Kunst for Tiden

foto: Sergei Schade

Torsdag d. 29. november var jeg og mine ydmyge kunstværker tema i en TV-optagelse i en udsendelsesrække, der hedder ’Kunst for Tiden’ og som broadcastes via en station, der hedder SRTV. Heldigvis – for dem, der ikke har mulighed for at modtage kanalen, der viser udsendelserne – bliver portrætterne også lagt ud på video-portalen DailyMotion.com.

Der blev sammenlagt produceret halvanden time i SRTVs studie i Silkeborg, og det giver i alt tre udsendelser, der tematisk afspejler mine oplevelser med historie, kunst, musik og formidling – blandt meget andet.

Studieværk er Kirsten-Marie Hedeland (til venstre på billedet herover), der foruden at dyrke sin egen billedkunstneriske interesse, er tilknyttet Kunstavisen som skribent. Jeg må sige, at Hedeland virkede meget velforberedt, hvilket gjorde det nemt for mig at fortælle om det, jeg går og laver.

Jeg vender tilbage med mere, når den første udsendelse er tilgængelig.

Martinsen

”Martinsen leger med vores perception, og denne leg holder beskueren på tæerne rent visuelt, fordi man fornemmer, at der er noget galt, at virkeligheden har forrykket sig en smule og at man derfor ikke kan vide sig sikker på noget som helst. Man sættes i alarmberedskab, parat til at flygte eller slå igen – eller skvatte gennem et kaninhul til en anden verden”

Disse linier er et uddrag af Trine Ross’ fem-hjertede anmeldelse i Politiken af Søren Martinsens udstilling ’Danskeren’ på Rønnebæksholm ved Næstved. En udstilling, jeg ret sikkert ikke får at se – desværre.

Den slutter 16. december; men bliver derefter flyttet til kunstmuseet Trapholt, hvor den kan ses fra d. 17. januar og frem til 11. august 2013. Så der er håb!

Hendrix 70

Alle ved, hvordan Jimi Hendrix så ud, da han levede. Men ingen ved, hvordan han ville se ud, hvis han havde levet i dag og spillet guitar som 70-årig.

Det er nemlig kendsgerningen, at manden, der satte nye standarder for, hvordan man kunne spille på elektrisk guitar, i disse dage ville have fyldt netop 70, hvis ikke han så ulykkeligt var kommet af dage på en mindre spektakulær måde i 1970 efter en karriere, der vel stort set kun seriøst varede i tre år.

Denne lettere afbrændte Fender Stratocaster er IKKE dén, som Hendrix satte ild til ved den legendariske Monterey-festival i ’67. Denne Strat årgang ’65 er fra en tidligere koncert. Det hører med til historien, at Hendrix ved denne lejlighed pådrog sig mindre forbrændinger.

Minor med bindingsværk

Tilbage sidst i 60'erne tog min far og jeg ofte til Vesttyskland på udflugt i en bil som denne - dog uden siderude bagi og modellen var lyseblå - og en gang ville min far køre ud til zonegrænsen (til DDR) ved Lüneburger Heide.

Hvad han ville der, fandt jeg aldrig rigtigt ud af - måske bare danne sig et indtryk af det grå og triste Østtyskland? Jeg så det som et signal om, at min far var en frygtløs opdagelsesrejsende, der trodsede autoriteterne i sin - i Tyskland - meget usædvanlige, britiske, bil. Dvs. indtil vi nærmede os grænsen og vagterne, der viste sig med deres geværer. "Vi må hellere vende om", sagde min far opgivende.

Men vi fik dog lige et blik hen over pigtråden! Billedet her er taget på en parkeringsplads tæt på min bopæl i eftermiddag. Smukt eksemplar af den klassiske bindingsværk-Minor

52 sjæle

”Udstillingen ’52 sjæle’ viser, at symbolismen ikke blot manifisterede sig forskelligt kunstnerne imellem, men også fra land til land. Og så alligevel ikke mere anderledes, end at disse 52 individuelle flugtruter væk fra naturalismen pegede i samme retning: mod en større interesse for det dunkle, mystiske og sjælelige, mod sindsstemningernes forførende magt og en ny kreativ frihed”

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung har været i den finske hovedstad Helsinki, hvor man for tiden kan se en udstilling på kunstmuseet Atenium, som viser, hvad man kalder symbolismens landskab 1880-1910, og netop denne epoke var en frugtbar periode i udviklingen af maleriet fra en naturalistisk – og senere impressionistisk – gengivelse af naturen til et langt mere mentalt forankret og individualistisk maleri. Udstillingen ’52 sjæle’ kunne godt inspirere en og anden til et besøg i de tusind søers hovedstad.

Billedet herover viser en gengivelse af et maleri, der skildrer Keitile-søen. Det er malet af Akseli Gallen-Kallela (1865-1931) i 1905 (pressefoto: Atenium).

Millioner til Sculpture by the Sea

Via en donation fra Købmand Herman Sallings Fond på tre millioner kroner er udstillingen Sculpture by the Sea sikret et gedigent økonomisk tilskud med henblik på afviklingen af udstillingen i årene 2013, 15 og 17.

Udstillingen er usædvanlig i kraft af, at den løber over et areal på tre en halv kilometer fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus. Heldigvis slutter forløbet umiddelbart inden det når til mit favoritspot, som er området umiddelbart efter, hvor udstillingen ophører.

Til gengæld har Sculpture by the Sea de sidste år udgjort en sand publikumsmagnet, og det er efter al sandsynlighed et publikum bestående af folk, der sjældent går på kunstmuseer, i gallerier eller i kunsthaller.

På den måde kan man i perioden 1.-31. juni 2013 helt vederlagsfrit opleve ikke færre end 63 skulpturer udført af lige så mange kunstnere fra tyve lande. Sculpture by the Sea udgør dermed den ubetinget største internationale kunstudstilling i Danmark, hvis man måler på arealet.

Billedet herover er et udsnit af Andrew Rogers' værk fra 2011-udgaven af Sculpture by the Sea og titlen er 'From Optimism to Hope'

Til skitsebogen

Ind imellem er jeg lykkelig for, at jeg har mulighed for at tegne. Stille og diskret kan jeg sidde og slå nogle streger, når omgivelserne går i selvsving over noget, der for mig er totalt uvedkommende og ligegyldigt. Stregerne herover er foretaget under en såkaldt ”pædagogisk dag” på mit arbejdssted.

Måske indikerer skitserne, hvilke kompositoriske principper, jeg vil gøre brug af, når der igen sker noget på værkstedet?

Fra Brande til Bruun-Rasmussen

Jeg må indrømme, at kunstneren bag dette værk, kinesiske Zhou Jinhua, har forbavset mig et par gange siden jeg første gang mødte ham som forskræmt workshop-deltager udenfor Brande Station i 2007.

Han gik omgående i gang med at male dette maleri på 245 x 105 cm. i Remisen. Jeg blev også overrasket, da kunstneren prissatte værket i forbindelse med den efterfølgende udstilling.

Det blev sat til – så vidt jeg husker? – 68.000 kr. og gu’ hjælpemig om ikke maleriet kommer under hammeren til autionshuset Bruun-Rasmussens næste auktion for moderne kunst d. 4. december i Bredgade i København. Værket er her vurderet til 75-100.000 kr.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke har fulgt Zhou’s karriere siden workshoppen; men noget er der tilsyneladende sket for den unge kinesiske kunstner.

Louisiana-år med æstetik, pop og Ono

Så er Louisiana-magasinet dumpet ind gennem brevsprækken med oplysninger om, hvad man som publikum kan forvente af oplevelser på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i 2013-sæsonen. I godt en måned ind i året vil man kunne se den anmelderroste Anri Sala-udstilling, som har sit afsæt i videoinstallationer, hvor lyd og rytme spiller hovedrollerne.

Umiddelbart efter nytår – d. 8. januar – åbner en udstilling med tidlige tegninger af Andy Warhol (nederste billede), og hermed fortsætter museet linien med at vise tegninger af nogle af det 20. århundredes store kunstnere.

Det ligner et æstetisk pletskud, når museet til foråret viser en udstlling i Louisiana Contemporary med installationer af den amerikanske kunstner Tara Donovan (øverste billede).

Popkunstens mere designforankrede aspekter vises på udstillingen med den sigende titel Pop Art Design i perioden 8. februar-20. maj.

Årets store sommerudstilling, der åbner d. 1. juni, er en præsentation af den japansk-amerikanske kunstner Yoko Ono, der fylder 80 i 2013. Ono er nok mest kendt for at være enke efter John Lennon; men Louisiana sætter altså spot på Ono i forbindelse med udstillingen Half-A-Wind-Show.

Denne udstilling kan ses frem til d. 15. september – og så nærmer efteråret sig såmænd igen.

Robert Jacobsen 100 år

”Fra de matte sortmalede, over de senere mere rå rustprægede overflader og til de farverige skulpturer fra hans senere år viser udstillingen os den helt særlige evne, Jacobsen havde, til at gøre værkerne vedkommende i rummet sammen med os”

I anledning af 100-året for billedhuggeren Robert Jacobsens fødsel har Kunsten i Aalborg for nyligt åbnet en udstilling med hans værker.

Thilde Nyborg giver fem hjerter i dagbladet Politiken til ’Rum og form – Robert Jacobsen i 100 år’. Robert Julius Tommy Jacobsen døde i 1993

Ord og Rum samt Tilværelsens Kolonihave i Brænderigården

Brænderigården i Viborg er en institution, der i de senere år har skærpet ambitionsniveauet, og nu viser det smukke udstillingssted to udstillinger, der bl.a. præsenterer værker af kunstnere fra min egen omgangskreds.

Om udstillingen Ord & Rum hedder det i pressematerialet: ”I kunsthallens Hovedfløj kan man opleve hvordan ord, billeder og lyd smelter sammen når fire af landets mest fremtrædende kunstnere og forfattere arbejder sammen. Forfatterne Ursula Andkjær Olsen, René Jean Jensen, Theis Ørntoft og Amalie Smith har skrevet nye tekster, som kunstnerne Sophie Hjerl, Andreas Schulenburg, Katja Bjørn og Steen Rasmussen frit fortolker via installations- og videoværker”.

I sommer lavede keramikeren/skulptøren Jørgen Hansen en af sine mange brændingsskulpturevents på Brænderigården, og det er der kommet en udstilling ud af med titlen Tilværelsens Gårdhave.

Om denne udstilling kan man finde følgende på kunsthallens hjemmeside: ”Titlen Tilværelsens Gårdhave refererer til rummets arkitektur, som med sin højde og søjler kan minde om østens paladser. De fem mandshøje træer er opbygget og brændt udenfor på gårdspladsen ved Kunsthal Brænderigården i sommer og har derfor en særlig stedsspecifik betydning. Herudover omfatter udstillingen bl.a. elementer som fisk, fugle, træer, krukker og fade i bløde organiske former med farver fra sart rosa til dybe gule og grønne toner. Glasurens uforudsigelige overflade og farverigdom efter brændingen bringer en drømmeagtig lethed over mange af værkerne, der kontrasteres af grå rålersfade i dagligdags jordfarver, hvorved der skabes en spændvidde mellem lerets magi og jordbundethed”.

De to udstillinger åbner d. 10. november og illustrationen, der ledsager denne tekst viser værket 'Skov' af Jørgen Hansen.

Fire år mere

Billedet til højre er malet af Jasper Johns, og det symboliserer vel ganske godt nationen, som USA’s nu genvalgte præsident kalder ”the great american family”?

Jeg har netop set og hørt Barack Obamas sejrstale, og jeg må indrømme, at magen til fremragende retoriker skal man lede længe efter. Hvor hans modkandidat ved præsidentvalget har benyttet sig af den samme taleform som en af hans forgængere Ronald Reagan – hvilket i øvrigt også kendetegnede katastroferne George Bush sr. og jr. – besidder Obama helt sin egen måde at udtrykke sig på.

Jeg er sikker på, at analytikerne nu kommer frem på banen med henblik på at finde ud af, hvordan Obama, som har haft det svært i sin første perioede, kunne opnå genvalg. Spørgsmålene vil hobe sig op: Var modstanden fra republikanerne for sølle? Smed orkanen Sandy sand i maskinrummet hos Romney? Eller er Obama bare den rigtige til at regere landet fra den store hvide villa i Washington?

Måske er vi klogere om fire år…? Under alle omstændigheder er et nyt ord blevet lanceret under denne valgkamp: Mon alle alligevel ved, hvad en ”svingstat” er?

Gror som ukrudt

”Vi kan godt lide ukrudt, vi kan godt lide det, som ikke lader sig bremse af noget som helst, men vokser op alle steder og gennem beton, hvis det er påkrævet. 'Din Pik Gror Som Ukrudt' er en hyldest til den mandlige seksualitet”

Det er da under alle omstændigheder et sympatisk citat, forfatteren Merete Pryds Helle anfører her, og jeg har læst det på Politiken.dk, hvor det fremsættes i tilknytning til tyveriet af et flag, som billedkunstneren Anne Marie Ploug har produceret i forbindelse med en udstilling under den københavnske Kulturnat en gang i oktober.

Jeg ved ikke, om flaget, der måler 1,50 x 2,00 m. er blevet tilvejebragt, siden efterlysningen optrådte på Politiken.dk; men jeg vil i hvert fald gerne slå et slag for, at det kommer tilbage til dets rette ejermænd/kvinder, som jeg finder meget sympatiske – og dét kan jeg sige, da jeg faktisk har truffet dem begge – uafhængigt af hinanden.

Film om og med Jonna Pedersen

Tidligere i år viste Kunstpakhuset i Ikast en udstilling med de to danske kunstnere Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen, der blev suppleret med de to New York-baserede kunstnere Grace Graupe-Pillard og Robin Tewes. En meget naturlig kobling i og med at udstillingen havde New York som tema.

De to amerikanske kunstnere spillede faktisk også en rolle i beskrivelsen af Jonna Pedersens kunst, som en ven af Kunstpakhuset, Bjarne Eriksen, foretog med videokamera under åbningen af udstillingen.

Det kom der naturligvis en lille film ud af, som jeg gerne vil slå et slag for på denne blog på trods af, at aktualiteten måske ligger nogle måneder tilbage.

Malerisk gensyn

Det virker næsten som hovedpersonen er ramt af en sjælden solstråle på billedet herover, der er taget ved åbningen af udstillingen Malerisk Gensyn på Odder Museum. Det er naturligvis Finn Have, der stadig fejrer sin nylige 60 års fødselsdag – nu med hele to udstillinger i hjembyen Odder.

Samtidigt med udstillingen på museet viser Café Galleriet, ligledes i Odder, et udvalg af Haves værker. Som det vil være jævnlige læsere af denne blog bekendt, har jeg selv netop afsluttet en – synes jeg – meget vellykket udstilling i netop Café Galleriet.

Kunstbygningens formidling?

”Det er ofte befriende med udstillinger, hvor alt ikke er forklaret til døde, og hvor værkerne netop får liv i samspillet med publikums sansning. Men det er ikke tilfældet i denne udstilling, hvor man for ofte mangler at få del i kuratorens intention med sammensætningen af værkerne”

Marianne E. Gasbjerg – anmelder ved kunstportalen KUNSTEN.NU – er ret kritisk over for formidlingen af udstillingen ’Selvportrætter – JEG’ i Århus Kunstbygning. Det er svært at være uenig med Gasbjerg, når man selv i sin egenskab af anmelder har prøvet at kontakte Kunstbygningens komminikationsmedarbejder med henblik på at få lidt formidlingsmateriale om udstillingen, og ellers er blevet ignoreret.

Den tidlige Kirkeby

Jeg har tidligere omtalt en donation på fire værker af Per Kirkeby til Museum Jorn i Silkeborg på denne blog.

Nu bliver denne donation fulgt op med et foredrag om ”Den tidlige Kirkeby” på museet af museumsinspektør Teresa Østergaard Pedersen, der har et indgående kendskab til kunstneren – bl.a. gennem sit engagement med at organisere en omfattende udstilling med arkivmateriale, som Kirkeby har skænket til kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Jeg lavede faktisk en lille film om denne udstilling i sin tid, da et omfattende arkiverings- og katalogiseringsarbejde havde fundet sin midlertidige afslutning. Sådan et arkiv er en levende størrelse, som hele tiden vokser i kraft af, at kunstneren er særdeles levende og aktiv.

Jeg er i gang med at læse den seneste bog, som er udgivet med et stort antal af Per Kirkebys skrifter. Denne bog er en ’Læsebog’, og dét er også bogens titel. Jeg overvejer af samme årsag foredraget, som finder sted på Museum Jorn d. 21. november.

Kunstbygningen, Oddergrisen og slut i Café Galleriet

Det er altid sjovere at sætte en kunstudstilling op, end det er at pille én ned, så heldigvis var Finn Have allerede i gang med at disponere og ophænge sin udstilling, da jeg kom til Café Galleriet i Odder for at pille min netop afsluttede udstilling i galleriet ned. Dermed opstod der en fin vekselvirkning mellem det opbyggelige og det afsluttede.

Finn Haves udstilling i Café Galleriet kommer til at fungere som en dobbeltudstilling, hvor der samtidigt er lavet en udstilling med Haves værker over et retrospektivt forløb på Odder Museum. Og alt er sat i scene med henblik på at fejre kunstnerens 60 års fødselsdag for nyligt.

Udstillingen, der har fået titlen ’Malerisk Gensyn’ – en titel, den deler med en netop udgivet bog om kunstneren, og som bl.a. er blevet anmeldt af undertegnede på Kunstavisens website – giver et mere nuanceret billede af Finn Have end den rene landskabsmaler, man har kunnet opleve på museer, i kunsthaller og gallerier de seneste år. Landskaberne udgør dog det gennemgående tema i Café Galleriet. Begge udstillinger åbner d. 3. november.

På vej til Odder havde jeg den åbenbare fornøjelse at køre med ”Oddergrisen”, som er en privat jernbane, der befordrer passagerer fra Aarhus til Odder via en masse mindre stationer – eller trinbrætter, om man vil. At stige ind i dette tog er som at gå ind i en tidslomme. Samtidigt føler man sig hjemme på en anden måde end i de Arriva-togvogne, jeg er vant til. Man oplever noget, når man er Kunstner uden Kørekort!

Grunden til at jeg rejste til Odder via Aarhus var, at jeg skulle se den aktuelle udstilling i Århus Kunstbygning med henblik på en anmeldelse. Denne vender jeg tilbage til senere; men det er en udstilling, jeg har et lidt ambivalent forhold til.