mandag den 30. november 2020

Anmeldelse af Vestjyllandsudstillingen


For nyligt åbnede kunstnersammenslutningen Vestjyllandsudstillingen i Janus Vestjyllands Kunstmuseum, og jeg har planlagt en tur til Tistrup ved Varde, hvor museet som bekendt er hjemhørende.

Bagtanken er en anmeldelse af 2020-versionen af udstillingen, som i videosekvensen herover bliver introduceret af et af sammenslutningens medlemmer, billedhuggeren Steffen Tast.

søndag den 29. november 2020

Murstensskulptur afsløret i Ikast


For nyligt kunne jeg her på blog'en fortælle om en murstensskulptur, der var under opførelse i Ikast.

Nu er skulpturen indviet, og i et interview med Bjarne Eriksen fortæller kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen om skulpturen og bevæggrundene for at opføre den.

En af inspirationskilderne er Per Kirkeby, der er kunstneren bag en murstensskulptur, som er opført i et parcelhuskvarter i netop Ikast. 

Det foregik i 1973 og var den første af en lang række af murstensskulpturer, som Kirkeby lod opføre overalt i verden. 

fredag den 27. november 2020

onsdag den 25. november 2020

Neandertalerne på Moesgaard anmeldes

























Da stembrudsarbejdere i 1856 i dalen Neander tæt på Düsseldorf fandt nogle knogler, bekræftedes ikke blot, at Darwin havde fat i noget med sin bog 'Arterne oprindelse', men begivenheden kunne samtidig lægge låg på en sejlivet fortælling om skabelsen af jorden som Vorherres anliggende. 

'Neandertaler - I mammutjægernes land' kan ses - og opleves - på Moesgaard Museum syd for Aarhus frem til d. 1. august 2021. 

Jeg har skrevet en anmeldelse, som snarest er på vej til redaktionen på Jyllands-Posten.
 

mandag den 23. november 2020

'Jorn/Kirkeby' anmeldt

 

'Jorn/Kirkeby' på ARoS. Installationsview

"De nåede begge til det, Kirkeby kalder alderens arrogance. Det er ikke et negativt begreb. Det er der, man når, når man har fundet sig selv, ved, hvad man skal male og føler sig frisat. Begge maler de nogle af deres mest sikre og selvfølgelige billeder i de sene år"


Kristeligt Dagblads kunstanmelder Torben Weirup analyserer klart og uden væsentlig omsvøb udstillingen 'Jorn/Kirkeby' på ARoS i Aarhus til fem stjerner. 


Han skriver blandt andet: "Kunstmuseet ARoS har sammenstillet to af de mest berømte danske malere i det 20. århundrede, Asger Jorn (1914-1973 og Per Kirkeby (1938-2018), til en smuk udstilling om deres ligheder og forskelle". 


Anderledes kritisk er Christian Salling i Århus Stiftstidende. Her hedder det blandt andet:"Udstillingen er fokuseret på det maleriske slægtskab mellem de to kunstnere, men ignorerer i påfaldende grad de mere intellektuelle - og i mine øjne mere interessante - aspekter af Jorns virke som for eksempel Situationistisk Internationale, og Kirkebys skulpturelle praksis, for at optegne en mere karikeretkontrast/komplimentærforhold imellem Jorn og Kirkeby". Salling tildeler udstillingen beskedne tre stjerner.

Historien om Soulages

 

Pierre Soulages: 'Peinture', 1951. Olie på lærred, 59 x 85 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)


Juleaften fylder den franske maler Pierre Soulages 101 år. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men det hører med til historien, at auktionshuset Bruun Ramussen i København d. 8. december har et værk af Soulages under hammeren. 

Det er der ikke i sig selv noget usædvanligt i, da der på de seneste auktioner er blevet solgt flere værker af netop Soulages

Der har dog primært været tale om grafiske arbejder, men aktuelt er der tale om et maleri, som i 1951 blev solgt til en dansk samler af kunsthandler Børge Birch. 

Hvad værket blev handlet for dengang, ved jeg ikke; men jeg ved, at det i dag er vurderet til mellem seks og otte millioner kroner. 

søndag den 22. november 2020

Reportage fra Jorn/Kirkeby på ARoS

 

Jack Fridthjof har for AarhusTV produceret en lille reportage fra udstillingen 'Jorn/Kirkeby', der nu finder sted på ARoS i Aarhus.

Kurator Jeanett Stampe fortæller om udstillingen og de to kunstnere, som er omdrejningspunktet

fredag den 20. november 2020

Jorn/Kirkeby-udstilling åbnet på ARoS

 












I skrivende stund afholder man "free friday" på kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor man byder publikum indenfor til blandt andet en nyåbnet udstilling med Asger Jorn og Per Kirkeby i visuel dialog. 

Jorn og Kirkeby kan man vel sagtens beskrive som et par af kongerigets mest indflydelsesrige malere i nyere tid. 

Det påstår jeg i hvert fald i underrubrikken i min anmeldelse, som netop er lagt ud online på Jyllands-Postens hjemmeside. 

Udstillingen kan ses frem til d. 5. april 2021, så der er god tid til at få den set. 

Fem stjerner tildeler jeg Jorn/Kirkeby.

Værkstedet d. 20. november 2020


 

torsdag den 19. november 2020

"samfund" i Ikast

 

"samfund" skrevet i mursten ved Ikast Station (pressefoto: Kurt Nielsen)


Når en skulptur forarbejdet i mursten af billedkunstneren Birgitte Ejdrup Kristensen officielt bliver indviet d. 27. november ligger der adskillige lag til grund for skulpturens rolle i kraft af beliggenheden lige overfor Kunstpakhuset ved Ikast Station. 

Skulpturen er udformet således, at den danner ordet "samfund", hvilket også er værkets titel. De mange mursten, der er benyttet, stammer fra forskellige bygninger og donationer. 

Skulpturen refererer samtidigt til Per Kirkebys første murstensskulptur, der er placeret i et parcelhuskvarter i Ikast. 

Kunstneren ønsker, at man som beskuer, spekulerer over, hvad samfundet har af betydning for den enkelte. 

"Det er samfundets skyld", hører man fra tid til anden - og det kan der måske være noget rigtigt i?

onsdag den 18. november 2020

mandag den 16. november 2020

Mammutjægerne indtager Moesgaard

 

Installationsfoto fra udstillingen 'Neandertaler - i mammutjægernes land' på Moesgaard Museum ved Aarhus (pressefoto: Moesgaard Museum)


"De har vandret rundt, og har kunnet gøre det i mange år uden at møde andre. De levede i, med og af naturen og har udnyttet alt i deres omgivelser. De var f.eks. nok de første i verdenshistorien til at lave ild. Det er det nye i vores viden - de har været både innovative og har haft en adfærd, som vi har været tilbøjelige til at knytte til homo sapiens"


Citatet stammer fra en beskrivelse i JP Aarhus, som har været på besøg på Moesgaard Museum. Her åbner om ganske kort tid - i skrivende stund - en udstilling, der belyser mennesket for 300.000 år siden. 


Det er projektleder Trine Kellberg Nielsen, der i samtale med Tina Bryld fortæller om udstillingen 'Neandertaler - i mammutjægernes land'. 


Jeg checker ind senere med henblik på en anmeldelse af udstillingen, som kan ses frem til d. 1. august 2021.

Nyt galleri i Aarhus

 

Installationsview fra 'GROUP SHOW' på Annika Nuttall Gallery (foto fra galleriets Facebook-profil)


Jeg benyttede lige lejligheden, under en tur til Aarhus, til at besøge det nyåbnede Annika Nuttall Gallery, som er beliggende i hyggelige lokaler på adressen Kystvejen 21. 

Helt nyt er galleriet ganske vist ikke, da det i en periode har fungeret som et såkaldt pop-up galleri, hvilket er en betegnelse, man bruger om et midlertidigt udstillingssted. 

Nu har galleriet imidlertid fået permanent status og den nyuddannede kunsthistoriker Annika Nuttall lægger ud med en udstilling med titlen 'GROUP SHOW', der viser fire spændende samtidskunstnere. 

Denne udstilling kan ses frem til d. 4. december, og herefter - d. 11. december - åbner en separatudstilling med den portugisiske kunstner David Rosado

Den tror jeg godt, man kan se frem til.

Tegnetid til alle tider

 



Jeg havde en lidt spøjs oplevelse forleden dag. Ikke en monumental én af slagsen, men alligevel fik den mig til at spekulere over, om jeg er en gammel excentrisk karakter. 

Under en introduktion til en udstilling i en kunsthal i Østjylland, fik jeg øje på nogle blandt publikum, som jeg fik lyst til at tegne. 

Jeg brugte en pen - ikke, som jeg ellers foretrækker, en mellemblød blyant. Da denne begivenhed var slut og den pågældende udstilling åbnet, var der to personer, der uafhængigt af hinanden havde registreret, at jeg sad og tegnede. 

En af dem fortalte mig, at vedkommende kunne høre pennens skratten over papiret. Der var dog ikke antydningen af bebrejdelser over den forstyrrelse, min gerning kunne påføre arrangementet. Man havde blot fundet det fascinerende, at jeg sad og tegnede. 

Det skal ikke ses som et udtryk for, at jeg kedede mig under seancen, at jeg begyndte at tegne under introduktionen. Jeg gør det faktisk ofte, og det er muligvis et udtryk for en eller anden form for rastløshed? 

Det ved jeg ikke... Måske tegner man bare ikke så meget mere - generelt??

lørdag den 14. november 2020

torsdag den 12. november 2020

Værkstedet d. 12. november 2020


 

Opgør med dødens anonymitet - blandt andet!

 

Ebony G. Patterson: 'Root and Shrup, Root and Shrubz', 2014. Installationsview (pressefoto: Kunsthal Aarhus)

"Kunstneren gør det klart for os, at man for virkelig at kunne bære vidnesbyrd må betragte verden med empati - kun sådan kan man virkelig se den. Det er kunst, der gør op med dødens anonymitet"


Postulatet herover - skal det retfærdighedsvist siges - er blot et uddrag af pressemeddelelsen til udstillingen '...for those who come to bear/bare witness', som er en udstilling af den jamaicanske kunstner Ebony G. Patterson, og jeg skal såmænd ikke trætte Dem, kære læser af denne hjemmeside, med flere uddrag fra pressemeddelelsen, men blot konstatere, at kunst bør vurderes med øjet og hjernen i skøn balance. 


Snart vil jeg besøge udstillingen i Kunsthal Aarhus blot for at få dementeret eller bekræftet, om den også er seværdig. 


Den varer under alle omstændigheder frem til d. 14. marts 2021.




Jorn med Miró og Kirkeby

Maleri af Joan Miró (pressefoto: Museum Jorn)


"Asger Jorn rejste i 1936 til Paris for at uddanne sig til kunstner. Blandt de største inspirationskilder var den internationalt anerkendte kunstner Joan Miró. Selv om Jorn hurtigt fandt sin egen vej i kunsten, opstod der livet igennem mange paralleller i de to kunstneres virke. Herunder f.eks. den eksperimenterende afsøgning af maleriets muligheder, som begge kunstnere dyrkede, og ønsket om at engagere den brede befolkning i moderne kunst"


Citatet herover er hentet fra Museum Jorns hjemmeside, hvor man formidler en udstilling, der vil finde sted på museet i foråret 2021. 


Her åbner man en dialogudstilling med Asger Jorn og Joan Miró - og netop Jorn som tema i en sådan type udstillinger, vil man ganske snart - hvis omstændighederne omkring Covid-19 tillader det - være i stand til at opleve på kunstmuseet ARoS i Aarhus, der netop nu er i gang med at iscenesætte en stor udstilling, der skaber visuel dialog mellem Asger Jorn og Per Kirkeby. 


Udstillingen åbner d. 21. november og kan ses frem til d. 5. april.



mandag den 9. november 2020

Elin Neumann 1955-2020

 

Elin Neumann - her under åbningen af en grafikudstilling på Vilhelmsdal


Lørdag d. 31. oktober indløb den triste meddelelse, at billedkunstneren og iværksætteren Elin Neumann er død efter komplikationer i forbindelse med en blodprop i lungerne. 


Elin Neumann var en person, der med et varmt og generøst hjerte samlede folk omkring sig. Jeg deltog selv flere gange som udstiller på gården Vilhelmsdal, som dannede rammen om hendes private og professionelle liv gennem flere år. 


Her lavede hun blandt andet kunstudstillinger og arrangerede koncerter, og jeg har optrådt der med duoen Svanholm & Svenningsen flere gange. 


Som sagt var Elin et uhyre generøst menneske og gik man sulten fra et arrangement på Vilhelmsdal, var det bestemt ikke hendes skyld. 


Det var netop på Vilhelmsdal, at Elin Neumann sov ind kun 65 år gammel. 


Æret være hendes minde!


fredag den 6. november 2020

Værkstedet d. 6. november 2020


 

Tid som ressource i arkitekturen



















Når man er bosiddende i en by, hvor det ene nybyggeri efter det andet skyder op i en helvedes fart, er det faktisk interessant at besøge en udstilling, der belyser arkitektur ud fra en filosofi om langsomhed.

Arkitekten Anupama Kundoo fremhæver i forbindelse med sin udstilling 'Taking Time' på kunstmuseet Louisiana tid som en væsentlig menneskelig ressource.

Udstillingen er opbygget med eksempler på materialevalg og hvilke grundtanker, der ligger til grund for disse. Samtidig giver den et detaljeret og overordnet blik på Kundoos samlede arkitektoniske historik.

Da jeg/vi besøgte udstillingen på Louisiana, var der så meget run på udstillingen 'Fantastiske kvinder', at det var muligt at se 'Taking Time' i forholdsvis fred og ro. Og i et passende tempo!

Anupama Kundoo er født i Pune i Indien i 1967, og hun er uddannet arkitekt på JJ College of Architecture, University of Mumbai i 1989.

"Kan arkitekter redde verden? Louisiana ser mod fremtiden i ny vellykket udstilling". Kristeligt Dagblad giver fem stjerner til udstillingen - og her er jeg på bølgelængde med dagbladets anmelder.