Sidste udkald til Sculptures

"I det hele taget er der mange værker, der drukner og mister deres effekt i konkurrence med stranden, havet, jorden, træerne og landskabet. Og man skal ikke tage fejl: Det er ikke let at sætte et markant mærke her. Det kræver stor volumen eller et fortryllende greb"

Politikens kunstanmelder Torben Sangild belyser i forbindelse med Aarhus-begivenheden 'Sculpture by the Sea' nogle af de samme kritikpunkter, som jeg selv definerede i min anmeldelse hos et konkurrerende medie. 

Det må være svært at lave kunst i det aktuelle område, der strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage, når man samtidigt skal forholde sig til de af anmelderen nævnte enheder. 

Sangild giver tre stjerner til 'Sculpture by the Sea'.

Stafetløb på Gl. Strand

Jens Birkemose: 'Emmas Room', 2013, olie og akryl på træ, 250 x 360 cm.

Jeg har netop for nogle dage siden set en udmærket udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand i København. 

Udstillingen, som bærer titlen 'Stafetten', viser værker af en - i kronologisk forstand - bred vifte af danske og internationale samtidskunstnere. 

Hvad jeg finder sympatisk, er at den bekræfter, ordet "samtidskunstner" ikke nødvendigvis behøver at være en betegnelse, man påfører kunstnere, der er ældre end fyrre. 

Således beviser f.eks. en maler som Jens Birkemose (født 1943), at vitalitet udmærket kan være et tema hos en forholdsvist moden kunstner. I øvrigt er udstillingen forankret i et, hvad titlen anfører, stafet-projekt, hvor kunstnere har sat andre kunstnere i stævne og samtidigt har beskrevet disse kunstnere i ord. 

Udstillingen varer frem til d. 16. august. 

Cronhammar i Cisternernes dybe mørke

Der er mørkt, koldt og dystert i Cisternerne i Søndermarken på Frederiksberg i København. Således kan det vel ikke være et sted, der er oplagt til kunstudstillinger? 

Ikke desto mindre er lokaliteten faktisk oplagt til installationskunst og skulpturer, hvis altså den aktuelle kunstner tør tage udfordringen med rummene op. 

Det har Ingvar Cronhammar gjort - og man kan næsten fristes til at tilføje et "naturligvis", da netop Cronhammar i flere tilfælde har gjort umulige ting på kunstscenen. 

Udstillingen har fået titlen 'H', og består af en enkelt installation, som udfordrer de smukt hvælvede rum i Cisternerne. 

Som et supplement til belyste og ganske regelmæssigt udførte vandinstallationer har komponisten og musikeren Martin Hall skabt et lydunivers, som fint går i samklang med det visuelle. 

Hall og Cronhammar har tidligere samarbejdet i forbindelse med udstillingen 'Racing Cars - The Art Dimension' på kunstmuseet ARoS for nogle år siden. Her stod Cronhammar for iscenesættelsen og Hall for lydsiden. 

Den aktuelle udstilling i Cisternerne kan ses frem til d. 29. november.

What's happening på Statens?

Hvad sker der på Statens Museum for Kunst? 

For tiden kan man besigtige en absolut seværdig udstilling med afsæt i, hvad man i dag kalder performancekunst. 

I 60'erne og 70'erne kaldte man den slags for "happenings" - og netop de to årtier er begge temaer i den to-delte udstilling 'What's Happening'. 

Ikke overraskende fylder Eks-Skolen meget i 60'er-delen og femi-kunstnen en del i 70'er-afsnittet.

Der befinder sig dog helt håndgribelige kunstværker på udstillingen, hvilket kan ses i forbindelse med Per Kirkebys portræt af Brigitte Bardot. 

Når jeg kommer tilbage fra hovedstaden til hovedlandet, viser jeg mange flere billeder fra denne og andre udstillinger, som jeg har set under mit ophold i København.

Fem hjerter til Dokk1

"Selv kalder de bygningen et hængsel, som byen drejer omkring. Men den gør mere end det. Byen løber nemlig ind og ud igennem huset, og alle de mange retninger har tagetagen, burgerens overbolle, taget form efter. Den har syv kanter , og er skråt afskåret mod gaden og mod vandet, hvor henholdsvis trafikken og bølgerne spejler sig i dens vinduesbånd. Og det er lige de to skårs spejlinger, der også i gråvejr giver den et ydre liv og forbinder dens ellers lidt stedløse arkitektur til stedet. Sammen med de brede trapper mod øst og vest er de dens mest karakteristiske arkitektoniske træk. Det er ikke nogen speciel køn bygning, men det behøver en burger heller ikke at være for at være god"

Politikens arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen har kastet et kvalificeret blik på Aarhus' nye kultur- og borgerinstitution Dokk1, og han giver Schmidt Hammer Lassens bygning fem hjerter for hvad han betegner som "en burger fyldt med byliv". 

Jeg er spændt på selv at skabe mig en mening om byggeriet på et tidspunkt.

Blå blok sejrer

Hvis der skal udpeges en taber i forhold til det folketingsvalg, der i skrivende stund kører for fuld skrue, må det være opnionsinstitutionerne, der havde forudsagt et dødt løb mellem blå og rød blok.

Hvem, der har deltaget i de undersøgelser, kan jeg af gode grunde ikke vide; men her hvor antallet af stemmer har nået et afgørende punkt, står det desværre klart, at blå blok står til en klar sejr ved valget.

Den store vinder ved dette valg ser ud til at blive Dansk Folkeparti, som ligner det største danske borgerlige parti fremadrettet. Pudsigt nok ser det ud som om, Dansk Folkeparti ikke tør tage et regeringsansvar, men dette skal sandsynligvis ses i det lys, at partiet har givet temmelig mange løfter under den netop afsluttede valgkamp.

Værket, der ledsager denne blog, er naturligvis af Yves Klein...

Selvplagiat?

Søren Hagen: To malerier med titlen 'Et sted i Woodstock'. Det øverste billede er malet i 2009 og det nederste i 2012-13. Malerierne måler hhv. 80 x 160 cm. og 80 x 210 cm. (fotos: Søren Hagen)

"Et maleri er håndens arbejde og vil altid være et unikaværk. Så når man køber et maleri, køber man altid en original. Men man køber dælme ikke retten til, at kunstneren ikke må lave et tilsvarende maleri. Det er en helt grundlæggende, og sådan har det været i mange hundrede år"

Citatet er fremsat af Klaus Pedersen, som er sekretariatsleder i Billedkunstnernes Forbund. 

Baggrunden er en artikel i dagbladet Politiken, som kunne afsløre, at en svensk samler har lagt sag an mod maleren Søren Hagen, da samleren mener, at et maleri, han har købt af kunstneren for kr. 80.000 har tabt i værdi - økonomisk som kunstnerisk - da kunstneren har brugt samme motiv, som optræder på den svenske samlers værk, i et nyere værk. 

Jeg var godt nok ved at få kaffen i den gale hals, da jeg læste Gudrun Marie Schmidts grundige beskrivelse af den groteske sag i avisen. 

"Hvis man er kopist, så maler man, fordi man vil tjene penge. Jeg maler for at afprøve og undersøge, hvad det her kunstneriske motiv kan", siger Søren Hagen om den svenske samlers beskyldninger. 

I øvrigt er de to malerier ikke ens, hvilket man kan se på gengivelserne herover. 

Sagen bliver afgjort i byretten i Glostrup; men mon ikke Søren Hagen kan tage sagsanlægget med sindsro?

Dødt løb!

Så er der valg til Folketinget (eller "Dolketinget", som Politikens ATS kalder foretagendet), og alle medier spår dødt løb mellem de to politiske fløje, der som bekendt er blevet forsynet med farverne rød og blå.

Det tætte løb kam man vel udmærket kommentere med Albert Mertz' maleri 'Rød/blå' fra 1971. Albert Mertz blev født i 1920 og døde i 1990.

Drachmann på Fanø

 

"Alt i alt, naar bare det gode Vejr kommer, saa skal jeg synge en Hymne til mit lille Fanø - hvilken hymne vilde bliver dobbelt skøn, om jeg havde min lille gode Hjeærtenskær til Selskab og Fortrolighed og Opbyggelse og Meddelelse osv. osv."

Blandt andet sådan skrev maleren og digteren Holger Drachmann til sin muse og elskede Amanda den 27. april 1894. Brevet er - som det fremgår - afsendt fra Fanø. Amanda havde bopæl i Hamburg, så i sagens natur eksisterede der i denne periode en vis brevudveksling mellem de to.

Historisk set er Holger Drachmann vel mest berømmet for sin rolle i selskab med malerne i Skagen; men hans levnedsbeskrivelse bringer ham vidt omkring i hans levetid, der strækker sig fra 1846 til 1908. Blandt de steder, han med mellemrum tager ophold, er Fanø, som han besøger første gang i september 1875 og når fokus netop falder på Holger Drachmann og Fanø, skal det ses i det perspektiv, at forfatter og bibliotekar Per Hofman Hansen i samarbejde med Fanø Kunstmuseum har udgivet en bog, som netop bærer titlen 'Holger Drachmann på Fanø'

Per Hofman Hansen er en grundig mand. Det kan man ret omgående konkludere, når man læser beskrivelsen af et følsomt kunstnersinds livtag med Fanø og øens skiftende vejrlig. Årsagen skal angiveligt findes i, at Drachmanns oprindelige hensigt med at besøge Fanø var af helbredsmæssig karakter. Senere tog han blandt andet del i indvielsen af de berømte hoteller ved Fanø Vesterhavsbad, og netop disse lokaliteter skulle få afgørende betydninger for kunstnerens fysiske ve og vel.

Hvis man - som Per Hofman Hansen - besidder en vis entusiasme omkring Fanø og øens historie, er det helt oplagt, at Drachmanns rolle på stedet bør beskrives. Heldigvis findes der et massivt antal korrespondancer, som belyser kunstnerens skiftende Fanø-ophold. Da Drachmann samtidigt var meget flittig med palet og pensel samt med tegneredskaberne, foreligger der et væsentligt antal værker fra kunstnerens hånd og disse er gengivet meget smukt i bogen. Og når jeg bruger adjektivet "smukt" skal det tages bogstaveligt. Bogen er ned til mindste detalje forarbejdet i en overbevisende finish. 

Per Hofman Hansen

'Holger Drachmann på Fanø'

176 rigt illustrerede sider

Udgivet af Fanø Kunstmuseum

ISBN 978-87-993729-1-1

Landskab og strand

Som jeg tidligere har været inde på, er der ikke noget alternativ til kollektiv transport, når jeg er ude omkring og lave anmeldelser af kunstudstillinger. 

Her bliver der primært skrevet i det omfang, buschaufførens behandling af køretøjet tillader det. 

Det samme kan man roligt sige, når det drejer sig om at tegne. Jeg vælger dog at betragte de bump, der kommer, som foræringer. 

Samtidigt har der været nogle få sommerdage, som er blevet - til dels - tilbragt ved Ballehages salte strand. Her er der også blevet tegnet lidt. 

Jeg håber, der dukker flere muligheder op længere henne på sommeren.

Fem stjerner til Itso

"Itso er den anden udstilling i Aros' "New Nordic"-program, der sætter fokus på relativt ukendte nordiske talenter. Det er også den hidtil bedste, og det overrasker derfor heller ikke at Itso på forhånd har fået tildelt Aros' nye "Young Talent"-legat på 100.000 kroner, som blandt andet har været brugt på Lampedusa-værkerne.

Med "Buidling Stories" viser Aros, at det sagtens kan lade sig gøre at lave både tilgængelige og højaktuelle udstillinger med ung samtidskunst på et kunstmuseum"

Det er svært at være uenig med Christian Salling, som i Aarhus Stiftstidende begaver udstillingen 'E.B. Itso - Building Stories' på ARoS med fem stjerner. 

Især er jeg enig med anmelderen i, at udstillingen er den bedste af de foreløbigt to, der er lanceret under titlen 'ARoS Focus // New Nordic'. 

Man kan så muligvis med rette antyde, at sammenligningen sker på et spinkelt grundlag, da den første udstilling i serien bestemt hørte til i den tynde - for ikke at sige middelmådige - ende af skalaen. 

Rejsegilde på Berlin Schloss

Sådan kommer Berlin Schloss til at fremstå, når projektet er færdigt i 2019. Til venstre i billedet kan man lige ane Berliner Dom, og i baggrunden kan man se Berlins vigtigste pejlemærke Fernsehturm ved Alexanderplatz.

Under 2. Verdenskrig blev det gamle kejserpalads for enden af Unter den Linden i hjertet af Berlin bombet totalt i ruiner. 

Senere blev området som bekendt en del af Østberlin, og resterne af det gamle slot blev fjernet. Man mente, at slottet var et symbol på vestlig imperialisme, så ruinen måtte lade livet. 

Senere byggede DDR-regimet Palast der Republik, som blev revet ned for 7-8 år siden. 

Efterfølgende lå pladsen hen som et stort, øde og forblæst område, indtil bystyret i Berlin besluttede, at der nu skulle opføres en ny version af Berlin Schloss. 

Siden jeg besøgte Berlin for første gang for få år siden, har man kunnet følge opførelsen af slottet, som er beliggende modsat den imponerende Berliner Dom. 

Sidst oplevede jeg slottet som et gigantisk beton-monster; men nu begynder tingene angiveligt at tage form. Der har i hvert fald netop været rejsegilde på projektet. 

Det bør vel være overflødigt at nævne, at slotsbyggeriet har været genstand for en massiv diskussion i den tyske hovedstad.

Olivias verden

Olivia Holm-Møller: 'Den rasende maler, Mexico (Orozco)', 1950, tempera på lærred (foto: Holstebro Kunstmuseum

Olivia Holm-Møller hører til de sjældne fugle i dansk kunstliv. 

Påstanden er ikke min. Den er fremsat af professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, Erik Steffensen, som har skrevet en grundig beskrivelse af Olivia Holm-Møller i kataloget til en udstilling, der åbner samme dag som disse linjer skrives på Holstebro Kunstmuseum. 

Hvis man skal tage Olivia Holm-Møllers værk for pålydende var hun en livskraftig kunstner. Hun levede i tidsrummet 1875-1970. 

Jeg glæder mig til at læse om kunstneren i kataloget til udstillingen 'Olivias verden', som jeg netop har modtaget fra museet.

Trin to af 'New Nordic' på ARoS

Jeg har netop i skrivende stund afsluttet en beskrivelse af udstillingen 'Building Stories', som netop - også i skrivende stund - er åbnet på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen er en del af ni udstillinger, som finder sted over de næste tre år med primært afsæt i den yngre samtidskunst. 

Kunstnerne, som er i spil i forbindelse med udstillingsserien med det mundrette navn 'ARoS Focus // New Nordic', er for det meste forholdsvist ukendte i den brede offentlighed; men naturligvis har de gjort sig gældende i diverse udstillingssammenhænge flere gange i deres karrierer. 

Den aktuelle kunstner på ARoS kalder sig E.B. Itso, og der er faktisk en del mystik omkring denne kunstner, som har valgt at være usynlig. Hans navn er ligeledes et pseudonym - og årsagen til alt dette hemmelighedskræmmeri skal angiveligt findes i, at han som et led i sin kunstneriske praksis har tiltvunget sig adgang til lokaliteter, som han ikke burde have adgang til. 

Udstillingen 'Building Stories' rummer flere tematikker, og disse har jeg altså beskrevet i en anmeldelse, som kan læses senere i et større landsdækkende dagblad.

'Sommerfuglesaksen' i Randers

For tiden kan man se en udstilling på Randers Kunstmuseum med installationer og andre værker af Maj-Britt Boa. 

Udstillingen har titlen 'Sommerfuglesaksen' og skulle ifølge museets hjemmeside være baseret på det erindringsapparat, som ethvert individ er forsynet med. 

Jeg skal snarest en tur til Randers for at lave en beskrivelse af udstillingen. Så der kommer meget mere om den på blog'en her senere.

Mentalt fitnesscenter

Erlend Høyersten her fotograferet under pressemødet til Sculpture by the Sea

"ARoS har 70% egenindtjening. Det er en stor virksomhed, og der må hentes 60-70 millioner fra fonde og sponsorer i erhvervslivet hvert eneste år. Jeg besidder en stilling, som bliver iagttaget og vurderet. Det har været enormt lærerigt og hektisk. Jeg bragte min egen ledelses- og kunstfilosofi med mig, men ARoS har gjort, at jeg tænker anderledes. Jeg tænker på en måde, som jeg aldrig gjorde i Norge"

I et interview i den norske avis Aftenposten fortæller ARoS' direktør Erlend Høyersten ærligt om overgangen fra at være museumsdirektør i Bergen og til en rolle som direktør for et museum, som han selv har ambitioner om at bringe op i den europæiske elite. 

I en dialog om museumspolitikken i Norge betegner han et kunstmuseum som "et mentalt fitnesscenter" - og underbygger faktisk med at antyde, at flere og flere er aktive på sociale medier, mens ensomhed bliver et stadigt voksende problem.

Fire stjerner til Sculpture by the Sea i "Stiften"

Christian Salling fremhæver bl.a. Jakub Geltners værk 'Nest 05' bestående af et antal overvågningskameraer i sin anmeldelse i Aarhus Stiftstidende

"Festivalen har tydeligvis fået strammet op på konceptet, så der nu er længere mellem de værker, som for alvor falder igennem. Men selv om Sculpture by the Sea på mange måder er et fantastisk koncept, er der stadig et stykke vej, før man kunstfagligt er på højde med de store biennaler. Men mon ikke der gøres noget ekstra ud af programmet i 2017?"

Til spørgsmålet, som Christian Salling stiller som afslutning på sin anmeldelse af Sculpture by the Sea i Aarhus Stiftstidende, tror jeg roligt, jeg kan svare, at det gør der! 

Men nu drejer det sig om den aktuelle version af skulpturbegivenheden i Aarhus, og her er Salling og jeg ret enige om, at der skal falde fire stjerner af til udstillingen, som Stiften dog har valgt at kalde en "festival". 

Forsvundet Lennon-guitar på auktion

I 1962 købte George Harrison og John Lennon hver en specialimporteret akustisk Gibson-guitar i en musikudstyrsforretning i Liverpool. 

De to guitarer var kendetegnet ved, at det på det tidspunkt var de eneste af typen J-160E i Europa. 

Lennon var meget glad for sin guitar; men desværre forsvandt den efter en koncert i december 1963. 

Senere erstattede Lennon den tilsyneladende stjålne Gibson med en 1964-model; og den forsvundne J-160E fandt man aldrig igen. 

Imidlertid dukkede guitaren op sidste år, og en ekspert har udtalt at træets årer matcher præcist Lennons eksemplar - og træets årer på en guitar fungerer faktisk som en form for fingeraftryk. 

Guitaren bliver nu udstillet forskellige steder i USA, inden den bliver sat på auktion i Beverly Hills i Californien. Oprindeligt kostede guitaren £161 hos Rushwort's Music House i Liverpool. 

Den pris bliver nok mangedoblet, når instrumentet kommer på auktion hos Julien's Auctions.

En måned med skulpturer etc.

For fjerde gang kan man i år opleve, hvad der måske mere kan betegnes som en "begivenhed" frem for en kunstudstilling, når Sculpture by the Sea i år viser diverse versioner af skulptur, installationskunst, land-art samt værker, der næsten rummer arkitektoniske udtryk, frem til d. 5. juli. 

Når tiden løber stærkt, kan det faktisk forekomme lidt mærkeligt, at Sculpture by the Sea løb af stablen for første gang i 2009; men sådan er det... Tiden går! 

Jeg vil ikke gøre et større nummer ud af, hvordan jeg så Sculpture by the Sea dengang; men blot konstatere, at man her i 2015 faktisk har været i stand til at skabe et projekt, der er seværdigt selv for en stærkt kritisk iagttager. 

Bevares! Der finde stadig værker på udstillingen, de ligner noget fra Sløjdlærernes Organisation; men træ er i princippet et udmærket materiale at udføre skulpturer i, når værket kun skal være placeret udendørs i en måneds tid. 

Der er lidt længere imellem værkerne, end jeg husker, man har set de foregående år, og måske er det derfor, at konceptet forekommer meget mere seværdigt i denne omgang? 

Jeg har beskrevet mine iagttagelser af den aktuelle udgave af Sculpture by the Sea. Disse kan læses indenfor nær fremtid.