Cecily Brown donerer kæmpeværk til Louisiana

For nyligt besøgte jeg udstillingen 'Where, When, How Often and with Whom' med værker af den britiske maler Cecily Brown på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Udstillingens hovedværk, som også giver titel til udstillingen, er et 10 meter langt maleri, og jeg har netop læst på artdaily.com, at Brown har doneret det omfangsrige værk til museets samling. 

Dette har fået museets direktør Poul Erik Tøjner til at udtale "ikke blot har Cecily Browns udstilling taget publikum og anmeldere med storm, men den har også givet genklang internationalt. Ikke mindst derfor er vi naturligvis lykkelige for, at vi nu er i stand til at inkludere denne genrøse donation til samlingen". 

Udstillingen med værker af Cecily Brown kan ses på Louisiana frem til d. 10. marts.

Fra pornopaletten

Kunsthal Nords postindustrielle miljø har fået en visuel overhaling i forbindelse med udstillingen 'Entré' (pressefoto: Kunsthal Nord)

"Det er udstillingens koncept, at værkerne skal bryde grænserne og opløse hierarkiet mellem kunstgenstand og designobjekt ved at mime eller låne fra hjemlige, genkendelige genstande som tekstiler, møbler og andet interiør. Men modsat den anvendelige værdi, som et møbel har, er objekterne mere skulpturelle end de er funktionelle"

Dårligt er jeg hjemvendt fra Aalborg, før jeg skal afsted igen. Netop nu finder udstillingen 'Entré' sted i Kunsthal Nord, og der venter ifølge kunsthallens kunstneriske leder Henrik Broch-Lips kunstanmelderen "boudoir inspirerede lumre farver fra pornopaletten". 

Udstillingen er iscenesat af tre kunstnere: Eva Louise Buus, Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde har i hvert fald haft en fest med at lave udstillingen, hvis man skal dømme efter de billeder, der optræder i kunsthallens pressemateriale, hvorfra teksten, der indleder dette blogindlæg er hentet. 

Udstillingen kan ses frem til d. 31. marts, og så er det forår!

Vinteren 2019 fortsætter

Det ville være skørt ikke at erkende, at januar er en vintermåned. Selv her sidst på måneden er det kulden, som er på dagsordenen. 

Herover ses dette på et par kombinerede akvarel/oliepastelarbejder, som er lavet i forlængelse af endnu en spadseretur i Søhøjlandet.

Land i kvindeland

Peter Land: 'Wunderkind', 2012. Mixed media (pressefoto: Kvindemuseet)

"I hans værker bliver det tydeligt, hvordan særlige forventninger til bestemte kønsroller også har omkostninger for manden. Udstillingen handler ikke om at sætte mænd i en offerrolle, men om at skabe fokus på, at maskulinitetsbegrebet også er vigtigt at diskutere - og ikke mindst nuancere"

Teksten herover er et uddrag af pressemeddelelsen vedrørende udstillingen 'Dagens helt', der i skrivende stund er under opbygningen på Kvindemuseet i Aarhus. 

Kunstneren, der refereres til, er Peter Land, som blandt andet har vist sig i en videoinstallation, der fremstiller kunstneren i bar figur og tilsyneladende dansende rundt i en megabrandert. 

I dette perspektiv synliggør Land i hvert fald det maskuline individ i en tragikomisk form, men det er ikke dette værk, jeg forbinder med Peter Land - og det er heller ikke via en serie skulpturer, hvor personer optræder med usædvanligt lange lemmer; men derimod i kraft af en skulptur, som er placeret i Københavns vestegn, hvor en mand i et badekar tilsyneladende skriger sine frustrationer ud. 

Skulpturgruppen er placeret ved Albertslund Station, og har været genstand for en vis - ophidset - debat i forstaden. Jeg mener sågar at kunne erindre, at manden i karret på et tidspunkt fik hovedet savet af? 

Således er man som bekendt sikret en vis berømmelse. Udstillingen på Kvindemuseet, som jeg besøger snarest med henblik på en anmeldelse, kan ses i tidsrummet 31. januar - 28. april.

"Rene" akvareller fra søerne

Et par akvareller med direkte inspiration fra de sidste dages marchture i Søhøjlandet, synes jeg lige, jeg ville vise her på blog'en. 

Lokaliteterne fremgår af teksterne i værkernes nederste venstre hjørne.

Delte meninger om Dea Trier Mørch på Louisiana

Dea Trier Mørch: 'Ind i verden' - installationsfotos (pressefotos: Louisiana Museum of Modern Art) "Det er koldkrigskunst, venstrefløjskunst og aktivitetskunst. Og i Dea Trier Mørchs næsten samlede værk, som nu kan opleves i Nordsjælland, bor et dybt socialt og politisk engageret projekt og en billedpolitik, der skaber forbindelser mellem det helt nære hverdagsliv og det storpolitiske perspektiv, og som rækker langt ud over solidariteten i repræsentationen af kvindelivet og fødslen" Modernisten Harald Giersing erklærede en gang for måske omkring 100 år siden, at "al god kunst er politisk, og politisk kunst er dårlig".  Således skulle kunstanmelder på dagbladet Politiken, Mathias Kryger tage voldsomt fejl, når han giver en nyåbnet udstilling på Louisiana med et retrospektivt udvalg af Røde Mor-grafikeren Dea Trier Mørch fem hjerter (ud af seks) i sin anmeldelse i avisen, hvorfra citatet herover stammer.  Kryger skaber nogle højst interessante sammenstillinger med Trier Mørchs ofte enkle og groft udførte linoleumssnit og en kunstner, som stod for en stærk kapitalistisk dagsorden.  Andy Warhol hyldede faktisk - efter eget udsagn - udelukkende indtjening i forhold til overhovedet at beskæftige sig med at producere billedkunst.  Dermed er der nok en afgrundsdyb afstand mellem de to kunstnere, og Krygers analyse opleves måske mere i et provokatorisk lys end i et kunsthistorisk.  Det er i øvrigt helt andre toner, der lyder i Jyllands-Posten, hvor min kollega Tom Jørgensen i sin anmeldelse blandt andet skriver: "For at politisk kunst skal ramme os, kræves et udtryk foruden grafisk og visuel opfindsomhed, men det er helt fraværende i Dea Trier Mørchs gammeldags og helt traditionelle grafik".  Jørgensens generelle opfattelse af grafik er jeg naturligvis lodret uenig i, men måske har han alligevel en form for pointe i sin analyse af Dea Trier Mørch.  Det kan jeg ikke afvise, og jeg har ikke set udstillingen - endnu!  To ud af seks stjerner giver Jyllands-Postens anmelder.

Opfindelsen af fremtiden - modernismen

'Nordisk modernisme - Inventing the Future': Richard Mortensen: 'Erotikkens mystik', 1933. Olie på lærred

'Nordisk modernisme - Inventing the Future': Erik Olson: 'Element mot vit och blå fond', 1929-30. Olie på lærred.

Jeg har netop deltaget i et preview på udstillingen 'Nordisk kunst - Inventing the Future' på kunstmuseet Kunsten i Aalborg. 

Udstillingen er sammensat af værker fra to væsentlige nordiske samlinger af modernistisk kunst. 

Således er udstillingen skabt af Kunstens kuratorer i samarbejde med Canica Kunstsamling, som ejes af den norske erhvervsmand Stein Erik Hagen. 

Denne samling er ganske imponerende, og det burde stå klart for kommende besøgende på museet. 

Jeg er netop nu i gang med an anmeldelse af denne udstilling, som kan ses på museet i Aalborg frem til d. 1. juni.

Trampedach i mørket

På kunstmuseet Kunsten i Aalborg kan man se en dyster og heftigt belyst udstilling med tidlige værker af maleren og billedhuggeren Kurt Trampedach. 

Denne udstilling finder sted i museets underjordiske udstillingsrum, og på grund af en mørk iscenesættelse og en voldsom belysning af værkerne fungerer de udstillede skulpturer langt bedre end malerierne, som lider ganske meget under en uhensigtsmæssig punktbelysning, som efterlader malerierne stærkt overbelyste i de centrale områder og svært underbelyste i hjørnerne. 

Den slags scenerier er desværre blevet en tendens på kunstmuseerne i de senere år, og det er der ikke meget at gøre ved - tilsyneladende? 

Udstillingen har den sigende titel 'Møder i mørket', og den kan ses frem til d. 24. februar.

Maleriet nu

En kunstner for hvem maleriet har et potentiale er Søren Martinsen: 'Gloomy Lake' fra 2013 er fotograferet på Martinsens udstilling i Kunsthal Nord for et par år siden.

"Fra et vist perspektiv har samtidsmaleriet aldrig stået stærkere. Vi ser med andre ord maleriet overalt; på akademierne, på museerne, institutionerne, de kunstnerdrevne udstillingssteder og gallerierne. Men det antages ofte, at det er trådt ind i en 'konceptuel' fase, hvor det praktiseres med en stor selvbevidsthed i forhold til medie, motivverden og historie. At det så at sige går på tværs af tid og udøves med bevidstheden om de kunstneriske virkemidler og deres betydning"

Udsagnet er fremsat af museumsdirektør Anders Gaardboe Jensen, Holstebro Kunstmuseum, i et interview med Matthias Hvass Borello på portalen kunsten.nu, og temaet er her, hvordan maleriets rolle udstiller sig på en stadig mere og mere kompleks samtidskunstscene. 

For nyligt kunne man læse nogle ganske interessante iagttagelser om samme emne fremsat af kunstneren Ditte Ejlerskov, som i sin akademitid nærmest ikke turde beskæftige sig med maleriet som udstryksmiddel, da man på akademiet blev skolet til at være skeptisk over for maleriet og metodens kommercielle værdier, og hun udtaler blandt andet, at "ingen af de skoler, jeg har gået på har haft undervisning i maleri, så med min fine uddannelse er jeg helt autodidakt". 

Heldigvis har maleriet altid været der, og den kendsgerning er blandt andre Anders Gaardboeog Holstebro Kunstmuseum helt med på. 

Jeg har i hvert fald oplevet maleriet udfoldet for fuld skrue på museet adskillige gange.

Besøgsrekord på Louisiana

Louisiana viser for tiden en udstilling med Cecily Brown - og den kan ses frem til d. 10. marts

"Vi er selvfølgelig glade for, at vi havde mange gæster i 2018. Men det betyder egentlig ikke så meget for os, hvad besøgstallene er fra det ene år til det andet. Det, der betyder noget, er, om vi er relevante og taler ind i den tid, vi lever i. Det er det, vi fokuserer på. Og i den forbindelse siger besøgstallet selvfølgelig noget om, at vi laver relevante udstillinger, arrangementer og aktiviteter"

Ordene er fremsat i et interview med Anne N. Bang på portalen Kulturmonitor af Carsten Skjøt, som er økonomidirektør på kunstmuseet Louisiana, der netop har afsløret, at museet har slået sin egen publikumsrekord. 

Imponerende 755.500 har købt billet til museet i 2018, hvilket betyder, som Skjøt afslutter sine udsagn med, at "det er stærkt vanedannende, det der kunst".

Tækker Group trækker sig fra TækkerAIR Berlin

Lejlighederne, som Tækker Group nu ikke længere sponsorerer, ligger i bydelen Kreuzberg

I efteråret sendte jeg en ansøgning til Aarhus Billedkunstcenter, der indtil for nyligt administrerede to lejligheder i Berlin, ejet af virksomheden Tækker Group, som på den måde har sponsoreret en mulighed for midtjyske kunstnere til at søge ophold i en af lejlighederne. 

Umiddelbart før jul modtog jeg imidlertid en mail fra administrationen af TækkerAIR Berlin, hvoraf det fremgår, at Tækker Group har trukket deres sponsorat tilbage som en konsekvens af, at kunstportalen IDOART.DK på vegne af et foretagende, der kalder sig Ovid's Daughters d. 13. november 2018 har publiceret en artikel, der forholder sig endog ganske kritisk til Tækker Group i almindelighed og til virksomhedens ejer Jørn Tækker i særdeleshed. 

TækkerAIR Berlin har efterfølgende taget kontakt til folkene bag IDOART.DK, som fralægger sig ethvert ansvar og skribenterne har afvist at deltage i et dialogmøde. 

Der er flere ting i alt dette, som jeg ikke forstår: Blandt andet ser det mærkeligt ud, at IDOART.DK tilsyneladende har valgt at vende ryggen til skribenternes massive kritik af Tækker Group, som jeg har svært ved at se, har været på kant med gældende lov. 

Forfatterkollektivet Ovid's Daughters består af skribenterne Carla Severin, Toni Bashy og Lisa Sørensen. 

Jeg linker ikke til artiklen på IDOART.DK, da jeg ikke finder det betimeligt at referere til en tekst, der angiveligt baserer sig på journalistisk sjusk og udokumenterede påstande. 

Det giver sig selv, at min ansøgning om ophold i Berlin ikke bliver behandlet som følge af Tækker Groups beslutning, og det er jeg naturligvis skuffet over.

Bidende koldt og en rød måne

Forleden morgen - forbandet tidligt - optrådte det sjældne fænomen måneformørkelse, eller blodmåne, her i Danmark. 

Jeg gloede lige ud gennem soveværelsesvinduet kl. 0600, hvor formørkelsen skulle være total, men på dét tidspunkt var der overskyet, så jeg kravlede ned under dynen igen. 

Derfor er en af de kombinerede oliepastel- og akvarelarbejder herover udelukkende baseret på en fantasi over, hvordan blodmånen har optrådt over Silkeborgsøerne. 

Kombinationen af oliepastel og akvarel er ingenlunde et nyt trick på værkstedet. For år tilbage anvendte jeg ofte metoden, og nu har jeg altså taget den op igen. 

Oliepastellen skyr vandet i akvarelfarverne, og det giver nogle interessante virkninger på papiret. 

Jeg håber, at arbejderne giver et indtryk af, at de er lavet på en bidende kold dag i januar.

Om at lave oliepasteller med vanter på

Nej, det er ikke let! Så jeg måtte tage handskerne af, da jeg lavede de to oliepasteltegninger, som kan ses herunder. Resultat: Inden jeg fik lavet mange streger på papiret med kridtet, var mine fingre stivfrosne! 

Sådan er det - og sådan må det være her et godt stykke inde i januar, hvor frosten bider i alt, der er at bide i. 

Motiverne stammer fra Almind Sø, som er en af Silkeborgsøerne.

Pausetegninger

Når formen ikke er, hvad den burde være, bliver man - under en længere travetur - nødt til at tage nogle pauser, og her er det glimrende at bruge tiden til at få tegnet lidt. 

Lokaliteterne fremgår af teksterne på tegningerne.

ARoS - "radikalt anderledes"

ARoS' tidligere vartegn, skulpturen 'Boy' af Ron Mueck optræder i dag ganske sigende på udstillingen 'Far From Home'

"Jeg kan sige så meget, at vi kommer til at tilbyde nye ting. Vi får en helt anderledes situation på niveau 4. Aros vil ændre sig dramatisk, museet bliver radikalt anderledes, og det vil skabe en fornyet interesse. 2019 bliver i det hele taget et år, hvor vi skruer op for rigtig mange ting. Vi betaler på den måde tilbage for den store opbakning, vi stadig har lokalt. Vi går ikke ned på udstillinger, men op på tilbud"

Citatet er hentet i Jyllands-Postens Aarhus-sektion i forbindelse med et interview, som Tina Bryld har foretaget med ARoS' direktør Erlend Høyersten, som har haft et behov for at løfte lidt af sløret for museets planer for 2019. 

Det kommer oven på beskeden om, at museet "kun" i 2018 har haft 508.008 betalende gæster. Det har givet et underskud i '18 på 3,5 millioner kroner. 

Høyersten åbner i sin udtalelse blandt andet for, at museet snarest vil udvide åbningstiden og således åbne museet for gæster om mandagen. 

Hvad ændringen af niveau 4 mere præcist går ud på, definerer direktøren ikke mere nøjagtigt, men det er en vigtig udmelding, da netop niveau 4 ligger i forlængelse af museets indgangsområde. 

Det bliver spændende!

Nye udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad

Chen Liangjie: 'Scene Check (Assistance)', 2005. Olie på lærred.

Bertamaria Reetz: 'Medusa', 2014. Mixed media på lærred.

Forleden dag deltog jeg på KunstCentret Silkeborg Bad i åbningen af udstillingen 'Mine rejser - værker fra Jens Olesens samling', og her kan man se, hvilket titlen antyder, en række kunstværker fra en ganske imponerende samling. 

Det er tydeligt, at Jens Olesen har haft, i samarbejde med sin bror, kunsthistorikeren Lars Olesen, som har kurateret udstillingen, et ret sikkert blik på de skiftende samtidskunstsceners sortiment af billedkunst. 

En stor del af udstillingen virker muligvis en anelse forudsigelig med værker af Per Kirkeby, Michael Kvium, Tal R, Günther Förg og mange andre. 

Det er dog værker af mongolske, kinesiske og nordkoreanske kunstnere, der giver udstillingen en snert af kunst fra en ukendt verden, så den smukt orkestrerede udstilling kan i hvert fald anbefales. 

Det samme kan en udstilling med primært store malerier af den tyske kunstner Bertamaria Reetz. 

Her synes det dog som har man ikke helt tænkt iscenesættelsen igennem, da flere store værker er placeret, så man umuligt kan komme på afstand af dem. 

Det er ærgerligt, når man nu præsenterer et overraskende navn, som jeg ikke i forvejen var bekendt med. 

Udstillingen har titlen 'Kamp og leg', hvilket illustrerer de ekspressive motiver ganske godt. 

Udstillingen kan ses frem til d.  28. april, og udstillingen med værker fra Jens Olesens samling kan ses på Badet indtil d. 22. april. 

Det bør ligeledes nævnes, at man også kan se et antal tegninger af Lene Adler Petersen i Silkeborg Bads caféområde og oliepastelarbejder på papir i Badets østfløj. Disse værker kan ses frem til d. 31. marts.

Alkymistprojekt på Skovgaard Museet i Viborg

Installationsfotos fra udstillingen 'Alkymistens laboratorium' på Skovgaard Museet.

Hvis man forestiller sig alkymi som et besynderligt fænomen, hvor mystiske mænd i et skummelt laboratorium prøver at fremstille guld, er man måske ikke helt forkert på den. 

Der ligger dog andre udviklingspotentialer i alkymiens verden, hvilket bliver vist for tiden på Skovgaard Museet i Viborg, hvor en række udstillinger med titlen 'Alkymistens laboratorium' nu er nået til efter et ophold på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. 

Hvad udstillingen, som er udviklet af billedkunstneren Cecilia Westerberg, mere specifikt går ud på, vil jeg komme ind på senere, da jeg netop har afsendt en anmeldelse af den til avisredaktionen, men fremstillingen af guld er dog relevant, da udstillingen blev åbnet af Viborgs borgmester Ulrik Wilbek, der dog om ikke har fremstillet, så dog tilvejebragt det ædle metal i sin egenskab af træner for det danske hun-og hanboldlandshold. 

Det drejer sig naturligvis om håndbold, som er et ganske aktuelt tema i disse dage.