åbner d. 21. november og kan ses frem til d. 5. april.
Lørdag d. 31. oktober indløb den triste meddelelse, at billedkunstneren og iværksætteren Elin Neumann er død efter komplikationer i forbindelse med en blodprop i lungerne.
Elin Neumann var en person, der med et varmt og generøst hjerte samlede folk omkring sig. Jeg deltog selv flere gange som udstiller på gården Vilhelmsdal, som dannede rammen om hendes private og professionelle liv gennem flere år.
Her lavede hun blandt andet kunstudstillinger og arrangerede koncerter, og jeg har optrådt der med duoen Svanholm & Svenningsen flere gange.
Som sagt var Elin et uhyre generøst menneske og gik man sulten fra et arrangement på Vilhelmsdal, var det bestemt ikke hendes skyld.
Det var netop på Vilhelmsdal, at Elin Neumann sov ind kun 65 år gammel.
Æret være hendes minde!
Når man er
bosiddende i en by, hvor det ene nybyggeri efter det andet skyder op i en
helvedes fart, er det faktisk interessant at besøge en udstilling, der belyser
arkitektur ud fra en filosofi om langsomhed.
Arkitekten
Anupama Kundoo fremhæver i forbindelse med sin udstilling 'Taking Time' på
kunstmuseet Louisiana tid som en væsentlig menneskelig ressource.
Udstillingen
er opbygget med eksempler på materialevalg og hvilke grundtanker, der ligger
til grund for disse. Samtidig giver den et detaljeret og overordnet blik på
Kundoos samlede arkitektoniske historik.
Da jeg/vi
besøgte udstillingen på Louisiana, var der så meget run på udstillingen
'Fantastiske kvinder', at det var muligt at se 'Taking Time' i forholdsvis fred
og ro. Og i et passende tempo!
Anupama
Kundoo er født i Pune i Indien i 1967, og hun er uddannet arkitekt på JJ
College of Architecture, University of Mumbai i 1989.
"Kan
arkitekter redde verden? Louisiana ser mod fremtiden i ny vellykket udstilling".
Kristeligt Dagblad giver fem stjerner til udstillingen - og her er jeg på
bølgelængde med dagbladets anmelder.
