Kæmpe donation til Kunsten i Aalborg

Dette værk af Mie Mørkeberg er ét af dem, som er doneret til Kunstens samling (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg)

Wes Lang, Michael Kvium, John Kørner, Peter Linde Busk, Adam Saks Julie Nord, Mie Mørkeberg, Kathrine Ærtebjerg.... 

Ja, listen er lang, når det drejer sig om en donation, som kunstmuseet Kunsten i Aalborg netop er blevet tildelt af samlerne Margit og Jens Haven Christiansen, og de nævnte kunstnere udgør blot en brøkdel af den samlede donation. 

I alt 55 værker af primært væsentlige, danske samtidskunstnere indgår nu yderligere i museets samling, og i løbet af 2020 vil donationen bliver vist på Kunsten i hele sin udstrækning.

Udstillinger i september

Douglas Gordon: 'Phantom', 2011, videoinstallation med lyd (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

'Sense Me': Anne Patterson: Pathless Woods', 2017 (foto: Trapholt/Daniel Perales)

Der optræder fire udstillinger på min interne liste over begivenheder, der skal anmeldes i september måned: 

Den første er en udstilling med skotske Douglas Gordon på ARoS, som i pressemeddelelsen skriver, at "Gordon er en af nyere tids vigtigste videokunstnere og en pioner inden for moderne videokunst". Udstillingen åbner d. 7. september. 

Så handler det om sanseudstillingen med den sigende titel 'Sense Me' på Trapholt i Kolding. Denne udstilling ligger i forlængelse af sidste års store satsning 'Eat Me', og den kan ses på museet i Kolding fra d. 12. september 2019 til d. 1. juni 2010. 

Museum Jorn i Silkeborg byder senere på måneden ind med en udstilling, jeg netop har fået en introduktion til af Christian Kortegaard Madsen, som er kurator på 'Art Strikes Back - from Jorn to Banksy', og netop denne udstilling sætter et større antal internationale kunstnere i kollision med Asger Jorns såkaldte modifikationer, som aktuelt bliver en del af en kunstnerisk strategi, der i dag kaldes "détournement", som betyder forvrængning eller fordrejning. 

Blandt de mange kunstnere, der kan opleves på denne stort anlagte visning, som Kortegaard har arbejdet på næsten 24/7, siden han blev ansat på museet for et halvt års tid siden, bør nævnes - foruden Banksy - Ai Weiwei, Barbara Kruger, Richard Prince, Joan Miró, Martin Kippenberger og mange andre. 

På Kunsten i Aalborg åbner sidst på måneden en udstilling med den tyske samtids- og konceptkunstner Carsten Höller. Denne udstilling rummer nogle muligheder, som jeg vil vende tilbage til på siden her på et senere tidspunkt. 

Udstillingen, der får titlen 'Behaviour', kan ses på museet i Aalborg fra d. 26. september 2019 til d. 23. februar.

Ai Weiwei flytter til Cambridge i England

Ai Weiwei (foto: Don Arnold/Wireimage)

Siden 2015 har den kinesiske aktions- og konceptkunstner Ai Weiwei haft sine aktiviteter kørende i Berlin-bydelen Prenzlauer Berg, hvor man har kunnet se den verdensberømte kunstner begive sig rundt med sin familie med mellemrum. 

Nu er Ai imidlertid ifølge The Art Newspaper rykket til Cambridge i England, hvor han faktisk i 2016 var hovedpersonen i en udstilling, der fandt sted på universitetsbyens Downing College. 

Ai Weiwei angiver en væsentlig årsag til, at han forlader Berlin - og dermed Tyskland. En stigende populisme og en stadig mere udpræget afvisning af politiske flygtninge på det europæiske kontinent, har nu fået kunstneren til at slå sig ned i det Brexit-plagede England.

Sensommerskitser

Bedst som jeg troede, at sommeren var endegyldigt slut, oplever vi her i det kølige kongerige nogle dage med temperaturer over de 25 grader. 

I Silkeborg, hvor jeg bor, har det været varmt... Dejligt varmt; men ikke desto mindre tilbragte jeg lige en enkelt dag ved den svalende østkyst, hvor jeg fordrev lidt af tiden med at lade blyanten bevæge sig hen over skitseblokkens papir. 

For en ordens skyld bør jeg nævne, at besøget ved stranden fandt sted d. 26. august og ikke d. 25.,som det ellers fremgår af tallene på tegningerne.

Kendt galleri flytter fra Aarhus til København

Galerie MøllerWitt flytter til Bredgade i København (foto: Galerie MøllerWitt)

Når Galerie MøllerWitt blænder op for den kommende udstilling - en gruppeudstilling med et udsnit af galleriets kunstnere - bliver det ikke på den hidtidige adresse på Christiansgade i Aarhus. 

Man kan læse på galleriets hjemmeside, at man har valgt at flytte aktiviteterne til hovedstadens vel nok mest aktive gallerigade, Bredgade. 

Med andre ord: Galerie MøllerWitt flytter til København efter adskillige år i Smilets By, og her var det først i Vestergade, at gallerist Lars Møller Witt satte en kvalificeret dagsorden med hensyn til, hvilken kunst, der kunne vises i en by, der på daværende tidspunkt nok lukkede sig sammen om sig selv i nogen grad. 

Senere flyttede man til den nævnte adresse overfor Kunsthal Aarhus; og nu har man altså valgt at flytte galleriet, som oprindeligt blev lanceret i Sønderborg, til Bredgade 67 i København K.

Klar til Vordingborg

Maleriet, der står med forsiden fremad, er fra 2016, og motivet er fra Ørnsø. Det kan sammen med 20 andre værker ses på udstillingen i Vordingborg

Fra d. 6. september til d. 6. oktober udstiller jeg sammen med billedhuggeren Thomas Andersson i Kunstforeningen Vordingborg, som laver udstillinger i KulturArkaden i byen, der er kendt for Gåsetårnet. 

Da det er ved at være længe siden, jeg sidst har udstillet i en større sammenhæng, har forberedelserne til denne udstilling måske været flere end normalt, men det har været hyggeligt at foretage aktiviteter på værkstedet, hvor det praktiske element har været i højsædet. 

Jeg viser i alt 21 værker, og udvalget er ligeligt fordelt mellem oliepastel/akvareller og oliemalerier. 

Der er fernisering i KulturArkaden, Sydhavnsvej 6, 1.sal i Vordingborg fredag d. 6. september kl. 16. 

Såvel Thomas Andersson som jeg selv vil være til stede ved begivenheden.

Ny Carlsbergfondets nye formand står på mål

Christine Buhl Andersen (foto: Les Kaner)

"Den tid, hvor man sad på nogle mørke kontorer ved nogle mahogniborde og ikke ville sige, hvem man var, er ovre. Vi skal gøre os dygtige til at fortælle, hvorfor vi gør de ting, vi gør. Og kunne stå på mål for det".

Ordene er udtalt af den nyudnævnte formand for Ny Carlsbergfondet, Christine Buhl Andersen i forbindelse med et indslag i Politiken, hvor hun samtidig afviser en frygt for at skulle blive magtfuldkommen. Fondet uddeler hvert år 100 millioner til dansk kunst og kunstforskning. 

Christine Buhl Andersen er født i 1967 og er cand. mag. i dansk og kunsthistorie. Hun blev leder af KØS Museum for kunst i det offentlige rum i 2007, og direktør for Ny Carlsberg Glyptotek i 2017. Hun har siddet i Ny Carlsbergfondetsbestyrelse i 2014-2016. 

Hun afløser Karsten Ohrt på posten, da han tidligere på året måtte trække sig på grund af sygdom.

Fuld fart på farven

Henriette Hellstern: 'Carl's skrivebord', akryl på lærred (pressefoto: Galleri NB)

For nyligt fik jeg tilsendt et udstillingskatalog, hvilket langt fra er usædvanligt. Jeg bliver altid glad for dét, som bliver sendt fra udstillingsinstitutioner og kunstnere, da en mail med vedhæftede billedfiler ofte har en tendens til at forsvinde i mængden, og det naturligvis fordi, jeg får så mange. 

Det omtalte katalog viser helt spritnye værker af Henriette Hellstern, der dermed gør opmærksom på en ny udstilling, der finder sted hos Galleri NB i Viborg i perioden 26. august-22. september. 

Udstillingen har titlen 'Das Narrenhaus' og beskæftiger sig med psykiatrien i et stærkt og ekspressivt maleri. 

I det hele taget er der drøn på farven hos Hellstern, og den aktuelle udstilling udgør ikke en undtagelse. 

Det synes, som er farverne nærmest smidt op eller ned på lærrederne, hvilket måske kunne bringe tankerne hen i mod en maler som Jackson Pollock, men i modsætning til Pollock har Hellstern altid figuren i spil på billedplanet.

Før murens fald

'Before the Fall of the Wall': Inge Ellegaard: 'New York down town', 1983-85, olie på lærred. 172 x 370 cm. (pressefoto: ARoS Aahus Kunstmuseum)

Snart er det 30 år siden, den hadede Berlinmur havde sit endeligt. 

Jeg har været i Berlin en del gange de seneste år, og når man går rundt i byen i dag, er det mærkeligt at tænke på, at den har været pløjet igennem af en grænse, der har stået for et liv i byen, som repræsenterede to vidt forskellige verdener. 

Nu markerer kunstmuseet ARoS i Aarhus begivenheden med udstillingen 'Before the Fall of the Wall', der fokuserer på tiden op til murens fald. 

Her er det i sagens natur 80'er-kunsten, der belyses - såvel med eksempler herhjemme fra og fra den tyske scene. 

Maleriet havde i perioden fået en opblomstring efter en epoke med minimalisme og konceptkunst. 

Det var næsten, som da punkbevægelsen slog igennem inden for rockmusikken. Det blev malet med brede pensler og stærke farver i 1980'erne. 

Udstillingen, som er iscenesat af værker fra ARoS' egen samling, kan ses i tidsrummet 31. marts 2019-5. januar 2020.

Indholdet af Merda d'Artista er en offentlig hemmelighed

Piero Manzoni (1933-1963) præsenterer her én af de famøse dåser med kunstnerlort (Foto: Ole Bagger/HEART Herning Museum of Contemporary Art)

For nyligt kunne jeg her på blog'en offentliggøre en del af en artikel, som er blevet publiceret i dagbladet Politiken. 

Den handlede om afføring i kunsten - og hvad var vel mere relevant i den sammenhæng, end at sætte fokus på Piero Manzonis Merda d'Artista - det berømte værk med et antal dåser indeholdende kunstnerens lort? 

I artiklen fremgik det, at en ven af Manzoni har afsløret, at der ikke var lort i dåserne, men blot klumper af gips, men nu kan jeg til gengæld her fortælle noget, som tilsyneladende har været en offentlig hemmelighed blandt kunsthistorikere i årevis - nemlig at dåsernes indhold består af rødlig jord fra Toscana. 

Min kilde, som jeg selvfølgelig ikke afslører, fabulerer dog lidt over tanken, at én eller måske flere af dåserne udmærket kan indeholde Manzonis fæces, men om det er tilfældet, står hen i det uvisse.

Den praktiske del af at være kunstner

Jeg havde næsten glemt, hvordan det er: At lave udstillingslister, transportere værker til indramning, gøre malerier klar til ophængning... I det hele taget det rent praktiske, der følger med at være udstillende kunstner. 

Heldigvis er Kunstforeningen Vordingborg en meget serviceorienteret kunstforening, som sørger for transport til og fra værkstedet, og baggrunden er en udstilling i KulturArkaden i Vordingborg, som udstiller 21 af mine seneste værker sammen med arbejder af billedhuggeren og grafikeren Thomas Andersson. 

Udstillingen finder sted i perioden 6. september til 6. oktober, og der er fernisering på adressen Sydhavnsvej 6, 1. sal i Vordingborg fredag d. 6. september kl. 16. 

Jeg deltager i åbningen, så hvis der skulle være nogle, der er i området, og som har lyst til at se "giraffen", er det altså muligt!

Pizzabakker og andre banaliteter

For mere end ti år siden kunne jeg ikke rejse noget sted hen uden at møde en person, som jeg godt nok var bevidst om eksistensen af, men som jeg ikke kendte personligt. 

På Documenta i Kassel i 2007 rendte jeg således endnu en gang ind i Søren Behncke, som det skulle vise sig, var ved at slå igennem under kunstnernavnet Papfar. 

Året efter udstillede han på ARoS i Aarhus og ved den lejlighed blev jeg hyret som anmelder til magasinet Kunstavisen - og Papfar blev således mit første emne i magasinet. 

Nu udstiller Søren Behncke på Museum Jorn i Silkeborg med udstillingen 'Mash-Up Banale intimiteter', og netop denne udstilling er jeg netop i gang med en anmeldelse af. 

Behncke har rejst i Asger Jorns fodspor i en periode, og det er der kommet et antal banaliteter og værker forarbejdet blandt meget andet som og på pizzabakker. 

Udstillingen kan ses på Museum Jorn til d. 8. december.

BREAKING: Er der slet ikke lort i dåsen?

Et eksemplar af Merda d'Artista, og dette tilhører kunstmuseet HEART i Herning (pressefoto: HEART)

"Han prissatte indholdet, så skidtet kostede det samme som guld og sagde, at kunstverdenen var så godtroende, at den ville betale for alt, der bar en kunstners signatur - også en dåse med lort. Det havde han ret i, selv om der måske slet ikke er afføring i dåsen. Manzonis ven Agostino Bonalumi har fortalt, at der såmænd bare er en klump gips indeni, men dåserne står stadig på mange af verdens førende museer og handles til pæne priser. I 2016 blev en af dem solgt for to millioner kroner. Så uanset om der er lort i dåsen, er der penge i lortet". 

Således kan man læse i en artikel i dagbladet Politiken, hvori Bo Søndergaard beskriver kunstværker, som har haft fæces som udgangspunkt. 

Værket Søndergaard refererer til, er naturligvis Merda d'Artista fra 1961 af den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-1963). 

Jeg ved ikke, hvornår Bonalumi har antydet, at der slet ikke er lort - men gips - i dåserne; men det er dog en historisk afsløring, jeg mener, bør undersøges nærmere.

Åbningstale om kunstnersammenslutningernes udfordringer

fotos: Ole Jørgensen

I min åbningstale ved ferniseringen af udstillingen 'Shelter' med værker af kunstnersammenslutningen Riimfaxe i Kunstpakhuset i Ikast, beskæftigede jeg mig blandt andet med nogle af landets kunstnersammenslutninger og disse grupperingers store udfordringer, som har været et tema i det seneste årti. 

Det drejer sig naturligvis om de sammenslutninger, som har haft til huse med faste udstillingsfrekvenser på især Charlottenborg, hvor man på et tidspunkt fra kulturpolitisk hold ændrede strukturen til, at udstillingsstedet skulle være en kunsthal med fokus på dansk og international samtidskunst. 

Hermed kunne grupper som Grønningen, Corner, Pro osv. ansøge om udstillingstid i kunsthallen, hvilket afstedkom visse modreaktioner fra de ramte kunstnere. 

Man kan vel roligt sige, at sammenslutningerne således kom under et vist pres, men for de flestes vedkommende er problemerne løst i kraft af, at de nu udstiller på andre platforme end Charlottenborg. 

Jeg beskæftigede mig i min tale også en del med Riimfaxes 25 års jubilæum, som inspirerede mig til at kaste et blik bagud i historien til året 1969, hvor Riimfaxe blev stiftet. 

Jeg fik dog bundet en sløjfe på historien, da jeg bragte 'Gimme Shelter' fra Rolling Stones-albummet 'Let it Bleed' ind som en afsluttende del af talen. 

Et par andre 1969-begivenheder fik også nogle ord med på vejen. Blandt andet månelandingen, Woodstock-festivalen, frigivelsen af billedpornografien samt Bjørn Nørgaard og Lene Adler Pedersens aktion 'Nøgen kvindelig Kristus' på Børsen i København. 

Udstillingen 'Shelter' kan ses og opleves i Kunstpakhuset frem til d. 15. september.

Jyllands-Posten skal finde ny kulturredaktør

Jyllands-Posten forventer at indvie et nyt domicil centralt i Aarhus senere i år. (visualisering: Henning Larsen Architects)

For næsten præcis et år siden kunne jeg her på siden lancere nyheden om, at dagbladet Jyllands-Posten havde ansat avisens nye kulturredaktør, som skulle tiltræde stillingen d. 1. november 2018. 

Forleden dag kunne jeg så læse på webmagasinet Kulturmonitor, at Steffen Moestrup er stoppet på avisen med omgående virkning. 

Det blev jeg både overrasket og bekymret over, da jeg som bekendt leverer anmeldelser til Jyllands-Posten, og som sådan har haft et glimrende samarbejde med Moestrup. 

Om årsagen til, at avisen har valgt at afskedige Steffen Moestrup, kan man læse i en udtalelse fra dagbladets chefredaktør, der har fremsat en ganske enkel udtalelse på webmediet Mediawatch, hvori det hedder, at fyringen "skyldes håndteringen af en sag, der kunne kompromittere etik og troværdighed". 

Ved samme lejlighed blev én af Jyllands-Postens journalister fyret, men den overordnede konklusion må være, at Jyllands-Posten skal ud og finde en ny kulturredaktør.

'Shelter' i Ikast

Installationsview fra en tidligere Riimfaxe-udstilling i Kunstpakhuset i Ikast (foto: riimfaxe.com)

Coveret til Rolling Stones' 'Let It Bleed' blev designet af Robert Brownjohn (1925-1970) (foto: discogs.com)

Hvad i alverden har The Rolling Stones' ikoniske album 'Let it Bleed' fra 1969 at gøre med kunstnersammenslutningen Riimfaxe, der åbner udstilling fredag d. 16. august i Kunstpakhuset i Ikast? 

Hvis man vil finde ud af, hvilken rolle netop denne plade spiller i forhold til den aktuelle udstilling, skal jeg gerne gøre rede for det; men det bliver altså først når jeg afholder åbningstalen til udstillingen, der har titlen 'Shelter'. 

Ferniseringen finder sted d. 16. august kl. 16.00, og udstillingen kan ses frem til d. 15. september.

Handicapumuligt Eliasson-værk

'Your Spiral View' - den famøse installation af Olafur Eliasson (pressefoto: Tate Modern)

En kørestolsbruger har besøgt den store retrospektive Olafur Eliasson-udstilling 'In Real Life' på Tate Modern i London, og vedkommende - Ciara O'Connor, som er skribent på avisen Sunday Independent - har nu ifølge The Art Newspaper kritiseret kunstneren for, at man ikke har gjort det muligt for kørestolsbrugere at interagere med værket 'Your Spiral View' fra 2002. 

Der er kun adgang til værket via to trappetrin, og denne anordning umuliggør altså adgang med mindre man er i stand til at gå ind i installationen. 

O'Connors ven henvendte sig til museets administration for at spørge om der var en rampe til rådighed, men vedkommende blev blot fjern i blikket, og kunne konstatere, at det var der ikke. 

Efterfølgende lagde O'Connor et tweet ud på Twitter, og her svarede Eliasson faktisk, og han ville arbejde på, at gøre installationen handicapvenlig - uden, at han dog kunne give forsikringer, endsige sætte et tidsperspektiv op. 

Han modsiges dog af museet, der ikke mener, at man kan skabe en sikker vej for kørestolsbrugere, da adgangsvejen ind i skulpturen vil være for smal. 

Ciara O'Connor er dog ikke tilfreds med hverken Eliasson eller museets alibier. Om Eliassons filosofier vedrørende publikums inddragelse i hans værker, reagerer hun med følgende svada: "Fuck din overintellektualiserende og store snak, der skjuler, at du kun producerer kunst for visse individer. Fuck dig for at antage, at alle, der kan lide kunst og museer skal bevæge sig, som kropsløse". 

Olafur Eliasson er ellers en kunstner, der har solet sig i succes de sidste 20 år. Hans bedst kendte værk herhjemme er installationen 'Your Rainbow Panorama' på taget af kunstmuseet ARoS i Aarhus.

På besøg hos Jacob A. Riis i Ribe

Overskriften skal naturligvis ikke på nogen måde tages bogstavelig, da et besøg hos reformisten, forfatteren og ikke mindst fotografen Jacob August Riis ville være umuligt, da han døde i 1914. 

Når jeg benytter mig af termen, skal det perspektiveres i, at man for ganske nyligt indrettede et museum i Riis' barndomshjem i Ribe, og her har jeg været på besøg. 

Jacob A. Riis er nok herhjemme mest kendt for sine fotografiske skildringer af tilværelsen blandt fattige indbyggere i New York, og årsagen til, at han var i stand til at beskrive denne scene såvel i ord som i billede, bør findes i, at Riis udvandrede fra Danmark i 1870 (han blev født i Ribe i 1849) og beskrev sine oplevelser journalistisk og - som nævnt - fotografisk. 

Museet i Ribe er i højere grad et historisk museum frem for et museum, der beskæftiger sig med Riis som fotograf ud fra et kunstnerisk princip. 

Således er eksempler på de mange fotografier, som må betragtes som banebrydende inden for det socialrealistiske fotografi, blot sat op som illustrationer på store plancher, hvilket naturligvis er glimrende, når historien om Riis skal fortælles. 

Jeg savner dog lidt af den autenticitet, der kunne komme i spil med nogle originale værker. 

Til gengæld fortælles historien grundigt om personen, om hvem USAs præsident Theodore Roosevelt beskrev til Riis' enke, da han døde i 1914: "Jeg er i en større sorg, end jeg kan beskrive. Det er som om, jeg har mistet en bror". 

Jacob A. Riis blev 65 år gammel.